Never Say Never { JB }

Sandra er 17 og er rigtig stor Belieber og har ligesom alle andre Beliebers, en drøm om at møde Justin Bieber. Sandra får muligheden for at hendes drøm kan gå i opfyldelse, men hun skal dog træffe et svært valg først. Hvad mon det er? Find ud af det, ved at læse den.

100Likes
64Kommentarer
9150Visninger
AA

8. Års dagen

"Hej. Jeg har et tilbud till dig" sagde en dame. Du lyttede godt efter. OMG! Det var Pattie. Altså Pattie Mallette! Justin's mor! Du kendte hende jo, fra dengang Justin var din bedsteven. Eller, fra dengang han var din ven. "Ja?" sagde du, og kunne ikke vente med at høre hvad det var. "Jeg ved Justin savner dig og du savner ham. Kunne du tænke dig at være sammen med ham her imorgen?" sagde Pattie. Det fik dig faktisk til at smile, selvom du var sur på Justin. Han havde jo trods alt glemt dig. Han havde i hvert fald ikke kontaktet dig, siden han flyttede fra Canada. "Det kan jeg ikke, da imorgen er 1 år siden min bror døde og vil gerne være alene den dag" svarede du og græd næsten bare ved tanken. "Det helt okay". "Jeg har M&G til hans koncert her i LA om 2 dage. Men sig det helst ikke til ham. Farvel" sagde du og lagde på. Du vidste at du altid kunne regne med Pattie, uanset hvad. Tanken om Pattie spurgte dig, gjorde dig glad. Men hvis Justin virkelig ville have kontakt med dig, hvorfor ringede han så ikke selv? Han kunne bare spørge Pattie om dit nummer eller noget. Dit nummer kunne nemlig ikke findes på nettet, da man skulle ringe til dit plade selskab, for at kontakte dig. Du havde nemlig prøvet hvor dit nummer stod på en hjemmeside og du blev ringet op hvert sekund. Du gav din mor sin mobil igen og gik oven på. Du orkede slet ikke at tale med nogle lige nu.

 

"Er der noget galt?" spurgte din far. Du havde været på dit værelse, lige siden Pattie ringede. Dine forældre vidste ikke hvem der ringede, eller hvad der blev spurgt om. "Hvem var det der ringede?". "Det var Pattie" svarede du og kiggede op på ham. Dit hoved var nemlig begravet i din pude. "Justin's mor?" kom det fra din far. Tænk han stadig kunne huske det. Ikke fordi han var gammel vel. Du nikkede og satte dig så op. Din far satte sig ved siden af dig og gav dig et kram. Du lagde armene om ham og tårerne piblede ned over dine kinder. Det var altid et blødt emne at snakke om, når det lige præcis handlede om dengang du var venner med Justin. Du havde aldrig prøvet at en person havde glemt dig på den måde og slet ikke så hurtigt. Godt nok var han kendt nu, men mange andre kendte var da stadig venner med dem fra deres barndom. Du havde ikke hørt om særlig mange der ikke snakkede med bare én fra deres liv før alt den fame. Justin var åbenbart ligeglad med dig, siden han havde 'droppet' dig. Din far trak sig og kiggede på dig. Du snøftede og grinte. Din far rejste sig og gik. Han vidste du ikke lige ville snakke om det. Klokken var faktisk blevet mange, mens du havde siddet på dit værelse og "snakket" med din far. Du orkede ikke at spise og var faktisk ikke specielt sulten. Du lagde dig ned i din seng igen og trak dynen over dig. 

