You're just my angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 26 aug. 2013
  • Status: Igang
Efter Claire er flyttet til Berlin, møder hun det, der senere kommer til at være hendes eneste ene. Men bliver følelserne gengældt, eller kommer han til at gå med en håbløs forelskelse?

7Likes
5Kommentarer
517Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Genkendelsen

Næsten morgen var et mareridt. Værre end det jeg havde haft om aften. Jeg kunne ingenting finde, alt var væk for mig. Og ham drengen, Victor, blev ved med at hænge fast i mine tanker. Jeg fik noget tøj på, en hvid kjole, med store sorte stjerner og redte mit glatte røde hår igennem med fingrene, da jeg ikke kunne finde min børste. Jeg gik ud på badeværelset og endevendte alle mine skabe og skuffer for at finde bare det mindste tegn på noget makeup. Jeg fandt en gammel klumpet mascara og en næsten færdig eyeliner. Jeg fik lavet et nogenlunde resultat og skynde mig at tage mine sorte Converse på og komme ud af døren.

Jeg løb ned af trapperne og ud af døren, til lejelighedskomplekset, jeg boede i. Jeg løb ned af gaden, og da jeg drejede om hjørnet, følte jeg, jeg ramte en mur. Jeg så op og havde lyst til at løbe langt væk. ”Hej!” Det var ham Victor, som havde skrevet til mig, som nu stod lige foran mig, med et kæmpe smil om munden og et par helt strålende krystalblå øjne.

Det var så pinligt, at jeg ikke have skrevet tilbage til ham, men det var kun pinligt, fordi han stod foran mig lige nu. ”Hej…” Jeg trak det ud og sagde det lavt, mens jeg så ned i jorden. Det sidste jeg manglede lige nu, var at Bill kom bag mig, men jeg regnede med, at han var taget væk fra Berlin igen, når han havde fundet ud af, at jeg ikke gad ham. ”Undskyld, men jeg skal altså skynde mig.” Jeg ville bare ikke rigtig snakke med ham, og jeg skulle faktisk skynde mig. Jeg var kommet lidt for sent op, og at jeg ikke kunne finde noget som helt, havde jeg mistet endnu mere tid på. Jeg maste forbi ham, og løb ned af gaden og ned i butikken, hvor jeg arbejdede.

Jeg hilste kort på de to, der stod ved kassen og skynde mig ud på lageret. Jeg satte mig ned på en kasse og sukkede. Det her var bare på ingen måde min dag. Jeg ville bare hjem og gemme mig under dynen og komme ud igen, når jeg kunne være bare lidt i fred. Jeg fik til opgave at fylde op på hylderne og sætte nye prismærker på nogle ting.

Mens jeg var i fuld gang med det, mærkede jeg en stå bag mig og kigge over på mig. Jeg vendte mig forsigtigt om, og så at Victor stod og bladret nogle cd’er igennem, mens han prøvede at skjule, at han så på mig. ”Kan du ikke bare lade mig være?” Jeg var ved at være lidt sur, så jeg tog min prismærkepistol, der alligevel var tom, og gik ud på lageret igen. Jeg vendte mig kort om, for at sikre mig at han ikke fulgte efter mig, hvilket han ikke gjort, troede jeg da, indtil jeg mødte muren igen.

Jeg så surt op på ham og skubbede til ham og gik ud på lageret igen. ”Jeg vil bare snakke med dig.” Jeg kunne fornemme, at han havde slået ud med armene, på den måde han sagde det lidt opgivende på. Og ganske rigtigt, da jeg vendte mig om og så på ham, stod han med armene lidt oppe og så en smule bedende på mig. ”Okay..” Jeg satte en dørstopper mellem døren og dørkarmen til lageret og gik derud, for at finde en ny rulle med prismærker.

”Hvad laver du her?” Han spurgte med en let stemme, og han havde tydeligvis gået efter mig. ”Hvad mener du?” Jeg sagde det, mens jeg rode rundt i en kasse, for at finde den rigtige rulle. ”Hvorfor blev du ikke i Paris?” Jeg så over på ham, med et lidt overrasket blik, men også lidt mistænksomt.

”Hvorfra ved du fra, jeg kommer fra Paris?” Jeg lænede mig op ad gulv-til-loft reolen, med skulderen og så over på ham.

”Vi har boet i samme område i næsten otte år?” Han sagde det på en spørgerende måde, uden rigtig at gøre det til et spørgsmål. Jeg så helt vantro på ham. Jeg vidste godt, jeg havde set ham et sted før, men jeg kunne ikke huske hvor.

”Hvad…?” Jeg sagde det, som om jeg ikke forstod rigtig, men det gjorde jeg heller ikke.

”Du boede i nummer 16 og jeg boede i nummer 30.” Han smilende til mig og trådte lidt tættere på mig.

”Vent, har du en lillesøster, der hedder Marie?” Han nikkede lidt forsigtigt til mit spørgsmål. Jeg vidste, jeg havde set ham et sted før, og nu vidste jeg hvor. Jeg havde passet hans lillesøster, da hun var fire, og jeg havde altid kigget efter ham, når han kom og gik, hvilket var lidt pinligt at tænke på nu. Men han havde forandret sig. Han var blevet høj, rigtig meget endda, og han havde tabt sig og havde fået flere muskler. Hans hår var også blevet mørkere og noget kortere. ”Hvad?” Han så på mig, mens jeg tog mig selv i at stå og stirre på ham.

Jeg sagde ingenting. Jeg gik bare helt hen til ham, lagde mine arme om halsen på ham og trykkede mine læber mod hans, en smule forsigtigt. Jeg havde altid haft lyst til det, lige siden jeg så ham allerførste gang. Han virkede overrasket, det kunne jeg i hvert fald mærke, for det gibbede lidt i ham, da jeg trykkede mine læber mod hans, men han gengældte lidt efter mit kys og lagde sine arme om mig.

Jeg følte det som en evighed, men der var kun gået den tid, det tog for en sang at slutte, så omkring fire minutter, da jeg lagde mine hænder på siden af hans hals og trak mit hoved lidt væk. Jeg så flovt ned og slap ham, hvorefter jeg fjernede hans hænder og gik over til kassen igen og faldt den rulle, jeg havde ledt efter, og udskiftede den med den, der sad i prismærkepistolen.

Jeg så ham ud af øjenkrogen, at han kom over til mig, og jeg mærkede hans hånd glide ned over min ryg og ligge sig på min lænd, mens han kyssede mig på kinden flere gange efter hinanden. ”Må jeg ikke have æren, af at være din kæreste?” Han sagde det lavt, mod min kind, og det fik mig til at smile. Både det han sagde og hans kys mod min kind.

”Kun hvis du ikke er lige så stor en nar, som Benjamin?” Jeg så over på ham og smilte lidt. Han nikkede og kyssede mig kort.

”Kan jeg ikke komme hjem til dig, omkring 18:30?” Han smilte til mig og nu kunne jeg kende ham rigtigt. Jeg kunne se de lysebrune krøller, som ikke var der mere, og de krystalklare lyseblå øjne. Jeg nikkede og smilte til ham. Jeg kærtegnede kort hans kind og gik ud i butikken igen og genoptog arbejdet, der hvor jeg slap. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...