I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

803Likes
886Kommentarer
64508Visninger
AA

12. The disadvantage of seeing wrong.

Det var som om den redbull gav mig bivirkninger. Efter Zayn og min snak, havde jeg smidt mig i sengen, og det var lige før jeg faldt i søvn med alt tøjet på. Jeg havde ingen ide om at jeg havde været så træt, men det havde været så rart ikke at bekymre sig en hel dag. Det havde været så godt, og fordi jeg havde kørt mig selv så langt ned, at alt min energi var  væk, så lod stemmerne mig være.

I starten, da alle stemmerne kom og det hele, så havde jeg også søvnproblemer. Jeg havde holdt mig vågen i frygt for stemmerne tog til, hvis jeg lå og tænkte. Derfor havde jeg fået de sovepiller, fordi jeg var så bange og ude af mig selv.

Men denne gang, denne gang lod de mig helt være, og det føltes rart, men jeg vidste det var en rytme jeg ikke skulle komme ind i, for så ville alt fucke op.

Jeg var vågnet op ved siden af Zayn, for første gang siden den aften efter byen. Denne gang havde jeg ingen hast med at komme væk, og denne gang var det hele rent faktisk planlagt, så ingen af os ville vågne op til nogen form for akavethed, hvis det var et ord?

Men med de andre derimod.. Jeg vidste ikke hvad Zayn havde fortalt dem, og Liam havde lejet et dobbeltværelse til os, så de måtte nok have i tankerne der forgik noget, og efter Liam så os 'diskutere' i går, så blev det vidst kun bekræftet.

Et lille smil gled over mine læber da Zayn bevægede sig en smule. Han lå på maven med en hånd skubbet under puden, hvor hans ansigt lå. Han havde en smule skægstubbe, hvilket fik mig til at tænke tilbage på i går, da han gav mig et kys i panden inden han lagde sig ned ved siden af mig.

Jeg bed mig i læben. Pludselig følte jeg mig som den heldigste pige. Vores samtale i går havde virkelig..... gjort et eller andet indeni. VI havde tid til at finde ud af hvad der forgik, og at han sagde han var ligeglad med hvad der skete, bare jeg i det mindste forblev hans ven, betød så meget. Det betød for mig,at det her var ægte.

Jeg havde det jo præcis på samme måde med ham. Jeg ville ikke miste ham, han gjorde mig så glad, og det samme med de andre.

Efter jeg havde ligget og kigget op i loftet i et par minutter, lagde jeg mig om på siden og støttede mit hoved på min hånd, som blev holdt oppe af min albue. Jeg kiggede endnu engang på Zayn, som havde lagt sin anden arm over hovedet, så hans muskler på ryggen var tydelige.

Jeg tog mig selv i at smile større. Jeg kunne ikke modstå trangen til at røre ham, og det resulterede i, at jeg forsigtig lod min finger glide hen over hans tatovering, som han havde i nakken.

Han havde en del tatoveringer. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvad de mon betød for ham, men et eller andet måtte de da betyde, og så var det flot. Jeg havde åbenbart noget for mænd med tatoveringer.

Mit blik faldt over nogle næsten helt utydelige ridser på hans ryg. Jeg måtte kæmpe for ikke at fnise højt, da det gik op for mig, at det stadig var det aftryk af mine negle. Det var to dage siden nu, og først nu var de ved at gå væk.

Ups.

Jeg lod forsigtig en finger glide over det ene 'sår', men jeg nåede ikke langt, før en hånd greb fat i mit håndled. Jeg kiggede forskrækket ned på Zayn, som stadig lå med lukket øjne, men med et smil på læben.

"Hvad laver du?" sagde han med en virkelig hæs sexet morgenstemme. Jeg vidste, at han sagtens vidste hvad jeg lavede, hvilket bare fik mig til at spille flabet med.

"Beundrer mit mesterværk," sagde jeg drillende, hvilket fik ham til at åbne det ene øje og kigge på mig.

"Mesterværk?" Han bevægede lidt på sig, og løftede det ene øjenbryn. Hans hånd havde stadig fat om mit håndled, men på en meget kærligere måde nu.

"Hvis du vidste hvilken smerte jeg har haft i ryggen," startede han ud, hvilket fik mig til at grine.

