What we used to be -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Morris og Niall Horan er bedste venner, lige indtil Niall gøre noget han måske ikke lige skulle have gjort. Lucy bliver sur på Niall, og snakker ikke til ham, hun vil ikke engang se på ham, men hvad sker der når han efter 4 år kommer og beder om tilgivelse? Tilgiver man en der har gjort det man havde troet ens bedste ven aldrig kunne finde på?
Hvad gør man når man har skiftet ham ud?

*Drengene er ikke kendte*

16Likes
4Kommentarer
806Visninger
AA

3. 2

Lucy's synsvinkel

Hvad var det egentlig jeg havde gang i? Kunne jeg godt tillade mig at efterlade både Liam og Niall?

Jeg mener, Niall gjorde nu ikke så meget, men Liam var trods alt min bedste ven, var det forkert af mig at efterlade min bedste ven, med en der sårede mig for 4 år siden?

Og nu vi snakker om at det er så langt tid siden, hvorfor kom han tilbage nu? Hvorfor ville han ligepludselig til at forklare alting nu? Jeg forstod virkelig ingen ting, han havde haft så meget tid til at forklare sig, men han valgte først at gøre det nu?

Måske havde han indset hvilken fejl han havde lavet, og endelig bestemt sig for at undskylde, men nu var det jo bare sådan at jeg havde fundet en ny, jeg havde fundet en der aldrig ville svigte mig, Liam Payne havde lovet altid at være der for mig, og jeg stoler fuldt ud på ham, men jeg havde bare sådan en lang fortid med Niall, kunne jeg virkelig opgive alt det vi havde haft sammen?

Jeg opdagede at jeg havde siddet og lavet cirkler i snart 5 timer på et stykke dumt papir, som snart var fyldt med cirkler. 

Dette var de sidste 2 timer jeg havde, og de gik virkelig langsomt, allerhelst ville jeg hjem, jeg kunne ikke koncentrere mig det mindste, mine tanker var alle andre steder, Liam, Niall, min mor og min far.

Mest på Niall, jeg husker stadigvæk hvordan han holdt mig, hans dejlige kram, og den måde han var der for mig da mine forældre døde. Men alligevel havde jeg et indre had til ham, et had der bare ikke ville ud.

''Lucy lytter du over hovedet?'' det var min lære Mr.Patrick, jeg tror han ligesom jeg havde et indre had, hans var bare et indre had til mig, og mit var et indre had til Niall Horan, jeg valgte og nikke, og kiggede derfor op på tavlen, så jeg faktisk lignede en der fulgte med, selvom biologi overhovedet ikke sagde mig noget som helst.

Hele dagen havde jeg undgået både Niall og Liam, men hvor længe kunne jeg blive ved? Jeg boede jo ved Liam, hvilket minder mig om, jeg snart selv skulle finde noget at bo i.

''Lucy Morris?'' lød stemmen ved siden af mig, jeg kiggede til siden, og først nu lagde jeg mærke til at jeg havde sat mig ved skolens populære bad boy, Zayn Malik, ham og Niall var bedste venner, det havde de været siden mig og Niall blev uvenner, og det skulle ikke undre mig hvis han vidste alt om hvad der var sket med mig og Niall.

Jeg valgte og nikke som svar til hans spørgsmål, min hals føltes pludselig fuldstændigt tør, jeg kunne ikke tale, min mund forrådte mig fuldstændig!

''Jeg er Zayn Malik, men det ved du nok godt allerede'' sagde han og smilede kækt, Idiot. Selvglade idiot.

''Nej det siger mig ikke rigtigt noget'' han skulle ikke få den tilfredsstillelse af at alle bare skulle kende ham, det ville jeg ikke lade ske, så jeg lod som om jeg ikke anede noget som helst om ham.

''Gør du ikke?'' han løftede det ene øjnebryn, og kiggede mærkeligt chokeret på mig. Jeg rystede på hovedet, kunne han da ikke bare lade være med at snakke til mig?

''nå.. Men altså, jeg er bedste venner med Niall, og jeg ved i engang var bedste venner, såå hvad skete der?'' spurgte han, han lød interesseret, men han så ikke ud til at være det.

Time slut nu! Jeg magter ikke at høre på ham mere.

''Det ligemeget, jeg har ikke lyst til at snakke med dig om det'' jeg lagde et ekstra tryk på dig, for at han kunne forstå det lige præcis var ham jeg ikke ville snakke med.

