I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

804Likes
886Kommentarer
65527Visninger
AA

6. The disadvantage of my brother's friend.

Verdensberømt, Zayn Malik, X factor - alt kørte rundt, og det havde det gjort hele natten. En del af mig fortrød virkelig min opførelse, og en anden bad mig om at slappe af, for det var bedst. Men jeg vidste ikke hvad jeg skulle lytte til. Jeg var forvirret, virkelig forvirret, og i stedet for at ligge i sengen og dovne den, mens vejret var fantastisk, greb jeg fat i min bog, og bevægede mig langsomt udenfor.

Alex, Jamie og min var havde aftalt af tage et dykkerkursus hernede. Det tog en uge, og de var væk det meste af eftermiddagen, og ligegyldig hvor meget jeg havde lyst til at være alene, især efter det i går, så kunne jeg ikke lade min mor være helt alene.

"Aya skat," min mor afbrød mine tanker, og et kort øjeblik fik jeg overbalance så jeg var ved at falde ned af de to trapper der var. Jeg fandt hurtigt balancen igen og lod som om intet skete, dog stod min mor med et smil på læben, og det smittede automatisk af.

"Inden du bliver for besat af din bog, kunne du så ikke tage den med på stranden i stedet for? Din gamle mor har brug for farve," hun klappede sig selv på maven, hvilket fik mig til at grine. Hvis vi var på stranden var jeg heller ikke direkte tvunget til at snakke med hende - ikke at jeg havde et problem med at snakke med min egen mor, men jeg havde brug for tid alene.

"Selvfølgelig," jeg kiggede ned på min bog et øjeblik, inden jeg klappede den sammen igen, og gik ind i mobilehomet for at skifte til bikini, shorts og en top. Jeg fik sat håret op i en rodet knold, og tog et håndklæde under armen samt de andre ting.

"Det var du hurtig til," sagde min mor og smilede, inden hun fandt nøglen frem og låste mobilehomet.

OoO

Der var flere end der plejede hernede, ellers var det fordi jeg rent faktisk befandt mig, hvor der var mennesker.

"Få nu noget sol inden vi skal hjem igen. Din blege mave har godt af det," sagde min mor inden hun lagde sig på håndklædet. Jeg nikkede kort, kiggede rundt, inden jeg langsomt hev min trøje af. Shortsene blev på af årsager som mine nye ar, og af de gamle. Jeg havde altid shorts på der var lidt længere end mine ar.

Min mor sendte mig et tilfreds smil, inden hun lukkede øjnene og lod solens stråler varme hendes krop op.

Ikke at jeg ikke brød mig om mennesker, men små skrigende børn var virkelig en ørefanger, og derfor fandt jeg igen musikken frem. Bogen kunne vendte lidt, jeg havde brug for sol.

Imens Fall out boys - I don't care ødelagde mine ører, og solen brændte min krop op, faldt jeg længere og længere ind i søvnen. Det var først da jeg fik et kæmpe chok og hele min krop farede sammen, at det gik op for mig. Jeg kiggede forvirret rundt for at se om nogen havde lagt mærke til det, men min opmærksomhed blev tiltrukket af noget andet.

En lille flok piger, stod med mobilerne oppe og filmede ud mod vandet. Jeg støttede min vægt på albuerne  og kiggede ud, for at se om jeg gik glip af noget stort, som en strandet hval, eller søhest, men det eneste jeg kunne se var et par drenge, som spillede bold.

Jeg rullede med øjnene og skulle til at ligge mig ned, da den ene dreng vendte sig hen mod flokken og sendte dem et luftkys. Mit hjerte slog et slag over, og et øjeblik glemte jeg at trække vejret. Selvom han umuligt kunne få øje på mig i min bikini top og solbriller, blussede mine kinder stadig op, og min dårlige fornemmelse kom frem igen.

Jeg kunne virkelig ikke glemme måden jeg havde været overfor ham, og måden han havde været overfor mig på.