"Dig, i smerte? Du har mindst tyve tatoveringer, og snakker om smerte? Hvis nogen var i smerte, så var det mig," og som altid talte jeg før jeg tænkte, og det fik også mine kinder til at blusse op, og Zayn til at grine hæst.

"Ikke at det er noget særligt i forhold til hvad jeg har prøvet," sagde jeg hurtigt og prøvede at redde den, men det blev vidst kun værre.

"Mmh?" sagde Zayn og fik på en underlig måde trukket mig hen til sig, inden han lænede sig ind over mig, så jeg lå 'fanget' under ham.

"Jeg er sikker på du ikke har haft bedre," mumlede han og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg bed mig kort i læben, og kiggede kort på hans arm, som holdt ham oppe.

"Jeg kunne nævne et par stykker," sagde jeg med en lav stemme. Zayn løftede igen sit øjenbryn og lod drillende to fingre trække ned i min trøje.

"Er du sikker på det?" mumlede han og lænede sig ned, for at lade sine læber ramme min hals. Han gjorde intet, han lod dem kun ligge mod min hals, så jeg kunne mærke hans varme ånde mod min hals, hvilket sendte min krop i spasme. 

"Mmh," mumlede jeg og kunne mærke hvordan han nemt overtog kontrollen og 'vandt' det her spil. Hans hånd tog fat om min hofte, hvilket fik mig til at grine højt. Dog fandt jeg hurtigt ud af hvorfor han tog ved min hofte, for lidt efter sugede hans læber sig fast til min hals, hvilket fik mig til at skrige højt af grin og vride mig under ham, men han tog bare hårdere fat og holdt mig ned mod madrassen, hvilket fik mig til at grine endnu højere og grimmere, da jeg ikke kunne få luft ordentligt.

"Jeg er ret sikker på ingen af de andre har fået dig til at føle som jeg har gjort," sagde han og trak sig en smule væk, så jeg kunne se ham i øjnene.

"Du er ulækker!" udbrød jeg og tog fat i dynen, og tørrede min hals.

"Og du er min," sagde han og trak dynen væk. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede stolt på min hals, så jeg nemt kunne regne du, at han havde lavet et sugemærke, eller 'lovebid'

"Og kun min," hviskede han sensuelt i mit øre, inden han forsigtig tog ved mine nat shorts. Jeg bed mig i læben og sank den klump jeg havde i halsen. Der var ingen tvivl om hvad Zayn gjorde ved mig, og han vidste det udmærket selv.

Han holdt øjenkontakten mens han langsomt fik trukket mine shorts af. Jeg lod min hånd glide op af hans arm, og pressede drillende mine negle ind i hans hud. Han kiggede ned på mig med et blik der fortalte jeg ikke skulle gøre det, men hvis han måtte lave sugemærker overalt på mig, så måtte jeg vel også lave et eller andet på ham, som beviste han var min, ikke?

Han skulle til at sige noget, men han blev afbrudt af en høj brummen. Vi kiggede begge to hen på hotellets sengebord, hvor Zayn's mobil lå og lyste. Et stort billede poppede op fra skærmen, og udfra det, vidste jeg at det var NIall.

Zayn kiggede dog ned på mig igen, og uden at gøre mine til at tage sin mobil, lænede han sig ned mod mig, og kyssede mig på halsen. Jeg rullede med øjnene. Jeg vidste det sidste han havde lyst til lige nu var at snakke i mobil, men det kunne være vigtigt! Det var jo ikke ligefrem fordi det var tidlig morgen.

Derfor greb jeg ud efter mobilen, og før Zayn kunne nå at gøre noget, havde jeg taget den op til øret, og sagt hej til Niall.

"Aya?" Han lød helt forvirret, hvilket fik mig til at grine. Jeg kiggede hen på Zayn, som sendte mig et 'vredt' blik, men da jeg bare sendte ham et stort flabet smil, vidste han åbenbart det var gjort med vilje, og for at tage sin hævn, hvilket jeg kunne havde sagt mig selv, at han gjorde, lod han sine hænder glide under min bluse.

"Øh," sagde jeg en smule fraværende, men jeg ville ikke lade Zayn vinde, og desuden var det ydmygende hvis Niall fandt ud af hvad han rent faktisk lavede.

"Han sover stadig," sagde jeg med en rolig stemme og prøvede at slå Zayns hånd væk, men den gled bare længere op.

