I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

804Likes
886Kommentarer
65304Visninger
AA

8. The disadvantage of not knowing each other properly.

Man kunne ikke kalde det nat,  jeg vågnede, men heller ikke morgen. Klokken måtte være lidt over fire, og hvis jeg ikke tog fejl, så var Alex og Jamie taget hjem for lang tid siden.

En ubehagelig følelse gik igennem mig, da det hurtigt gik op for mig, at jeg hverken havde fortalt Alex hvem jeg tog med, eller havde skrevet en besked til mine forældre. Hvis jeg ikke tog fejl, så var de helt ude af den, og eftersom jeg havde givet dem problemer nok, så havde jeg ikke lyst til at ødelægge deres ferie.

Alkoholen havde efterhånden fuldstændig forladt min krop, dog havde den efterladte en slem hovedpine, som fik mig til at bide tænderne hårdt sammen, da jeg satte mig op.

Jeg kiggede langsomt til siden, hvor Zayn lå. Et lille smil gled over mit ansigt da jeg så han rodet hår, som altid sad så perfekt. Han lå på maven, så hele hans ryg var blottet for mig. Han havde hænderne over hovedet, og under puden, hvilket fik hans skulderblade til at stikke frem.

Jeg bed mig i læben og modstod trangen til at køre en finger langs hans muskuløse ryg. Mit blik fangede et par røde streget, som mine negle måtte have efterladt. De skulle nok blive flotte på stranden senere.

Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne sidde og studere ham i en evighed, men hvis jeg blev ved, så ville det sikkert resultere i, at han vågnede.

Og hvad med de andre drenge? Jeg havde ikke hørt noget som helst. Måske var de ikke kommet hjem endnu, men noget sagde mig, at de måske ikke ville blive væk hele natten.

Jeg trak forsigtig dynen væk fra min krop, og greb fat i mine underbukser, min bikini og tog en trøje over hovedet efterfulgt af mine shorts. Jeg kørte en hånd igennem håret, og kiggede hen på Zayn, som åbenbart havde vendt sig om i mellemtiden.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst, da jeg et øjeblik troede han var vågen. Heldigvis var hans øjne lukkede, og det fik mig til at sukke tungt ud. Det var ikke fordi jeg havde fortrudt, men hvis han vågnede og så jeg 'flygtede nu' så ville det hele sikkert blive akavet, hvis det ikke allerede var det nu.

Jeg kunne ikke vide om han havde fortrudt.

Jeg rystede på hovedet og  rakte ud efter dørhåntaget. Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og i det jeg kiggede hen på Zayn igen, kom en stemme frem, som jeg ikke ligefrem kunne påstå, at jeg havde savnet.

Alt stivnede inde i min krop, og jeg viste det var en ide at komme herfra nu. Jeg tvang mit blik fra Zayn. Jeg vidste ikke om det var sidste gang jeg overhovedet så ham. Jeg havde ingen ide om han havde fortrudt, men jeg havde det virkelig på fornemmelsen, og stemmerne hjalp ikke ligefrem på det.

Jeg rystede igen på hovedet i håb om at stemmen forsvandt, men til mit uheld blev de bare til flere.

Jeg tog en dyb indånding inden jeg smuttede ned af gangen. Huset var helt stille, og det skræmte mig. Solen var meget langsomt ved at stå op. Himlen var hvert fald ikke sort, men mere blå. Det burde gøre mig rolig, men denne gang fik det mig bare til at sætte farten op.

Ikke nok med at stemmerne gang på gang fik mig til at føle mig sindssyg, se og føle ting som ikke var der, så var de også rigtig gode til at give mig grunde til at hade mig selv. Nogle perioder var det mig de var ude efter - mit udseende, min væremåde, min selvtillid, og lige nu var det vidst en af tingene, for det eneste der kørte rundt og rundt var stemmerne, som sagde mit navn og blandede det sammen med Zayn, som havde fortrudt.

Det var hvad de sagde, men jeg måtte holde fast i jeg ikke fortrød. Det var ikke mit problem hvis Zayn fortrød.

