What we used to be -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Morris og Niall Horan er bedste venner, lige indtil Niall gøre noget han måske ikke lige skulle have gjort. Lucy bliver sur på Niall, og snakker ikke til ham, hun vil ikke engang se på ham, men hvad sker der når han efter 4 år kommer og beder om tilgivelse? Tilgiver man en der har gjort det man havde troet ens bedste ven aldrig kunne finde på?
Hvad gør man når man har skiftet ham ud?

*Drengene er ikke kendte*

16Likes
4Kommentarer
801Visninger
AA

6. 5

Lucy's synsvinkel

En fyr som jeg aldrig, nogensinde i mit live ville have troet, ville komme og besøge mig, trådte tættere og tættere på mig.

''Hvad vil du her?'' jeg kiggede forvirret på ham, han havde faktisk ændre sig en del siden han var begyndt at blive populær sammen med Niall, de havde egentlig begge efterladt mig, dengang for 4 år siden, det sårede mig bare mere da Niall gjorde det, for jeg har jo trods alt kendt ham siden jeg var 5, men at Louis Tomlinson, min tidligere næst bedste kammerat kom her, jeg kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen, han burde være hjemme ved hans totalt lækre kæreste, Eleanor.

''Lucy, selvom du hverken gider se mig eller Niall, så vil vi altid være her for dig, og jeg ved du gerne vil ud en tur, så jeg tænkte.. Jeg kunne køre dig?'' sagde han, hans blå/grå øjne havde låst sig fast til mine, jeg kunne ikke fjerne mit blik fra de alt for velkendte øjne.

''Louis.. Jeg tilgiver dig for at efterlade mig, men jeg kan bare ikke tilgive Niall, og det ved du også godt.'' sagde jeg, imens jeg pillede ved den trøje jeg havde på, han nikkede til mig.

''Jeg forstår dig, faktisk så ved jeg hellere ikke om jeg ville kunne tilgive ham hvis det var mine forældre'' sagde han med et kort smil, inden han igen forvandlede det til et halvt sadface.

Jeg rejste mig langsomt fra sengen, han skyndte sig straks at skubbe kørestolen hen til mig, jeg var evigt taknemmelig, han var guld værd den knægt, og jeg forstår slet ikke at vi ikke har snakket sammen i 4 år.

''Jeg har faktisk savnet dit selvskab'' sagde han da vi var kommet udenfor, man kunne da bare slet ikke være sur på den knægt! 

''Jeg har også savnet min søde dejlige Humør springene Louis!'' sagde jeg og kiggede op på ham, han var virkelig bare en fantastisk knægt, jeg var faktisk glad for at han kom og bad om tilgivelse. 

''Lucy..'' Louis stoppede med at skubbe mig og gik hen foran mig, han kiggede på mig, hans øjne var milde, hvad skete der her?

''Hvad er der Louis?'' hans blik var så seriøst, og det var ikke ligefrem noget jeg havde set før overhovedet. 

''Jeg.. kan du ikke godt tilgive Niall? Jeg ved godt han har lavet noget lort, men helt ærligt, han er jo synderknust'' sagde han, dreng-der-skulle-forstille-at-være-en-af-mine-venner- Ahva!?

''Louis, du forstår det ikke gør du vel? Han sårede mig, dybt, jeg vil aldrig kunne tilgive en som ham!'' Jeg tog fat i hjulene på kørestolen, og begyndte at køre tilbage mod hospitallet, Med Louis løbene bag ved mig.

''Lucy!!'' Råbte han, han hallede ind på mig, og tog fat i kørestolen så den stoppede.

''Helt ærligt Louis! Du fatter bare ingenting vel!?'' Jeg rejste mig fra kørestolen, men Louis var hurtigere end mig, så han tvang mig til at sætte mig ned i kørestolen igen.

''Nu sidder du helt stille! Seriøst din læge sagde  du skulle forholde dig roligt!'' Han kiggede på mig, og man kunne tydeligt se han kæmpede for at tårende ikke skulle komme springene.

''Lucy for fanden, jeg har lige fået dig igen, jeg ved godt jeg er en kæmpe nar, der faktisk slet ikke fortjener sådan en fantastisk veninde som dig, jeg fortjener slet ikke at du tilgiver mig, men lige nu står jeg med en bedste ven der er synderknust fordi hans bedste veninde ikke engang gider kigge på ham på gangen, hun hilser ikke engang når han siger hej om morgen, og ignorere ham når han prøver at komme i kontakt med hende i timen, han har prøvet alt, og jeg mener det jeg siger nu, han har overvejet at flytte helt væk her fra, han har overvejet at flytte tilbage til Irland, og selv om du er pisse sur på ham over det han gjorde, så ved jeg inderst inde vil du ikke have han flytter, du..'' Jeg afbrød ham, han snakkede alt for meget.