Et grin lød fra NIall.

"Typisk Zayn," sagde han så, hvilket betød han hoppede på min løgn.

"Jeg ville bare fortælle vi skal hen og øve ved to tiden. Der er nogle problemer med lyden eller sådan noget," sagde han og råbte et eller andet til en af de andre.

"Hvad er klokken?" spurgte jeg forvirret om, og kunne mærke hvordan mit hjerte fandt op i halsen, da Zayn havde en finger under min underbuksekant.

Jeg sendte ham et advarende blik og et kort øjeblik hadede jeg mig selv for at fortsætte samtalen med Niall.

"Lidt over tolv, og få ham nu op i god tid, ikke?" grinede Niall, og uden at vide det fik jeg mumlet et jo, og fik lagt på, men det var også kun tidsnok til at Zayn havde fået mine underbukser fjenert.

"Er du ude på at .... Zayn! Han kunne have hørt det!" udbrød jeg, men Zayn grinte bare og holdt mig på plads.

"Det var du selv udenom babe," hans ansigt kom tættere på, og da mine øjne fandt hans læber, gik det op for mig det var alt for længe siden jeg havde kysset dem.

"Mmh, fuck dig," mumlede jeg så og trak hans ansigt helt ned til mig og pressede mine læber mod hans.

"Lad mig vise dig hvad ingen andre har vist dig før," hviskede han forførende i mit øre. Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, men han fik sin vilje - han fik altid sin vilje. Jeg kunne ikke modstå ham.

OoO

Drengene havde været inde og øve til en halv fire tiden, for derefter at tage ud at spise et sted, da de jo stadig havde ferie.

Det var længe siden jeg havde fået så godt noget mad. Det var lige før jeg var bange for jeg ikke kunne gå, men det var det værd. Det havde været en fantastisk dag, og den var langt fra slut. De skulle hen til arenaen nu her og gøres klar til koncerten, og først dér startede det hele.

Selvfølgelig havde der været fans, men vi kom ud af bagindgangen fra hotellet, og hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg nok gemt mig ret godt, selvom det nok ikke kunne blive ved.

Der var utrolig mange fans ude foran arenaen, og vi skulle igennem nogen stykker, for at komme indenfor. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke havde fået det spærret af, men Niall havde nævnt noget med de gerne ville hilse på de fans der var.

Det havde trods alt været en koncert der kom ud af den blå luft, og at den blev udsolgt så hurtigt havde vidst forbløffet dem lidt.

"Så Aya, er du klar til dit livs største oplevelse?" Spurgte en drillende Harry om da vi var på vej hen til arenaen.

"Nej, jeg vil egentlig gerne hjem igen," sagde jeg flabet, hvilket fik Harry til at grine inden han rystede på hovedet.

"Bare vent, du bliver følsom på et eller andet tidspunkt under koncerten, det gør alle. Selv Zayn," sagde han og puffede til Zayn, som bare rystede på hovedet af ham. Jeg sukkede glad og kiggede ud af vinduet. Vi var der næsten, og jeg kunne allerede se en masse mennesker.

"Hold dig tæt på os Aya," sagde Liam og gav mig et klap på skulderen. Jeg kunne på forhånd regne ud deres fans var ret vilde, men det var først nu det gik op for mig jeg rent faktisk skulle..... ses. Folk skulle se mig nu, det blev måske bekræftet nu at vi var på ferie 'sammen' eller hvad vi nu var.

Men jeg gjorde det for Zayn, selvom det skyldes en svimmelhed og en dunken i brystet, men det var vel normalt at være lidt bange, ikke?

Harry åbnede døren og så strømmede skrigene ind. De blev højere og højere for hver af drengene der kom ud. Jeg tog en dyb indånding og kiggede om på Niall, som sendte mig et opmuntrende smil.

"De er søde nok," sagde han så inden han hjalp mig ud. Folk begyndte at kalde på dem, og mase sig frem. Nogen af vagterne var hurtig opfattende, og fik dem til at bakke tilbage. Der var dog sat hegn op de fleste steder, så det var ikke sådan vi var helt klemt af fans.

Jeg kunne mærke hvordan min hals blev fuldstændig tør. Folk kiggede, folk skreg. Der var så bange, og jeg havde været inde på twitter og se. Louis havde vidst en kæreste, og hun havde vidst fået en del hate, og det samme med Liam's kæreste.

