Et essay om forældre

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2013
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Dette er et essay som jeg har fået god respons på, så jeg syntes også at alle skulle have mulighed for at læse det.
Tag dig tid, og tænk over budskabet!

1Likes
0Kommentarer
7220Visninger

1. Forældre

Vreden bobler inden i, neglende borer sig ind i hænderne og tænderne gør ondt. De fatter det ikke. Det gør de bare ikke. Er jeg den eneste der har tænkt eller tænker sådan? Forhåbentlig ikke. De fatter ikke at hiphop og ”jo, man” ikke er sejt. De fatter ikke at man ikke kan bruge den lyserøde bluse med pufærmer mere, og at den uringule vægfarve på badeværelset ikke er moderne mere, og heller ikke har været det i det sidste århundrede! Tænk hvis alt var som i gamle dage. Dengang man bare havde den samme mening som ens forældre og bare tog det tøj på, som de nu havde valgt til en. De kunne slå græsset på rekordtid og det var en ære at skulle rive plænen for de afklippede græsstrå. De var de bedste, rigeste og de klogeste mennesker man kendte i verden. Men nu hvor jeg er i teenagealderen virker de måske ikke som de klogeste, når de fx klipper forlænger ledningen over med græsslåmaskinen eller smider deres standard kommentar ind, ” din hjerne er jo også under ombygning”, i en diskussion om tøjstil. Det virkede klogt dengang, men ikke mere.

Efterhånden som man bliver ældre, virker ens forældre bare dummere og dummere, deres musiksmag og deres tøj stil virker så håbløst gammeldags. Det værste ved det hele er, når de begynder at føle sig gamle, og så vil til at være unge igen. De begynder at høre moderne musik og kigge i ens gamle modeblade for at finde ud af ”hvordan tøjet skal se ud nu til dags.” Men hvorfor skal de lige pludselig være ungdommelige igen, nu når de har brugt så frygtelig mange år på at blive gammeldags? Den eneste konklusion jeg er kommet frem, til er at de er kommet i tanke om det løfte som alle unge giver til sig selv: Jeg vil være en sej forælder. Men hvad er definitionen på en sej forælder? En der er ungdommelig, eller blander sig uden om ens liv eller måske bare giver nogle gode lommepenge? Ja, jeg ved det ikke. I min verden er det måske umuligt at være en sej forælder.

På et tidspunkt skal jeg jo flytte hjemmefra. Jeg skal flyve fra reden, pakke mine ting, sige farvel til mine, forhåbentlig,  triste forældre, sætte mig ind i bilen, trille ned af den vej, hvor jeg altid har boet, imens jeg håber på at mine forældre kommer løbende og råber at jeg skal komme tilbage. Det sker ikke. Det er tid til at starte sit eget liv op, med massere af ansvar, og jeg håber så inderligt ikke at jeg kommer til at længes efter at flytte hjem til far og mor igen. Bliv voksen.

Når man så er flyttet helt hjemme fra, og dermed starter sit eget liv, indser man, imod ens vilje, hvor meget ens forældre har gjort for en, og forstår lige pludselig det had til regningerne på skrivebordet, der tordner sig op over hovedet på en, som ens forældre havde. På den anden side finder man ud af hor fedt livet er og hvor mange muligheder der er. Derfor alt går ud på at udnytte mulighederne og livet med vennerne og veninderne. Ikke med forældrene.

Efter de lidt ældre teenageår bliver man voksen Endelig fatter man meningen med alle de forbandede regler og retningslinjer som far og mor opsatte, ja faktisk så savner lidt man at bo hjemme. Men kun lidt, mere vil man ikke indrømme. Hvorfor kunne man ikke indse at man havde det skønt dengang man boede hjemme, hvor den største forpligtelse man havde, var lektierne? Jeg forstiller mig selv, sidde i mit køkken, med en kop te i hånden, og gruble så det knager, over hvad det er jeg vil med mit liv: Vil jeg have børn? Vil jeg bo i hus eller lejlighed? Skal kvalitet eller kvantitet skal være min måde at leve på?

