What we used to be -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Morris og Niall Horan er bedste venner, lige indtil Niall gøre noget han måske ikke lige skulle have gjort. Lucy bliver sur på Niall, og snakker ikke til ham, hun vil ikke engang se på ham, men hvad sker der når han efter 4 år kommer og beder om tilgivelse? Tilgiver man en der har gjort det man havde troet ens bedste ven aldrig kunne finde på?
Hvad gør man når man har skiftet ham ud?

*Drengene er ikke kendte*

16Likes
4Kommentarer
864Visninger
AA

5. 4

Zayn's synsvinkel

Jeg var så... bange selvom jeg ikke viste det til de andre drenge.

Lucy var en virkelig smuk pige, hun fortjente ikke alt det her.

''Lucy!'' Jeg råbte endnu engang, men hun svarede stadigvæk ikke.

Jeg kiggede rundt, men kunne kun se en masse drenge som prøvede at finde hende, kunne hun være løbet ud et eller andet sted?

''Drenge her ovre!?'' lød det fra min venstre side af, i fuld fart løb jeg derover, på jorden foran mig, lå Lucy, sådan som hun lå der så hun helt fredfyldt ud, hun lignede en der havde besvær med at trække vejret, og som jeg kom tættere på hende kunne jeg høre hvor dårlig hendes vejrtrækning var.

''Harry!'' råbte jeg, hurtigt var han henne ved mig med astma sprayen, han puttede den i munden på hende, det hjalp bare ikke særligt meget, hende vejrtrækning blev dog en lille smule bedre men ikke helt vildt.

Jeg tog hende op i mine arme, hun skulle hurtigt på hospitalet før det blev værre.

Det var hverken Niall eller jeg der fandt hende, faktisk var det Jeremy som havde fundet hende, han var skolens bedste fodbold spiller, ikke kun var han hurtigt men han var en god taktisk spiller.

''Jeremy tak fordi du fandt hende'' Niall gav ham et klap på skulderen, jeg var allerede et godt stykke væk stadigvæk med Lucy i mine arme. 

 Hun prøvede kort at holde øjnene åbne, men hun kunne ikke holde dem åbne i ret langt tid. jeg kiggede mig bag skulderen hvor Niall tæt fulgte med.

***

Lucy's synsvinkel

Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var henne af, alt var hvidt, og jeg var alene i rummet.

Til min højre side var der et stort vindue, der var ret mørkt udenfor, gad vide hvad Liam ikke ville tænke, jeg var jo ikke kommet hjem.. Havde han overhovedet lagt mærke til at jeg ikke var kommet? 

Et lille suk forlod mine læber. Jeg satte mig op i sengen og svang mine ben ud over den seng jeg sad i. Jeg måtte være på et hospital, men hvordan var jeg egentlig endt her? 

det sidste jeg husker var at jeg blev båret, men hvem blev jeg båret af? jeg lukkede mine øjne imens jeg prøvede at huske hvem det var der havde båret mig.

En med mørkt, så det kunne altså kun være Zayn? Men hvorfor ville skolens badboy bære mig? han var ellers altid så hardcore? 

''Bare rolig Lucy, jeg har dig'' Hans ord havde virket så beroligene da han sagde dem, han havde virket så rar, og slet ikke ond. 

Jeg åbnede mine øjne igen, og foran mig stod en i en hvid kitel, jeg fløj tilbage i sengen af bare chok.

''Undskyld jeg forskrækkede dig Lucy'' sagde stemmen ''Jeg er doktor. Elisabeth, jeg har undersøgt dig, og du skal blive her ind til din vejrtrækning er normal igen'' sagde hun, jeg nikkede kort. hun smilede til mig, så jeg følte mig tvunget til at give hende et lille smil igen.

''Jeg kan forstå på det hele at du har astma og at du har løbet rundt i en skov i 30 minutter. Er det korrekt?'' sagde hun, havde jeg virkelig løbet i så langt tid? det havde føltes som så meget mindre, men måske var det bare fordi mine tanker havde været alle andre steder.

''Det ved jeg ikke'' kom det ud af mig, jeg vidste ikke om hun kunne høre mig, for jeg syntes allermest jeg lød som en lille mus, eller sådan noget i den stil.

''Din ven fortalte at du var blevet sur, og var stukket af, er der nogle jeg skal ringe til? dine forældre?'' sagde hun, jeg rystede på hovedet. ''hvad med en værge?'' sagde hun så, jeg kiggede op på hende.

''Jeg bor hos min ven og hans familie'' svarede jeg bare, jeg kiggede op på det store ur som var inde på stuen, og opfattede kun lige at hun nikkede før hun gik sin vej igen. 

Klokken var utroligt mange, eller tidlig.. 04:00 Liam ville sikker allerede nu ligge i sin seng og sove, uden en eneste bekymring om hvor i alverden jeg var henne af, hans tanker lå vel på Molly.

Jeg lagde mig ordentligt ned i sengen, jeg var simpelthen bare så træt. Døren gik op, og derfor kiggede jeg automatisk hen på den, en lyshåret ting stak sit hoved ind af døren, og jeg følte virkelig at det her var min dårligste drøm ever!

