Frihed eller Lighed?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2013
  • Status: Igang
Vi befinder os i fremtiden, og for 50 år siden fandt menneskene frem til, at de ikke kunne leve sammen længere uden at gøre en ende på hinanden og Jorden med. Derfor skilte de hinanden ad. De byggede murer rundt om alle de nylavede lande sådan, at de var isoleret fra alle andre. Men nogle mennesker var ikke så heldige, da murerne blev bygget. Nogle blev fanget udenfor og sidder nu fast mellem to grænser. 16-årige Julia bor i det såkaldte ingenmandsland mellem de to lande Lighed og Frihed. Hun har boet hele sit liv i det primitive og hungersramte sted, men rygtet sviger, at portene bliver åbnet snart. Hun vil få en chance for at komme væk fra det rædsomme terræn, hvor kun de færreste overlever. Men vil hun nå det? Og hvilket land vil hun vælge? Frihed eller Lighed?

3Likes
7Kommentarer
402Visninger
AA

3. Valget

Vi går lidt væk fra tæppet med Maya og Alex. Lidt væk fra det hele. Altså ind på midten., hvor ingen vil forstyrre os. Vi ender med at stå akkurat med lige stor mellemrum mellem de to lande, der torner op omkring os. Her sætter vi os ned. Lidt for tæt på hinanden til min smag, men jeg vil ikke gøre noget unødvendigt, så jeg bliver siddende med ham kun få centimeter fra mig. Han rækker mig et ben, som jeg omgående grådigt begynder at gnave af. Det er som himmel i min mund at smage de få lunser kød, der er tilbage.

"Har du hørt det?" spørger Jake. Jeg er igang med at udvinde de sidste rester af smag fra benet, og jeg flakker med blikket ved hans ord.

"Overvej det lige. Prøv at tænk på at komme væk herfra," siger han drømmende, mens jeg fortsat ikke svarer. Sådan har Jake altid været. Drømmende. 

"Hvilket land ville du vælge," spørger han så. Han er vant til min manglende respons og  tavshed, og da jeg fortsat ikke svarer, så gør han det selv. Han peger til venstre over mod det høje metal, som bare fortsætter og fortsætter opad.

"Frihed", siger han bestemt. Det undrer mig ikke. Sådan er Jake. "Hvad med dig?"

Jeg tygger af munden og kigger til højre. Til Lighed. "Jeg må gøre, hvad der er bedst for dem." Maya og Alex. Jeg må gøre alt for dem.

"Så du vil blive en slave?" spørger han. "Hvorfor?"

Jeg kigger på ham. Hans brune hår, brune øjne og stærkt markerede ansigt. Det er alt sammen så anderledes fra, da han var 14. Han er blevet voksen.

"Hvorfor vil du tage chancen og måske leve endnu værre end her?" giver jeg ham igen. Det er hele problemet med landet Frihed. Du ved ikke, hvordan dit liv vil blive. Måske bliver du rig resten af dine dage. Eller også bliver du en fattig lus. Det kan også ske, at du dør. Friheden gælder også for de andre, og der er ingen rigtige regler. Det er roulette og gælder bare om at være heldig. Den chance kan jeg ikke tage.

Jake trækker på skulderen og svarer: "Jeg har jo ikke noget at tabe vel? Vi dør alligevel snart Julia. Hvor mange her er blevet over 30? Ikke ret mange. Hvis jeg kommer væk herfra, så vil jeg leve frit resten af mine dage." Han har ret. Jeg gyser. Kvindernes levetid her er endda endnu lavere. For ikke at tale om enlige kvinder.

"Jeg har fået rigelig frihed her," siger jeg og sukker. Der er heller ingen regler i ingenmandsland.

"Ja, men her mangler muligheder. Der er muligheder i Frihed," forklarer han. Jeg må give ham ret igen. Her har vi jo ikke midlerne til noget. Vi har kun det, som vi selv kan fange. Hvilket ikke er ret meget.

"Men i Lighed kan jeg være sikker på, at de vokser op. Jeg kan være sikker på, at de får en uddannelse, og at de kan blive til noget," siger jeg fast besluttet.

