Little miracles | One Direction *PAUSED*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2013
  • Opdateret: 27 maj 2017
  • Status: Igang
Mia på 16 år blev født i Danmark, men flyttede til Irland da hun var 8, fordi hendes far fandt en ny kæreste. Hun fik 5 rigtig gode venner, men hvordan vil de reagere når de finder ud af at Mia´s papmor har indskrevet hende på en kostskole i England? og hvordan vil hun selv reagere? Hvad vil de gøre for at få hende hjem? Vil Mia ende med at synes om kostskolen?
#Drengene er IKKE kendte I STARTEN, og de bor alle sammen i Irland..

8Likes
36Kommentarer
749Visninger
AA

6. Kapitel 5

Mia´s POV:

Jeg må indrømme at skolen var for vild! Det var en gammel bygning, med en stor slags have rundt omkring den. Skoleuniformerne bestod af en hvid skjorte, en grå sweater med en gul streg i halsudskæringen, et sort og gult stribet slips, en grå nederdel der går til knæene, et par sorte sko, og en grå blazer jakke, der har indgraveret "QE", der selvfølgelig står for Queen Elizabeth.

Jeg havde fået en vildt irriterende værelses kammerat. Hun hed Bree, og bøvsede mindst én gang i minuttet. Hun havde kort lyst har, der strittede ud til alle sider. Køn var hun ikke. Jeg kunne mærke at det ville blive et hårdt år at komme igennem, specielt uden Niall. Hårdere end forventet. Jeg fandt igen min computer frem, for at gå ind på Skype. Selvom jeg godt vidste han var i skole nu, så kunne jeg ikke lade vær med at se om ham ikke lige havde valgt at blive hjemme.. Det gjorde vi tit, hvis der var nogle timer vi ikke gad. Døm os ikke, vi er bare teenagere, okay? ,,Miiiaa? Har du ikke en børste jeg må låne?" råbte Bree ude fra badeværelset. Wow, brugte hun rent faktisk en børste? det kunne man altså ikke se. ,,Står du helt seriøst og siger, at du skal låne min børste hele det her skoleår?!" råbte jeg tilbage i håbet om at hun bare lavede sjov. Hvordan kan man glemme sin børste? Helt ærligt.. ,,Ja Mia. Det er det jeg siger.. Jeg kan ikke komme hjem i det her skoleår.. Jeg bor i Danmark" sagde hun, og dukkede op i toilet døren. HVAD SAGDE DEN LYSHÅREDE GIMPE?! DANMARK? NEJ NEJ NEJ NEJ! ,,Danmark? Det gør jeg også!" sagde jeg, og skiftede min sprog over til dansk. Nu hvor hun siger det, gik jeg faktisk i klasse med en pige ved navn Bree, da jeg startede i skole i Danmark. Men det kunne da umuligt være hende? Jeg mener.. Den Bree jeg gik i klasse med, var køn, og havde gode manérer. ,,Wow, hvad? Jeg troede du sagde, at du kom fra Irland?" sagde hun overrasket, og satte sig hen i sin seng, der uheldigvis stod overfor min. ,,Jeg boede i Danmark til jeg var 8 år. Så fandt min far en ny kæreste som boede i Irland, og så flyttede vi over til hende, og der har jeg så boet, indtil nu" mumlede jeg, fordi jeg, igen, var lidt genert. ,,Vent.. Der var da én i min klasse der flyttede til Irland på omkring det tidspunkt.. Men jeg er altså sikker på at det var en dreng?" oplyste hun, og lignede en der tænkte ret meget.. ,,Lad mig opklare det. Jeg havde ret kort hår dengang, og havde ikke et ret ´piget` ansigt, hvis man kan sige det sådan.." meddelte jeg, og kiggede ned på mit sorte sengetøj. ,,Hvordan kan du vide, at vi har gået i klasse sammen? Jeg mener.. Det er mange år siden, og jeg har forandret mig fuldstændigt" - ,,Jep det har du! Men altså, jeg gik i klasse med en der hed Bree, der havde langt lyst hår, og gik i nederdel hver dag. Jeg kan jo ikke sige 100% at det er dig, vel? Men der er noget i mig, der siger at det ikke kan være andre" sagde jeg og kiggede hende i øjnene.