''Jeg ved at han ville snakke med dig, jeg ved også du ignorerede ham'' sagde han, han fangede min opmærksomhed, jeg vidste godt Niall havde fortalt ham det, men jeg ved ikke hvad Niall ellers har fortalt ham.

''okay så? Og?'' jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn ''hvor vil du hen med det?'' spurgte jeg.

''Jeg ved alt hvad der er sket imellem jer, det her er en lille by, og intet går forbi mit øre uden jeg ved det'' sagde han, og smilede kækt til mig.

''Hvad!?'' fløj det ud af mig, måske alt for højt, for min lære kiggede hurtigt ned på os, han så virkelig gal ud.

''Lucy og Zayn sig mig! Snakker i imens jeg underviser?!'' sagde han strengt.

''Hvorfor underviser du når jeg snakker?'' svarede Zayn frækt tilbage, jeg kiggede fra læren og over på Zayn, han sad med et kækt smil på sine læber.

''Mr.Patrick, vi snakkede bare om-'' jeg blev afbrudt. ''Lucy, jeg ved du er en mønster elev, men den her, den holder ikke! Zayn er ingen mønster elev, og ved i hvad? Jeg tror ikke på jer hvis i siger i snakkede om biologi, for det ved jeg at Zayn aldrig ville gøre, han hader skolen'' vores lære var vidst oppe i det røde felt idag, jeg var selvfølgelig smigret over han kaldte mig en mønster elev. 

''Zayn, Lucy i kan ligeså godt gå op på rektorens kontor med det samme!'' sagde han til os, jeg kiggede på Zayn med de mest hadfulde øjne, tænk at jeg skulle op på kontoret pga noget han startede! 

''Men!'' jeg blev endnu engang afbrudt.

''Lucy ikke noget men! Jeg gider simpelthen ikke se på jer, jeg er meget skuffet over at lige præcis du snakkede i min time, hvad er der galt Lucy?'' jeg kiggede endnu engang på Zayn, åndsvage unge! Han var kun ude på problemer, og nu rev han mig med ind i det.

''Med alt respekt Mr.Patrick Lucy har ikke gjort noget, hun sagde bare jeg skulle være stille også svarede jeg igen, hun fortjener ikke at ryge på kontoret'' sagde Zayn, hvilket.. Overraskede mig meget. Han gav mig et lille smil.

''Fint jeg vil hellere ikke lade det gå ud over hendes papir, med alle de 12 taller og den perfekte fremøde fortjener hun ikke at få en plet i sine papir! men derimod dig Zayn afsted med dig!'' sagde han, Zayn rejste sig op og inden han gik lagde han et stykke papir på min side af bordet, jeg fulgte ham med øjnene imens han gik ud.

Hvad var det lige der skete der? Havde skolens badboy forsvaret mig?

'Mød mig på parkeringspladsen efter skole' Hvad i alverden var det for noget at skrive? hvad ville han med mig? Hvorfor var jeg så interessant, alle de spørgsmål kørte rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde svar på noget af det. 

Timen sluttede, og jeg besluttede mig for at finde Liam, og fortælle hvad der var sket inden for de sidste 2 timer, også havde jeg også brug for et lift hjem, jeg vidste at hans sidste time var Musik så derfor var det også det første sted jeg kiggede, og lige som jeg skulle til at gå rundt om hjørnet hørte jeg nogen snakke, så jeg stoppede op. 

Det var lige ude foran musik lokalet, alle andre elever var allerede taget hjem klokken var så også 15:30 så det var nok en af grundene til det.

''Molly, vil du ikke nok gå ud med mig?'' det var Liam's stemme, og Molly var den populæreste pige på skolen, hvad ville Liam dog med hende?

''Liam, jeg kan ikke blive set med en som dig'' svarede hun, en som ham? altså en loyal fyr som vil gøre alt for at gøre dig glad? en virkelig gentalman som ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd? hvad var der ikke at elske?

''Hvad mener du med en som mig?'' spurgte Liam, jeg kunne nærmest se det for mig, hvordan Molly flyttede sit lyse hår om bag skulderen, som den popdulle hun var, eller sminkedukke som jeg fortrækker at kalde hende og hendes andre dukke veninder, de har altid været efter mig.

''Et Nul'' svarede hun koldt, Liam fnøs, og jeg vidste at han var ved at blive sur.

