I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

803Likes
886Kommentarer
64508Visninger
AA

2. The disadvantage of schizophrenia.

Hun begik selvmord, sagde de. Hun havde ikke lyst til at leve længere. Hun var syg, sagde de, men jeg vidste bedre. Det var vel ikke for sjov hun var min bedsteveninde. Jeg kendte hende, jeg vidste hvad der foregik omkring hende, inde i hende, med hende - men ville lægerne høre? Nej. Selv hendes forældre ville ikke tro på det, og det var derfor han nu gik frit omkring, det var derfor han nu var med os på ferie - min familie og jeg.

Det skete for et år siden, men jeg husker det stadig som var det i går. Det var også derfor mine forældre havde valgt at tage mig 'væk hjemmefra'. Som om det ville hjælpe at komme på camping i Spanien. Det betød ikke ligefrem jeg ville løsrive mig fra mine tanker, og det betød ikke, at de ville lade mig være - at stemmerne i mit hoved, ville lade mig være. Det var ikke fordi de var låst inde på mit værelse. De var her hele tiden, og de holdt øje med mig.

Jeg havde for flere år siden, fået konstateret en lille form for skizofreni, det var blandt andet også en af grundende til, at vi var her - i Spanien. Mine forældre, ja selv min fornuftige bror, var bange for det ville blive værre. Men de forstod det ikke, for at tage til Spanien ville ikke hjælpe på alt.

"Aya!" lød en stemme bag mig, så mit hjerte fløj op i halsen. Jeg kiggede væk fra jorden under mig, og blev mødt af et par blå øjne, som tilhørte min bror Alex. Han var 19 år, flot, charmende og sød - derfor skulle man også tro han havde andre ting at tage sig til, end at tage med sin familie på ferie i tre uger, men han følte åbenbart han havde brug for at være omkring mig hele tiden, og nu når han alligevel var 19, og der var en ekstra plads i bilen, hvorfor så ikke tage Jamie med?

Man skulle tro, at efter snart et år, ville jeg være vant til at se på hans ansigt, på hans brune hår, ja se på hans latterlige charmende smil, som han sikkert havde brugt mod Carly alt for mange gange. Men nej, jeg havde ikke vænnet mig til det, og jeg kunne vidst ikke skjule afskyen hver gang vores øjne mødtes, eller hver gang han snakkede til mig.

Jeg hadede ham, jeg virkelig hadet ham. Det var hans skyld, hans skyld hun forsvandt - men ingen troede mig, ikke engang min egen familie. Jamie kunne sno alle om sin lillefinger. Han kunne være en engel overfor alle, men så snart man var alene, var han en engel sendt fra helvede.

Det havde lykkedes mig, alt for ofte, at slippe for ham, hvis han var hjemme for at besøge Alex - men nu var jeg indlagt med ham i tre uger, og kun gud måtte vide, hvad der kunne og ville ske.

"Har du overvejet at bære dine ting ind i mobilehomet?" Han løftede en af mine tasker ud fra bilen, og smed foran mig. Jeg blinkede et par gange, og kiggede for første gang, hen på det mobilehome, som vi skulle bo i de næste tre uger - hvilket betød vi skulle gå op og ned af hinanden.

Uden at svare, rejste jeg mig fra bænken, og tog min taske i hånden. Alex sendte mig et kort og anstrengende smil, inden han hev flere tasker ud fra bilen.

"Aya, skat," lød min mors stemme, inden hun lagde en hånd på min skulder. Uden at kigge på hende, fortsatte jeg ind i det lille mobilehome og kiggede rundt.

"Jamie, grib!" hørte jeg Alex råbe. Som en refleks, vendte jeg mig rundt, og så Jamie elegant greb det Alex smed hen til ham.

En af mine krav til at tage med, efter et langt skænderi med mine forældre, var at jeg fik et værelse for mig selv. Min far havde sagt nej, hvilket fik mig til at tude. At skulle tilbringe tid med Jamie i et lille rum, det kunne jeg ikke - det nægtede jeg.

Dog havde jeg en fantastisk bror, som hurtigt kom med forslaget om, at de sov i telt, og det var min far gået med til. Mine forældre havde været overbevist om, at jeg ikke kunne lide Jamie, fordi jeg var forelsket i ham - jaloux over han var med Carly, men når jeg prøvede at give hint til, hvorfor Carly måske havde taget sit liv, rystede de på hovedet, og troede det var mit paranoide jeg, som tog til.

Carly var en af mine storebrors venner, og det samme var Jamie. Det havde altid ligget til mig, at være sammen med ældre mennesker. Selv var jeg 17 år - snart 18, hvilket betød det her blev den sidste sommerferie med min familie, hvis Jamie skulle med.