***

Til aftensmaden var der orden. Alle sad på sine pladser. De hverken snakkede eller pjattede. De sad kun på sin plads, og spiste deres klamme kartoffel suppe.
Nu tænker i sikkert, at hende der Dronning Elizabeth var her, ikke? Det gjorde jeg i hvert fald, da jeg fandt ud af hvad skolen hed. Men nej. Ingen dronning her.

sidespor.

Suppen bestod af noget kogt vand, der var blevet krydderet til en slags mega tynd suppe, og så var der kartoffel stykker i. Og jeg mener ikke sådan nogle små stykker man ikke han se, men til gengæld nogle virkelig store stykker. Som i halve kartofler, store. Det her var jo ligesom et fængsel. Jeg savnede Niall og drengene, og kunne ikke lade vær med at blive trist. Så det havde jeg sådan cirka været hele dagen.

Jeg lukkede stille døren ind til Brees og mit værelse. Hurtigt lagde jeg min computer hen i sengen, og startede den op. Jeg havde set frem til det her tidspunkt, siden i morges, fordi jeg ikke havde snakket med Niall siden i forgårs. Det var et rent helvede, og jeg havde virkelig brug for at snakke med et fornuftigt menneske. Længere nåede jeg så heller ikke, før døren til mit værelse gik op, og Anne kom ind. ,,Skal du Skype med Niall?" hvinede hun, og kiggede vældig interesseret på mig. ,,Ja, farvel!" sagde jeg, og skubbede hende ud af rummet, og låste døren for hende. Med hastige skridt, gik jeg hen til sengen igen, og smed mig i sengen for at logge på Skype. Og fordi jeg var sej, brugte jeg ikke mit tastatur til at skrive min kode, men til gengæld min skærm. Hvis det ikke allerede er gået op for dig, så havde jeg touchskærm på min nice computer. Hurtigt fik jeg ringet op til Niall, og lidt efter kunne jeg se 5 drengehoveder på min skærm. ,,Hej Guys.." sagde jeg, og prøvede ikke at lyde alt for nedtrykt. Uheldigvis kendte Niall mig for godt. ,,Hey.. Hvad er der i vejen?" spurgte han, og kom lidt tættere på skærmen. ,,Ikke noget specielt drenge.. Jeg savner jer bare. Min hverdag er lige som et fængsel her, bortset fra at man kan se fjernsyn og spille computer på sit værelse" oplyste jeg, og gav døren min opmærksomhed, fordi der blev banket på. Jeg gav Niall et tegn om at jeg var tilbage om 2 min. og gik hen for at åbne døren, til den største skuffelse jeg endnu havde set. Der stod han. Den dreng der havde stalket mig siden jeg kom. ,,Hvad, Martin?" sagde jeg irriteret, og lagde armene over kors. ,,Øm.. Hva.. Hvad laver du?" stammede han, og så mere og mere nervøs ud. Jeg rullede med øjnene, og smækkede døren i hovedet på ham. I know, det var ondt, men jeg var altså i gang med noget vigtigt, og det skulle ingen ruinere. Specielt ikke Martin. ,,Hvis du savner os, så glæd dig til fredag! Vi havde jo lovet dig noget, ikke?" udbrød Niall da jeg kom tilbage i sengen. ,,Ej hvor vildt! Gik i alle sammen videre?" spurgte jeg henrykt, og klappede en lille smule i hænderne. ,,Selvfølgelig gjorde vi det.. Jeg mener, det var tæt på at jeg røg ud, men Simon sagde ja, og det var mit mål" sagde Niall, og smilede sit helt igennem fantastiske smil, der passede perfekt til de skæve tænder, der kun gjorde ham mere charmerende. ,,Fedt! Jeg glæder mig vildt, til at se jer på fredag så! Haha" grinede jeg, og blev pludselig helt trist igen. Bare tanken om at Niall ikke kunne være her hos mig i et helt år, var forfærdelig. ,,Hør her, vi kommer snart og besøger dig, ikke? Du må ikke være trist.. Få noget ud af dit skoleår istedet for" smilede Louis, og fik mig straks i bedre humør. ,,Vi bliver nødt til at løbe nu, der sker noget vigtigt på skolen i aften" sagde Zayn, og gav mig et vink, inden han smuttede. ,,Wow, det var sært.. Hvad sker der på skolen?" spurgte jeg, og lignede nok noget i nærheden af et spørgsmålstegn.. ,,Øhm.. Det sker ikke noget på skolen i aften. Han.. Har fået en kæreste, og det var kun ham der blev nødt til at gå" - ,,Har han fået en kæreste?! Hvem?!" udbrød jeg. ,,Bøjle-Berta.. Han elsker hende, men vil ikke indrømme det for andre.." grinede Niall. ,,BERTA?! Omg, jeg har bare altid vidst det!" udbrød jeg, og faldt sammen af grin. Det var nok lidt ondt overfor Zayn, men jeg kunne virkelig ikke lade være. Bare tilbage blikket på, hvordan hun kom gående op ad gangen, men sin blomstrede kjole, og sit lange brune hår hængende ned af ryggen. Hun var virkelig smuk, med hun havde den grimmeste bøjle. Selve de der klodser der sidder på tænderne var farvet lyserøde, og ´stangen` var lysegrøn. Derfor havde hun fået navnet ´Bøjle-Berta`. Hele natten sad vi bare og snakkede om alt, hvad der var sket i de 2 dage vi ikke havde haft nogen form for kontakt.

