What we used to be -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Morris og Niall Horan er bedste venner, lige indtil Niall gøre noget han måske ikke lige skulle have gjort. Lucy bliver sur på Niall, og snakker ikke til ham, hun vil ikke engang se på ham, men hvad sker der når han efter 4 år kommer og beder om tilgivelse? Tilgiver man en der har gjort det man havde troet ens bedste ven aldrig kunne finde på?
Hvad gør man når man har skiftet ham ud?

*Drengene er ikke kendte*

16Likes
4Kommentarer
839Visninger
AA

9. 8

Lucy's synsvinkel

Jeg tror seriøst at jeg drømmer, men det gør jeg desværre ikke. 

Jeg ville ønske jeg lå i en dejlig varm seng, en seng hvor jeg ikke skulle bekymre mig om hvem der stod foran mig. 

Jeg nev mig selv i armen, gav mig selv en lussing, men ligemeget hvad jeg gjorde så stod han stadigvæk foran mig, det kunne simpelthen ikke passe.

''Hvad..Hvorfor?!'' Jeg stirrede på drengen foran mig, han stod som forstenet, han sagde ikke et eneste ord, men kiggede bare ned på mig.

Indtil han vendte sig om mod Louis.

''Du fortalte mig ikke at hun var her'' sagde han, inden et lille smil kom frem på hans læber.

''Du spurgte ikke'' Svarede Louis, jeg rystede på hovedet og rejste mig, lidt efter sprang jeg ind i armene på Marcel, Harry Styles tvillinge bror Marcel Styles, var kommet på besøg hos Louis Tomlinson, skolens populære dreng sammen med skolens upopulære, det var faktisk ikke lige noget jeg havde forventet.

''Marcel!'' min stemme var ustyrlig, den var grædefærdig og lykkelig på samme tid. 

''Du må virkelig love os ikke at sige noget til nogen som helst'' hvisker Marcel i øret på mig.

Jeg nikker og lover derved ikke at sige noget til nogen om at Marcel var her sammen med Louis.

''men.. Jeg forstår ikke hvorfor i er venner?'' jeg kiggede fra Marcel til Louis, og tilbage igen, imens jeg løfter det ene øjenbryn.

''Jo ser du, Marcel han er faktisk virkelig flink, og han hjælper mig med ting som Matematik og fransk. Du ved jeg ikke er god til sådan noget'' Siger han og smiler til mig, jeg nikker. 

Louis er ikke god til ret meget, og at han så vil lære noget er bare en god ting.

Alligevel er der bare noget der føltes så underlig med hele den her situation, bare det at Marcel kommer her, for at lære Louis noget, det giver ingen mening. 

Louis har aldrig været villig til at lære noget selv, så hvorfor skulle han lige pludselig ændre sig? Hvor meget kan en person lige ændre sig på 4 år? Jeg mener, helt ærligt Louis var og ville altid være Louis Tomlinson, holdkaptajn fra bull-shit, eller hvad de nu kalder sig selv, fodbold var og ville aldrig være min ting.

Jeg var fascineret af hvor meget Marcel gik op i at lære Louis de forskellige ting, selvom Louis alligevel aldrig ville kunne forstå noget som helst, af det Marcel prøvede at lære ham, så var det virkelig sødt af Marcel, og han havde en virkelig god koncentrations evne, siden han kunne holde ud at blive ved med at prøve og lære Louis alt det her.

''Helt seriøst Louis? Min lille søster kan det her, og hun er 11!'' Marcel var nu kørt helt der ud, hvor frustation ikke engang var ordet, han var kørt træt i det hele.

''Tænk på det her som var det fodbold træning!'' det kom bare flyvende ud af min mund, jeg måtte seriøst til at stoppe med at se alle de film, den her var så en inspiration fra A walk to remember..

''Lucy nu du... Faktisk helt genial! Louis tænk på Matematik som var det fodbold træning'' Sagde Marcel, han kiggede på Louis.

Louis kiggede på mig ''Er det okay vi smutter ud på plænen og klare resten?'' spurgte han, jeg nikkede og smilede til ham. 

De gik ned på græsplænen, og jeg sad på sofa'en og kiggede fjernsyn.

De banker på døren, men ingen kommer ind, hvorfor i alverden går Louis og Marcel ikke bare ind?

Jeg kiggede rundt, alt var mørkt, jeg måtte være faldet i søvn.