Alex havde aldrig direkte haft noget imod vi delte venner. Vores forhold var virkelig stærkt, men efter mine beskyldninger mod Jamie, revnede det en smule. Jeg bebrejdede ham ikke. Jeg havde fået konstateret af lægerne, at jeg havde en lille form for sygdom i hjernen - skizofreni, og det var hvad de brugte mod mig, hvis det jeg sagd  lød for langt væk.

En gang imellem tvivlede jeg også på mig selv, men de blå mærker Carly havde, og den måde hun kiggede på Jamie på, det var hvad der holdt mig oppe.

Aldrig havde jeg direkte fået at vide, hvad han gjorde, men i det afskedsbrev jeg fik af hende, så nævnte hun intet om Jamie, udover han ikke var som hun troede - og jeg var ikke dum. Måske var jeg af og til paranoid og forestillede mig de sygeste ting, men jeg var ikke dum.

Jeg kom til mig selv, da et par ringeklokker lød. Et par cykler kom forbi, og hilste pænt på os. Om de var englændere, det vidste jeg ikke, men de var venlige.

Jeg kunne ikke lade være med at smile kort, inden mit blik gled ind på det værelse jeg skulle have. Det var overraskende stort. To senge, en køjeseng og to skabe - jeg skulle nok falde til, og jeg havde endda mit eget badeværelse - som de sikkert ville bruge, men hvis Jamie lagde sine ting derinde, så ville de nok forsvinde - og jeg ville ikke ane hvorhen.

"Her kunne jeg godt falde til," mumlede jeg for mig selv, og sendte luften et smil, inden jeg smed min taske på sengen, for at gå ud for at hente mine andre ting.

"Drenge, hold nu op med det der," grinede min mor og lænede sig op af døren. Jeg gik hen og plantede et kys på hendes kind, for at hoppe end af de få trapper der var.

"Jamen halløj," hørte jeg hende grine. Min far sendte mig et stort smil, rakte mig min taske og lukkede bagagerummet i. Da jeg vendte mig rundt, stod min mor med et smil på læben og kiggede kærligt på mig.

Min familie kunne jeg ikke klage over. De havde hjulpet mig igennem så meget, og jeg elskede dem for det. Jeg havde mine perioder, hvor jeg var deprimeret, og det hjalp de mig igennem, og det betød alverden, selvom de perioder af og til godt kunne være lange.

OoO

Zayns synsvinkel:

"Gider du smøre mig på ryggen?" spurgte Niall og prøvede at få åbnet solcremen. Vi ankom i går, og Niall havde allerede besluttet sig for at blive solbrændt - jeg havde endda advaret ham, men ville han høre? Nej.

"Allerede solbrændt?" Sagde jeg drillende, hvilket fik ham til at sende mig et surt smil, som ikke holdt mere end et par sekunder.

"Hvordan kunne jeg vide solen var så skarp her?" Han vendte ryggen til, hvilket fik mig til at grine - ikke på grund af hans kommentar, men på grund af hans ryg.

"Du skal nok komme til at sove godt i nat," mumlede jeg og klaskede forsigtigt noget creme på hans ryg. Han grinte ironisk og rettede på sine badebukser.

Klokken var omkring seks. Harry og Liam var gået i gang med maden. Jeg var efterhånden også blevet sulten. Det var første dag, så alt skulle prøves - både poolen og stranden, og det havde været helt fantastisk.

Dog havde jeg været imod at tage med fra starten, jeg følte ikke jeg havde brug for det, men nu kunne jeg godt mærke, at det præcis var hvad jeg havde brug for.

Jeg vidste dog godt, at grunden til det var så vigtigt at jeg kom med, var fordi drengene var urolige for mig. Efter mit brud med Perrie, havde jeg ikke ligefrem været den mest aktive, udover i byen. Det sad stadig i mig, og jeg savnede hende, men det her var ren afslappelse, og jeg kunne kigge på piger uden at få dårlig smag i munden - for vi vidste begge to, at selv med en kæreste, så interesserede piger mig.

Vi havde fået et af de dyre sommerhuse lige ude for camping pladsen, så vi i det mindste havde lidt fred. Det var ikke fordi der var så mange teenager, som var fans, de kom først i næste uge. Sommerferien for dem var knap nok begyndt, men det var nu en smule rart.

"Der skulle vidst være noget underholdning inde på campingpladsen i aften - skal vi tage derhen?" spurgte Niall og takkede mig med et smil, for at smøre hans ryg ind.

Jeg havde ikke andet at tage mig til. Normalt ville jeg skrive eller skype med Perrie, men jeg havde brug for at komme over hende og tænke på noget andet.

"Er du sikker på din ryg er okay til det?" Jeg kastede cremen over til ham, og modtog  kun en grimasse af ham som svar.

