I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

803Likes
886Kommentarer
64501Visninger
AA

3. The disadvantage of unnecessary revenge.

Næste morgen, var det som om alt var ved sig selv - Jamie opførte sig ordentlig overfor mig, og morgenmaden var helt fantastisk, eller det var hvad jeg fik dem til at tro.

Jeg havde nu haft det ret sjovt med mit lille show i går, og jeg vidste det havde ydmyget Jamie en smule, og jeg vidste han ikke ville glemme det - men det var okay. Han skræmte mig ikke rigtig, og så længe jeg sørgede for ikke at være alene med ham, så opførte han sig ordentligt - udover de flirtende blikke han sendte mig, og det blev bestemt ikke bedre, da jeg fik klædt om til en bikini overdel og et par shorts.

Dagen gik nede ved poolen, dog forlod mine forældre os alene ved poolen, hvilket betød Alex selvfølgelig fik mig overtalt til at bade. Man kunne vidst godt sige jeg glemte det nogen gange. Med musik i ørerne og en god bog ved hånden, så var det dét der trak min opmærksomhed.

"Aya, tving mig ikke til at skubbe dig i," grinede Jamie bag mig, og fik mig til at fokusere igen. Alex stod nede i vandet og ventede, og eftersom jeg bestemt ikke skulle røres af Jamie, lavede jeg et elegant hovedspring, og ramte vandet med plask.

"Så er du med på strand diskotek i aften?" Spurgte Alex da jeg fik hovedet over vandet igen. Jeg fjernede hurtigt mit hår fra ansigtet og gned mig i øjnene, inden jeg åbnede dem.

"Anden dag, og du har allerede i planer om at drikke dig fuld?" Jeg sprøjtede noget vand på ham, hvilket fik ham til at skære en grimasse og bide sig i læben.

"Kom nu Aya, hvis du skal overleve tre uger her, så skal du have nogen venner. Måske en sommerflirt?" Han puffede til mig, og begyndte at svømme hen til kanten. Jeg fulgte hurtigt efter og lagde hånden på kanten.

"Du behøver ikke engang spørge to gange," sagde jeg og hoppede op på kanten. Et tilfreds smil kom frem på Alex's læber.

"Så lad os smutte hjem af, vi har travlt."

Jeg tog håndklædet omkring mig, lagde håret til den ene side og fik min cigaret pakke op. Jeg gik hen til udgangen, tændte den og tog et dybt sug. En rar følelse bredte sig i min krop, og lidt efter pustede jeg røgen ud.

"Du er ulækker," lød det fra Alex, som gav mig et puf i siden. Jeg var efterhånden vant til hans kommentar omkring det, og det sjoveste var, at han altid plagede om smøger når han var fuld - jeg burde optage det og bruge det imod ham.

"Hendes tænder og lunger bliver hvert fald," indskød Jamie, hvilket fik Alex til at grine. Jeg rullede bare med øjnene og tog endnu et sug.

"Jeg har en undskyldning hvis de bliver det." Jeg viftede med hånden og kiggede så på ham "men hvad er din?" Et højt, nærmest kort skrig, kom fra Alex, inden han brød ud i grin. Han var vant til vores konstant fight, og nu havde han lært at grine af det - selvom jeg rent faktisk mente det jeg sagde.

"Hvornår tager vi af sted?" Jeg skiftede hurtigt emne så han ikke nåede at svare. Dog sendte han mig bare et halv vredt blik, som jeg nærmest nød.

OoO

Jeg tog et par sorte shorts på, som var grå for neden. De var ikke for korte. De dækkede mine sår på hofterne og lårene, som jeg uheldigvis fik, når mit paranoide jeg, gik for vidt.

Jeg havde også min sorte bikini top og en hvid gennemsigtig skjorte udenpå. Det var for varmt med lang bukser, og jeg var ikke den store fan af kjoler, medmindre de gik helt ned til jorden. Min stil var meget sort og blåt - det havde den altid været.

Mit hår var sat op i en løs hestehale, og så havde jeg lidt make up på. Jeg lignede ikke noget specielt, og det var ikke ligefrem fordi jeg skulle score i aften. Mit humør var en smule trist - det havde måske noget at gøre med Jamie under aftensmaden.

Vi kom ind på Carly, og mine forældre vidste det var et slemt emne for mig, men alligevel spurgte de ind til Jamie. Måden han havde .... spillet så ked af det, gav mig lyst til at slå ham ned. Han var syg i hovedet, og jeg skulle nok finde ud af hvad der rigtig var sket.

