Little miracles | One Direction *PAUSED*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 27 maj 2017
  • Status: Igang
Mia på 16 år blev født i Danmark, men flyttede til Irland da hun var 8, fordi hendes far fandt en ny kæreste. Hun fik 5 rigtig gode venner, men hvordan vil de reagere når de finder ud af at Mia´s papmor har indskrevet hende på en kostskole i England? og hvordan vil hun selv reagere? Hvad vil de gøre for at få hende hjem? Vil Mia ende med at synes om kostskolen?
#Drengene er IKKE kendte I STARTEN, og de bor alle sammen i Irland..

8Likes
36Kommentarer
749Visninger
AA

7. Kapitel 6

Niall´s POV:

Det var underligt lige pludseligt at skulle gøre alt uden Mia. Vi lavede jo stort set alt sammen. Hun var her ikke til at opleve den sidste skolefest og det store galla for alle 9. klasserne, som jeg havde tænkt mig at invitere hende med til.

Jeg vågnede ved mit skrivebord, hvorpå min computer stod. Det begyndte langsomt at gå op for mig, at vi ikke havde afsluttet opkaldet på Skype i nat, så jeg kunne i realiteten bare spørge om hun var vågen. Uheldigvis kom hun mig i forkøbet, og snakkede først. Øv. ,,Niall? Er du her stadig, eller er det bare mig der savner dig lidt for meget?” spurgte hun, og lænede sig længere ind imod skærmen. ,,Jeg er her stadig.. Vi glemte at slukke i går. Nå, har du drømt noget godt?” sagde jeg, og smilede. ,,Næh ikke rigtigt.. Men jeg har fundet ud af noget om Bree. Jeg fandt en sportstaske under hendes seng i går, og den var fyldt med tyvekoster!” hviskede hun. Måske fordi Bree lå og sov stadigvæk? Sikkert. ,,Wow..” mumlede jeg, og vendte mit hoved mod døren, da min mor kom brasende ind. Som sædvanlig. Jeg gav hende mit bedste dræber blik, der gerne skulle få hende til at gå. Det var underligt, for sådan plejede jeg aldrig at opføre mig. Men hun gik da. ,,Hold da op Niall.. Hvad sker der for de øjne der?” - ,,Jeg ved det virkelig ikke.. Det er begyndt at ske siden du tog af sted.. Nå men jeg må i skole nu. Elsker dig, ses!” sagde jeg, og lukke min computer ned.

Jeg følte lidt at jeg med vilje ”undgik” Mia. Det med Xfactor tog bare alt min tid. Det var derfor der gik så langt tid imellem vores Skype opkald... Spørg mig ikke om jeg havde dårlig samvittighed, for det havde jeg! Helt extremt meget, endda. Jeg var endda blevet nødt til at lyve for hende, fordi vi ikke måtte fortælle vores familie/venner om, hvornår vi skulle til optagelserne til programmet.

Jeg greb min guitar, som så mange gange før, og gik hen til den nærmeste døgner, for at få en flaske vand. Det lyder skørt, men jeg kan ikke fordrage vandhane-vand, men vi har ikke særlig mange penge til at købe flaskevand for, så jeg plejer egentlig bare at gå ned i kælderen efter en cola. Det er egentlig også meget lettere. I hvert fald! Så gik jeg hen ad vejen, indtil jeg kom til Xfactor studierne, hvor de andre drenge allerede stod og ventede.

***

 ,,Og så glemte i at slukke for Skype? Typisk dig Nialler” grinede Louis, og fiskede sin iPhone op af lommen. Det hele var så forvirrende lige nu. Normalt ville Mia have været her, men det er hun ikke, og drengene havde kunne mærke at jeg havde forandret mig ret meget, efter hun var rejst. Og der skulle ellers ret meget til, før de lagde mærke til sådan noget. ,,Ja..” sukkede jeg, og hev min gamle skrammel bunke af en mobil, op af lommen for at skrive til Mia.
#Du har noget at glæde dig til snart! Det er fredag i dag, og der venter mere end én overraskelse!
Nu håbede jeg bare, at drengene var med på den. ,,Drenge? Jeg tænkte på noget.. ville i måske tage med til England og overraske Mia her i aften?” spurgte jeg usikkert, og fik hurtigt alt opmærksomheden. ,,Virkelig? Wow, hvorfor er du ikke min kæreste?” spurgte Harry, som fik os alle til at prøve på, at holde vores grin inde. ,,Måske fordi du er en dreng? Har du overvejet det?” spurgte jeg, og gik hen til ta´ selv bordet. Der var nogle overlækre rejemadder, og pizza stykker med 9 slags kød. ,,NIALL, DIN MOBIL!” råbte Liam, der lå på sofaen, med et blad og en kop te, og ikke så ud som om, at han ville rokke sig ud af stedet foreløbig. Derfor valgte jeg, at tage et stykke pizza i hånden, og gå hen for at se, hvad der var så vigtigt med min mobil..