"Puha, den er slem i dag," hørte jeg min mor sige. "Jeg går ud og bliver afkølet - skal du med?" Jeg drejede langsomt mit ansigt hen på min mor, kiggede forvirret på hende, indtil det gik op for mig hvad hun spurgte om.

"Oh," jeg kiggede ud mod drengene igen. Min hals blev tør. Jeg kunne virkelig ikke se på nogen af dem lige nu. Hvis Zayn kunne genkende mig, så kunne Harry, ja måske de andre drenge også. Det var en for stor risiko.

"Nej, jeg tror jeg bliver," jeg sendte hende et smil, og så et kort øjeblik hendes såret blik, inden hun lyste op i et smil.

"Du er da umulig," grinede hun, inden hun gik ned mod vandet. Jeg vidste udmærket hun var irriteret over det, men jeg havde aldrig været vild med vand. Jeg vidste dog udmærket godt hun ikke blev såret over jeg ikke ville bade, men såret over jeg ikke ville med hende.

Der var stor forskel.

Jeg sukkede tungt og kiggede ud mod drengene igen. De var gået en smule ind mod bredden, og en af dem stod og tog billederne med nogen af pigerne. Mit blik gled over dem alle sammen. Jeg kunne ikke lade være med at studerer deres kroppe. Og hvorfor ikke? Ingen af dem vidste jeg gjorde det, så jeg kunne tage mig god tid til det.

De var ikke vildt muskuløse, men de havde halv markeret muskler, og deres V line, var tydelige. De var flotte, alle sammen, det måtte jeg indrømme. Og nu når jeg vidste de var One Direction, så kunne jeg egentlig også godt se det.

Spørgsmålet var bare om jeg ville have genkendt dem den aften, hvis jeg var mig selv?

Zayns ansigt gled hen imod mig. Selvom jeg vidste han ikke kiggede på mig, så lagde jeg mig hurtigt ned, og håbede på at han ikke havde set mig - og så alligevel måske.

OoO

Dagen havde været god - bedre end de fleste, men alligevel dårlig - hvis det gav mening?

Men selvfølgelig kunne det ikke vare evigt, for Jamie druknede ikke, hvilket var dybt tragisk.

"Så I skal først dykke i morgen?" spurgte min mor interessant de andre om.

"Det var bare teori i dag," sagde Alex med munden fuld af mad - charmende alligevel. Med hans flotte udseende skulle man tro han kunne spise ordentlig.

"I fik forresten lov til at tage med ud på båden," sagde Jamie og lod sit blik glide hen til mig. Jeg ignorerede ham fuldstændig. Selv hans blik kunne få kvalmen frem, dog blev jeg ved med at prikke til maden med min gaffel, i stedet for at skubbe tallerken ind på bordet og opføre mig som en sur teenager.

"Ej hvor spændende! Det vil vi gerne, ikke Aya?" Opmærksomheden lå pludselig på mig. Jeg kiggede op fra min tallerken.

"Jo da, klart," mumlede jeg og kunne se Alex ryste på hovedet.

"Du kunne måske lyde mere interesseret næste gang?" Han strakte sig og lagde armene bag hovedet, så hans muskler blev tydelige.

Min bror var lækker - og tænk jeg sagde det

"Ej mand, hvor vildt, det vil jeg super gerne!" sagde jeg med en overdrevet glad stemme, som fik de andre til at grine.

"Så, tager vi ned i byen bagefter?" Spurgte min far om - og med byen mente de campingpladsen midtpunkt - der hvor jeg havde været den første dag.

"Ja, det er vidst på tide vi viser hvilket lækre britiske mennesker der bor her," grinede Jamie, hvilket gav mig lyst til at slå ham i hovedet.

"Og med britiske mener du vel mig og min familie, ikke?" Sagde jeg spydigt. Jamie kom rigtig fra Irland, og kommentaren var altså en smutter.

"Oh Aya," grinede min mor, men lød halv nervøst.