***

,,Bree! Hvor er min børste henne?!" råbte jeg igennem hele rummet. Den tøs havde gjort alle mine ting væk, på kun 7 dage! kan det overhovedet lade sig gøre? ,,BREE!" råbte jeg igen, men uden svar. Hun gik mig virkelig på nerverne. Pludselig, lagde jeg mærke til en Hummel sports taske, der stak ud fra Bree´s seng. Jeg hev tasken op på hendes seng, og åbnede den. Synet der mødte mig, var dog ikke til særlig tilfredsstillende. Nede i den, lå der samtlige tyvekoster fra stort set alle på skolen. Inklusiv min børste, og mine hørebøffer. Bree var virkelig på spanden. Jeg kunne bare gå hen på kontoret og give dem beviset, og så var hun bortvist. Men på den anden side synes jeg, det ville være at lade hende slippe for let. Hun kunne jo ikke bare gå rundt og stjæle fra andre. Selvom det ikke var noget specielt hun havde stjålet, så kunne det jo sagtens blive til noget mere seriøst.. som computere, mobiler og punge.. Jeg tog min børste, og lagde tasken ned igen, men jeg var ikke hurtig nok. Bree kom ind ad døren lige idet jeg havde tasken i hånden. Jeg var Busted. ,,Hvorfor fanden rager du i mine ting?!" råbte hun, og flåede tasken ud af mine hænder. ,,Ha ha ha, ´dine ting`.." mumlede jeg, og lagde mig i min seng. ,,Hvad sagde du?!" - ,,Bree, jeg ved at både Robbies lykketrøje og mine hørebøffer ligger deri!" udbrød jeg, og satte mig op i sengen, med min dyne rundt om mig. ,,Det her, Mia.. Det vil blive hævnet.. Hvis du har tænkt dig at afsløre mig, så er du bare færdig.."

__________________________________________________________     

Heej! :D

Undskyld for det længe ventede kapitel, men jeg har haft lidt travl i de sidste par dage..

Hvad synes i om Bree? er hun for meget, eller er det okay?

Hvad med Martin? Hendes stalker ven :P

Det er også nu eventyret begynder for drengene, med X-factor og video dagbøgerne..
Glæder mig allerede til at skrive næste kapitel! :D

Knus mig <33

 





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...