Men han er verdensberømt.

Jeg fik åbnet døren og kunne mærke hvordan den kolde luft omfavnede mig. Det var rart. Det fjernede et kort øjeblik trykket fra mit bryst, så jeg kunne tage en dyb ordentlig indånding.

Jeg ved ikke hor lang tid jeg stod og beroligede mig selv, men det var ikke rigtig til nogen nytte. Stemmerne blev ved, og da et par andre høje ægte stemmer blandede sig, kom jeg til mig selv.

Jeg kiggede forvirret rundt, og kunne lige skimme et par skikkelser længere nede at stranden. Jeg skyndte mig at gå op mod hegnet der var længere oppe, hvor træer skød ud omkring, og nærmest gemte mig. Dog var det mørkere her, men jeg havde på fornemmelsen, at det var resten af One Direction, som kom gående der - og hvis Zayn havde fortrudt, så skulle jeg ikke have lavet mere rod i det, og få afsløret os begge.

"Jeg håber virkelig Zayn har en god grund til at skride så tidligt," hørte jeg en af dem sige. Jeg fik bekræftet min fornemmelse af det var dem, og gik hurtigere videre. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at ignorere stemmerne, og mens jeg gik der og diskuterede med mig selv og dem, endte jeg foran porten til campingpladsen.

Jeg trykkede forsigtigt pegefingeren mod den første knappe, da en kold ånde føltes mod min nakke. Gåsehuden bredte sig, og den kolde fornemmelse endte helt ude i mine fingre.

Straks kiggede jeg tilbage. En skygge forsvandt ud af øjenkrogen, og det fik mit hjerte til at gå amok. Der var nogen. Nogen havde åndet mig i nakken.

Min mund blev fuldstændig tør, og hurtigt fik jeg trykket koden ind. Jeg trak porten til siden, så jeg lige kunne klemme mig ind. Skyggen kom tættere på, hvilket fik mig til at hive i porten ,som ikke gav sig det mindste.

Et støn af belastning og frygt kom ud af min mund, og til sidst måtte jeg opgive at lukke porten. Jeg snurrede hurtigt rundt og begyndte at løbe ned mod vores mobilehome, men det var som om skyggen fulgte med. Den var med mig, jeg kunne se den ud af øjenkrogen.

Jeg fik hurtigt drejet mit hoved og kiggede bagud, hvor der ikke var andet end træer. Jeg rystede på hovedet igen og igen, og til sidst resulterede det i, at jeg snublede over mine egne fødder og landede hårdt på stenene.

Jeg bed mig i læben for ikke at gispe højt over smerten der skød op igennem mit knæ. Jeg kiggede hurtigt ned på det og skulle til at gnide stenene af, da noget koldt ramte min nakke igen.

Jeg gispede højt og vendte mig om.

"Hvad vil du?!" sagde jeg højt, men forhåbentlig ikke højt nok til at vække nogen. Jeg prøvede at tage en dyb indånding igen, inden jeg langsomt gik et par skridt baglæns.

Der var nogen efter mig. Jeg var sikker.

Fodskridt lød. Jeg kiggede forvirret rundt til alle sider, men der var ingen. Mit hjerte slog nu smertefuldt mod mit bryst, og mens jeg forvirret stod der, og drejede mig fra side til side, blev fodskridtene bare højere og højere.

Jeg skulle til at råbe højt igen, da jeg vendte mig rundt og nær var stødt på en person som kom løbende. Et næsten skrig forlod mine læber, hvilket fik manden til at kigge forvirret på mig, inden han løb videre. Han var iført stramme bukser, løbesko og havde en vandflaske i hånden - enkelt, han var ude at løbe en morgentur.

Min krop slappede langsomt af, dog kom, hvad jeg kaldte bivirkningerne, efter sådan et anfald. Jeg begyndte at ryste, og min hovedpine var blevet værre. Jeg lagde derfor mine håndflader om mit hoved, og pressede dem ind mod for at få smerten væk.