Jeg tog faktisk kun med nu her, fordi jeg vidste det ville gå helt galt med stemmerne, hvis jeg ikke var omkring nogen. Måske kunne jeg drikke lidt, og få nogen at snakke med - så havde jeg i det mindste overlevet denne aften.

"Aya," Jamie kom ind på mit værelse, men jeg ignorerede ham fuldstændig. "Du ser godt ud, er du klar?" Jeg vidste mine forældre kunne høre ham, det var nemt at gennemskue, for hans stemme var altid så venlig.

"Gid jeg kunne sige i lige måde," mumlede jeg og gik forbi ham, men han tog fat i min hånd og skubbede mig tilbage.

"Opfør dig nu ordentlig i aften. Ikke noget med at lave en stor scene eller begynd at græde, vel?" Han kærtegnede min kind, men jeg var hurtig til at slå til ham, og storme ud af værelset. Jeg skulle virkelig ikke lade ham påvirke mig på nogen måde - især ikke når mit humør allerede var dårligt.

"Du ser godt ud," komplimenterede min far hurtigt. Jeg sendte ham et smil, og gik hen mod Alex, som stank langt væk af parfume.

"Du stinker," sagde jeg og prikkede ham i brystet. Et grin lød fra mit mor, hvilket også fik Alex til at smile.

"Lad mig fortælle en hemmelighed," han lænede sig hen imod mig. "Pigerne elsker det," han tog fat i mine kinder, hvilket fik mig til at hvine i smerte.

"Ingen piger vil have dig," sagde jeg 'surt' og fulgte med ham og Jamie, som var i gang med en samtale, som jeg med glæde ikke blandede mig i.

Heldigt for os, lå vores mobilehome placeret godt. Det tog ikke andet end et par minutter at gå derned. Det var en strandcafe, som var overraskende stor. Musikken var høj, og der var allerede et par unge mennesker. Dog var der ikke helt så mange endnu - de havde først lige fået sommerferie, så de kom vidst først i næste eller næste næste uge.

"Lad os sætte os," sagde Jamie, som havde fundet et bord. Jeg fik hurtigt sat mig, og fulgte Jamie og Alex, som var gået op for at købe et eller andet at drikke, med øjnene.

OoO

"Drik nu lidt Aya," sagde Jamie for niende gang denne aften, som om han prøvede på et eller andet, hvis jeg blev fuld, men det vidste jeg Alex ville flippe ud over.

"Jamie, stop nu," sagde jeg irriteret. Jeg havde drukket to af de genstande de havde købt til mig, og jeg havde det allerede dårligt - indeni. Det hele kørte rundt. Det var som om mit humør påvirkede alkoholen, og ikke omvendt.

"Aya, du er så nederen," råbte han for at overdøve musikken. Mit blik faldt hen på Alex, som snakkede med en rødhåret pige, så han hørte ingenting.

"Bare tag lidt," prøvede Jamie igen, hvilket fik mig til at skubbe stolen ud. Jeg prikkede en smule hårdt til Alex, og råbte jeg gik på toilet. Lige nu havde jeg virkelig brug for at komme væk, hvis jeg ikke skulle smække Jamie en. Han burde holde sig fra mig, og han vidste det. Han gjorde det med vilje.

Jeg kiggede på Alex for at se om han fulgte mig med øjnene, men det gjorde han ikke, og det fik mig til at gå ned af stien til vandet. Musikken blev lavere og lavere mens lyden af vandet blev højere.

Jeg tog en dyb indånding og lod duften af saltvand, brede sig. Det var som om det satte sig fast på min hud.

Jeg kiggede ud over, og kiggede på et par skibe, som sejlede langt væk.

Et kort øjeblik ville jeg ønske, at jeg var om bord på dem - alene. Jamie kunne virkelig pisse mig af. Det havde været dumt at sige ja til det her. Jeg havde det ikke særlig godt, og når jeg havde de øjeblikke skulle jeg være alene - eller med nogen der gjorde mig trygge. Og eftersom Alex var med Jamie, og Carly ikke længere var her, så var der ikke andre.