''Så bare fordi jeg er et Nul for nogle mennesker på den her skole? Så er jeg det også for dig?'' Liam lød vred.

''søde Liam, for mig er du hele verden, men hvis jeg bliver set med en af din slags, så bliver jeg selv til en af din slags, og det vil jeg ikke risikere!'' sagde hun, wow. Det måtte være hårdt at være Liam.

''en af min slags? Er det alt du regner mig for at være? Du har virkelig ændret dig Molly Ducane! Du er slet ikke som den pige du var dengang jeg forelskede mig i dig!'' sagde han surt, og lidt efter kunne jeg høre nogen der slog ind i væggen inden der blev helt stille. 

så kunne jeg høre nogle små snøft, jeg valgte endelig at titte frem fra mit gemme sted, og der sad Molly på gulvet helt alene, der var ingen spor af Liam, ud over det massive hul der var i væggen som han sikker havde lavet med sin hånd.

''Molly er du okay?'' spurgte jeg, okay det kan godt være hun er en heks, til tider. Men mit gode hjerte ville bare ikke lade en sidde og græde som hun gjorde.

''Jeg har det fint, Liam gik den vej'' svarede hun, som havde hun læst mine tanker, hun pegede i den modsatte retning af hvor jeg var kommet fra.

''tak'' sagde jeg og løb efter ham, jeg kunne se han var på vej ud på parkerings pladsen.

''Liam vent!'' råbte jeg, han vendte sig kort om inden han bare gik videre, jeg løb alt hvad jeg kunne, hvilket var hårdt pga. jeg har astma, så jeg måtte flere gange stoppe op og holde ved væggen, til sidst kunne jeg ikke holde til det mere, og jeg faldt ned på mine knæ'er.

Jeg ledte efter min astma spray, men den var som forsvundet, havde nogen virkelig været i min taske og taget den med vilje? 

Alt begyndte at sløre for mig, og det næste jeg mærkede var koldt gulv mod min pande.

Jeg kunne høre en stemme men den virkede så fjern.

''Hey Lucy! er du okay!?'' det var ikke ligefrem en stemme jeg kendte, nogen ruskede i mig men det flimrede for mine øjne hver gang jeg prøvede at kigge.

''Hun har Astma!'' var der en der råbte, det lød virkelig meget som Niall, men det kunne ikke passe for jeg fik først konstateret astma for 2 år siden, og der snakkede vi overhovedet ikke sammen, jeg havde ikke fortalt til nogen at jeg havde astma, det var kun Liam der vidste det.

''Fint jeg har noget astma spray i min taske!'' var der en stemme der sagde, min vejrtrækning lød ustabil, men en eller anden fik hurtigt stukket astma sprayen i munden på mig og trykket dutten ned så jeg endelig kunne få vejret igen.

Jeg hev nærmest efter det, og fik med lidt besvær sat mig op. 

Jeg kiggede rundt på de 3 mennesker som stod om mig, jeg kendte deres navne, og den ene kendte jeg lidt bedre til.

Harry Styles, Louis Tomlinson også var der Niall Horan, de tre mest populære drenge på skolen, Harry havde hjulpet mig op og sidde, og det var også ham der sad med astma sprayen i hånden, hvilket kun kunne betyde at han også havde astma.

''hvor.. hvor vidste.. vidste du fra jeg havde astma?'' fik jeg med lidt besvær endelig spyttet ud, jeg kiggede på Niall og sank den klump jeg havde i halsen.

''Bare fordi vi ikke snakker sammen, betyder det ikke at jeg ikke holder øje med dig'' svarede han og smilede sit sædvanlige Niall smil til mig, det smil jeg så længe havde ønsket at få lov til at se igen, og endelig fik jeg lov. 

''Du udspionere mig?'' spurgte jeg med et lille halvt smil på mine læber, Niall måtte erkende sig skyldig, og så begyndte han ellers at grine, hans grin havde jeg også savnet så meget.

Jeg fik endelig rejst mig op, jeg kiggede på de to drenge foran mig.

''tak'' sagde jeg og smilede skævt til dem, inden jeg tog min taske op fra gulvet, og gik mod parkerings pladsen, jeg spottede ud over de få biler der var tilbage, men Liam's bil var allerede væk, så måtte jeg vel tage bussen.

 

------------------

Håber virkelig i glæder jer til jeg kommer ordentligt igang med den her historie :D 

Love ya! :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...