Endnu et anfald havde jeg fået - og det havde været et af de slemme. Det var anden gang på en uge, og det var slet ikke normalt at jeg fik dem så mange gange. Alt kørte rundt i mit hoved, og alt virkede slemmere end det var.

Jeg havde en underlig fornemmelse af, at det her førte tilbage til Jamie. Alting plejede at gå fint, når han ikke var i nærheden, men nu var han her 24/7 og han afslørede hele tiden nye ting om Carly og ham selv, og hvis jeg ikke tog fejl, så var det dét der blev ved med at rode med mit hoved.

Nu havde jeg også tit en masse underlige fornemmelser, men de plejede nu at være rigtige, så denne gang måtte jeg også gå ud fra, at det her nok også var rigtigt. Jeg måtte væk fra Jamie.

Jeg vendte mig langsomt rundt, og lod blikket glide hen på teltet, som de lå i. Langsomt gik jeg hen imod det. Jeg kunne høre en svag snorken derinde fra, hvilket fik mig til at blive stående og glo, indtil jeg tog mig sammen. Jeg gik langsomt hen til mobilehomet, trykkede ned i håndtaget, og listede ind.

Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig, og skulle til at smutte ind på mit værelse, da jeg hørte en mumlen.

"Er det dig Aya?" Det var min far, hvilket fik min krop til at stivne.

"Ja," sagde jeg igen og stod stille et øjeblik. Jeg ventede på han ville flippe ud, råbe og skrige af mig, fortælle hvad aftalen var, men der kom ingenting.

"Vi snakker om det i morgen, gå i seng," han lød virkelig træt, men det havde aldrig stoppet ham i at flippe ud. Jeg skar en grimasse. Han burde være sur, og det kunne kun betyde Alex havde sagt et eller andet, men hvad ville han sige? Hvis jeg ikke tog fejl, så var han pisse fuld.

Jeg tog en dyb indånding da jeg havde lukket lagnet omkring min krop. Det var ikke fordi en rolig følelse kom til mig, for jeg følte mig overvåget, men det var tryggere end at gå udenfor på dette tidspunkt.

Efter jeg havde ligget i sengen i snart tyve minutter, satte jeg mig op, og rullede gardinet for. Stemmerne i mit hoved var forsvundet, nu var det bare det med at føle sig overvåget.

Jeg lagde mig med hovedet ind mod væggen, og tvang mig selv til ikke at kigge mig selv over skulderen hver femte minut. Det var sådan det var hver aften, men det plejede også kun at være dét - ikke alt andet.

Jeg havde førhen haft anfald flere gange om ugen, men det var lige efter Carlys død. Det var dog faldet efter en dosis medicin, som jeg stoppede med - men nu begyndte de at komme tilbage. Jeg måtte være stærk. Jeg skulle ikke falde i igen - og vigtigst af alt, jeg skulle ikke få Jamie til at få mig til at falde i igen. Det fortjente han ikke.

Han fik Carly til at falde i, helt i - og han sagde hun var lettere end mig, så hvad end han havde tænkt sig med mig, så ville det ikke ske.

Det måtte ikke ske.

OoO

"Aya, der er morgenmad," lød det ude fra, indtil det blev sagt igen, og trængte helt ind. Jeg drejede mig en smule i sengen, og kunne mærke noget varmt i mit ansigt. Jeg åbnede irriteret øjnene, men fik hurtigt lukket dem til igen, da solen skinnede ind af vinduet - ja selv igennem gardinet, som kun holdt myggene ude  - åbenbart.

"Aya, kom nu," lød det igen. Jeg sukkede tungt, inden jeg sparkede dynen til siden. Jeg satte mig op i sengen, kørte en hånd igennem mit hår, og sukkede igen. Jeg var virkelig træt, men det var ikke træt som i at sove træt, men mere at min krop var træt.

Efter jeg havde fået søvnen ud af mine øjenkroge, rejste jeg mig langsomt, men en smerte skar igennem mit underliv, og fik mig til at ligge min hånd på skabet, for ikke at falde.