En kold følelse gik igennem mig, og da jeg hørte et skrig, vendte jeg mig hurtigt rundt. En dreng som jagtede en grinende pige, kom ned mod mig. Jeg smilede kort for mig selv, og gik hen langt stranden. Foran mig lå der åbenbart et par sommerhuse. Det var ret langt væk, men jeg kunne se lyser derfra, og hvis jeg ikke tog fejl, så var der også bål ved nogen af dem.

Mørket lå tykt omkring mig, og det var først da jeg slet ikke kunne høre musikken, at det gik op for mig, hvor langt jeg var gået. Jeg var næsten gået for langt til at vende om, men jeg vidste også, at jeg blev nødt til at komme tilbage - både til Alex og Jamie, og fordi det var mørkt, og jeg kunne ikke med mørke. Ikke et helt fremmede sted.

Jeg sukkede tungt og skulle til at dreje rundt, da lyden af noget knækkede. Jeg stivnede fuldstændig. Jeg holdt vejret og lyttede efter, og pludselig var det som om jeg kunne høre fodskridt, i sandet.  Mit hjerte satte farten op, og desperat prøvede jeg at kigge ind i mørket, for at se om der var nogen.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg stod der, men pludselig lød en ny lyd, og da jeg kiggede op, fløj en flagermus forbi. Jeg tog en dyb indånding for ikke at lade mørket fange mig, men det resulterede kun i, at jeg pludselig kunne høre stemmer.

De var her - og jeg var alene, omringet af mørke.

Det var det samme hver gang. De råbte mit navn, kaldte på mig, hviskede mit navn og skreg.

"Stop det," hviskede jeg og tog mig til hovedet. Jeg vidste det ikke var ægte. Hvem skulle følge efter mig på en strand? For søren Jamie og Alex troede jeg var på toilet. Kunne en have holdt øje med mig?

"Stop det," jeg pressede hænderne om mit hoved, men stemmerne blev højere og højere, og jeg vidste det ikke hjalp.

"Aya," lød en hæs stemme, og hurtigt bakkede jeg et par skridt tilbage. Jeg kunne se en skygge. Der var en skygge i mørket! Jeg var sikker. Det var ikke bare noget jeg bildte mig selv ind.

Jeg havde lært at tackle hvornår tingene ikke var ægte - eller jeg var blevet bedre til det, men det var som om det her ramte hårdere end jeg havde prøvet før - og derfor kunne jeg ikke finde ud af hvad der var rigtig og bare mine tanker.

"Aya," endnu en ting knækkede, og denne gang var jeg ikke langsom om at vende rundt. Mine fødder bevægede sig over sandt og længere ned mod sommerhusene.

"Lad mig være!" råbte jeg og slog ud i mørket, men personen fulgte efter mig, og løb hurtigere.

"Stop det!" skreg jeg og kunne mærke mit hjerte slå mod mit bryst. At løbe i sand var ikke nemt, men jeg skulle væk. Det blev jeg nødt til.

"Stop stop stop!" hviskede jeg og kunne mærke noget vådt glide ned af mine kinder. Jeg satte farten op, og endte tættere og tættere på sommerhusene. En lettelse burde brede sig, men det blev bare værre.

Noget koldt greb om min overarm, og hurtigt forlod et skrig mine læber, og jeg fik vredet mig ud af grebet. Hænderne havde føltes så kolde, så følelsesløse - åh gud, hvem var det?

Jeg hoppede op af et par trin, og hamrede min hånd mod døren, så en smerte gik igennem min hånd. Da der ikke blev åbnet, og nogle kolde finger igen ramte min hud, hamrede jeg hånden mod døren op til flere gangen.

Endelig lød der liv derinde fra. Et kort øjeblik havde jeg frygtet, at der ikke var nogen hjemme, og at jeg var fortabt.

Døren blev åbnet af en dreng med lysebrunt hår og stribet bukser. Han var i nattøj, mere nåede jeg ikke at fokusere på, for en skærende smerte gik igennem mit bryst.

"Du bliver nødt til at lukke mig ind!" Halv græd jeg og kiggede om bag mig. Drengen løftede det ene øjenbryn og kiggede bagud.

"Hør, klokken er mange, og du ved hvor meget vi sætter pris på vores fans me.."

"Han er efter mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, du bliver nødt til at lukke mig ind!" Råbte jeg panisk, da skyggen kom tættere og tættere på.

Zayns synsvinkel:

Lige som pigen i gyserfilmen skulle til at åbne døren, hvor morderen stod bag, lød et højt bank på døren. Faktisk lød det som om en hamrede sin hånd mod døren, og det kunne kun have gjort ondt.

