Secrets Are Made to be Found

Vega Beastall lever livet, som enhver pige i hendes alder kun kunne drømme om. Hendes verdenskendte kæreste Harry Styles og hendes stenrige forælder giver hende alt, undtagen kærlighed. Vega bære samtidig på en grusom hemmelig, som kan have store konsekvenser for hendes fremtid. Ligesom hun ikke troede det kunne blive værre, for hun truende beskeder fra en person der underskriver sig E.W.

8Likes
2Kommentarer
633Visninger
AA

4. 2. Kapitel

 

 

 

Hele lejligheden var hærget, reoler med alle bøgerne væltet, stole lå på gulvet og flød, gardiner var revet itu, alle de billederammer og malerier var væltet ned, sofa puderne var spredt ud over hele lejligheden, nogen var endda skåret op.

Jeg ville ikke kunne overskue alt det her rod, og jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg satte hånden op til ansigtet for at tørre tårene væk fra kinderne. Jeg fik langsomt kæmpet mig op og stå for at tage mig sammen til at pakke en taske, så jeg kunne bo ved mor og far, hell yeaah.... Jeg fandt hurtigt den store enorme slidte tennis taske, og puttede tøj der i, og toilet ting og smykker. Nu når jeg kiggede mine smykker igennem, så var intet stjålet.

Jeg rodede lidt rundt i de værdifulde ting og den eneste ting tyven havde taget var et par rayban solbriller, en guldkæde, og nogle af mine ynglings bøger. Midt i alt rodet lagde bogen Peter Pan, der var slået op på en speciel side, hvorpå en lille tekst var streget over 'Never say godbye, because saying goodbye means going away, and going away means forgetting' bagefter stod der bare rolig jeg siger aldrig farvel - E.W. 

Der var chancen så røget for at fortælle politiet det, det havde jeg så dog alligevel ikke tænkt mig, da jeg ligesom ikke havde den store lyst til at komme i fængsel sådan lige nu. Så jeg besluttede mig for at slæbe alle møblerne ud og bare sige at de var grimme.

Da jeg havde fået slæbt alle de ødelagte møbler ud, tog jeg min taske og de kort, jeg skulle lave for Gemma og så fes jeg ind til mine forældre, som var i færd med at børste tænder.

''Hva så skat?'' spurgte mor, der kom gående så hendes lange blomstrede natkjole svang fra side til side, og hendes elektriske tandbørste kørte rundt i munden på hende.

''Jeg har besluttet at der skal laves om i morgen og jeg begyndte allerede i dag så nu er der ikke rigtig plads til mig,'' løj jeg, min mor trak bare på skuldrene og gik ud på badeværelset for at spytte den alt for stærke tandpasta ud.

Jeg løb op ad trappen og satte mig på sengen, herfra kunne jeg se over til min mørke lejlighed. Jeg vidste at jeg ville lægge søvnløs resten af natten så hvorfor overhovedet prøve? Okay, jeg skulle prøve, der var en tennis kamp i morgen, og jeg skulle spille mod Angelina Parker som var ret så god, og jeg ville ikke kunne tåle at tabe.

For at overdøve mine tanker fandt jeg min lille ipod shuffle frem, så jeg kunne høre noget af Harrys selv indspillet musik, det var det eneste der kunne få mig til at falde ned, Harrys beroligende stille hæse stemme kunne få ethvert pige hjerte til at smelte, hvis man så hvor lækker han var blevet.

For fem år siden kunne han ikke engang score Emmy Wilson, og hun var altså den pige ingen ville have og hun var også kun kærester med nørder, dvs. to drenge havde hun været sammen med og det vidste jeg pga. hendes uendelige mange facebook opdateringer om at 'hun havde været sammen med kæresten i dag' og så havde hun jo også plapret løs i bilen om fyrene, selvom jeg for det meste ikke rigtig lytter efter hvad hun siger.

Harry og jeg havde haft grineflip til langt ud på natten pga. hendes store fortænder, der var blevet bleget aaaaalt for hvide tænder. Vi grinte altid så meget så vi havde ondt i mavemusklerne tre dage efter.

Jeg lagde mig i fosterstilling og kiggede op i himlen hvor der var som fint placeret i masse lysende stjerner.

Mine øjenlåg blev tungere og til sidst faldt jeg i søvn.

