Camille ved Jackfish Lake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 mar. 2013
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
En ung mand rejser til Canada. Han møder en gammel dame ude i skoven, som kommer til at betyde uendelig meget for ham. Det er en slags erindrings historie.

0Likes
0Kommentarer
333Visninger
AA

1. Camille ved Jackfish Lake

 

Camille ved Jackfish Lake

 

 

Jeg var nitten år, da jeg tog af sted. Jeg var ung, naiv og propfyldt med eventyrlyst. Jeg kan huske at jeg havde en utrolig lyst til at gøre oprør. Gøre oprør mod alt i hele verden. Som jo så ville være det samme, som at gøre oprør mod ingenting.

Jeg havde det som om jeg havde levet i en underlig dis hele mit liv, og nu endelig vågnede op og så alt klart.

Det var egentlig ret tilfældigt, at jeg havnede hvor jeg nu gjorde. Jeg havde siddet nede på den lokale pub, hvor jeg hang en del ud dengang, og drukket det sædvanlige (En stor cola med tilhørende whisky, en vane jeg havde pådraget mig som ganske ung). Jeg var faldet i snak med ældre herre som havde oplevet lidt af hvert. Han fortalte om landet, med så stor indlevelse og fascination, at jeg blev totalt overrumplet. Canada. Der måtte jeg til, tænkte jeg. Det er det eneste sted der er plads nok. Plads nok til at gøre oprør mod ingenting altså.

Så jeg tog til Canada. Jeg havde pakket mine bedste vandrestøvler, lidt tøj og ellers min sorte notesbog, som var min tro følgesvend. Og stadig er det.

Ser i, hele livet har jeg nydt at vandre. Jeg plejede at vandre ud over de store marker. Og så sove under åben himmel. Hele natten lå jeg og skrev ned, hvad jeg tænkte og oplevede.

Men nu skulle jeg til Canada. Vandre mod de uendelige bjergtoppe, og mysteriøse skove. Se klart.

 

Jeg havde været af sted i cirka en måned da jeg mødte Camille. Hun boede i sin lille hytte, ved siden af Jackfish Lake. Jeg havde vandret i et par dage, siden jeg sidste havde været i en by, eller mødt nogle mennesker. Jeg husker tydeligt hvordan hytten var sprunget frem bag træerne, og havde smilet til mig. Jeg smilede i hvert fald til den. Mine vandrationer var næsten opbrugt, så hytten var kommet som sendt fra himlen.

Jeg har tit tænkt på om livet består af tilfældigheder eller vores skæbne er forudbestemt. Men det er i hvert fald sikkert, at mit liv ændrede sig, idet jeg så den hytte.

Camille kom ud af døren med brændekurv i hånden og iført sine blå overalls og sine elskede træsko. Hun så på mig, med sit stærke blik. Og jeg kan huske at jeg straks blev klar over, at hun var en helt særlig dame. Hun kom over til mig, og bød mig straks indenfor. Jeg sagde til hende, at jeg bare ville bede om lidt vand, og intet andet.

Åh ja, som jeg dog var beskeden dengang. Jeg havde ikke været under et tag i flere uger, for slet ikke at tale om, at komme på et rigtigt toilet. Hun havde heldigvis insisteret. Så jeg kom ind i hendes lille træhytte med lag på taget og ild i pejsen. Der var en kraftig lugt af kaffe, blandet med grankviste. Hun bad mig sætte mig ned, ved køkkenbordet og slappe af.

”Jeg kan forestille mig, at du godt kunne bruge, at sidde lidt ned.” havde hun sagt med sin varme stemme.

Hun havde stillet den største kop kaffe foran mig, jeg har set i mit liv. Og nok også den stærkeste. Jeg hostede i hvert fald efter den første slurk.

Hun havde udspurgt mig om hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede og hvorfor jeg dog vandrede rundt herude i den store skov, uden nogen som helst. Jeg forklarede hende, at jeg var på vandreferie, og prøvede at finde en mening med det hele (det var i hvert fald, hvad jeg troede jeg lavede).

Hun grinede af mig, og så på mig, med de viseste øjne, jeg har set i mit liv.

”Hvorfor tror du finder en mening her i skoven? Hvorfor tror du overhovedet der er en mening? Næh min dreng, hvis der er en ting jeg har lært gennem mit liv, så er det, at meningen kun har tænk sig, at vise sig for den, der ikke leder.” hun havde rystet lidt på hovedet, og rejst sig for at hente mere brænde.

