You're just my angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 26 aug. 2013
  • Status: Igang
Efter Claire er flyttet til Berlin, møder hun det, der senere kommer til at være hendes eneste ene. Men bliver følelserne gengældt, eller kommer han til at gå med en håbløs forelskelse?

7Likes
5Kommentarer
523Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Tilbage

Efter et par dage kom jeg hjem, og skulle forholde mig i ro i nogle dage, hjernerystelsen i påvirkede mig for meget. Drømmen skræmte mig stadig. Hvordan var han kommet ind i mit hoved, på den måde? Jeg gik bare rastløst rundt i min lejelighed i de dage, og tænkte over hvordan og hvorfor han var kommet ind i mit hoved. Der hørte han ikke til, der skulle han ikke være.

Jeg startede på arbejde igen, og endte ude på lageret, hvilket jeg ikke havde noget imod. Så kom der ikke mærkelige mennesker og forstyrrede mig. Og jeg kunne være i fred og ro for alt larmen ude fra gaden.

Mens jeg en dag gik og talte op, kom chefen hen til mig, og lige i det øjeblik følte jeg mig virkelig på spanden. ”Hvordan går det her?” Han spurgte, mens han studerede nogle af tingene. ”Fint..” Jeg kunne ikke se, hvad det var han ville. Jeg ville henvende mig, hvis det ikke gik, som det skulle. ”Der er en, der godt vil snakke med dig.” Jeg havde kun én idé, om hvem det kunne være, og det var det selvfølgelig.

Da jeg kom ind på chefens kontor, stod Bill der og kiggede sig lidt omkring, indtil jeg smækkede døren bag mig. ”Hej. Hvord…” Jeg holdte hånden op og afbrød ham. ”Hvad vil du?” Jeg kunne mærke min tålmodighed var ved at blive brugt op. ”Jeg ville høre, hvordan det går med dig..?” Jeg sukker lydløst og sætte mig hen i en stol. ”Det spurgte du også om, fra nogle dage siden..” Jeg så ned og lukkede mine øjne. Selv min mor bekymrede sig ikke så meget om mig. ”5 dage, for at være helt præcis.” Jeg så op på ham, og han stod der med et irriterende glad smil, som om han lige havde lært at tælle til 10. ’Jeg er da ligeglad,‘ kørte det inde i mit hoved. Og det var jeg også. ”Hvorfor er du her?” Jeg så på ham med en rynket pande, og han så uforstående hen på mig. Efter vi havde set sådan på hinanden i et godt stykke tid, i hvert fald tid nok til at der var kommet to nye sange i højtalerne i butikken, rejste jeg mig og slappede af i min pande. ”Hvis du ikke har noget at sige, så må du hellere gå igen. Jeg er faktisk på arbejde.”

Jeg gik hen til døren, tog fat i håndtaget og mærkede en hånd på min anden arm. Jeg vidste jo godt, det var ham, så jeg havde ikke tænk mig at vende mig om. Men jeg blev tvunget til det, da han tog fat i min arm, ikke så det gjorde ondt, men det kunne mærkes, og vendte mig rundt. ”Jeg føler, det er min skyld, at du kom til skade.” Han så på mig, mens han snakkede, men så ned da han var færdig. ’Det var det også.’ Tanken røg op i mit hoved og blev der. Han blev ved med at se på mig, som om han ventede på, jeg sagde noget. ”Må jeg godt gå nu?” Jeg havde ingen tålmodighed tilbage for ham. Jeg rev min arm til mig og vende mig om igen. Jeg sukkede, da han, igen, vendte mig rundt, men denne her gang var anderledes. Han rev mig nærmest rundt og trykkede mig op af døren, da han pressede sine læber mod mine. Jeg kunne mærke hidsigheden vokse indeni mig. Jeg skubbede ham hårdt væk, men ikke for langt, og stak ham en ordentlig lussing.

Jeg vendte mig hurtigt rundt, åbnede døren og næsten løb ud på lageret. Jeg havde ikke lyst til at være her mere. Hvordan fanden kunne han finde på det. Jeg satte mig mellem nogle høje hylder og krøb mig sammen. Lige pludselig mærkede jeg nogle tårer løbe ned over mine kinder, men jeg havde ingen idé om hvorfor. Det var jo ikke noget at tude over, udover at min drøm var blevet til virkelighed, og blevet til et mareridt. En lille stemme inden i mit hoved sagde, at jeg skulle rejse mig og lade som ingenting, hvilket jeg også gjorde. Han skulle ikke slå mig ud, med at være sådan. Jeg genoptog mit arbejde, fra der hvor chefen kom ind.

Jeg havde en lettet følelse, da jeg hørte musikken blive slukket og døren til lageret blev åbnet og de sagde, jeg havde fri. Jeg tog mine ting og gik hurtigt hjem. Da jeg kom hjem, smed jeg mig på sengen og tog min computer. Jeg tjekkede først min mail, af ren vane, og derefter kiggede jeg min facebook igennem. Det var ikke noget, jeg gjorde vildt tit, så jeg blev altid overrasket, når der var nogle, der havde skrevet. Og endnu mere da en dreng havde, jeg kun kendte af navn. Jeg læste hans kommentar til et billede, jeg havde lagt ind, den dag jeg var kommet til Berlin. Jeg smilte lidt, hvilket jeg aldrig var typen der gjorde, ikke over sådan noget i hvert fald. Jeg så kort på mit enormt grimme profilbillede, han også havde kommenteret, men lidt anderledes. Han havde skrevet ”Kæft, hvor er du pæn. <3” Jeg var lige ved at falde bagover, udover at jeg sad op af en væg. Det havde jeg aldrig fået af vide, ikke af en dreng jeg ikke kendte. Jeg lagde computeren fra mig og smed mig helt ned på sengen, med et stort smil om læberne. Bill var langt ude af mit hoved. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...