''Gå med dig'' hviskede jeg og lagde mit hoved til den anden side så jeg ikke kunne se på ham, han valgte dog bare at komme længere ind, hvilket gjorde mig endnu mere sur, jeg fløj op og sidde og kiggede på ham med hadfyldte øjne. ''Hvad fanden er det du ikke forstår?! Jeg gider ikke at se på dig!'' råbte jeg, selvom det nok mest kom ud som normal tale, men med en hadfyldt stemme, der var ingen tvivl om at han blev en lille smule forskrækket.

''Lucy, jeg-'' jeg afbrød ham ''Niall? Jeg har virkelig ikke brug for en som dig, slet ikke her!'' jeg var eder spændt rasende.

''Men-'' Jeg afbrød ham endnu engang. amen knægt hvad fanden er det du ikke forstår?

''Det kan godt være vi havde et godt forhold, engang. Men den tid er forbi den dag, jeg fandt ud af det var dig der havde kørt mine forældre i døden!'' sagde jeg, mine øjne føltes pludselig så våde, var jeg virkelig begyndt at græde? Jeg syntes ellers at jeg havde brugt nok af mine dyrebare tåre på den knægt.

''Lucy lyt til ham!'' min opmærksomhed landede på knægten bag ved ham, det var Zayn hvorfor var Zayn her endnu? hvorfor kunne de ikke bare skride hjem?

''Jeg er træt, gå med jer begge to!'' sagde jeg og lagde mig ned, jeg rev dynen over hovedet som et lille barn der bare ikke gad snakke med sine forældre.

Jeg hørte døren gå op og lukke i, hvilket nok betød de endelig var gået.

Jeg lagde mig bedre til rette, selvom tårene stadig kørte ned af mine kinder, det her var ikke lige hvad jeg forventede af dagen idag.

Et højt suk og et lille snøft, var alt hvad der kom ud af mine læber, lige indtil jeg mærkede en eller anden sætte sig på sengen, og køre deres hånd op og ned af min rygsøjle. Hvad fanden skete der lige idag?

''Bad jer jeg ikke om og skr..'' Jeg stoppede lige inden min sætning var slut, da det ikke var nogle brune øjne, og hellere ikke nogle blå, men derimod nogle grønne øjne, som sad og kiggede ind i mine, det var Harry Styles.

''Hvad laver du her?'' spurgte jeg totalt forvirret.

''Jeg holder øje med du ikke kommer ud for flere ulykker idag'' sagde han med det mest charmerende smil, jeg nogensinde havde set. 

Hvad var der med de populære mennesker idag? Hvorfor var det at de nærmest sværmede om mig? Kunne de da ikke bare alle sammen lade mig være i fred?

''Jeg har ikke brug for nogen til at holde øje med mig'' svarede jeg og lagde mig ned igen, jeg trak lidt i min dyne så jeg kunne tørre mine øjne.

''Okay, men du skal bare vide, at jeg altid har været lige i nærheden'' Hviskede han til mig inden han kyssede mig på panden, han rejste sig fra sengen og begyndte at gå mod døren.

''Lad vær med at være i nærheden af mig! jeg har ikke brug for jeres med ynk'' sagde jeg og lagde mig så jeg kunne ligge bedre, den ene arm under puden og den anden over, jeg hørte til sidst døren smække.

Hvad mente han med at han altid havde været lige i nærheden? Var han en eller anden form for stalker? Hvorfor stalkede han så mig? Ud af det mange piger der gik på skolen, hvorfor så lige præcis mig?

Hele den her dag gav bare mindre og mindre mening for mig!

Jeg håber virkelig jeg snart må komme hjem, det her hvide værelse gir mig myrekryb, jeg føler mig så indelukket.

Jeg trak i den lille snor der var over mit hoved, og få minutter efter kom der en sygeplejerske ind til mig.

''Hvad kan jeg hjælpe dig med Lucy?'' spurgte hun, og smilede et ekstra stort smil til mig.

''Må jeg ikke godt gå en tur eller sådan noget, jeg føler mig virkelig indelukket'' sagde jeg, hun rystede på hovedet. 

endnu et nederlag til mig..

''Hvis du skal udenfor så skal du have en til at skubbe dig i en kørestol, du må ikke miste pusten, og du skal slappe af, desværre Lucy, men der er en brun håret fyr lige her ude, han siger at han kender dig? skal jeg sende ham ind?'' sagde hun med et lille smil, jeg valgte bare at nikke, det var sikkert Liam der endelig havde fundet ud af at jeg ikke var der hjemme.

Jeg satte mig op i sengen med ryggen til døren imens jeg ventede på at han ville komme ind, og endelig kunne jeg høre døren gå op, efterfulgt af nogle fodtrin.

''Endelig kom du Liam!'' sagde jeg, inden jeg vendte mig rundt, og fik nok en af de mest største chok i mit liv. 

Bag mig stod ikke Liam, det var en helt anden, en jeg aldrig havde regnet med ville komme ind til mig igen.

----

Dadadadaaaam.. Er der nogle forslag på hvem det kunne være?

Okay det er så dagens kapitel og det skal lige siges, jeg regnede egentlig ikke med at skrive noget idag. 

Mest pga jeg er bedst til at skrive om natten (hvilket i kan opfatte, fordi i starten af kapitlet var det i eftermiddags, men så gik jeg i stå) Så jeg håber i kan lide det, eftersom jeg har brugt 1 time af min dyrebare søvn på at skrive det her til jer! 

Kommentre og like Please!<3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...