"Sikke et sammentræf, hva?" grinede Louis og blev liggende. Banken på døren blev værre og værre, og til sidst rejste Louis sig op.

"Næste gang, så tager jeg den anden sofa," mumlede han og gik ud mod døren. En lav latter bredte sig i stuen. Nu var vi gået glip af pigen der blev dræbt. Det havde bare af at være vigtigt.

"Han er efter mig, og je.... du bliver nødt til at lukke mig ind!" hørte jeg en skinger stemme råbe.. Jeg kiggede rundt på de andre, som var hurtige til at komme på benene.

"Hør, der er ingen og.." Mere nåede Louis ikke at sige, før et højt forvirret støn kom fra pigen, og lidt efter stod hun inde i gangen, og havde smækket døren i.

"Han er der, det ved jeg han er, og jeg ..." Hun rystede på hovedet og var tydeligvis helt ude af den. Mit blik fandt Liams. Hun virkede bekendt, og hvis jeg ikke tog meget fejl så..

"Louis," sagde Harry advarende da han skulle til at sige et eller andet flabet. Nogen gange havde han virkelig ingen situationsfornemmelse.

"Hvem er der?" spurgte Niall om og gik tættere på. Pigen kiggede op. Hendes øjne var rødsprængte, men hendes specielle øjenfarve afslørede hende. Det var hende fra i går, med ham fyren.

"Jeg ved det ikke," hviskede hun og lænede sig op af døren. "Undskyld jeg... jeg ved ikke hvad, jeg er så.. Han var der. Jeg gik en tur langs stranden, og pludselig var jeg for langt væk og så var han der og jeg.." Hendes stemme knække og i en halv voldig bevægelse, greb hun fat i sit hår, inden hun faldt ned langs døren.

"Undskyld," hviskede hun og rystede på hovedet.

Jeg kiggede, med store øjne, rundt på de andre. Det der lige var sket, var ikke noget jeg havde prøvet før - og med sindssyge fans, som ville gøre alt, så var det stort for mig at sige.

Jeg lænede mig hen mod Liam. "Tror du det er ham Jamie fyren?" Liam trak hurtigt og uroligt på skulderen.

"Guys, jeg er ikke tryg ved det her." Sagde Niall uroligt, og hurtigt gjorde Louis sig enig. "Hun kan være en eller anden sindssyg fan, eller en der er efterlyst," mumlede han.

Liam var dog hurtig til at ryste på hovedet. "Zayn og jeg så hende i går, så hvis hun er efterlyst ville hun nok ikke søge herhen."

Pigen mumlede noget jeg ikke helt forstod, men jeg ville gætte på 'nej nej nej' eftersom hun sad og rystede på hovedet.

Harry gik tøvende et skridt hen imod hende, og satte sig på hug.

"Hey," mumlede han, hvilket fik hende til at fare sammen. "Undskyld," fik han hurtigt sagt, og sendte hende et kort smil, som vidst fik hende til at falde en smule til ro.

Aya's synsvinkel:

En dreng med krøllet hår sad foran mig. Han sendte mig et beroligende smil, og det virkede - det gjorde hvert fald stemmerne lavere.

"Hvad er dit navn?" Spurgte han roligt om, hvilket jeg ikke forstod, når jeg var en fuldstændig fremmede som  nærmest var brudt ind i deres hus.

"A..A-aya," hviskede jeg og kunne mærke hvordan min krop var fuldstændig oppe at køre.

"Okay Aya. Har du lyst til at fortælle hvem der er efter dig?" Rædslen måtte stå ud af mine øjne, for han var hvert fald hurtig til at sende mig et undskyldende blik.

Jeg rystede igen på hovedet og prøvede at lukke stemmerne ude.

"Du bliver nødt til at snakke med os, hvis vi ikke skal tro du er en  skør fan," mumlede en anden dreng, men han fik et hårdt blik af drengen foran mig.

"Jeg er Harry," han rejste sig op, og rakte sin hånd ned til mig. Jeg bed mig i læben og kiggede på hans hånd, inden jeg med min egen rystende hånd, tog imod den. Han trykte den kort for at vise han ikke gjorde noget, og lidt efter hjalp han mig op og stå.

"Måske vi burde ringe til Paul," sagde ham der åbnede døren, men denne gang bad en med sort hår ham om at holde sin mund.