Solen skinnede ind gennem dine vinduer. Du kiggede på din iPhone og klokken var kun 8. Det var torsdag, hvilket betød du skulle møde Justin imorgen! Du glædet dig faktisk mere og mere, for at finde ud af om ville være venner igen eller hvad han ville. Vent, det var præcis ét år siden din bror døde. Du kiggede på armbåndet du havde fået af ham. Du begyndte at græde mere end nogensinde. Du tog din mobil. 7 ubesvarede opkald. Du kendte ingen af dem der havde ringet. Du gik på Twitter og kiggede. Ingen havde skrevet noget specielt. "One year since u died. Miss u so much bro :'(" skrev du og lagde din mobil væk. Du rejste dig og tog stramme jeans på, en hvid oversize trøje og bamse støvler. Du lagde noget mascara og en rodet knold. Du græd stadig, så du fjernede din mascara igen. Du gik neden under og satte dig i køkkenet. Dine forældre sad og spiste og læste avisen. "Årh putte" sagde din mor da hun så dig. Du så alle de tårer der landte på din tallerken. Dine forældre vidste hvor meget det havde taget på dig, da din bror døde. Det havde selvfølgelig også taget meget på dem, men dengang var han jo din eneste og bedsteven. Og frem for alt, din storebror. Du fattede virkelig ikke at han ikke var her mere. Bare det at du ikke bare kunne gå hen og snakke med ham. Det var underligt og sørgeligt. Der lå en milliard tårer på din tallerken og du gad ikke spise. Du rejste dig, uden at sige noget. Du ville hen i studiet og indspille noget. Det hjalp dig altid. Du tog en sort taske og gik op efter din iPhone. Du åbnede døren og begyndte at gå mod porten. Det var lidt langt, da i boede på en stor grund. Vagterne smilte da de så dig og åbnede porten for dig. Du ville gerne gå hen til studiet, da du trængte til lidt luft. Du var ligeglad med om nogle så dig, da de kunne sige hvad de ville. De vidste ikke du havde mistet din bror, og det skulle de ikke bare sådan vide. Eller, alle kunne læse det på Twitter men du ville hellere skrive det ned, end at snakke om det. Du gik hen på Starbucks og købte noget kaffe. Du trængte virkelig til noget energi."Er du ikke Sandros?" spurgte en dreng. Sandros var din kunstner navn. Like alle mulige andre havde. "Jo" sagde du og smilte. Det var falsk, men det kunne han ikke vide. "Hvorfor græder du?" spurgte han og kiggede dig i øjne. Du satte dig og det samme gjorde han. "Jo. I dag er det præcis ét år siden jeg mistede min storebror. Den gang var han min eneste ven og min bedsteven. Og han betød alt for mig, og det er virkelig hårdt for mig at han er væk" sagde du og begyndte at græde. Drengen, du ikke anede hvad hed, rejste sig og krammede dig. Han duftede godt. Ej, han var faktisk virkelig omsorgsfuld og sød. "Her, ring til mig" sagde du og gav ham en seddel med dit nummer. "Hvad hedder du forresten?". "Jonas" sagde han og smilte. Du smilte tilbage og gik mod studiet igen. Du synes han virkede rigtig sød og han gad at lytte på dig. Du græd inden i dig selv, og du stod faktisk foran studiet nu. Vagterne lukkede dig ind og LA Reid sad der allerede. Det var ham der havde signeret dig. Han ejede det plade selskab, der havde signet Justin. I  var der aldrig på samme tid, så det gjorde ikke rigtig noget. Usher var der også, da han altid hjalp dig med dine sange. Usher anede ikke du kendte Justin, og i var venner før ham blev berømt. Du havde tænk dig at fortælle ham det i dag og fortælle det  med din bror. Usher hjalp dig nemlig altid med alt. "Usher, der er noget jeg skal fortælle dig" sagde du og satte dig i sofaen. "Hva' så?. "Jo. Jeg ved du er gode venner med Justin Bieber. Før Justin blev kendt, var vi bedstevenner. Han hjalp mig igennem alt og han vidste alt om mig. Men den dag han fik en kontrakt, glemte han alt om mig. Jeg har M&G til hans koncert imorgen, da jeg vil se om han kan huske mig og om han vil snakke med mig igen. Jeg har mødt ham på gaden to gange og vi græd begge to. Vi snakkede ikke til hinanden. Og så.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...