"Hvad fanden," mumlede jeg en smule panisk, og lagde en hånd på mit lår. Et øjeblik var jeg bange for min menstruation var kommet, men da jeg kom i tanke om den først kom næste måned, gik tingene langsomt op for mig.

Det var lykkedes mig at glemme min nat, igennem morgenen, men nu kom det hele tilbage. Jeg kunne ikke stoppe det smil der ukontrolleret gled over mine læber. Minderne væltede ind, og det fik mig til at bide mig i læben, ikke fordi det havde været flovt, men fordi det havde været godt, og fordi det var et godt minde.

Hvis nogen så mig nu, ville sikkert se mig som en eller anden pige på stoffer, for jeg stod og smilede.. til luften.

"Aya!" blev der kaldt igen. Jeg blev trukket ud af mine tanker, selvom de stadig lå i overfladen. Jeg kunne godt huske, at det havde gjort ondt, men jeg havde ikke regnet med det ville gøre ondt.

Men for første gang i lang tid, så var det en god smerte.

De negative tanker fra i går, var væk. Hvis Zayn havde fortrudt det, hvilket jeg ikke håbede, så var det op til ham. Han havde hvert fald ikke givet udtryk for at han i går var ked af det, eller tilbageholdende. For at være ærlig, så var det ham der havde kysset mig først.

Endnu et smil gled frem, og mine kinder blev røde. Selvom der ikke var nogen, var jeg pludselig blevet underligt genert.

Til sidst tog jeg mig sammen, og fik med besvær, bevæget mig hen til døren. Jeg bed smerten i mig, og trådte ned at de få trappetrin der var.

"AYA!" råbte min mor, og fik nærmeste et chok da hun vendte sig rundt, og så mig. Et smil gled over hendes ansigt.

"Godmorgen," sagde hun og trak min stol ud for mig. Jeg gjorde som jeg for et øjeblik havde bedt mig selv om - jeg gik normalt hen til stolen. Dog måtte jeg virkelig tage mig sammen for ikke at give et højt støn af smerte.

Hvis jeg nogensinde så Zayn igen, så skulle jeg nok gøre et eller andet ved ham, så han følte præcis samme smerte. Urg.

"Har du sovet godt?" spurgte Alex drillende, som om han kunne se lige igennem mig. Jeg gav ham et underligt blik og ignorerede Jamie.

Min far løftede langsomt sin kop

"Hvor var du henne i nat?" spurgte han om, hvilket fik Alex til at sende mig et blik, som jeg ikke helt kunne genkende.

Jeg skulle til at åbne munden, men Alex afbrød. "Det har jeg fortalt," sagde han og sukkede. Min far sendte ham et kort blik, og kiggede så på mig igen. En kold fornemmelse gik ned af min ryg. Hvis jeg nu fortalte noget andet end Alex havde fortalt.. Oh god.

"Aya, en anden gang så har vi en aftale med klokken tre," sagde han strengt. Min mor gav ham et puf og rystede på hovedet.

"Hvad din far mener," sagde hun og sendte ham et streng blik "så er vi rigtige glade for at du har fået nogen veninder, men hvis du sover hos dem, kan du så ikke give besked?" Mit blik fløj hen på Alex, som sendte mig et skævt smil. Jeg kunne ikke lade være med at gengælde det. Han havde dækket over mig. Jeg skyldte ham virkelig en.

"Undskyld, men min stavning er ikke så god når jeg er fuld," sagde jeg og tog et brød hen på tallerkenen.

"Så var det godt du nåde at oplyse os hvor du tog hen," lød det fra Jamie. Jeg stoppede min handling, og kiggede hen på ham med små øjne. Jeg forstod fuldstændig hvad han mente, og han skulle bare holde sin kæft.

"Ja, der ser man bare," sagde jeg flabet og sendte ham et stort smil. Ikke engang Jamie kunne ødelægge mit humør lige nu.

Jeg kunne se det kom bag på mig, hvilket bare fik mig til at ryste på hovedet.

"Og hvis I gerne vil vide det," sagde jeg og tog en bid af mit brød.

"Så var det en fantastisk aften."