 

Mia´s POV:

Jeg sad midt i Engelsktimen, da min mobil pludselig vibrerede. Jeg havde fået en sms. Men hvem ville være dum nok til at skrive til mig nú? Der var kun 2 personer i hele verden, jeg ville mistænke for at gøre det. Louis og Niall. Da min lærer Mr. Bates, vendte ryggen til os, så jeg min chance for at se beskeden. Og rigtig nok, det var Niall.
#Du har noget at glæde dig til snart! Det er fredag i dag, og der venter mere end én overraskelse!
Og hvad mente han så med dét? Det kunne han sku da ikke bare skrive! Jeg siger jer, hvis han var ude på noget, så kunne han bare vente sig! I det øjeblik kunne jeg prise mig lykkelig over at have en iPhone. Den var der nemlig ikke nogle knapper på, som larmede når man trykkede på dem.
#Og hvad mener du så med det, din torsk?
I det jeg lagde min mobil ned i lommen igen, og kiggede op, stod Mr. Bates foran min plads, og kiggede på mig med blodsprængte øjne, og en sur mine. Jeg var stensikker på, at han ville slå mig ihjel, for det her. ,,Frk. Jones, har du noget du gerne vil dele med os andre?" spurgte han strængt, og drejede hovedet lidt på skrå. Han var altså skide skræmmende. ,,Nej, Mr. Bates" - ,,Du ved godt man ikke må have mobil telefoner på sig, Frk. Jones. Jeg må bede dig om at aflevere den" sagde han surt, og holdte sin åbne hånd fremme. ,,Ja Mr. Bates.." svarede jeg, og trak endnu en gang min elskede iPhone op af lommen, for at give ham den. Det her var den sygeste nedtur. Jeg manglede svar fra Niall, og nu ville jeg  højest sandsynligt ikke få det, før i morgen.

Det her var seriøst bare ikke min dag! Min mobil blev taget i den første time, og nu var min iPod med alle de sange jeg havde optaget af Niall, også blevet nakket.. Og jeg havde ikke lavet andet, end at synge lidt med på nogle af sangene. Okay, det var måske en overdrivelse? Faktisk var jeg gået helt grassærk nede i kantinen, med at synge med på sangene. Men stadigvæk, jeg kunne altså ikke se noget forkert i det? ,,Jorden kalder Mia? Hallo, er du der?" råbte Anne, der havde valgt at joine mig, ved rektorens kontor. ,,Hvad?" spurgte lettere irriteret, og kiggede på hende med sammenknebne øjne, så hun ikke var det mindste i tvivl om mit humør. ,,Jeg spurgte bare om du snart skulle Skype med Niall igen, for så vil jeg rigtig gerne være med!" hvinede hun, og klappede lidt i sine hænder. Det kunne hun bare ikke mene? Hun går direkte efter min kæreste, når hun véd, at han er min? Hun skal seriøst til at passe på.. ,,Det her er overhovedet ikke tidspunktet til den diskussion, Anne" sagde jeg strængt, og kiggede igen hen på pletten, der sad på gulvet. Den var yderst interessant. Not.
Faktisk var jeg så sur, at jeg kunne finde på at tage min grå ´QE` jakke af. Det måtte man nemlig ikke, skal jeg sige jer. Man kan blive bortvist for det, og det ville være endnu værre hvis.. Vent nu lige lidt! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før? Jeg har ikke lyst til at være her, men bliver nødt til det. Men hvis jeg tog min jakke af, bliver bortvist, og skal tage hjem, kan jeg ikke gøre for det! Det her skulle jeg have tænkt på for længst! ,,Mia, hvad er det du gør?! Det må du ikke, tænk hvis rektor så dig!" hviskede Anne, da jeg tog min jakke af, og smøgede mine skjorte/sweater ærmer op, til mine albuer. Nu hvor jeg tænker over det, hvorfor så ikke løsne mit slips en lille smule også? ,,Så ville det være helt perfekt, Anne" smilede jeg, og kiggede ned af gangen, hvor rektor kom gående.. Okay, så er der ingen vej tilbage. Jeg ville lyve, hvis jeg fortalte jer, at jeg ikke var en lille smule bange for det her. Alle på skolen har respekt for rektor, og hvis man ikke har, så for man hurtigt lært at have det. Der er strænge regler om tøj, hår og piercinger på skolen, og ALLE følger dem. De tør ikke andet.

***

Okay, så min plan gik ikke specielt godt. Det viser sig altså at Hannah, har betalt lidt ekstra, for at de ikke skal smide mig hjem, uanset hvad jeg gør. Hun var åbenbart ikke så dum som jeg lige troede. Lige nu sad jeg på mit værelse, med min bærbare, og ventede på at Niall kom på. Vi havde aftalt at vi skulle se Xfactor sammen, over Skype, men han var åbenbart lidt forsinket.

Jeg bevægede mig stille ud på gangen, hvor der var et lille mini køkken, med en kedel og tebreve. Og så kunne man også lave mad derude, det var sejt, men ikke det jeg havde brug for lige nu. Jeg hældte vand i kedelen, og fandt min pakke med popcorn frem, og lagde den i Micro ovnen. Da vandet var færdigt, fandt jeg tebrevene frem, og udsøgte mig den der smagte bedst. Yorkshire Tea. Bedre blev det ikke. Jeg lod teen stå på bordet lidt, så den kunne køle lidt af. Men da jeg kom ind på værelset igen, fik jeg et stort chok, og en følelse af glæde, der bare væltede ind over mig. Det var ham. Han var her, hos mig. Det var ingen ringere end min Niall.

_____________________________________________________________________________

Heej igen :D

Jeg må virkelig sige, at jeg er skuffet over mig selv. Jeg får langt fra skrevet så tit som jeg burde, men jeg er ved at forberede mig til eksamen, og mine lærere er heller ikke dem, der giver mindst lektier for.

Undskyld.

Men hvad synes i?

OG! JEG HAR FÅET ONE DIRECTION BILLETTER TIL DEN 12. MAJ I HAMBORG! Arrrhg, jeg glæder mig som en sindssyg! Er der nogle af jer, der skal derned også? :D

Knus <3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...