Du kommer for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2013
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Denne novelle er om en ung pige i en lille provinsby, der bevæger sig ud i noget af en gråzone, der vil få store konsekvenser for resten af hendes liv.





Kommenter gerne :-) jeg ønsker virkelig at forbedre mig, så hver en kommentar tæller. På forhånd tak.

1Likes
2Kommentarer
235Visninger
AA

1. Du kommer for sent

John stod i den lokale, noget udslidte, bodega, ventede på, at nye kunder ville komme forbi – hvis de da turde. Han var en frygtet mand, som ikke alle og enhver turde komme i nærheden af, ikke efter at den forfærdende sandhed var sluppet ud i den lille by, hvor rygterne spredtes ligeså hurtigt som lus i en børnehave. Alle var udmærkede klar over, at hvis man først blev fanget i Johns spindelvæv, så kom man aldrig ud af det igen, dette ville Elizabeth snart erfare.

 

Den ellers normalt så pæne pige med gode karakterer og fra en i den grad velhavende familie, var ved at bevæge sig ud i en gråzone, hun nok ville fortryde resten af hendes dage – og især konsekvenserne af den. Selvom hun havde mange penge, og kunne købe alt hvad hun ønskede, rejse til hvorhen i verden hun ville, betød det ikke nødvendigvis, at hun var lykkelig. Hendes far var bankdirektør for den lokale bank, og havde derfor ofte travlt. Det eneste han kunne finde ud af, var at fortælle, hvor vigtigt det var med de gode karakterer, og hvor skidt det ville være, hvis ikke hun valgte at læse til læge, og videreuddannede sig til hjernekirurg – Elizabeth havde helt andre planer, men når hun nævnte dem for faren, blev han stik tosset og ligeså ildrød i hovet som sprudlende lava fra et voldsomt vulkanudbrud. Hendes mor døde da hun var 10 – så hun var ude af billedet. Elizabeth havde en trang til at komme væk fra det hele, bare i nogle få timer, derfor besluttede hun at opsøge løvens hule, bodegaen, hvor John holdte til. Hun tøvede et øjeblik ved døren med den afskallede grønne maling, sank den klump, hun havde i halsen og forsøgte at glemme de skrækhistorier, der var i omløb – håbede på, at de var løgne, selvom hun inderst inde i det dunkende hjerte var klar over, at de var sande. Det gyste i hende, da hun tog det første skridt ind i et nyt kapitel i hendes liv. Han stod der, i baren, kun et par meter væk, ganske nydeligt klædt i sort jakke med en kridhvid skjorte under og et par sorte bukser. På trods af den korte afstand føltes det som en uendelig lang vej for at nå derhen. Endelig stod hun foran ham, han så egentlig meget sympatisk ud med et smil på læben og krystal blå øjne. ”Nå min pige, hvad kan jeg så hjælpe dig med?” Spurgte han med en varm og charmerende stemme – hvordan kunne folk tro at han var så slem, han var jo både venlig og imødekommende, som en rigtig business mand burde være. Med en grødet og usikker stemme svarede hun: ”Jeg ønsker at prøve nogle af dine varer, ikke noget stærkt, bare noget der kan få mig til at slappe af og komme væk fra min hverdag.” ”Der var du heldig min pige, hos mig er første handel nemlig gratis, når det er sådan en smuk, ung pige som dig der ønsker at handle.” Han gav hende et dejligt, stort og venligt smil, hvorefter han fandt nogle grønne piller frem i en lille klar plasticpose, som han rakte ud til hende. Elizabeth stak dem i sin bukselomme, og gik ud med en lettet følelse over, at John havde været så rar, og ikke farlig eller uhyggelig på nogen måde som alle andre havde beskrevet ham.

 

Da hun kom hjem, var huset som forventet tomt, hendes far arbejde som altid sent, så hun gik bare ind på hendes værelse hvor bøgerne nydeligt var sat i alfabetisk orden i reolen, og skrivebordet ryddet for diverse papirer. Hun satte sig på sengen, åbnede posen med de grønne piller, det raslede, og hendes hjerte pumpede så stærkt, som hun aldrig havde pumpet før. Hun rakte ud efter sit glas med vand, tog pillerne i munden og skyllede ned. Der gik ikke lang tid før hun kom i ”den syvende himmel” det føltes som at svæve på en sky og problemer var der ingen af.

