What we used to be -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Morris og Niall Horan er bedste venner, lige indtil Niall gøre noget han måske ikke lige skulle have gjort. Lucy bliver sur på Niall, og snakker ikke til ham, hun vil ikke engang se på ham, men hvad sker der når han efter 4 år kommer og beder om tilgivelse? Tilgiver man en der har gjort det man havde troet ens bedste ven aldrig kunne finde på?
Hvad gør man når man har skiftet ham ud?

*Drengene er ikke kendte*

16Likes
4Kommentarer
802Visninger
AA

8. 7

Lucy's synsvinkel

Liam havde efterladt mig efter vores store skænderi, og jeg kunne kun glæde mig over at Louis han stadigvæk lå og sov, selv om det sikkert kun var ræve søvn, det skulle ikke undre mig hvis vores skænderi havde vækket ham.

Jeg vidste hellere ikke hvor alt den vrede kom fra, der var bare noget ved Liam som havde gjort mig pisse sur, egentlig syntes jeg selv at han fortjente det, men jeg kan jo ligeså godt indrømme at den sidste del var ret ondt.

''Lucy'' Louis prøvede virkelig på ikke at forstyrre min tanke gang, men jeg var nu meget glad for at han i det mindste var blevet hele natten.

''Jeg har fået lov at tage hjem, men jeg ved ikke hvor mit hjem er'' sagde jeg, jeg kiggede rundt i rummet og sukkede højlydt, hvorfor skulle alting også bare være så kompliceret?

Hvis det med Niall aldrig havde forgået hvor havde jeg så været nu?

Hvis jeg aldrig havde overhørt Niall og Louis samtale, havde jeg så stadigvæk boet ved Niall?

''Du kan sove på min sofa'' sagde han og smilede til mig, jeg nikkede taknemmeligt, Louis havde altid været så rar, hvordan kunne jeg være så ond imod ham? Jeg havde ignoreret ham i 4 år, og i de første par måneder havde han prøvet at få mig til at tilgive ham, men han havde givet op, og nu prøvede han altså igen, og nu gav jeg op? 

Ville jeg lige pludselig ikke mere?

Jeg sprang op på ryggen af Louis, eftersom han havde bedt mig om at gøre det, så han kunne bære mig ud i sin bil.

Jeg sad ved siden af ham, og rockede med til 'Uncover' med Zara Larsson, der er en af mine ynglings sange, og så syntes jeg bare hun har en virkelig god stemme.

Louis sad ved siden af og smilede, imens han også sang med, hans stemme havde ikke forandret sig det mindste, den var stadigvæk ligeså god som den altid havde været, det lige før jeg vil sige den var blevet en tant bedre en den plejer at være.

''Hvad siger du til at vi æder os fede i Is og Kage og alt muligt andet usundt? Jeg gir selvfølgelig!'' sagde han og smilede.

Behøver man pige venner når man han Louis? Øh nej! 

Louis var det eneste positive i mit liv lige nu, han var den eneste der så lyst på tingene.

''Jeg syntes vi skal se en eller anden tude film!'' sagde han da vi endelig var kommet hjem til ham. 

''Hvilken en? Altså der er så mange!'' sagde jeg, egentlig var jeg overhovedet ikke typen der tudede over små film, men lige idag kunne godt være en undtagelse.

Louis fandt en helt masse forskellige film frem, og vi kom frem til at vi skulle se P.s I love you. 

Det var en af de mest romantiske film jeg havde set, og jeg ville elske hvis en fyr gjorde alt det for mig, men så på den anden siden.. Hade ham for det, jeg ville have endnu svære ved at komme over ham hvis han gjorde sådan noget for mig. 

Jeg satte mig til rette i sofaen op af Louis eftersom det var det bedste jeg vidste, at tude op af en god ven, imens han nusser en på armen.

Der var gået knap og nap 10 minutter af filmen, inden den første tåre ramte Louis' arm, han kiggede helt forskrækket ned på mig.

''Lucy, hvad sker der? De sørgelige er ikke engang gået igang endnu!'' Sagde han imens han nussede min arm og tørrede mine tåre væk.