"Men det bliver som i fangenskab. De skal arbejde hver dag fra 8.00 til 16.00 og spise det mad, som er bestemt for dem og..."  bliver han ved, og jeg nikker. Jeg ved det allerede. I Lighed er alle lige. Alle får et arbejde, som de hver dag skal passe. Alle får mad  og alle får en bolig, men det er ikke et særligt rigt land. Det er et systematisk land, hvor det er myndigheden som bestemmer. I Frihed er det folket og hver enkelte.

"Jeg kan bare ikke tage chancen." Min stemme er stille, svag og skrøbelig.

"Så vi løber hver vores retning," siger han som en afgørelse. Han havde nok håbet på noget andet. Men det kan alligevel være lige meget.

"Det er jo bare ét af mange rygter," minder jeg ham om. For der er skam ikke første gang, at der siges at være portåbning.

"Jamen, jeg kan mærke det Julia. Det kan jeg!" mener han, og jeg ryster på hovedet af ham, men min mund smiler let inde bag håret foran mit ansigt.

"Kan du huske sidste gang?" spørger han. Det smerter i mit bryst. Åh, ja jeg husker sidste gang. Der havde en gang før været portåbning. Det var nu otte år siden, og jeg vidste det præcis, fordi den dag ændrede en masse for mit liv. På meget få sekunder.

"Så du det ske?" spørger han, og jeg ryster på hovedet. Jeg havde ikke set det ske, fordi min mor havde vendt mit hoved væk fra det. Men jeg huskede råbene, skrigene og følelsen.

 

"Adam!" råber min mor. Hun prøver at overdøve de to grædende børn i favnen. Et spædbarn og en lille dreng. Jeg står foran hende og ser efter ham, mens han løber af sted i stimen af farlige folk, som alle kæmper om at komme til åbningen og om på den anden side.

"Jeg vil få dem til at holde den åben!" råber han tilbage. Jeg holder krampagtigt fat i tøjet på min mor, som prøver at holde sammen på os, samtidigt med at folk og støder ind i os fra alle sider. Alle vil hen til porten. Min far er der næsten. Han er næsten ved porten. Men så begynder den at lukke sammen. Sprækken bliver mindre for hvert sekund, og min far er kun lige nået derover. Jeg kan se ham råbe, men jeg kan ikke høre ham for larmen af alle menneskerne og portens lyde, mens den glider i. Han nåede ikke over. Han nåede heller ikke tilbage. Han blev fanget mellem den 20 meter tykke port. Jeg begynder at skrige i min rædsel. Så lukker jeg øjnene smertefuldt i...

 

"10 sekunder", siger jeg pludseligt. "Den var åben i 10 sekunder." Jake nikker alvorligt.

"Og hvis man ikke når det, så er man færdig," tilføjer han dramatisk. "Det er alt eller intet."

Han tager pludseligt min hånd, og jeg vil trække den til mig, men inden siger han: "Tænk, hvis vi boede i en af landene sammen." Det han siger, skræmmer mig. Fordi jeg ved, det ikke vil ske, og fordi det gør mig ked af at vide det.

Han fingre fletter ind i mine, og det føles pludselig rart. Varmt og rart. Vores øjne mødes. Hans fantastiske brune øjne. De har ikke forandret sig. Ikke det mindste. De er stadig lige barnlige og smukke.

"Så ville jeg være ligeglad hvilket, hvis det var sammen med dig," bliver han ved, og før jeg ved af det, glider hans læber over min hånd. Igen bør jeg trække den til mig. Men jeg har mistet min sunde fornuft i aften. Jeg tænker slet ikke mere over, hvad kendsgerninger er, og at jeg nok aldrig vil kunne holde mine løfter. I stedet kigger jeg ham igen i øjnene, men med et forandret blik. Tårerne i mine øjne siger det hele, og han tørrer den ene væk fra min kind. Så trækker han mig ind til sig, så jeg ligger op ad ham. Han folder hænderne om min mave. Jeg føler mig tryk her i det farlige sted. Underligt sikker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...