What we used to be -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2013
  • Opdateret: 30 sep. 2013
  • Status: Igang
Lucy Morris og Niall Horan er bedste venner, lige indtil Niall gøre noget han måske ikke lige skulle have gjort. Lucy bliver sur på Niall, og snakker ikke til ham, hun vil ikke engang se på ham, men hvad sker der når han efter 4 år kommer og beder om tilgivelse? Tilgiver man en der har gjort det man havde troet ens bedste ven aldrig kunne finde på?
Hvad gør man når man har skiftet ham ud?

*Drengene er ikke kendte*

16Likes
4Kommentarer
804Visninger
AA

2. 1.

Lucy's synsvinkel

Imens jeg gik ind på skolen, kunne jeg mærke der var nogen der stirrede på mig, men jeg gad ikke tage mig af det lige nu, for jeg ville gerne hen til min bedste ven så hurtigt som overhovedet muligt.

Jeg savnede ikke længere Niall, for jeg havde vel på en måde udskiftet ham. Han var også selv uden om det, og jeg håber han har det godt sammen med de populære, også selv om jeg ikke er der.

Jeg ønsker bare han har det godt ligemeget hvor han er, jeg vil aldrig kunne såre ham. Måske det også er derfor vi aldrig snakker sammen mere, måske har jeg såret ham! Måske jeg skulle løbe hen og sige undskyld? 

Nej! Hvis jeg gør det, så vil folk nok tro at jeg er skør, at jeg kun siger undskyld fordi jeg vil være en af de populære, men det vil jeg ikke, jeg vil bare gerne være mig selv. For hvem vil egentlig hænge ud med en masse falske mennesker? Jeg fortrækker at være sammen med min bedste ven Liam! 

Han er en ren gentlemen, han gøre alt for mig, og hvis der er en der vælter, så stopper han op og hjælper personen, han er bare så sød! Også er han rigtigt god til de fag jeg er dårlig til, så han hjælper mig efter skole med dem. Jeg er evigt taknemmelig for hvad han gør for mig, jeg ved ikke om han bare gøre det af medlidenhed, men jeg håber det virkelig ikke.

Alle på skolen vidste det med det samme, altså at mig og Niall ikke var venner mere, der gik endda rygter om at vi havde været sammen, men det har vi ikke. Vi var bare venner, og jeg ville vel egentlig ønske vi stadigvæk var det, men man kan ikke lade om på fortiden, og slet ikke efter hvad han gjorde imod mig.

Jeg prøver altid at finde det gode i folk, men der er nogle mennesker der er sværere at se det gode i, så skal man bare blive ved med at lede, for du vil finde det til sidst. 

Faktisk var det noget min mor engang fortalte mig, altså før hun døde, og jeg flyttede ind hos Liam og hans familie, i deres garage.. Ja jeg ved godt det ikke er det vildeste, men jeg er evigt taknemmelig. Jeg startede egentlig med at bo ved Niall, men eftersom vi blev uvenner så flyttede jeg.. Jeg boede i mit telt et lille stykke tid, eftersom han var min bedste ven, men så blev jeg venner med Liam, som en dag fulgte efter mig og fandt ud af jeg boede i et telt, hvilket så fik ham til at bestemme sig for at jeg skulle bo hos ham. 

I starten skjulte han mig i garagen, men så en morgen da hans mor skulle på arbejde så hun mig, men kun fordi min mobil var gået ud! Jeg plejede ellers altid at stå op klokken 5 for at nå væk før hende, men ikke den dag.. Først var hun bange, men så fandt hun ud af hvem jeg var, og egentlig så ville hun lade mig bo på Liam's søster's værelse, eftersom hun ikke bor der mere. 

Faktisk bor ingen af hans søstre hjemme mere, de er jo også blevet 'voksne' hvis man kan kalde dem det.. men Ruth kommer tit på besøg, og når hun gør det bor hun på sit værelse, men jeg vil ikke være en byrde for dem, så derfor takkede jeg pænt nej...