Faktisk var de opmærksom på hver enkelt person der var med drengene, og det gjorde mig ret utryg. Hvad nu hvis de fandt ud af ting om min fortid?

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og kunne høre Liam sige noget til mig, men jeg hørte ikke helt efter. Jeg var i min egen verden, og det var først da en hånd lagde sig på min ryg og skubbede mig en smule frem ad.

Jeg kiggede bagom og så Zayn. Han sendte mig et kærligt smil, som smittede af. Well, så kunne jeg måske være heldig at der var ét billede af mig hvor jeg smilte.

Zayn stoppede pludselig op for at skrive en autograf, hvilket efterlod mig en smule alene. Et par piger begyndte at råbe til mig og spørge hvem jeg var, og om jeg var en ny kæreste. Jeg vidste jeg ikke skulle svare, og det kunne jeg nok heller ikke.

Min mave opføre sig underligt og en dunkende hovedpine var ved at finde frem. Mit hjerte slog alt for hårdt mod mit bryst og det føltes som om alt indeni gjorde ondt.

Og det var dér jeg så det.

Mit blik faldt på en lille pige, som stod helt klemt op af hegnet. Hendes ansigt var fyldt med blod. Hun stod med hænderne fremme og kiggede med store våde øjne på dem. Hendes hænder var helt smurt ind i blod, og hun så fortabt ud.

"Zayn!" Uden at tænke over omgivelserne, fik jeg vendt mig rundt. Zayn stod og tog et billede med en pige og kunne sikkert slet ikke høre noget. Jeg bed mig i læben og kunne pludselig høre en masse stemmer oven i hinanden.

Det kunne ikke ske nu. Ikke lige nu. Den lille pige havde brug for min hjælp. De stemmer, de måtte vente!

"Zayn?" Prøvede jeg igen, men intet skete. Folkene omkring pigen stod bare og skreg som om hun slet ikke blødte. Hvordan kunne de være så ligeglade?

"Så gør dog noget!" råbte jeg højt og kunne mærke jeg havde lyst til at græde. Hvordan kunne folk være så ligeglade med hende? Hun kunne ikke være mere end 8 år!

Alt svimlede rundt om mig, og da jeg gentog mig selv tog en hånd fat i min arm.

"Aya, hvad sker der?" Det var Louis. Hans blå øjne borede sig ind i mine. Jeg rystede på hovedet og kiggede hen mod pigen.

"Hun bløder Louis," fik jeg frem. Louis sendte mig et underligt blik. "Hvem?"

"Hende pigen. Hun står helt alene. Hun er så lille! Gør noget!" sagde jeg panisk og kunne lidt efter mærke en ny skikkelse bag mig.

"Hvad sker der?" Denne gang var det Liam.

"Hun bløder for fanden! Så gør dog noget!" Jeg hævede stemmen og pegede hen mod pigen. Hun stod og græd og var helt ude af den. Hvem var hun her med?

"Aya," begyndte Louis, hvilket gav mig en lyst til at råbe af ham. Den lille pige var alene, hvorfor gjorde de intet? De måtte da bekymr sig om deres fans!

"Hvad sker der?" Lød en forvirret stemme endnu engang, og denne gang var det Zayn. Jeg reagerede hurtigt ved hans stemme og vendte mig rundt.

"Hun bløder Zayn, hun er helt alene jeg ved ikke hva.."

Pigerne begyndte pludselig at skrige højere mens Zayn fik tysset på mig. Jeg kiggede hurtigt hen mod pigen igen, og denne gang så jeg hende blive løftet over hegnet af en af deres bodyguad. Liam satte sig på knæ foran hende, men denne gang var hun ikke smurt ind i blod.

Åh gud.

Liam tog forsigtig ved hendes lille hånd, som sad klistret fast mod hendes pande. Der var et lille sår, hvor blodet rendte ned af, men det var intet hen imod det jeg havde set.

Åh gud

Mit hjerte faldt helt ned i maven.

Åh gud, nej.

Jeg nåede ikke rigtig at se mig om, for jeg blev hurtig ført væk fra alle de andre skrigende piger.

Det kunne ikke passe. Det var sket før, men aldrig... aldrig med Zayn, aldrig når jeg havde været omgivet af så mange mennesker!