 

''Harry du må ikke gå jeg beder dig! Du må ikke forlade mig!'' Min stemme var så hæs af at skrige efter ham, at jeg snart ikke kunne klare mere. At se ham blive ved med at gå og ikke kunne få ham til at vænne næsen rundt og kigge på mig, skræmte og irriterede mig samtidig! ''Harry!!'' skreg jeg igen. Denne gang vendte han sig om, hans øjne var hvide og uhyggelige, de hvide øjne kiggede mig. Han skreg kort. Jeg gav også et skrig fra mig af ren panisk forskrækkelse. Han blev ved med at stå og stirre. Jeg prøvede at løbe væk fra ham, men jeg kom ikke engang en centimet fra hver skridt jeg tog. Jeg kiggede mig hele tiden over skulderen. Harry stod stadigvæk på sin plads og kiggede efter mig. Sveden piplede ned fra min pande, armhulerne var så fugtige som de overhovedet kunne blive. Et panisk skrig flød igen gennem stemmebåndende og det var det hæse skrig, så hæs at det ikke længere var et skrig, de hæse skrig blev ved med komme."

 

''Vegaaaa!'' min mors stemme råbte efter mig, mens hun ruskede i mine skuldre. Jeg spærrede øjnene op og fløj op i sengen. ''Er du okay skat?'' hun nåede ikke at sige mere, før jeg svang mine arme rundt om hende og begyndte at græde. Jeg havde aldrig været så ked af det før. Men de tåre der kom ud var både pga. E.W. og Harry og drømmen, Anne og Eliots død og skyldfølelse, og så ja - en anelse selvmedlidenhed. Denne nat trøstede min mor mig længe og agede mig til jeg sov og det var ihvertfald 14 år siden hun havde gjort det.

 

Forresten så vil jeg lige fortælle om mit navn, hvorfor jeg fik det, ret simpelt og ulækkert også. Men altså mit navn Vega kommer fra byen Las Vegas, byen hvor min mor og far lavede mig. Det boede på populære hotel Cirkus Cirkus, du ved det hotel med den enorme buffet hver dag, og alle de spille maskiner som man kunne høre fra 22 etage.  

Rar info, jeg ved det.

 

*_______________*

 

Næste morgen vågnede jeg ved lyden af en svitsende pande, og en betagende lugt af nylavet bacon. Og det var sådan set den eneste grund til at jeg rejste mig op, som en ninja i aktion. Jeg plejer altid at sove til klokken lort i weekender, men ikke i dette tilfælde. Bacon er gud. Punktum.

Min mor stod med ryggen til, og stod ved panden. "Bøh," mumlede jeg svagt, hvilket fik min mor til at vende sig om. Hendes øjne ændrede sig direkte fra kærlige, til bekymrende, hvilket sendte et lyn gennem min krop. Minderne fra igår aftes farede direkte op i min hjerne, og med det samme mærkede jeg mit hjerte banke i mit bryst, så hurtigt som en jaguar, og højt som når min mor sang falsk opera.

1. E.W havde tydeligvis været i mit hus, hvilket selvfølgelig skræmte mig. Hvordan en person kunne kom ind, gav mig kuldegysninger. Generelt alt om den person gav mig kuldegysninger. 2. Drømmen. Den panik der gik op i mig i nat, følelsen af intet at kunne gøre. Hvad betød det? 3. Der var bacon!

"Der er bacon og røræg," mumlede min mor. Ikke en jeg-er-ligeglad-mumlen, men en jeg-er-bange-for-at-jeg-siger-noget-forkert-mumlen. Min mor havde set mig være så utrolig svag i går aftes. Det var ikke bare noget jeg var hver aften. Det var ikke bare noget vi gik forbi, som en bedstemor kjole, i en genbrugsbutik. 

"Det kan jeg se." Jeg formede et alt for falsk smil på mine læber, så min mor ikke skulle  tænke over min mærkelige opførsel igår. Hvilket sikkert var umuligt.

Men hvad hvis hun ville helt sikkert spørge ind til det. Over hvorfor jeg græd. Jeg ville sikkert smide en løgn, om et af mine nye vans der blev stjålet, eller at min Iphone gik i stykker. Selvom det ikke lige gik særlig meget an.

"Hvor er far?" spurgte jeg smilende, og prøvede at lyde så interreseret som jeg kunne.