"Selvfølgelig," lød hans stemme. Mit blik fandt uheldigvis hans. Hans øjne borede sig ind i mine, mens et lille hånligt smil gled frem. Jeg rullede med øjnene og slap min gaffel.

"Tak for mad."

"Vi går om tyve minutter Aya! Gør dig klar" Hørte jeg min far råbe, mens min mor bad Alex og Jamie om at tage opvasken.

Min familie var virkelig vilde med mig - se hvor de stod i kø for at være sammen med mig - og hør ironien.

OoO

Vi havde fundet en lille café at sidde på. Vi havde alle fået bestilt noget at drikke. Der var placeret en scene i enden, og der blev der sunget og danset. Det var faktisk ret morsomt, og et øjeblik glemte jeg Jamie og alt det andet - hvert fald lige indtil duften af popcorn kom frem.

Jeg kiggede mig rundt for at se om man kunne købe popcorn. Et par stykker gik rundt med dem i et slags bærer, og til sidst fandt jeg også den lille popcorn maskine, hvor man kunne købe det.

"Jeg har brug for popcorn," udbrød jeg, hvilket fik Alex til at grine højt. Jeg sendte ham en grim grimasse, og rejse mig op. Jeg fik hurtigt mast mig forbi menneskerne, som stod og kiggede på underholdningen.

"En mellem popcorn, tak," sagde jeg på engelsk, hvilket manden ikke hørte, så jeg gentog mig.

"En mellem popco.." "Lav dem to," Lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og så til min overraskelse Jamie. Han tog nogle penge op af sin lomme og gav popcornmanden.

"Hvad vil du?" hvæsede jeg af ham og tog mine popcorn, inden jeg sendte popcorn manden et smil, som han gengældte.

"Må jeg nu ikke engang købe nogle popcorn?" Mumlede han og tog imod hans egne. Jeg sukkede tungt og tog nogle mønter op, og rakte de frem mod ham.

Han kiggede forvirret på dem.

"Jeg gider ikke stå i gæld til dig eller lade dig have noget på mig, som du kan bruge imod mig." Jeg ville ikke tage nogen risiko, og eftersom Jamie havde været efter mig mere end han plejede, så ville jeg være på den sikre side.

"Aya, hold op," grinede han og tog ved min arm. "Hvorfor er det så svært at tro at jeg rent faktisk er venlig?" I stedet for at trække mig hen mod mine forældre, trak han mig ind mellem nogle buske, hvor der ikke var nogen.

"Fordi det ikke ligger til dig Jamie. Jeg kan rent faktisk se igennem din smilende facade og se hvilket sindssygt svin duer, okay? Så drop den søde attitude, jeg ved hvad du gjorde mod Carly," hvæsede jeg, hvilket fjernede hans smil.

"Det med Carly er et år gammel Aya, hvornår lader du det ligge?" Han rystede irriteret på hovedet. "Hvad med at starte forfra?" Han lod sin finger glide op af min arm, hvilket fik mig til at skubbe til ham.

"Du dræbte min fucking bedsteveninde, dit svin," sagde jeg surt og lagde armene over kort. Igen gled Jamies smil frem, inden han tog et skridt hen imod mig. Hans ansigt nærmede sig mit, og da jeg skulle til at vendte hovedet væk, greb han fat om min nakke, og trak mig tættere på, så hans mund var ud for mit øre.

"Du husker nok, at hun begik selvmord, ikke?" Hans stemme var forfærdelig imod mine øre. Jeg fik lyst til at slå til ham, men inden jeg nåede det, afbrød han.

"Det er tragisk, hvordan man fandt hende hængende, synes du ikke? Helt hvid i hovedet. Ikke en eneste ting kunne man gøre, for hun var væk - død," en hæs latter lød fra ham, og alt indeni stivnede. Måden han sagde det på, som om det var for sjov.. Hans latter, hans stemme.

Min krop blev fuldstændig kold. Synet af Carly der hang ned fra loftet sad stadig på min nethinde. Jeg havde set billederne, jeg havde set det hele - og her stod Jamie og lavede sjov med det? Hvordan kunne han gøre det?