"Skal jeg tjekke, om der er nogen?" Spurgte Harry om, hvilet fik mig til at ryste hårdt og vildt på hovedet. "Du kan ikke gå derud. Han ved jeg er her! Jeg kan ikke.." Harry tyssede hurtigt på mig.

"Bliv her," sagde han og gik hen til døren. Ham der åbnede, fulgte med og lidt efter smækkede døren efter dem.

Mit hjerte arbejdede på højtryk. Jeg var virkelig ude hvor jeg ikke kunne bunde. Jeg kunne slet ikke finde rundt i noget lige nu.

"Aya," lød en stemme, hvilket fik mig til at snurre paranoidt rundt. Han skar en grimasse, inden han gik hen imod mig. Han havde virkelig kort hår, men et sødt ansigt med store brune øjne.

"Er du okay? Vil du have et glas vand?" Jeg rystede hurtigt på hovedet, måske flere gange end jeg burde, men lige nu var alt forkert.

En lyd lød fra døren, og straks begyndte mit hjerte sin galoperen igen. Døren åbnede. Hele min krop stivnede, og da et par sorte gennemsigtige fingre, tog fat i døren, fandt et skrig ud af mine læber. Det var ham! Det var ham der var efter ham. De fingre!

"Aya!" lød det forvirret fra min side af. Flere og flere skrig forlod mine læber, og da døren lukkede igen, var jeg sikker på det var ude med mig. Det her var ikke noget jeg bildte mig ind. Han var foran mig, lige nu. Hvem end han var, men han var her!

"Aya, rolig nu?" sagde en stemme jeg nemt kunne genkende. Jeg åbnede straks øjnene, og så Harry stå med hånden på døren og et uroligt blik. Bag ham... Bag ham stod Jamie.

Mine øjne blev store. Jeg var sikker på jeg havde set de fingre, jeg var sikker på noget havde taget fat i mig på vej herhen - og nu stod Jamie her. Havde han fulgt efter mig?!

"Hvad fanden Jamie!" udbrød jeg og havde lyst til at skrige af vrede. Han vidste det! Han vidste jeg gik fra cafeen. Han vidste jeg led af det her shit, og han havde skræmt mig fra hvid og sans!

"Hvad fanden!" udbrød jeg igen og slog ud efter ham, så min hånd ramte hans bryst.

"Aya, slap af!" sagde han og kiggede på drengene omkring mig, men han skulle fanme ikke bede mig slappe af!

"Var det dig? Har du fulgt mig hele vejen?! Du ved hvordan jeg har det!" skreg jeg højt og skræmte sikkert de drenge, men jeg skulle aldrig se dem igen, så det var ligegyldigt.

"Aya, hvad snakker du om?" Han tog ved mig, hvilket fik mig til at skrige højt og igen slog jeg ud efter ham.

"Jeg tror ikke du skal røre hende," lød det fra den lyshåret dreng. Jamie trak hurtigt sine hænder til sig og kiggede hen på ham.

"Det her sker tit, bare rolig. Hun har bare glemt at tage sin medicin."

Pludselig kunne jeg fokusere igen. Hvad fanden var det for noget at sige? Var det dét han var ude på? At skræmme mig fra hvid og sans, for at gøre grin med mig? Hvad fanden havde han gang i?

"Hvad snakker du om?" hvæsede jeg mellem sammenbidte tænder. Jeg tog ikke ligefrem medicin for det her - ikke mere.

"Du ved udmærket jeg ikke er på en skid medicin længere! Men alligevel, alligevel! URG!" udbrød jeg og slog ham igen.

"Aya, du skal hjem," sagde han roligt og greb ud efter mig igen, men jeg trådte hurtigt tilbage, og gik ind i en af de forvirrede drenge, som så valgte at træde imellem Jamie og jeg.

"Jeg tror ikke du skal røre hende." Han gentog hvad ham med det lyse hår havde sagt.

"Zayn," lød det fra hans side af, men Zayn som han hed, ignorerede dem åbenbart.

"Det er sket før - jeg har det under kontrol. Hun skal bare hjem."

"Hvem er du?" Afbrød Harry ham.

"Hendes brors ven," han sendte Harry et troværdigt smil, men jeg kunne kun håbe han for alt i verden ikke ville tro det.

"Kom, du skal hjem i seng," sagde Jamie og trådte hen ved siden af mig, med blikket rettet mod Zayn, for at se om det var okay.