Det kunne ikke.. Nej, hun måtte have blødt meget mere. Jeg kunne ikke have forestillet mig det, og ligegyldig om jeg gjorde eller ej, så stod hun der alene, og hun blev klemt.

Hele min krop trak sig sammen. Jeg rystede som en i helved og fik hurtigt spurgt ham der førte mig væk, hvor toilettet var.

Jeg faldt næsten ned foran toilettet og kastede alt den mad op jeg havde spist for lidt tid siden. Synet af hende, indsmurt i blod, det kørte som en film i mit hoved. Først billede med hende indsmurt i blod, for derefter billede hvor det kun var en smule hun blødte.

Jeg lænede mig op af væggen og tørrede min mund. Jeg tørrede hårdt de tårer væk, som havde gjort mine kinder helt våde.

Hvad måtte de ikke tro om mig nu? Deres fans ville se mig som en sindssyg freak, og hvad med Zayn? Hvordan ville han se mig? Ville han tro jeg var ved at blive sindssyg igen?

Var jeg ved at blive sindssyg?

Nej, vel var jeg ej. Jeg havde bare en dårlig periode for tiden, fordi alt gik så godt. Det gav sikkert ikke mening, men der var også noget dårligt ved det gode.

Og desuden så havde hun jo blødt. Det der gjorde mig så oprevet var at se hvordan folk omkring hende var ligeglade.

Jeg fik med besvær rejst mig op. Mine øjne så heldigvis normale ud. Jeg fjernede kun lidt mascara og rettede på mit hår, for at proppe et stykke tyggegummi i munden.

Jeg måtte opføre mig normal. Det var normalt. Jeg havde måske bare set det værre end det var, og det skete altså også for normale mennesker.

Jeg åbnede døren ud til og gik ned mod den gang, hvor jeg var blevet ført ind. Jeg kunne høre en masse forvirret stemmer, og da jeg drejede om hjørnet, så jeg Zayn og Louis stå og snakke.

Hvorfor Louis havde taget sig af mig derude, det havde jeg ingen ide om. Måske fordi han var bange for jeg ville gøre noget dumt overfor deres fans, men jeg burde takke ham.

"Aya!" udbrød Zayn hurtigt og kom hen til mig.

"Er du okay?" spurgte han bekymret om og kærtegnede min kind. Jeg blinkede kort og forvirret. Jeg havde måske regnet med en anden reaktion, som at han var vred og ville vide hvad fanden der foregik.

"Ja, jeg har det fint," sagde jeg overbevisende og sendte ham et smil, dog falmede det hurtigt.

"Undskyld, jeg blev bare... Hun var helt alene. Hun kan ikke være mere end 8 år, og ingen af de andre piger gjorde noget. De maste hende næsten." De andre lyttede også opmærksomt med, og det lignede ærligtalt at de hoppede på den, at det var noget i den stil de havde regnet med.

"Det er okay, det var din første gang. Du klarede det godt," sagde han roligt og lod sin hånd glide ned af min arm.

Jeg kunne mærke en glæde brede sig indeni. Der var ikke noget drama med det, og jeg havde afgjort med mig selv, at den episode var glemt. Jeg 'reddede' den lille pige, om jeg så så det værre end jeg skulle, det var ligegyldigt.

"Jeg blev sku helt bange Aya," udbrød Niall inden han sendte mig et smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.

"Nu gætter jeg så på du er klar til koncert?" sagde Liam, og hurtigt nikkede jeg - bare for at få samtalen væk fra det.

"Der er ikke noget jeg glæder mig mere til," sagde jeg og mente det rent faktisk. Zayn lyste op i et smil, inden han lagde sin arm om min skulder, og trak mig ind til sig, mens vi gik ned af gangen.

Jeg sneg min arm om hans liv, og tog ved hans trøje for at holde min arm oppe, inden jeg plantede et kys på hans skulder og nød hans selskab.

Det var sådan her jeg havde det bedst.

Dog havde jeg stadig en forvirret stemme indeni, som blev ved med at spørge mig selv om hvad der skete lige før. 

OoO

Bum, hvad tror I der sker nu? Er Aya's sygdom ved at vende tilbage eller er det bare en engangs'tur'? Tror I det bliver værre, og tror I drengene vil vende sig imod hende, hvis det fortsatte? Bum bum bum, stakkels Aya :( 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...