You're just my angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 26 aug. 2013
  • Status: Igang
Efter Claire er flyttet til Berlin, møder hun det, der senere kommer til at være hendes eneste ene. Men bliver følelserne gengældt, eller kommer han til at gå med en håbløs forelskelse?

7Likes
5Kommentarer
520Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Bill Kaulitz

Da jeg åbnede mine øjne, mødte et meget skarpt lys mig, og jeg kunne høre en kuglepind skrive. Jeg så hen mod hvor lyden kom fra, og så en ikke så høj kvinde, lidt mørk i huden, og en lang sort fletning, stå og skrive på en plade. Hun så hen på mig, og smilte, noget der lignede det meget falsk smil. ”Nå, hvordan har du det?” spurgte hun, efter hun var kommet helt hen til mig. ”Fint, tror jeg..” Jeg fik kun lige sagt det, da kom der en masse støj ude fra gangen, og mit hoved begyndte at dunke helt vildt, som om jeg havde overdrevet mange tømmermænd. ”… har krav på at se hende,” kunne jeg høre ude fra gangen, lige foran døren til den stue jeg lå på.

Min første og eneste tanke var Benjamin. Men i det døren hårdt gik op, og det ikke var Benjamin, der kom ind, var jeg lige ved at slå hovedet ind i sengekanten af bare overraskelse. Det var ham den høje frontmand fra Tokio Hotel, der kom brasende ind, med fem-seks sygeplejesker i hælene. De snakkede forfærdelig højt i munden på hinanden. Jeg lagde mig ned på sengen med puden over hovedet.

Jeg havde lagt der i et godt stykke tid, da der endelig blev stille. Jeg håbede inderligt at de alle sammen var gået, men alle ønsker går ikke i opfyldelse. Da jeg fjernede puden mødte mine øjne nogle forfærdelige dybe og bekymret brune øjne. Jeg lagde mit hoved under puden igen, og kunne høre han grinede. Jeg kunne ikke se noget sjovt i det, for jeg ville bare være alene. Jeg vendte mig om på siden, så jeg lå med ryggen til ham.

Efter der havde været stille i så lang tid, at jeg troede han var gået, mærkede jeg en hånd glide let over mit hår, og ned af min ryg. Jeg vendte mig hurtig om, og så undersøgende på ham. ”Hej Claire.” Jeg fattede ingenting, i det øjeblik. ”Hvor kender du mit navn fra?” spurgte jeg tøvende. ”Det står der,” han pegede op på en tavle bag mig, hvor der stod mit navn. ”Nåå…” var det eneste jeg kunne fremstamme. Jeg havde ingen idé, om hvad jeg skulle sige. Kort efter mærkede jeg en hånd køre over mit hår igen. Jeg så op på ham. ”Gider du ikke godt lade vær?” Måske var jeg lidt for streng, men jeg kendte ham jo ikke. Jeg vidste ikke engang hvad han hed. Han trak stille og tøvende sin hånd væk, men det virkede ikke som om han ville holde op. Jeg kiggede på ham, som han sad der: stirrende ned i gulvet, med en let rynket pande. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige noget, og i så fald, hvad skulle jeg så sige?

”Nå, men når du nu kender mit navn, vil jeg da også gerne kende dit..?” Jeg var lidt tøvende i mit spørgsmål, fordi lige så snart, jeg havde sagt den første lyd, røg hans hoved op, og hans ansigt blev mere og mere forvirret, mens jeg snakkede. ”Kender du ikke mit navn?” spurgte han lidt overraskede. Jeg rystede på hovedet. Som om alle ved hvem han er… Ups.. Han er sgu da berømt. Selvfølgelig ved alle hvem han er. Han rakte sin hånd ud efter mig, og rystede den lidt, efter jeg tog fat i hans hånd. ”Bill Kaulitz,” sagde han næsten højtidligt. Jeg nikker stille og trak min hånd til mig. Jeg vendte ryggen til ham igen, også selvom det var lidt uhøfligt.

”Hvordan har du det?” Han sagde det, som om vi havde kendt hinanden længe, men bare ikke havde snakket sammen i lang tid. Jeg trak bare på skulderen, mens jeg lå og stirrede ud i luften. Han var da sød nok, at han ville se til mig, men jeg kendte ham ikke, og jeg havde fået hans navn at vide. ”Jeg er virkelig ked af det, det der skete med dig.” Jeg vendte mit hoved om mod ham, og ser han ser ned i gulvet. ”Jeg har det fint,” sagde jeg med lidt ligegyldighed i stemmen. Det kan godt være, han er mega kendt, og alt muligt, men derfor skulle han ikke tro han bare kan komme her. ”Må jeg ikke godt sove?” Jeg havde det lidt som om jeg spurgte ham om lov, men jeg håbede på han kunne høre, hvad jeg endelig mente. Han nikkede stille og rejse sig og gik ud. Jeg vendte mig om, så jeg lå med ryggen mod døren, og faldt hurtigt i søvn igen.

Hans lige og næsten perfekt ansigt kom langsomt nærmere. Jeg kunne mærke hans hånd glide ned over mine højre ribben og lægge sig på min talje. Hans slaskede, og halv lange, hår kildede, da det ramte mit kraveben. Mit ansigt var oplyst i et stort smil og jeg mærkede hans søde ånde ramme min hage. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hans nakke og træk ham lidt ned mod mig. Hans læber strejfede kort mine og…

Jeg vågnede op med et sæt, og så mig forvirret omkring. ”Bare en drøm.. bare en drøm..” Jeg blev ved med at sige det for mig selv, og rørte blidt ved min underlæbe. Først tror han, han bare kan komme her, og så sniger han sig ind i mine drømme. Jeg rystede på hovedet, rejste mig op og gik over til spejlet. Jeg så på mig selv. Jeg lignede noget katten havde slæbt med ind. Vandet, jeg smider i hovedet, føles godt og opfriskende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...