"Jeg skal ingen steder med dig," vrissede jeg, hvilket fik ham til at slå ud med hænderne. "Aya, du vil vel ikke have jeg ringer til dine forældre og siger du smuttede, vel?"

Zayn synsvinkel:

Jeg kunne se rædslen i hendes øjne - og jeg vidste jeg ikke var den eneste. Liam iagttog det hele på hans måde, men jeg vidste han kunne se det.

Hende pigen - Aya, måtte lide af et eller andet. Måske var hun bange for mørke, og måske havde Jamie prøvet at skræmme hende. Jeg brød mig virkelig ikke om ham - ikke at jeg pludselig brød mig om Aya, men hun var åbenbart virkelig skræmt af Jamie lige nu, eller generelt af hvad end der skete inden hun kom herhen, og jeg brød mig ikke om at sende hende med ham.

Efter det jeg havde set i går, så ville jeg ikke kunne tilgive mig selv, hvis der skete hende noget, fordi vi var skræmte af hende, og bare sendte hende hjem.

"Jeg følger jer hjem," sagde jeg så uden at tænke over hvad fanden jeg havde sagt. Louis som var imod det hele, sagde en høj irriterende lyd - som mest af alt mindede om et suk.

"Zayn, han kender hende tydeligvis - så lad ham nu bare tage sig af det." Sagde han irriteret, men jeg rystede på hovedet, og sørgede for ikke at give Aya, som igen nægtede at gå med ham, min opmærksomhed.

"Louis, det jeg ser er en pige som er skræmt fra hvid og sand, og at sende hende med ham der vil ikke gavne nogen."

"Forfanden Zayn, hun kan være syg i hovedet!"

"Jeg tager med så," sagde Harry. Jeg vidste han havde respekt for piger, og jeg vidste han heller ikke brød sig om det der skete og lige var sket for øjnene af ham.

Om hun var syg eller ej - vi fulgte hende hjem.

Aya's synsvinkel:

"Vi følger jer hjem," afgjorde Harry så. En lettelse bredte sig i min krop, men da Jamie igen trådte frem, havde jeg lyst til at slå ham ned.

"Det er altså sødt af jer, men jeg kan godt klare det. Jeg er ked af vi forstyrrede men jeg.."

"Hold din kæft Jamie," hviskede jeg og kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. Han havde skræmt mig. Han havde virkelig skræmt mig. Min krop kunne slet ikke reagere ordentlig på det her - og jeg som hadede at vise følelser? Jeg skulle da love for de kom nu.

Jeg vidste han var sindssyg - han havde gjort noget ved Carly, det vidste jeg. Og at han nu havde gjort alt det her, for at skræmme mig fra hvid og sans, det forstørrede bare min teori. Han var fuldstændig sindssyg. Jeg vidste jeg havde en lav form for skizofreni, men at han brugte det imod mig.

Det var mit svageste led, og han vidste det. Var det hævn fra i går?

"Kom," En hånd blev lagt på min skulder. Jeg skulle til at slå den af mig, men da den tilhørte Harry, lod jeg den blive. Jeg kunne se Jamie kigge nøje på mig, og da jeg gik forbi ham løb det mig koldt ned af ryggen.

Jeg var endt hos fem fremmede drenge. De havde tjekket om der var nogen udenfor, og nu fulgte de mig hjem. De måtte tro jeg var sindssyg.

I det mindste skulle jeg ikke se dem igen. Jeg kunne tage hjem nu og sove, holde mig fuldstændig fra Jamie, og glemme det her. Det havde været noget andet hvis jeg havde opført mig sådan her overfor mine forældre. Så ville jeg ikke være her mere, så ville jeg være blevet indlagt.

For Jamie var jo så skide sød.

 

OoO

I skal endelig ikke tænke på, at jeg sidder i London mens I læser det her kapitel, niksen - slet ikke! Og det er slet ikke virkelig fedt, niks!

 - Nå, hvad synes I? Er Jamie bare en nar eller hvad? Hæhæ. Udover han er lækker, så kan jeg ikke lide ham, suk. :-(

- Lad mig lige tilføje, at det er mig (Mirah), der publicerer dette nu, såååå derfor synes jeg, at vi skal gøre Thea glad og like alle sammen! Så får hun en glædelig overraskelse! OG så skal vi lige ligge en kommentar om, at vi håber, hun har det godt! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...