"Lad os," mumlede jeg så og trak ned i håndtaget til toilettet. Jeg havde brug for et bad.

OoO

Aya's synsvinkel:

"Tak for mad," udbrød jeg og skulle til at rejse mig, for at tage min daglige cigaret. Ja jeg var ryger, og mine forældre havde respekteret det - dog først efter flere timers lange skænderier. Men de kunne ikke stoppe mig fra det, jeg havde mine grunde til det.

"Aya, bliv siddende," sagde min far bestemt, hvilket fik mig til at sukke. Jeg gjorde dog som han sagde, men kun fordi han havde et eller andet på hjertet.

"Vi skal lige have nogle regler klar," han kiggede skiftevis på Alex og jeg. Jamie kunne godt passe sig selv.

"Går i, så fortæller I hvor I går hen, okay?" Jeg kiggede hen på Alex, og hurtigt nikkede vi begge to. Det var det samme hver år.

"Og det samme med diskotek. Hvis I tager på diskotek, så bliver i sammen, okay? Du er kun 17 år Aya, og du ved ikke hvad de kan finde på hernede." Jeg sukkede, utroligt som han altid skulle behandle mig som et barn.

"Vi skal nok passe på hende," lød en hæs stemme. Mit blik gled hurtigt hen på Jamie, som sad lænet tilbage i stolen med armene over hinanden.

"Aha, nej," jeg skar en grimasse, hvilket fik Alex til at sukke.

"Aya, du bliver med dem, hvis I går nogen steder, forstået?" Sagde min far lidt hårdere.

"Jeg har ikke brug for nogen babysitter far. Jeg kan godt klare mig selv." Mit blik lå stadig på Jamie, og det lagde de vidst alle mærke til. De havde efterhånden forstået jeg ikke brød mig om ham på nogen måde - om de så troede det var fordi jeg var forelsket i ham, det var op til dem. Men hvad regnede de egentlig med?

"Aya, så bliver du hjemme." Sagde min mor roligt.

"Hold nu op Aya, selvfølgelig bliver du med os." Sagde Alex og sendte mig et hårdt blik. Jeg rullede med øjnene og lænede mig ind over bordet, og hen til Alex.

"Så bliver jeg med glæde her." Og med de ord, rejste jeg mig.

"Aya dog!" udbrød min mor, som om hun ikke snart var vant til det. Jeg ignorerede hende og fortsatte ind på mit værelse, for at tage min musik i ørerne.

"Jeg går en tur," mumlede jeg og tændte musikken. Jeg kunne se min fars øjne blive store. Han havde vel ikke troet jeg ville rende væk?

"Her på campingpladsen. Rolig nu." Sukkede jeg og skruede op for min musik. Jeg kunne høre dem snakke, men jeg fortsatte. Jeg havde virkelig brug for at komme lidt væk.

Jeg kom forbi et par andre mobilehome, hvor folk sad og spillede kort, eller spiste. Jeg sendte dem, som kiggede, et smil. Jeg var en af de typer, som kunne skrige og have det elendigt indeni, men det kom ikke ud. Jeg brød mig ikke om at vise følelser. Jeg kunne sagtens snakke om min fortid, det var ikke det - men følelser, det var jeg elendig til. Det var som om der ikke helt var plads til dem.

Solen var ved at gå ned, så et tyndt lag mørke lå og lurede, hvilket fik min krop til at ryste en smule. Mørke kunne kun betyde en ting, og jeg hadede det. Det var altid når der var mørkt, de trådte til - medmindre der var andre.

Jeg gik igennem en smal sti, og kom ned til 'midtbyen' på campingpladsen. Her var der butikker, restauranter og underholdning. Jeg skruede lidt højere op for musikken, og kiggede efter to børn, som jagtede hinanden.

Det var en smuk dejlig varm aften, og måske var det ikke så slemt at være her alligevel - hvert fald ikke når jeg var væk fra Jamie.

"Aya," hørte jeg en stemme sige. Jeg stoppede kort op, og bed mig i læben. Min hals blev helt tør. Det var slet ikke normalt for mig, at få det med så mange mennesker omkring mig. Stemmerne, de burde kun være her, hvis der virkelig var noget galt.

"Aya!" Denne gang gav det et ryk i min krop, og da mine høretelefoner gled ud, gik det hurtigt op for mig, at det ikke var stemmerne i hoved, men en der rent faktisk sagde mit navn.

Jeg nåede ikke at vende mig ordentlig om, før en hånd greb hårdt fat om min overarm. Jeg skar en grimasse og kiggede ind i et par brune øjne, som kun kunne tilhøre Jamie. Hvis jeg ikke tog fejl, hvilket jeg sjældent gjorde omkring Jamie, så havde han bildt mine forældre ind, at han ville snakke med mig, for at gøre det hele godt - problemet var bare, at han var en stor fed løgner.