 

Næste morgen da hun vågnede var hun en smule ør i hovedet, hun så alle de lektier, hun havde for, ærligtalt orkede hun ikke noget. Hun kom i tanke om, hvor dejligt det havde været dagen forinden, to piller og problemerne ville være væk. Det var meget fristende for hende, og hun gav efter, hun ville bare hen til John, han var jo løsningen på alle problemerne, en slags far hun aldrig havde haft. Da hun kom hen til bodegaen, stod han det samme sted med et glas i hånden, det lignede whisky, men hun var ikke sikker, det eneste hun vidste med sikkerhed, var at hendes krop hungrede efter det stof den havde fået en lille smagsprøve af. ”Hej John, kan jeg få lidt flere af de grønne piller, du gav mig i går?” spurgte hun med en mere selvsikker stemme – nu vidste hun jo, at han i virkeligheden var venlig og imødekommende. ”Få? Hvad mener du med få? Jeg sagde, at det kun var første gang der var gratis, nu må du betale.” Det føltes som et slag lige i maven på hende, og hun blev ramt af en bølge af nevøsitet ”øm … må-må-ske kan jeg godt skaffe nogle penge, fra min far.” ”Ja, det håber jeg da for din egen skyld, at du kan.” Hun skyndte sig hjem, roede sin fars ting igennem, og fandt 5000 kroner, han ville vel ikke bemærke, hvis de manglede, han havde alligevel så mange penge. Hun lagde dem i sin lomme, og skyndte sig ned til John, og rakte ham de 5000 kroner ”Her, det er alt, hvad jeg kunne finde, må jeg få pillerne nu?” Han grinte smørret ”5000, tror du virkelig det er nok? Jeg troede, din far var bankdirektør. Men jeg skal nu nok finde på noget. Mød mig ude i skoven i morgen, så sørger jeg for en lille overraskelse, og så behøver du heller ikke at betale mere end 5000.” Hun fik pillerne, og det var alt hun bekymrede sig om lige på det tidspunkt. Da hun kom hjem, var huset igen tomt, men det var det jo altid, så det gik hende ikke på. Hun tog turen igen, satte sig i sengen, og skyllede de grønne piller ned med et glas vand. Efter hendes tur til ”den syvende himmel” kom hun pludselig i tanke om, hvad John havde sagt, at de skulle mødes ude i skoven, det virkede en smule skummelt, hun kunne ikke forstå hvorfor de skulle mødes ude i skoven.

 

Hun gik hen til nabohuset, og stillede sig på dørmåtten, hvor der med store fede bogstaver stod ”VELKOMMEN” og bankede på. Døren blev åbnet af Caroline, og et stort smil bredte sig i det efterhånden rynkede ansigt ”Elizabeth! Hvor er det dog længe siden kom indenfor” Caroline plejede at passe Elizabeth, da hun var lille – en bankmand kunne jo ikke have tid til et lille barn altid, så Caroline var som en slags reserve mor for Elizabeth. Elizabeth forklarede, hvad der var hændt de sidste par dage, og spurgte, om ikke Caroline ville tage med ud i skoven. Efter nøje overvejelser svarede Caroline, at hun selvfølgelig ville hjælpe, men hun gav også en opsang over, hvor umodent og helt igennem åndsvagt det var af Elizabeth. Der blev helt stille i den hyggelige stue med bløde sofaer og fyrfadslys på sofabordet, en duft af friskbagt brød ude fra køkkenet kom snigende ind, og mindede Elizabeth om, hvor hyggeligt det var, dengang hun blev passet her. Caroline så på Elizabeth, og rystede på hovedet ”jeg havde altid troet, at du ville blive til noget stort med sådan en dygtig far, men i stedet bliver du til en narkoman” Elizabeth svarede muggent ”jeg bliver aldeles ikke til en narkoman, jeg har jo kun gjort det to gange” Caroline valgte at overhøre det, og gik i stedet ud i sin røde bil, Elizabeth gik med, og satte sig ind på passagersædet. De kørte i stilhed, ikke engang radioen var tændt, der var en meget ubehagelig stemning i luften. De kørte op af markvejen, som førte til skoven, og så noget de aldrig ville glemme igen. Elizabeths far med en pistol stukket lige ind i panden og John der trykkede på aftrækkeren. Der lød et højt knald og hendes far faldt om, og lå for foden af den mægtige og mørke blodbøg. Det var som om alt mørket opslugte dem. Opslugte Elizabeth. Ville hun nogensinde være i stand til at se lyset igen? Det troede hun i hvert fald ikke selv, hvad skulle der blive af hendes liv? Uden forældre i en lille og ligegyldig provinsby.   

 

John sad stille. Han vendte langsomt sit blik fra den døde mands krop mod den nu forældreløse pige og et mørkt smil bredte sig i hans sleske ansigt, en nærmest hvæsende hvisken slap fra hans læber: ”Du kommer for sent.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...