Frihed eller Lighed?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 25 mar. 2013
  • Status: Igang
Vi befinder os i fremtiden, og for 50 år siden fandt menneskene frem til, at de ikke kunne leve sammen længere uden at gøre en ende på hinanden og Jorden med. Derfor skilte de hinanden ad. De byggede murer rundt om alle de nylavede lande sådan, at de var isoleret fra alle andre. Men nogle mennesker var ikke så heldige, da murerne blev bygget. Nogle blev fanget udenfor og sidder nu fast mellem to grænser. 16-årige Julia bor i det såkaldte ingenmandsland mellem de to lande Lighed og Frihed. Hun har boet hele sit liv i det primitive og hungersramte sted, men rygtet sviger, at portene bliver åbnet snart. Hun vil få en chance for at komme væk fra det rædsomme terræn, hvor kun de færreste overlever. Men vil hun nå det? Og hvilket land vil hun vælge? Frihed eller Lighed?

3Likes
7Kommentarer
398Visninger
AA

2. Ingenmandsland

Kaninen våger sig ud fra buskene. Jeg har ikke set sådan en i årevis. Jeg lister fremad og håber på, at ingen har set min interesse ved busken. Kaninen har lige præcis nok kød på kroppen til at holde os mætte i to uger - måske tre. Jeg bliver nød til at have den! Den kigger rundt, som om den ved, at jeg er på vej. Heldigvis slår vinden mig i ansigtet, så den får ikke blæst min lugt hen på sig. Det er næsten for godt til at være sandt.

Pis! Det var for godt til at være sandt. Jeg skal lige til at nuppe den, da Colin, Cresh og Gavin dukker op med deres spyd og net. Jeg har ingen våben, og jeg er ikke stærk nok til at slås mod de tre gutter. Jeg må give op. Min mave rumler. Det havde ellers været det bedste måltid i måneder.

Jeg går slukøret tilbage til tæpperne, hvor Maya og Alex sidder. Deres hoveder søger op på mig, så snart jeg nærmer mig, men de spørger ikke. De ved, at jeg ikke kan klare at høre på deres rumlende maver, men jeg vil slet ikke kunne klare deres lyse englestemmer. Der bliver ikke mad igen i dag.

Bortset fra den altid manglende mad er det ikke en helt almindelig dag. Folk snakker meget mere i dag end normalt. Der går nemlig rygter om portåbning. Bare ordet får min mave til at slå kolbøtter. Tænk, hvis vi kom igennem en portåbning. Det ville betyde så meget for vores liv. Jeg kigger ned på Alex og Maya, sådan som de ligger på gulvtæppet med det andet tæppet trukket over dem, så kun deres fødder stikker ud. Alex er dog ved at blive stor. Jeg kan se hele hans skinneben nu. Stakkels Alex. Når jeg er væk, skal han  tage sig af Maya alene.

Jeg sidder og kigger op på himmelen, da jeg hører mit navn blive kaldt. Det er ikke så ofte, at jeg bliver kaldt ved navn, skal det lige siges. Maya og Alex kalder mig søs, og de andre her kalder mig "Adams datter".

"Julia", siger stemmen bag mig, og jeg vender mig rundt. Der står han. Jake. Jeg har ikke set ham i meget lang tid. Jeg kan faktisk slet ikke huske sidst. Nu står han lige foran mig med skidt tværet ud i hele hovedet og ligner ikke sig selv. Eller rettelse, han ligner ikke ham drengen, som jeg kendte. Den 14-årige magre skikkelse, som ikke kunne ramme en fisk med et spyd. Tja, nu er der jo heller ikke så meget brug for det længere. Den store sø er for længst tørret ud. Men hvad laver han her nu?

"Jake" siger jeg som hilsen, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg ellers skal sige. Det er jo fire år siden sidst, jeg så ham.

"Hvad vil du Jake?" spørger jeg ligeud, og ja det er koldt, men jeg mistede min høflighed og venlighed for over ti år siden. Hvis jeg da overhovedet nogensinde havde haft det.

"Hvad med; hvad laver du her Jake?" siger han og sætter sig ned uden, at jeg på nogen måde har hentydet eller bedt ham om det.

"Hvad laver du her Jake?" spørger jeg og overgiver mig hermed. Jeg ved, at jeg ikke kan vinde over ham, for de kampe havde vi for fire år siden.

"Tja, du ved, vi prøvede at finde en ny stor sø," begynder han, og jeg husker tilbage, som var det i går. Grunden til, at Jake og hans familie var rejst, var netop fordi at storsøen var tørret ud. Jeg kunne tydeligt genkalde mig hans forsøg på at få mig med sig. Men jeg vidste allerede dengang, at det bedste var at blive. Hans familie var fiskere, og uden storsøen havde de mistet deres levevej. Så de og en masse andre håbefulde lykkejægere tog af sted for at finde en ny storsø. Men de prøvede altså at finde et nyt opholdssted, og eftersom de havde været væk i fire år, regnede jeg med, at de havde fundet det. Nu lød det som det modsatte.

"I fandt den ikke?" spørger jeg for at få ham til at fortsætte.

"Jo," svarer til min overraskelse og undren. "Jamen hvad i helvede laver du så her?"

"De døde," svarer han. Jeg går i stå. Jeg har ingen spydige kommentarer til det, for jeg ved præcis, hvem det er. Jakes forældre. Fiskerne. Nogle af de rareste mennesker på denne her planet. Jeg kigger ned i jorden, inden jeg spørger: "Hvordan?"

"Sygdom" svarer han, og jeg nikker. Sygdom er efter sult killer number one heromkring. Vi har ingen former for medicin eller hygiejne. Tja, det handler næsten bare om held.

"Det gør mig ondt," siger jeg og mener det. Jeg kender alt til det. Han nikker lidt og spørger så: "Jeg har nogle ben, hvis du vil?" tilbyder han. Jeg bider mig lidt i læben. Jeg er virkelig sulten. Men jeg ved, at han vil have noget igen. Ikke som de andre heromkring, næh det som Jake vil have er noget helt andet og meget mere smertefuldt og ulideligt. Han vil have mig som selskab og i snak. Jeg sukker, men min mave kan ikke modstå trængen. Jeg nikker modstræbende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...