"Golfkamp." Hendes svar var kort og præcist.

Hun var ikke færdig.

"Vega," begyndte hun.

Oh no.

"Hm.." mumlede jeg og proppede en masse æg i min mund, for at hun måske.. Jeg ved ikke.. Glemte det. Ej, jeg måtte give op på forhånd.

"I går aft..." begyndte hun, men jeg nåede knap at afbryde. "Åh, jeg skal til tenniskamp!" udbrød jeg panisk. Hun sukkede lavt, som hun nok havde regnet med jeg ikke hørte. But i did. 

"God kamp skat, bræk hendes ben." 

Jeg rullede irriterede med øjnene. Hendes blå øjne borede sig kærligt i mine, og jeg sendte hende et smil. 

Så hentede jeg mit tennisgrej og tøj og smuttede ud af døren. Egentlig var der først kamp om en time. Men.. Jeg skulle bare væk fra den kvinde.. Selvom jeg gik glip af bacon. Man mor yde for bacon. Jeg skyldte mig selv et skulderklap.

Jeg smuttede ind i min bil, smed mine ting, og erstattede dem med min mintblå pung. Jeg trak mit andet par solbriller på og kørte hurtigt væk fra huset. Solen skinnede, fuglene sang og bla bla. Nej det var faktisk det modsatte. Himlen var fyldt med alt for mørke skyer, og fuglene lød som om de var kor til en begravelse. Deprimerende. Ja, jeg var nu heller ikke ligefrem den mest positive og glade person i det øjeblik. Tanken om at E.W kunne være hvor som helst, skræmte mig til døde, og gjorde mig ekstra opmærksom på min kørsel. Frygten for at E.W ville køre ind i mig, var der. Syg tanke. E.W kunne give mig alle tanker. Alt var jeg pludselig opmærksom på. Menneskerne omkring karaktiserede jeg, og tænkte over grunde hvorfor de kunne være E.W. 

Af en alla andet grund havde jeg lavt blodsukker. Min energi var på lavtryk. Og så følte jeg mig så deprimeret. Det med at være sukkerkold var ikke mærkeligt. Jeg manglede faktisk bare et stykke fantalastisk chokolade. Det kunne jeg bare mærke. Det var faktisk som om min mave råbte efter chokolade. Og jeg skulle skam heller ikke holde den tilbage.

Jeg holdt ved det nærmeste supermarked, låste bilen, og løb ind.

Trangen til chokolade blev fordoblet, da min mave udstødte en lyd. Den rumlede.

Pinlig berørt over min mave, trykte jeg min hånd imod den, i håb at det ville formindske lyden. Men det eneste jeg fik ud af det, var  sjove blikke, fra en masse mennesker. 

Chokoladeudvalget var lige foran mig. Jeg følte at hvis jeg ikke stoppede med at kigge på chokoladerne, ville jeg komme til at savle. Ej ok. Jeg var sulten, ok?

En Snickers fandt mit blik - bogstaveligtalt. Jeg greb ud efter den og gik målrettet mod kassen, før det slog mig. 

En snickers mættede sgu da ikke? Jeg rystede på hovedet af mig selv, og slæbede mig selv tilbage igen. Hvor jeg greb to snickers mere. Det skal til. Nam.

Jeg gik endnu engang mod kassen, lagde snickersne på kassen. Jeg modtog en venligt smil fra kassedamen, hvilket fik mig til at sende hende et falsk smil. Jeg gad virkelig ikke søndagssnakke. Jeg hungrede efter at komme ud i den bil, og æde mit chokolade. Måske overreagerede jeg en smule. Sådan var jeg når jeg blev sukkerkold. Judge me or not. 

Hun scannede mine varer hvor hun derefter fortalte mig hvad jeg skulle betale. Jeg gav hende bare en seddel, og fik hende til at regne. Jeg var den værste til matematik.

Jeg fik nogle grimme mønter tilbage, som jeg lagde tilbage i min pung. Jeg skulle til at gå væk fra kassen, da en overvældende alarm gik igang. Jeg fortsatte da, jeg vidste det ikke var mig. Det var sikkert fra den anden kasse. Men så gik det op for mig. Der var kun én kasse. Jeg drejede om på hælen, og modtog alt andet en venlige blikke fra kassedamen. Jeg bed mig i underlæben, og kunne ikke andet end at træde tilbage til kassen, hvor kassedamen besluttede sig for at kropsvisitere mig. Ok slap af, honney. Hun stak sin hånd ned i min jakkelomme, hvorefter hendes øjenbryn straks røg i vejret. En pakke kleenex var placeret i hendes tørre hånd.