Min bror lavede store øjne og spyttede næsten det mælk ud, som han lige havde hældt i munden. Han forstod sagtens hvad jeg mente med det. En eller anden måtte have fortalt jeg gik med Zayn, for det så ud til at selv min mor vidste, at det ikke var en veninde jeg sov ved.

Men det skulle min far ikke vide, for han var ikke særlig moderne, så hvis han vidste jeg sov med en dreng jeg havde kendt i meget få dage, ville han få et hjertestop.

"Aya dog," grinede min mor. Min far sad og kiggede forvirret på os, inden han rystede på hovedet og kiggede ned i det blad han sad med.

Jeg sendte Alex et smil, og han gengældte det med et drillende og hånligt.

Denne morgen var god, speciel og rar - især fordi intet kunne ødelægge mit humør.

OoO

Man kunne rent faktisk se hvor min bikini havde siddet nu. Jeg havde brugt hele dagen på stranden, med min familie - og Jamie. Det havde været en rar dag, og fordi jeg faldt i søvn på maven, så var min ryg næsten forbrændt - dog havde jeg en så dejlig bror, som smurte mig ind inden det gik helt galt.

Vi havde alle sammen været hjemme og gøre os klar, eftersom mine forældre synes vi skulle spise nede i den lille by, som var på campingpladsen.

Jeg var iført et par dip dyed shorts, og en hvid H&M top, som var proppet ned i mine bukser, samt nogle ballerinaer i hvide.

Jeg havde fået noget spaghetti at spise, og lige nu sad vi og kiggede på underholdningen. Det var Aladdin som skuespil, og de havde endda fået fat i en rigtig kamel, hvilket gjorde de små børn endnu gladere og vildere.

Jeg kiggede hen på Alex, som sad og tjekkede en pige ud sammen med Jamie. Jeg kunne ikke lade være med at smile af det, for det var virkelig typisk ham.

"Aya skat?" Lød min mors stemme. Jeg trak mit blik fra Alex, og kiggede på min mor.

"Har du ikke lyst til at hente en is til os begge?" Hun blinkede kort til mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da min far lod som om han ikke hørte hende, men alligevel ikke kunne lade være med at smile. Jeg drejede hovedet hen mod isvognen, som stod lidt længere væk.

Det var ikke fordi jeg havde noget imod Aladdin, men det tilbud min mor kom med, det kunne jeg simpelthen ikke sige nej til.

"Stik mig nogle penge, så skal jeg købe det," sagde jeg og rejste mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Jamie kigge kort på mig, men jeg ignorerede det og tog imod den seddel, som min mor rakte til mig.

Jeg fik bevæget mig forbi de siddende mennesker, og gik hen mod is boden. Jeg kiggede hen mod scenen, og så børnene omringe kamelen. Jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv. At en kamel kunne gøre en så glad...

"Hey!" Lød en høj stemme. Jeg ignorerede det, da det sikkert ikke var til mig.

"Aya!" lød stemmen igen, og denne gang kunne jeg ikke ignorere det. Jeg kiggede til den anden side, og så til min forbløffelse Zayn. Jeg plejede altid at se ham ubevidst, men ikke i dag, så det var som om han havde undgået mig.

En klump dannede sig i min mave, og hvis det ikke var fordi solen havde gjort mine kinder røde, så ville de ikke være så knaldrøde som de var nu. Hvor flovt.

"Zayn," sagde jeg - vidst en anelse for koldt, hvilket ikke var meningen. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle reagere overfor ham efter i går - jeg vidste jo ikke engang om han havde fortrudt det.

"Er du okay?" spurgte han forvirret om. Hans brune øjne borde sig ind i mine, hvilket fik min mave til at slå knuder.

Bag ham stod de andre drenge og snakkede. Jeg kunne slet ikke klare at tænke på hvad de havde gjort, hvis de havde busted os i går.

"Mmh, hva med dig?" spurgte jeg om. Han lagde vægten over på det andet ben og kiggede med et intenst blik på mig.