Jeg sank den klump jeg havde i halsen før jeg åbnede munden. "Du er sindssyg," hviskede jeg, hvilket fik ham til at grine højere.

"Aya skat, måske er jeg sindssyg, men folk lytter på mig." Han holdt stadig fast i min nakke da han placerede et kys på min hals. Jeg kneb øjnene sammen for at kontrollere mig selv.

"Hvordan er det når ens familie ikke tror på en? Hvordan er det når man ikke kan kende forskel på hvad der er virkelig og uvirkeligt? Fortæl mig det, hvordan føltes det? Hvordan føltes det at høre og se ting, som ikke er der?  Tænk over det, og stil så dig selv spørgsmålet om hvem der er sindssyg."

Et halvt skrig forlod mine læber da hans sidste ord forlod munden.

"Dit lede svin!" råbte jeg og lod min hånd slå mod hans kind. Hans hoved fløj til siden, så der måtte have været mere kraft på end jeg havde troet, men jeg var vred, såret og virkelig ked af det.  han skulle ikke få mig, det havde jeg lover mig selv - men han stod og gjorde grin med det hele, og han fik mig til at føle mig ubrugelig og lille - og mest af alt, svag.

Hvor meget havde Alex fortalt ham?!

Det hele føltes som slowmotion, da han tog fat i mig og skubbede mig op af busken, for at presse sin krop mod mig - dog stoppede det brat. Smerten ramte mig hårdt, og da han tog et godt greb om mit hår, og trak mit hoved tilbage, forlod et smertefuldt støn mine læber.

"Du er værre end Carly," mumlede han og åndede på min hals. Jeg bed mig i læben og gjorde alt for ikke at bevæge mig, da han bare trak hårdere i mit hår.

"Hun forstod i det mindste at gøre hvad jeg ville - men jeg elsker en god konkurrent," hviskede han, inden jeg kunne mærke hans tænder på mig hals.

Hvad mente han med at hun gav ham hvad hun ville?

Jeg nåede ikke rigtig at tænke længere over det, da Jamie lukkede sin mund og sugede ind på min hals. Bare tanken om at han skulle efterlade et spor af sig selv på mig, gav mig styrken til at skrige. Dog blev det bare værre da han trak i mit hår, så mit hoved røg bagud.

"JAMIE!" skreg jeg af smerte, men han blev ved. Jeg bed mig hårdt i læben og kunne mærke den første tåre trille ned af min kind. Jeg gjorde alt for ikke at lade flere trille ud, men da endnu en klemte sig ud, var jeg ved at give op.

Pludselig forsvandt Jamies læbe fra min hals, og en fremmede stemme brød ind.

"Hvad fanden har du gang i?" Jeg kendte stemmen alt for godt, men den lød langt væk, og derfor fik jeg også et chok da et par hænder tog om mine arme, og trak mig væk fra busken. Smerten fra hvor grenene havde siddet, fik mig til at bede hårdere i læben.

Jeg hørte ikke hvad Zayn fik sagt til Jamie, det eneste jeg kunne fokusere på lige nu, var personen foran mig, og trangen til at græde. Jeg blev nødt til at stoppe tårerne.

"Er du okay?" Lød stemmen, og da jeg endelig fik fokus på personen foran mig, genkendte jeg ham straks. Det var ham den brun håret fra den aften, ham den halv skaldet - den anden dreng fra One Direction - Liam.

Jeg tog en dyb indånding og skulle til at svare, men der kom ingen lyd ud af min mund. Jeg rystede på hovedet og kunne mærke hvordan min krop rystede.

"Kan du ikke gå hen til de andre og sige jeg kommer senere hjem?" Stemmen tilhørte helt klart Zayn. Liam slap mine arme og lidt efter var han væk.

Jeg kiggede ikke op fra jorden, da Zayn stillede sig foran mig. Det var først da han løftede mit ansigt op. Hans brune øjne borede sig ind i mine, og et øjeblik havde jeg glemt hvordan han så ud.