''Så lad ham? Jeg er da ligeglad med hvad fanden den nar gør!'' Jeg var gal over at Louis ikke bare kunne forstå det.

''Det ved jeg du ikke er, jeg kender dig Lucy, jeg ved hvordan du har det hver dag, jeg kan se du stadigvæk går med den halskæde han gav dig for 6 år siden, jeg kan se på dig at du savner ham, dit grin og dit smil når du er sammen med Liam, det er ikke den rigtige Lucy, jeg kender dig bedre end du kender dig selv'' sagde han. Han stoppede op og kiggede først op i himlen, også kiggede han rundt om sig, inden han lagde sine hænder på armlænet af kørestolen.

''Lucy, jeg kan se du har forandret dig, men søde ven, hvor er din så kaldte bedste ven henne? Kan du se ham nogen steder? For det kan jeg ikke.'' sagde han, hvilket var ret så hårdt at høre, men han havde ret.

''Du skal slet ikke blande dig, han har været her at du ved det! Det var bare før du kom, også skulle han hjem'' sagde jeg, jeg havde aldrig været mester i at lyve, det var også derfor at jeg fortrak at fortælle sandheden, det gjorde jeg altid engang.

''Lucy, jeg tror ikke på dig'' sagde han med et stenhårdt ansigts udtryk, jeg troede ellers jeg havde klaret den her meget godt, eftersom jeg ikke fortræk en eneste mine.

''Hvorfor er det du ikke tror på mig? Du kender mig! Jeg lyver ikke!'' Jeg var ret sur over han havde gennemskuet mig.

Hans hoved kom tættere på mig, så jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber.

''Fordi jeg har siddet i ventesalen hele dagen, lige siden de kørte dig her hen'' sagde han, hvordan kunne det være? Hvordan kunne han vide at jeg lige havde brug for ham? 

han undrede mig mere og mere. jeg forstod bare slet ingen ting lige nu, der var bare så mange ting som forvirrede mig, og han var den der forvirrede mig endnu mere.

Han brød ud i latter. 

''Du har altid været så dårligt til at lyve, men jeg taler sandt, jeg var faktisk med til at få dig indlagt, jeg bar dig ud af bilen og ind på hospitalet, de andre kørte direkte efter, også kom Harry og Zayn i deres egne biler, de har været her lige så meget som jeg har'' sagde han, hvilket overraskede mig, jeg havde råbt af Zayn og Harry kendte jeg ikke engang, jeg vidste kun at han havde Astma ligesom mig. 

''Og hvad så med Niall?'' Jeg spurgte fordi jeg var nysgerrig for at vide hvor han havde været henne i alt den tid, hvis han var så synderknust måtte han da også have været her ikke?

''Han kunne ikke klare at se dig ligge sådan, han husker stadigvæk den dag du var ved at dø i hans arme, også kan han bare ikke lide hospitaler du ve' '' sagde han, jeg kan faktisk godt huske den dag, jeg var ved at forsvinde i hans arme, det var den første gang jeg mødte ham. 

''Okay'' var alt hvad jeg kunne svare, jeg lagde mit hoved på Louis mave, jeg var faktisk utroligt træt, og jeg havde mest af alt bare brug for noget søvn.

''Jeg skal nok køre dig tilbage nu, men tænk over det vi har snakket om, og vend tilbage til  mig, Okay?'' sagde han og gik om bagved for at skubbe mig videre, han lagde sin ene hånd på min skulder, og jeg lagde min hånd oven på imens jeg klappede den.

''Jeg er træt'' sagde jeg, han have lige hjulpet mig op i sengen igen, og endnu engang var jeg inde på det kridt hvide værelse, det mest kedeligste værelse jeg nogensinde har set!

''Vil du have jeg bliver her i nat? Så du ikke er alene?'' sagde han, jeg kendte Louis godt nok til at vide at han ville sidde i stolen, som var på stuen, og sove der hele natten, hvis jeg da gav ham lov til det.

Jeg valgte bare at nikke, jeg havde ikke rigtigt lyst til at diskutere med ham, især ikke når han endelig havde bedt om tilgivelse. 

Jeg lagde mig til rettet, og han satte sig på stolen ved siden af mig, kort tid efter faldt jeg i søvn. 

Jeg drømte om en pige der endelig var lykkelig, hun havde endelig fundet de venner hun ville beholde resten af livet, jeg følte at den lille pige var mig, også selvom pigen havde stort rødt hår. 

Alligevel så var det ikke mig, jeg kendte hende nemlig som en pige fra min gamle gade, en pige som ingen venner havde. 

----

Hvad syntes i?..?

:D 

OMG 12 favorit! :D I'm so happy, I could almost cry!

 

LOVE YA!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...