''Louis?'' råbte jeg, og det gav genlyd i lejligheden, enten så var han her ikke eller også så sov ham.

Jeg gik hen til det rum som jeg vidste var hans værelse og åbnede døren, Louis lå i sin seng med dynen trukket langt op over sig. 

Jeg satte mig på kanten af hans seng, og prøvede at ruske lidt liv i ham.

''Louis, der er nogen ved døren'' først nu fik jeg øje på klokken, den var 03:00, ret sent at få besøg syntes jeg. 

Louis drejede rundt et par gange, og tog så fat i min arm, han rev mig ned at ligge.

''Uhmm.. Lad dem være'' sagde han ret så langt inde i sin søvn.

''Sover du Louis?'' min stemme var ved at knække, jeg ville egentlig ikke vække ham.

Han trak mig helt ind til sig, så jeg ikke kunne komme fri.

''Læg dig til at sove'' sagde han og strammede sit greb, egentlig havde jeg ikke noget imod det, eftersom jeg har kendt Louis i så lang tid, men døren blev ved med at banke.

''Jamen Louis det banker på døren'' sagde jeg og prøvede at rive mig ud af hans arm, det hjalp bare ikke så meget, han strammede bare sit greb endnu mere.

''Kan du ikke bare være stille'' hviskede han, jeg holdt vejret. 

Efter ca 3 minutters tid, kunne jeg høre en gispe bag mig, hvilket fik Louis til at slippe mig, og vi fløj begge to op, jeg kiggede hen i dør åbningen hvor Eleanor stod og stirrede med åben mund, hun gik hen imod både mig og Louis, på det tidspunkt havde jeg regnet med at få en kæmpe Lussing af hende.. I stedet begyndte hun bare at grine.. 

Hvad fanden?! 

''Hvad griner du af!?'' spurgte Louis ret så hårdt.

''Det er bare lidt.. Sjovt, du skifter mig ud med en forældreløs pige?'' Hun studerede mig, og begyndte at grine endnu mere.

''Det da vidst godt at jeg har været sammen med Zayn, for du er da vidst intet værd'' sagde hun, og vendte rundt, Louis fløj helt op af sengen, tog hårdt fat i Eleanors arm, og rev hende rundt, han bankede hende op af væggen, jeg kunne tydeligt se på hendes ansigts udtryk at det havde gjort ondt.

''Hvad sagde du om Lucy?'' fik han ud igennem hans sammenbidte tænder, jeg kiggede ned i jorden, ret forlegen over overhovedet at være her.

''Jeg sagde: Det er sjovt du skifter mig ud med en forældreløs pige, har du ingen selvrespekt for dig selv? Har du medlidenhed med hende?'' Hun kiggede ham ind i øjnene, jeg stod som forstenet, og stirrede på dem begge to. 

Louis tog sin arm væk fra væggen og lidt efter lød der et højt bang, han havde smadret hånden ind i væggen, og man kunne tydeligt se, hvor han havde slået, for i væggen var der et kæmpe hul. 

''Næste gang.. Så det ikke væggen jeg rammer'' sagde han surt, og slap hende fri, der gik knap 5 sekunder før hun var ude af døren. 

Han vendte sig rundt, kun i underbukser, hvilket fik mit blik til at kigge væk fra ham, han gik hen til mig, greb fat om mig og trak mig ind til sig. 

''Du behøver ikke høre på hvad hun sagde, det passer ikke du er sgu en fantastisk pige, og undskyld hvis jeg skræmte dig, men jeg ville bare ikke have hun rørte dig'' sagde han og smilede sødt til mig, jeg nikkede og rev mig løs af krammet, jeg gik stille og roligt ind i stuen, hvor jeg lagde mig på sofaen.

Jeg faldt meget hurtigt i søvn, med tanken om at Louis ville gøre alt for at beskytte mig, den tanke fik mig til at smile, og jeg følte mig helt lettet, det var som en byrde der var løftet fra mine skulder, endelig havde jeg fået den ene halvdel af mine bedste venner tilbage, den halvdel der altid havde beskyttet mig...

Og nu håber jeg bare det vil være den halvdel der altid vil beskytte mig...

 

----

Undskyld vente tiden, blev faktisk nød til at stjæle min mors computer :D

Håber i kan lide dette længe ventet kapitel! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...