Jeg blev fyldt med en frygt og respekt for det menneske jeg lige havde mødt. Men samtidig har jeg aldrig følt mig så tryg i hele mit liv.

Da hun kom ind igen, sagde hun, at det var ved at trække op til et frygteligt uvejr, og at jeg hellere måtte blive i hendes lille hytte natten over.

Jeg takker den dag i dag, Gud for at have sendt den storm.

Jeg havde spurgt Camille, hvordan hun dog var havnet her, alene, ved Jackfish Lake. Det viste sig, at Camille havde haft et helt igennem utroligt, og fantastisk, liv. Og for hvert ord hun fortalte mig, måtte jeg vide mere om hende, og hendes liv. Jeg havde aldrig mødt et menneske med så meget at fortælle, og menneske som fascinerede mig så meget. Hun så mig direkte ind i øjnene, med sit stærke blik, hele tiden.

Vi blev oppe hele natten, og mens stormen rasede udenfor, drak vi kaffe, og Camille fortalte. Hun fortalte om, hvordan hun var kommet til Canada, som en ung pige, og straks havde forelsket sig i landet. Hun havde arbejdet i en stor villa, som barnepige.

Hun fortalte om hendes første mand, som havde været 20 år ældre end hende. Om hvordan hun var stukket af fra ham på bryllupsnatten.

Om hvordan hun var kommet til Toronto, og var blevet samlet op, af sin kommende anden mand. Om hvordan hun var blevet så uendelig forelsket i sin mands kammertjener. Om hvordan hendes daværende mand, var død i et tragisk trafikuheld. Om hvor kort tid hun havde været enkefrue, og i stedet taget af sted med sin afdøde mands kammertjener.

Hun fortalte om alle de børn, hun havde bragt her til verden. Om sit liv her ved Jackfish Lake, med Travis (kammertjeneren) ved sin side. Om alle de værste storme. Om dengang hun nær var blevet dræbt af en bjørn. Om sin elskede Travis’ død, og til sidst om hvordan hun havde klaret det alene.

Jeg tror der skete noget magisk den nat. Et bånd så stærkt, som båndet mellem mor og barn, blev dannet.

Jeg blev hos Camille i to år. Min lyst til at se resten af landet forsvandt den nat. Og lysten til at gøre oprør forsvandt ligeså.

Og hvor var jeg dog tryg hos Camille. Jeg har aldrig været så lykkelig som da jeg var hos Camille. Hendes ro smittede af på mig, og jeg nød hvert sekund.

Jeg kunne være blevet hos Camille resten af mit liv. Men tiden går, selvom vi ikke ønsker det.

Min far blev meget alvorligt syg derhjemme, og jeg var nødt til at drage hjem. Jeg var ufattelig ked af, at skulle forlade Camille. Hun var kommet til at betyde noget for mig. Jeg elskede hende meget højt. Hun var som en mor for mig, men samtidig, var hun også min bedste ven.

Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har grædt så meget i mit liv, som da jeg tog mine vandrestøvler på for sidste gang, og kyssede Camille på kinden.

 

Siden er jeg ikke vendt tilbage. Jeg tør simpelthen ikke. For hvad nu hvis landet ikke ville føles så stort og virke så overrumplende på mig, som dengang jeg første gang ankom.

Camille blev 92 år. Jeg modtog et brev fra hendes børn nogle år efter jeg var taget hjem. De skrev at Camille havde sagt, det var yderst vigtigt at jeg fik besked.

Brevet har jeg stadig. Gemt ned i en kasse, sammen med mine vandrestøvler, og min notesbog. I notesbogen står alle Camilles historier skrevet ned.

Nu tænker i måske på, hvorfor denne rejse ændrede mit liv. Udover at jeg fik en ven for livet.

Jo, jeg fandt ud af, hvad jeg ville. Jeg fandt ud af, hvad jeg skulle bruge mit liv til. Jeg skulle fortælle historier.

Jeg er uden tvivl Camille evigt taknemlig. Hendes historier og livhistorie har, kunne udfylde, efterhånden en hel del romaner.

Jeg tror alle vi møder mennesker i vores liv, som vi ikke vidste, ville komme til at ændre det. Jeg mødte Camille.

Derfor er alle mine bøger dedikeret til hende. De er dedikeret til Camille ved Jackfish Lake.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...