You're just my angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2013
  • Opdateret: 26 aug. 2013
  • Status: Igang
Efter Claire er flyttet til Berlin, møder hun det, der senere kommer til at være hendes eneste ene. Men bliver følelserne gengældt, eller kommer han til at gå med en håbløs forelskelse?

7Likes
5Kommentarer
519Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Møderne

Nogle dage efter, havde jeg fri, så jeg benyttede lejligheden til at tage ind i centrum og kigge lidt rundt. Det havde jeg ikke haft så stor mulighed for før.

Imens jeg gik og kiggede lidt rundt, hørte jeg pludselig en meget velkendt stemme. ”Claire?” En halv højt råbende mand kom hen mod mig, og da han kun var nogle få meter fra mig, kunne jeg først se at det er Benjamin. Jeg følte virkelig min verden ramlet sammen lige i det øjeblik. Jeg tog fat i min taske, smækkede den ordentlig over skulderen og begyndte at gå hurtigt i den anden retning end Benjamin. Men jeg kunne stadig høre han fulgte efter mig. En ting var de tunge hurtigt fodtrin, på den næsten tomme menneskegade og det anden var han blev ved med at kalde på mig, og sagde jeg skulle vente. Jeg så mig hurtigt tilbage, og så han ikke var særlig langt fra mig. Jeg satte i løb, og løb hen mod musik butikken.

Da jeg drejede om hjørnet, snublede jeg over min egen fod, så Benjamin halede for meget ind på mig, til at jeg ikke kunne slippe fra ham, også selv om jeg løb. Han kom helt hen til mig, og lagde sine arme om mig. ”Hej,” sagde han glad. Jeg skubbede han med det samme væk fra mig, da jeg ikke orkede, at han skulle komme tilbage til mig igen. ”Hey, hvad sker der?” Han så ud som om, han ingenting fattede. Som om han ingen situationsfornemmelse havde, eller bare ingen hukommelse.

”Hvad der sker?” Jeg grinte sarkastisk. ”Sagde jeg ikke det klart og tydeligt, fra et år siden? Du skal holde dig langt væk fra mig.”

Jeg tog min taske, drejede om på hælene og gik videre med af gaden. Fedt, nu var min dag ødelagt. Jeg så mig hurtigt tilbage, bare for at se, om han fulgte efter mig. Det gjorde han heldigvis ikke. Da jeg vendte mig om igen, stødte jeg direkte ind i en mand. Jeg så op på ham, i det han var højder end mig. Han bar en sort hættetrøje, med hætten slået op, og solbriller, selvom der ingen sol var.

”Hov. Det må du undskylde,” fik jeg endelig sagt, efter at have stået og stirret på ham, i noget der virkede som en evighed. ”Nej, det gør ingenting,” svarede han med et lille smil. Og så gik han videre. Jeg stod og så dumt efter ham, da fik øje på Benjamin, der kom lidt længere henne af gaden. Jeg vendte mig hurtigt om, og gik videre, i samme retning, som jeg var på vej i.

Jeg gik ind i en butik, smilende kort til ekspedienten, og gav mig til at se på tøjet, der hang fint på stativer. I højtalerne over mig, kørte radioen, og ham studieværten sagde også noget om et hotel skulle komme til Berlin i morgen. Studieværten satte en sang på, som endelig var meget god, men jeg kendte den ikke, eller kunstneren. Jeg stod bare og lyttede til den, da ekspedienten kom hen til mig. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte hun med et mindre uhyggeligt butikssmil på læberne. Jeg rystede svagt på hovedet, og gik stille ud af butikken igen, lige i det sangen var slut, og igen glemte jeg at høre efter hvad sangen, og kunstneren, hed.

Efter nogle timer med bare og vade rundt, valgte jeg og gå hjem. Jeg skulle jo op og på arbejde i morgen, hvor vi skulle gøre klar, til det der band kom. Og så gad jeg bare ikke gå mere alene inde på den snart fyldte gågade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...