Dog når det er vinter så bor jeg på Nicola's værelse mest fordi det er alt for koldt at bo i garagen, men ellers er det et fint sted, jeg har fået lavet et flot værelse, eftersom mine ynglings farver er rød og sort, så er mit værelse rød og sort. Altså vi har delt deres ret så store garage op, så de også godt kan have deres bil derinde..

Jeg fik endelig spottet Liam, og løb i alt fart hen til ham. Han havde været ude og rejse her i sommerferien, så jeg havde været alene hjemme, eftersom jeg havde arbejde som skulle passes, også havde jeg hellere ikke råd til at tage med, jeg ville slet ikke have at hans forældre skulle betale for det, så jeg sagde nej og sagde at jeg skulle arbejde.. 

''LIAM'' råbte jeg af mine lungers fulde kræft, han var blevet så brun efter de havde været i Grækenland, jeg var så missundelig, det var simpelthen så snyd, at han altid kunne blive så brun, og ligemeget hvor jeg tog hen i verden så var jeg altid den blege af mine venner.

''Lucy!'' Sagde han og løftede mig op i et stort kram, han slap mig først efter lidt tid, de var kommet hjem klokken 2 i nat, og der var jeg altså gået i seng, og da jeg stod op tog jeg altid direkte ind i byen for at spise morgenmad (som sagt ville jeg ikke være en byrde) så jeg havde ikke set ham før nu.

''Jeg har virkelig savnet dig'' siger jeg og kigger ham direkte ind i hans smukke brune øjne.

''Ilm Lucy'' Svare han og kysser mig på panden, jeg vender mig rundt, med ham ved min side går vi hen imod vores skabe, det var den kedelig blå farve, den eneste forskel var numrene.

Liam fortæller mig om sin fantastiske ferie, og jeg lytter glad med.

''Der var så skønt!'' siger han og jeg smiler til ham.

''Du godt nok blevet brun!'' siger jeg og prikker ham i siden ''Nu kan jeg føle mig endnu mere bleg end jeg er i forvejen!'' griner jeg og stikker min arm ind under hans. Han griner sammen med mig, dog stopper jeg, da foran mit skab står Niall, han står lænet op af mit skab.

''Hvad vil han?'' spørger Liam og kigger ned på mig, jeg trækker på skulderen og jeg kan mærke hvordan mit greb om Liam's arm bliver strammere. 

Vi går sammen hen til mit skab.

''Lucy'' siger Niall, han prøver at smile til mig, jeg kigger på ham med et løftet øjenbryn.

''Hvad vil du?'' jeg siger det ret så koldt, så selv Liam for et kæmpe chok, han kigger på mig. Det overraskede faktisk også mig selv at jeg var så kold over for Niall, ligepludselig kom alle de minder vi engang havde sammen tilbage, så jeg rystede på hovedet.

''Lucy vi må altså tale sammen... Alene'' Han hentydede til Liam, jeg kiggede op på Liam, som prøvede at trække sin arm til sig, men mit greb om hans arm blev strammere og strammer jo mere han prøvede.

''Hvad du siger til mig, kan du også sige til Liam, han får det alligevel af vide'' sagde jeg og kiggede hårdt på ham, hun undertrykte et lille suk, og kiggede ned i jorden, inden han kiggede på mig igen.

''Lucy, jeg.. Jeg er virkelig ked af det'' siger han så, jeg kiggede væk.

''Intet kan få mig til at tilgive dig, du kommer nu efter 4 år? Hvorfor kom du ikke dengang? Har du virkelig været så dum eller hvad?'' jeg var sur, nej jeg var faktisk gal!

''Lucy jeg''- Jeg skar ham af ''Glem det Niall, jeg har ikke lyst til at høre en undskyldning du ikke mener, flyt dig fra mit skab, jeg skal til time'' sagde jeg og skubbede til ham, han blev ståene men trådte alligevel et skridt tilbage, så jeg kunne åbne mit skab, hurtigt fik jeg fat i den rigtige bog og begyndte hurtigt at løbe til time.

''Lucy!'' Jeg kunne høre både Liam og Niall råbe, men det betød virkelig ingenting for mig.

 

----------------

Første Kapitel, ved godt det ikke er så langt igen, men kan virkelig godt li det... :D

Kommer flere i løbet af ugen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...