"Er du okay?" spurgte han forsigtig om. Jeg tog igen en dyb indånding. For fanden, hvorfor skulle de også alle sammen se mig sådan her hele tiden? De måtte virkelig tro jeg var en svag person - og det var jeg måske også.

"Ja, nu er jeg," måden jeg sagde det på lød så lettet og bange på sammetid. Det hele pumpede rundt i min krop, og mit hjerte sad nærmest oppe i halsen på mig.

"Hvad skete der?" Måden hans stemme var fuld af bekymring på, fik mig til at skær en grimasse. Jeg var ikke vant til folk var sådan ved mig, for de troede jo altid det var min skyld. Men på den anden side var jeg heller ikke vant til folk så hvilken idiot Jamie rigtig var.

"Jeg ved det ikke," mumlede jeg og talte sandt. Jeg vidste virkelig ikke hvad der lige var sket. Hvorfor han gjorde det, det vidste jeg virkelig ikke. Jeg var virkelig forvirret - og alt han havde sagt? At Carly var nemmere end mig, og hendes død.

"Han er syg i hovedet," udbrød jeg så, og kunne se Zayn nikke kort - endnu engang stolede han på mig. Jeg fik den samme dårlige fornemmelse igen da jeg kom i tanke om hvordan jeg havde behandlet ham. Om han var verdensberømt alle ej var sku da ligegyldigt - det indså jeg nu. Okay nej, det var ikke ligegyldigt. Mine problemer ville være latterlige for ham efter alt han havde oplevet, og han ville være omringet af piger hele tiden - men han var jo stadig den Zayn jeg snakkede med, og ligegyldigt hvor meget lyst jeg havde til at bede ham om at blande sig udenom, og ikke være bekymret, så kunne jeg ikke.

Han hjalp mig og han stolede på mig - det var dét jeg havde brug for, og det kunne jeg ikke skubbe væk. Jeg var ikke en person der skubbede folk væk - jeg var bare en person der havde svært ved at åbne mig, men denne gang var det anderledes - for Zayn var fremmede, men han lyttede og han forstod.

"Hør Zayn," udbrød jeg og trådte et skridt hen imod ham. "Jeg er virkelig ked af det i går..." Et kort øjeblik skulle jeg lige tænke mig om. Det føltes som om der var gået en uge siden jeg sidst havde set ham.

"Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg er ked af det." Jeg lod forsigtig mine øjne møde hans, men det var næsten ligegyldigt, for de blev hurtigt suget ind af de brune øjne, som lyste en smule op.

"Jeg gætter på det bare var en undskyldning for at slippe for mig." Jeg skulle til at protestere helt vildt, men han fortsatte "- fordi jeg kom for tæt på."

Min åbne mund blev lukket i.  Var det sådan det var? Havde jeg bare fundet en undskyldning fordi han var kommet for tæt på?

"Sådan er jeg ikke Zayn. Jeg er ligeglad med om folk ved til mine problemer - ikke at jeg plapre ud til alle og enhver."

Han rystede langsomt på hovedet.

"Så hvis jeg nu spørger dig ind omkring Carly, vil du så bare fortælle alt hvad der skete?"  Jeg forstod hurtigt hvad han mente. Jeg trådte langsomt et skridt fra ham - mest fordi det var skræmmende så godt han pludselig kunne relatere til tingene. Det var som om han kunne se lige igennem mig og kunne se en anden side af mig.

Carly var det eneste svage emne jeg havde - medmindre jeg fik et anfald. Men måske gættede han også bare?

Jeg vidste hvert fald, at ligegyldigt hvad, så måtte jeg bide tænderne sammen og lade ham blive omkring mig - hvis han havde lyst.

"Det tænkte jeg nok," mumlede han og trådte et skridt tættere på. Han løftede forsigtig en finger. Jeg fulgte den hurtigt med øjnene og kiggede forvirret på ham, da han lod den glide hen langs min hals..... præcis der hvor Jamie havde haft sin mund.