"Og du kunne ikke betale for den, fordi?" spurgte hun irriteret. Hun viste godt jeg havde en masse penge.

"Jeg stjal ikke for den! Det er en misforståelse. Tjek videokameraet!" 

Hun rystede på hovedet, hvilket gjorde mig irriteret. Jeg. Havde. Fucking. Ikke. Gjort. En. Skid. 

"Fint. Kom med." Vi gik sammen ind i et rum, som kunne kaldes for kontor. En masse skærme var placeret. Men ingen var tændt. 

"Er det meningen de skal være sorte?" spurgte jeg forvirret. 

"Nej!" Udbrød hun panikslagen. Og det gjorde mig godt tilpas. Nu fik jeg ikke længere opmærksomheden. Sådan plejede jeg selvfølgelig ikke at have det. Jeg elskede opmærksomhed. 

Men så let legede hun ikke.

"Nogen har hældt vand ud over stikkene, så de er gået ud. Jeg tror ikke du får noget bevis indtilvidere. Desværre tøs. Jeg tror vi bliver nød til at kræve en bøde."

"En bøde? På 20 kr? Er det her børnehave?" råbte jeg som en gal. Jeg havde intet imod at give tyve kr, men ja.. Det var stadig uretfærdigt. Og samtidig mærkeligt, at videokameraerne, var gået ud. 

 

Jeg stak en hånd i min lomme, fandt min pung, og fandt en gammel tyver som jeg gav til damen. Hun sendte mig et besværligt smil, hvilket fik mig til at gøre det samme. Og i det øjeblik opdagede jeg en seddel ligge på gulvet. Det måtte have været en der faldt ud fra min lomme. En bon sikkert. Ikke at det interesserede mig. Men jeg ville ikke blive anholdt igen, bare for at smide med skrald. Overraskende var det ikke en bon der lå i min hånd. Sort på hvidt stod mit navn. Vega.

Jeg vendte papiret om, og en masse skrift faldt mig frem. 

Wow, din badass. Der blev du vidst taget. Jeg ved du har været trist her for tiden, for ikke at sige i nat. Derfor benyttede jeg lige lejligheden til at købe lidt kleenex til dig, søde. Jeg kan se du allerede har købt tudekiks. Snickers.. Knus din altid dejlige - E.W.

Et elektrisk stød gik igennem min krop. Jeg lod alligevel som om jeg ingen ting havde set. E.W. var måske stadig i bygningen, og jeg ville ikke vise at jeg var mere svag end jeg var. Men alligevel fløj tankerne rundt i mit hoved, som rovfugle på jagt.

Hvordan vidste E.W. om i nat? Det var vildt som det menneske havde orden i papirene. Jeg vidste ikke hvornår vedkommenes grænse kom. Var han eller hun villig til at skade mig? Eller slå mig ihjel? E.W. var snu. Meget snu.

Jeg væmmedes ved tanken om at E.W. havde været få centimeter fra mig, og havde lagt kleenex i min lomme, uden jeg havde bemærket en skid. Var jeg så uopmærksom?

Jeg kom tilbage til jorden, og læste brevet igen. Jeg flågede brevet i stykker, og smuldrede det rundt på gulvet. 

Med hårde skridt gik jeg ud af butikken. 

Lysten til en hård kamp mod Angelina Parker var der ikke. Men alligevel kunne jeg måske bruge vreden og hadet jeg havde til E.W på banen og slå Angelina så hårdt, hun ikke kunne se mig i øjnene mere? En mulighed. 

Jeg var i hvert fald nød til at møde op. Jeg tog en bid af min anden snickers og kiggede rundt. Angelina Parker skulle kvæles som E.W fortjente. Jeg burde bestille lægetid med det samme...

 

________________________________________________________________________________________________

 

Hej alle Emma Stypayhorlikson skrev første afsnit, og jeg Emma D. Markussen skrev resten. Det er første gang jeg sådan skriver i den. Håber i kunne lide det. Og håber i har fået indblik i Vegas personlighed, og E.W.'s klamme tricks. 

- Knuuuuus <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...