"Hvad er der galt med dig?" Sagde han anklagende og kiggede hårdt på mig. Jeg rullede med øjnene - som om han ville bekymre sig.

"Jamie, slip mig." Sagde jeg roligt, men han strammede bare sit greb. "Jamie!" udbrød jeg og kiggede rundt. Det var ikke første gang Jamie tog ved mig, eller prøvede at true mig. Det havde han ofte gjort, for at få mig til at holde kæft omkring Carly - hvilket igen betød der var noget, men hvad vidste jeg ikke. Han ville hvert fald have mig til at droppe de beskyldninger.

"Du burde virkelig opføre dig ordentlig overfor din familie. Du ved ikke hvor meget de gør for dig Aya - eller du så sindssyg, at du ikke kan se det?"

Jeg vidste, at Alex havde fortalt Jamie om min skizofreni  - det var jo snart ingen hemmelighed med den mor jeg havde. Men at Jamie brugte den mod mig, var virkelig svagt. Det ramte mig ikke på nogen måde, ikke når det kom fra ham, men det var åbenbart det han så som mit svageste led.

"Hvis de gør så meget for mig, hvorfor er du så her?" Sagde jeg spydigt, hvilket resulterede i at han igen strammede grebet, så jeg stønnede af smerte.

Et par grin lød bag os, og lidt efter kom en drengeflok gående. Jeg så mit snit til at undslippe ham, og gjorde det nødvendige.

"Jamie, slip mig!" råbte jeg højt, så de drenge ikke kunne undgå at høre det. Jamie kiggede forvirret på mig.

"Du skader mig, stop det!" skreg jeg højere og lød som en der kunne græde til hver en tid. Ud af øjenkrogen kunne jeg se et par mennesker stoppe op, blandt andet to af de drenge fra gruppen.

"Jamie!" hans navn blev til et skrig, og forskrækket slap han mig. Jeg bakkede et par skridt tilbage og masserede det sted han havde holdt. Han kom til sig selv, og kiggede rundt, for at kigge på mig igen. Jeg sendte ham et hånligt smil og snurrede rundt, for at komme fra ham.

OoO

Zayn's synsvinkel:

Vi kom gående ned af en smal sti. En dreng og en pige stod henne ved en busk, næsten lige ved siden af. Jeg kunne ikke lade være med at grine over deres 'skjulested'. De kunne vel gå ned på stranden eller noget, men fair nok.

"Jamie, slip mig!" Hørte jeg en høj stemme sige. Liam kiggede kort hen på mig, for at se om jeg også havde hørt det.

"Du skader mig, stop det," stemmen lød virkelig sårbar. Både Liam og jeg stoppede op og drejede rundt. De to som stod ved busken, var åbenbart ikke i gang med et eller andet - eller jo, men vel ikke hvad jeg havde troet.

"Jamie!" Navnet der forlod hendes mund, lød som et skrig. Drengen, som så hed Jamie, kiggede forskrækket på hende og slap hende. Hun bakkede hurtigt et skrid tilbage, og masserede sin arm - det måtte være der han havde skadet hende.

Liam puffede til mig, for at gøre tegn til vi skulle gå videre, og da jeg kom til mig selv, nåede jeg lige at se pigen gå forbi mig. Hendes parfume satte sig fast, og ukontrolleret fulgte mine øjne med.

Hun var ikke særlig høj, men heller ikke for lav. Hun var ikke tynd, men heller ikke buttet. Man kunne se hendes skulderblade igennem hendes bluse, men det så ikke grimt ud.

"Hvad skete der lige?" Hørte jeg mig selv spørge om. Liam som også kiggede efter pigen, trak på skulderen. Da hun var ude af syne, kiggede jeg tilbage på drengen, som ikke stod der længere.

Jeg blinkede et par gange, og hørte Louis kalde os hen til dem. Okay, det var nok ikke noget vi skulle have set.

OoO

Wow, jeg er fuldstændig helt igennem målløs. Alle de likes, alle de læsere på 2 en halv dag? Det må være min rekord, seriøst. Wow, tusind tak! xx

Det her var så første kapitel. Jeg håber I kan lide det, og det ikke skræmmer jer væk. I må meget gerne skrive, hvad jeres indtryk af Aya var, da jeg skal bruge det for at vide, om jeg laver hende som jeg skal! Der kommer nok ikke mere før på onsdag. Det kommer lidt an på om jeg får skrevet et kapitel i morgen. Jeg smutter jo til London på mandag, og får Mirah til at ligge det andet ind. Håber I kan overleve! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...