"Jeg har ikke set dig hele dagen," mumlede han så. Jeg trak på skulderne og rystede på hovedet. "Jeg har heller ikke set dig," jeg sendte ham et kort smil og gik hen mod isbaren. Han fulgte hurtigt efter mig.

"Er du sur?" Hans stemme var lav, og da jeg kiggede på ham igen, så han helt forvirret ud, som om alt selvtilliden var forsvundet.

Selvom det lød ondt, så kunne jeg ikke lade være med at grine lydløst over hvordan jeg åbenbart havde evnen til at gøre Zayn usikker.

"Det er okay hvis du fortryder, jeg forstår, men kan vi i det mindste så ikke gl..."

Jeg bed mig i læben for ikke et le højt.

"Zayn Malik, medlem af det kendte boybandt, og som sikkert har været i seng med en hel del, er bange for at jeg har misbrugt ham, og nu fortryder?" Jeg løftede det ene øjenbryn. Zayn så fuldstændig lost ud og skulle til at åbne munden, men mit grin kom først ud, og lidt efter forstod Zayn det.

Et lille smil gled over hans ansigt, inden han blev alvorlig. Han trådte hurtigt et skridt hen imod mig, og inden jeg kunne nå at gå tilbage, prikkede han mig i siderne, så et højt skrig forlod mine læber, og tiltrak en del opmærksomhed - ikke at det betød noget, for jeg kunne ikke være gladere.

Mit humør havde været godt hele dagen, med den tanke om at Zayn sikkert ikke fortrød, men nu vidste jeg han ikke fortrød, og selv hvis jeg ikke troede det, så blev mit humør lige endnu bedre.

"ZAYN STOP!" jeg greb fat i hans hænder, og fik kun kort øjenkontakt med ham, inden manden bag isboden afbrød. Jeg vendte mig hurtigt mod ham, og fik bestilt to is. Jeg kunne stadig mærke Zayn tilstedeværelse, og det gjorde kun mit smil større.

Jeg betalte for dem, og vendte mig mod Zayn, som sendte mig et smil.

Zayns synsvinkel:

Hele dagen havde jeg været bange for hun havde fortrudt. Jeg vågnede ved en tom seng og råbende drenge, hvilket gjorde mig virkelig usikker.

Ligegyldigt hvor dumt det lød, så havde jeg været bange for at Aya havde brugt mig, og nu var jeg en smule vred på mig selv over jeg kunne tænke sådan om hende.

"Så, hvad har du lavet i dag?" Spurgte hun om og kiggede på mig. Jeg kiggede hen på de andre drenge, og fik øjenkontakt med Harry, som sendte mig et stort smil. De havde alle sammen skulle høre på hvor usikker jeg var omkring det, og Louis havde selvfølgelig kun gjort det værre ved at fortælle mig, at jeg sikkert havde ret og Aya kun brugte mig.

Men han tog fejl, og det samme gjorde jeg.

"Jeg har egentlig bare været ved poolen," sagde jeg roligt og studerede hendes ansigt, da hun kiggede fremad.

Hendes kinder var røde, sikkert på grund af solen. Hendes hvide top sad flot til hendes krop, og skinnede næsten hendes hud op. Jeg kunne ikke lade være med at studere hver enkelt ting ved hendes ansigt, og det var først da hun kiggede spørgende på mig, at jeg kom til mig selv.

"Hvad?" sagde jeg forvirret, hvilket fik hende til at grine.

"Jeg spurgte bare om du havde fundet nogen lækre piger," sagde hun i et drillende tonefald, som jeg ikke kunne lade være med at smile af.

Efter i går føltes alt anderledes, ikke at det var akavet at være sammen med hende, men det var bare som om jeg kendte hende bedre end jeg gjorde før.

Og så havde jeg en underlig følelse og trang til hele tiden at røre ved hende - bare lade min arm snitte hendes eller sådan noget.

Det var en rar følelse, som jeg ikke rigtig havde følt før, ikke engang med Perrie.

Ayas synsvinkel:

Jeg kunne føle hans blik på mig konstant, og det var også det eneste der afholdt mig for ikke at kigge på ham. Ligesom g havde haft en trang til at røre ham i nat, havde jeg en trang til at kigge på ham nu.