''Hvorfor er Niall sådan? Hvorfor prøver han overhovedet at blive min ven igen?'' Jeg kiggede så godt jeg nu kunne på Louis, hvilket var ret svært fordi alt var sløret for mit blik..

''Jeg ved ikke hvorfor han er sådan, men han prøver at blive din ven igen fordi han kan se bag facaden på dig, han kan se hvor ulykkelig du er, han kan se at du mangler ham i dit liv, også savner han at være sammen med dig, og jeg forstår ham godt.'' Han lignede en der manglede ord for hvad Niall egentlig savnede ved mig, han lignede en der ikke kunne beskrive det, også lignede det at han holdt noget hemmeligt for mig. 

''Det hele er bare så... Mærkeligt for mig, han.. Han dræbte mine forældre? Hvordan skal jeg nogensinde kunne tilgive en som ham?''  Jeg prøvede at fange Louis' blik, men han kiggede væk hver gang jeg prøvede, det var som om han ikke gad se mig i øjnene.

Jeg havde engang beskyldt ham for at have kørt mine forældre i døden, fordi han havde virket så fraværende efter mine forældres død, men da Niall fortalte mig at det var ham.. Så brød min verden sammen.

Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til, at sige det til politiet, hvem ville også lige kunne det? jeg ved godt at mine forældre betyder alverdens for mig, men hvorfor skulle jeg ødelægge en drengs liv pga et uheld?

Han gjorde det jo ikke med vilje, de havde kørt overfor rødt på grund af mig, jeg havde været så sur at min far og mor ikke havde set der var rødt, og Bum. Så kom der en anden bil direkte ind i bilen, alt efter det var sort, og jeg var vågnet op på hospitalet, Niall sad ved min side med tåre i øjnene og der vidste jeg at mine forældre var døde.

Jeg prøvede virkelig at tænke tilbage til den dag på hospitalet, Niall var ikke kommet til skade, hvorfor var han egentlig ikke det? Hvad havde gjort at han ikke var kommet til skade ligesom jeg var? Jeg havde brækket et ben dengang, og slået mit hoved.

Niall havde ikke fået en eneste skramme. Det kunne da ikke passe.

''Louis... Hvorfor kom Niall ikke til skade dengang han kørte ind i bilen?'' Jeg kiggede op på Louis' øjne som var virkelig flotte, hans blå/grå øjne kiggede ned på mig, han trak på skulderen. 

''Måske var han bare heldig?'' siger han og smiler et skævt smil, et smil hvor der ligger mere bag, han vidste noget jeg ikke vidste. 

''Louis, der skal mere end held til. Hvad var det dig og Niall snakkede om dengang? Det eneste jeg hørte var Niall havde gjort det, men har jeg hørt forkert? Var det virkelig ikke ham der gjorde det?'' Det kom åbenbart bag på Louis, han sad og kiggede virkelig underligt på mig.

''Jeg syntes Niall selv skal forklare det'' sagde han, og efter han have sagt det var der en som bankede på døren. 

Jeg kunne mærke mit hjerte pumpe, jeg kunne mærke hvordan alting skreg inden i. 

''Hvem er det?'' Råbte Louis fra sofaen, han rejste sig op og gik hen til døren, han kiggede ud igennem det der sjove lille hul som man kan se for at se hvem der kom.

Han kiggede hen på mig, og trak på skulderen, med et skævt smil på læben, jeg sad som fast låst til sofaen, en hver del i min krop skreg at jeg skulle rejse mig, men jeg kunne ikke, jeg kunne simpelthen ikke rykke mig en cm. 

Louis åbnede døren, og jeg kunne fornemme på mig selv hvordan mine øjne nærmest faldt ud af mit hoved.   

''Hvad laver du her?'' spurgte Louis med en nærmest hæs stemme, som var han gal over at personen var dukket op.

Jeg hørte ikke mere af samtalen, for Louis var trådt ud af lejligheden, og havde lukket døren efter sig.

Jeg sad og ventede på han ville komme tilbage, helst uden personen. 

Det føltes som flere timer før døren endelig gik op, og Louis kom ind. Men han var ikke alene..

 

----

Okay had mig nu ikke :D 

Er Faktisk ikke selv tilfreds men har kæmpet i flere dage med det her kapitel! :D

Lots of love :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...