Efterhånden som tiden går, ved jeg, at jeg gerne vil finde den eneste ene, og her skal forældrene i hvert fald heller ikke blande sig. Men at blande sine forældre uden om ens liv, er vel lige så svært som at presse en højgravid kamel igennem et nøglehul, man kan lige så godt give op fra starten. Jeg har altid været fars pige, og min far skal helt sikker blande sig, give min eneste ene ” du passer godt på min datter” talen og have nærlæst hans straffeattest inden han kan blive godkendt. Jeg forestiller mig den klassiske scene, med mine forældre der sidder ved middagsbordet, og udspørger deres kommende svigersøn om spørgsmål jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at de kunne finde på at spørge om. Mind mig om at jeg skal advare den heldige/uheldige(alt afhængig af hvilken side man ser det fra), inden han skal møde sine svigerforældre.

Når så alt svigerforældre ”dramaet” er ovre, lever man i medgang og modgang, sit liv med den man elsker. Livet kører på skinner, og ens forældre glider længere og længere i baggrunden. Man glemmer dem lidt, og man tænker kun på dem når de ringer, og fortæller hvor længe siden det er de har set en. Det er flovt. Lige til at give sig selv en lussing. Det er jo ikke, fordi man ikke gider besøge dem, der er bare så meget andet at se til, og så bliver forældrene kun besøgt et par gange om året.

Angående selv at blive forælder, så er jeg ikke sikker. Jeg ved ikke om jeg vil være mor, men som tingene ser ud som de gør lige nu, tror jeg ikke at jeg vil have børn, i hvert fald ikke hvis jeg får en teenager datter der minder om mig selv.  Jeg tror min tålmodighed vil slippe op på et tidspunkt, og jeg ville ønske mig langt væk fra alt. Men jeg har aldrig hørt forældre sige, at de er trætte af at være forældre. Selvom de kommer hjem fra en lang arbejdsdag til larm, bleskift, 3 verdenskrig i diskussioner og lektier. Ens barn synes man er dum og gammeldags, og når man så prøver at blive mere ungdommelig, får man bare at vide at man er endnu mere kikset. Man prøver så godt man kan, at beskytte barnet, støtte dem i deres beslutninger og kort sagt vil man det, det bedste. Alt det for, at ens guldklump flytter hjemmefra og langsomt glider fra en. Alligevel har jeg aldrig hørt nogen, der har fortrudt at blive forælder, hvorimod alle har set det som en gave. Respekt.

Årene går hurtigere og hurtigere.  Forældrenes kræfter svinder og svinder, og pludselig forsvinder de også. Og så er de der ikke mere. Flammen på lyset som altid har været der, er væk med et svagt vindpust. Selvom man ikke så, så forfærdeligt meget til dem mere, så kan man mærke at der mangler nogen i ens liv. Nogen der blander sig, nogen der har en håbløst forfærdelig tøjsmag, nogen der kan berette om hvor morsom man var som barn, og pludselig, når man sidder dér med et fotografi af sine forældre i hånden, trækker ørene i mundvigene og tårerne triller ned af kinderne. Og så savner man dem!  Man indser at ens forældre havde ret fra starten af. Hvorfor kunne man ikke bare indse det fra starten af? Så havde man undgået alle de fejl man har begået i livet, og nydt sit liv med sine forældre. Jeg gætter på, at det er det der hedder erfaring, og er en del af et livets mange finurligheder.  

Forældre, børn, teenagere, opdragelse og skænderier. Forældre er forældre. Det er dem der fik dig til verden, givet dig livet og det er dem der har elsket dig højst og i længst tid. Lige meget hvor møg hamrede irriterende de er, vil de altid være dine forældre, og lige meget hvor svært det er at tro på, vil de dig altid det bedste. Nyd dem mens du har dem.

Elsk livet og forældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...