Noget var ændret imellem os. Vi var begge usikre på hinanden. Jeg kunne sige med sikkerhed Zayn også havde været bange for jeg fortrød, hvilket betød han var lige så usikker på mig, som jeg var på ham. Jeg vidste ikke hvad det var, men det var en rar følelse, som gav mig lyst til at smile hele tiden.

Jeg kiggede fremad, og så min mor. Hun sad med blikket rettet herhen, og da vi fik øjenkontakt, lavede hun store øjne og pegede på Zayn, for at vide om det var ham jeg havde sovet med.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik Zayn til at se forvirret på mig. "Det er bare min mor," forklarede jeg. Han kiggede hen mod hende, og derefter hen på mig.

Jeg stoppede op en smule fra dem, så de ikke kunne høre os.

Mit blik faldt på Zayn. Hans hår sad, som altid, flot med voks, og hans øjne så næsten sorte ud i mørket. Dog så han dejlig solbrun ud, og hans sorte top, som sad tæt til hans mave, skjulte ikke hans muskler.

Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, da jeg kom i tanke om natten i går. Jeg bed mig i læben og kiggede hen på min mor igen, som lignede en der var ved at springe efter at vide hvem han var.

"Så.. har du tid i morgen?" Jeg tog mig endelig sammen til at spørge - mest fordi Zayn lige havde busted mig i at stirre på ham, så han stod med et kæmpe smil på læberne.

"Nu har jeg," sagde han og mente det sikkert ikke så flirtede som han sagde det. Sådan var han, men det var anderledes denne gang.

"Tag med mig og drengene på stranden i morgen klokken elleve?" Han kiggede afventende på mig og så ned på mine is, som var ved at smelte.

Jeg havde intet imod drengene. Jeg havde ikke rigtig snakket så meget med dem, ud over Niall, som jeg havde brugt hele aftenen på at danse med i går. Jeg kunne ikke glemme hans latterlige dans. Der var meget jeg skulle have tænkt igennem, for nye ting poppede hele tiden op, og jeg lignede en idiot når jeg pludselig stod og grinte sådan.

"Med glæde," sagde jeg og sendte ham et svagt smil. Han nikkede kort og skulle til at sige et eller andet, men blev afbrudt af Niall.

"Zaaaayn!" råbte han højt. Nu havde de efterhånden også snart stået der i ti minutter og ventet.

Zayn sendte mig et undskyldende smil. "Vi ses i morgen så?" sagde han og ventede på mit svar. Jeg nikkede hurtigt og så ham smutte hen til de andre.

Jeg nåede knap nok at sætte mig ned, før min mor bombede mig med spørgsmål.

For søren da, haha.

OoO

AWW, BÅDE AYA OG ZAYN VAR USIKRE PÅ HINANDEN OG OM DE FORTRØD, OG SÅ VED DE SLET IKKE HVAD DER SKER MED DEM, HVOR ER DET SØDT. Haha, lol. Nå, jeg ved godt kapitlet ikke var så super spændende, men det hele kan ikke forgå med drengene.

I fik mere at se til hendes sygdom. Tror I hun har ret med det er på grund af Jamie, at hendes anfald bliver værre og værre? Og hvad tror I der vil ske med dem? Bliver de værre oder was? Urg, skriv - og sorry for ventetiden, har arbejdet hele sidste uge næsten. x

Jeg tror altid mine kapitler bliver super korte til denne her, men ikke en eneste gang har jeg skrevet et kapitel under 4000 ord, urg, jeg er stolt, haha. I giver mig lysten til at skrive, så tak for det! x

Forresten har jeg fået Keek - en hjemmeside hvor man kan ligge små videoer ind. Jeg hedder Theastylees og så har jeg Instagram i også genre må følge, hvor jeg hedder: Theahald - og så til sidst min twitter @theastylees, hvor jeg følger tilbage, bum, hav en god dag/nat. x

 

///SORRY FOR STAVEFEJL.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...