You're just my angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 26 aug. 2013
  • Status: Igang
Efter Claire er flyttet til Berlin, møder hun det, der senere kommer til at være hendes eneste ene. Men bliver følelserne gengældt, eller kommer han til at gå med en håbløs forelskelse?

7Likes
5Kommentarer
516Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Tokio Hotel

Jeg mødte lidt tidligere end jeg endelig skulle, og fik hurtigt stukket nogle plakater i hånden, og noget tape. Jeg startede med at rulle den første plakat ud, og ville hænge den om bag det lange, smalle bord, der var blevet sat op, med fire stole bagved. I det jeg rullede den ud, og så band navnet, blev jeg i tvivl, om jeg havde fået den rigtige plakat. Jeg tog en mere, med samme resultat.

De var alle med det samme band navn, og de samme personer på. Jeg så mig rundt i butikken, og fik blæst navnet, og de fire drenges ansigter i hovedet igen, og igen. Jeg hev fat i Lisa, som også arbejdede i butikken. ”Hvem er det der kommer?” Hun så på mig, som om jeg var en tre meter høj grøn slimet mand, med fire øjne, der snakkede kinesisk til hende.

”Hvad mener du? Det er Tokio Hotel, der kommer. Hvem skulle det ellers være?” Jeg kunne se på hende, at jeg ikke skulle svare på det spørgsmål, men jeg kom i tanke om et andet. ”Altså der er nogle andre, jeg kan komme i tanke om, men hvem er de? Altså Tokio Hotel?” Hun rystede på hovedet, som om jeg ingenting vidste. ”Det er dem der.” Hun pegede op på plakaten. Den havde jeg jo godt regnet ud, men jeg kunne mærke på hende, at hun ikke gad mig og mine ’dumme spørgsmål’. Jeg fik sat de sidste plakater op, og sat nogle på, og ned af bordet, hvor de skulle sidde.

Endelig åbnede vi, så der kunne komme nogle mennesker ind. Morgenen og det første af formiddagen havde været et mindre helvede. Jeg så mig omkring på alle menneskerne, da en tog fat i min skulder. Det var bare Lisa, og i samme øjeblik, som hun åbnede munden, kalde det over højtalerne, at personalet skulle gå ud i baglokalet, eller faktisk blev der sagt lokale 483, men det var af sikkerhedsmæssige årsager, der blev sagt et lokalenummer, og ikke baglokalet.

Ude i baglokalet stod det såkaldte ’kendte’ band Tokio Hotel. Jeg tror jeg var den eneste, af medarbejderne, der ikke havde nogen idé om hvem de var. Jeg skævede ud af øjenkrogen, og så at Lisa var ved at falde om, enden af spænding eller så var hun fan. Det kunne jeg ikke se, men det var nok det sidste jeg gik ud fra. Også på den måde, hun havde reageret, da jeg spurgte hende, hvem de var, ville det sidste være mest oprigtigt. Vi skulle alle sammen stå et eller andet sted. Og jeg ende med at stå tættest på ham, der så ud til at være den højeste, eller også var det bare hans hår, der gjorde han så højest ud. Og hvad jeg kunne se ud fra hans påklædning kunne han godt lige en frontfigur, men jeg var selvfølgelig ikke sikker. Jeg kom til at tænke tilbage på plakaten, og han havde også stået ca. i midten, og meget i front, så han kunne godt være forsangeren. Men hvad vidste jeg om det?

Efter omkring fem minutter, eller sådan noget, gik det op for mig, at jeg blev ved med at så og stirre på ham, og han gav mig et meget undersøgende blik tilbage, som om han kendte mig, eller sådan noget. Jeg så kort over mod Lisa, der så mindre tilfreds ud. Efter lidt tid kunne jeg se, at hun havde fået tjansen med at så oppe ved kassen, et godt stykke væk fra, hvor drengene skulle sidde. Men ja, nogle skulle jo have den tjans.

I det vi kom ud af baglokalet, eller lokale 483, kom der det største pigehvin, jeg nogensinde har hørt i mit liv. Okay, de var nok et kendt band. Jeg fulgte efter drengene hen til bordet, og stillede mig ved siden af ham forsangeren, som jeg stadig ikke havde fundet ud af hvad hed. Efter godt et par timer, havde der været utrolig mange mennesker, mange flere end jeg havde forventet, så da jeg endelig kunne se en afslutning af den enormt lange kø, der havde været hele dagen, blev jeg glad indeni.

Da vi skulle til at afslutte, kom en maskeret mand løbende ind i butikken, og direkte op mod drengene. Jeg gik mere eller mindre i panik, og sammen med de andre ansatte fik vi bandet ud mod baglokalet. Uheldigvis var jeg bagerst, sammen med ham der forsangeren, og manden fik fat i ham, og fik skubbet mig langt nok væk fra dem, til at jeg kunne hjælpe ham. Jeg væltede ned i et eller andet, et bord tror jeg, og fik et jag af smerte gennem mit hoved. Jeg mærkede det kun kortvarigt, og så blev min verden sort. Det allersidste jeg hørte var en politisirene og en, meget tæt på mit ansigt, sige mit navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...