"Åh gud," mumlede jeg og flyttede hans finger, for selv at mærke på min hals. "Åh gud," begyndte jeg igen. Det var som om mine lunger trak sig sammen. Luften kom ikke ordentlig ned i dem, og det gjorde mine vejtrækninger hurtigere.

"Få det væk," sagde jeg og begyndte at gnide på det. "Få det væk!" sagde jeg højere og kunne mærke panikken overtage. Han fik lavet et fucking mærke på mig! Jeg havde noget fra ham. Jeg kunne slet ikke fokusere lige nu. Han havde givet mig et fucking mærke. Ham der havde dræbt min bedsteveninde, havde givet mig et fucking mærke!

"Hey, hey slap af!" lød det fra Zayn, som greb fat i mit håndled.

"Det er ikke så slemt, rolig nu. Det er væk i morgen." Han greb ud efter mit andet håndled, og strammede grebet. "Aya, det er væk i morgen, træk vejret," sagde han roligt og lod sin tommelfinger glide over mit håndled i en blid gestus.

"Åh gud," mumlede jeg igen og tog en dyb indånding igen, da mine lunger 'åbnede' sig.

"Måske vi skulle gå en tur?" Han kiggede sig omkring og slap langsomt mine håndled. Jeg nikkede en enkelt gang, og så igen og igen.

"Lad os."

OoO                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  

"Så hvorfor er du her i Spanien når I kunne vælge hvad som helst?" Spurgte jeg om og tog bedre fat i mine sko.

Vi gik langs strandkanten mens solen var ved at gå ned. Det var virkelig hyggeligt, især fordi det var som om Zayn havde glemt hvad der var sket før - hvilket han ikke havde, men han spurgte ikke ind til det som en anden nysgerrig idiot ville have gjort.

"Vil du virkelig vide det?" Han vendte kroppen hen imod mig og sendte mig et smil, så hans perfekte hvide tandsæt kom frem igen. Jeg nikkede hurtigt og kiggede ud mod havet.

"Drengene synes jeg havde brug for en pause fra det hele." Sagde han så og lød helt roligt med det, men nysgerrig som jeg var, fik jeg hurtigt spurgt ind til hvad det 'hele var'.

"Berømmelsen - det hele. De synes berømmelsen var ved at stige mig til hovedet."

"Og havde den det?" Spurgte jeg om og fik øjenkontakt med ham. Han grinte kort og kiggede ligeud.

"Synes du det virker sådan?"

Jeg rystede hurtigt på hovedet. Han virkede virkelig nede på jorden og dejlig afslappet.

Han kiggede den modsatte vej og rystede langsomt på hovedet.

"Nej, det har og havde den ikke. Perrie, min x?" Han kiggede afventende på mig, men jeg rystede langsomt på hovedet. Perrie sagde mig ikke noget.

"Nå, men hun gjorde det forbi for nogle måneder siden, og det tog hårdt på mig ford..."

"- Fordi du var fuldstændig væk i hende, men du følte hun tog dig for berømmelsen," sagde jeg forsjov, men Zayn stoppede op og kiggede på mig med et underligt blik, som fik mig til at grine.

"Hvad? Det hører man jo hele tiden," jeg trak på skulderne og kunne se et smil glide over hans ansigt.

"Okay ja, men det var nogenlunde det der skete."

"Og at vide du har flere millioner efter dig, hjælper ikke?" Sagde jeg og puffede drillende til ham.

"Det hjælper da lidt på humøret, men de kan jo kun lide mig for udseendet og berømmelsen. Perrie var anderledes - troede jeg. Men det er også lige meget."

"Vel er det ej," sagde jeg hurtigt og prøvede at få hans opmærksomhed.

"Nu har jeg plapret ud om mig selv og mine sindssyge problemer, tror du ikke godt jeg kan høre på lidt berømmelse drama problem?" Han grinte kort igen, og denne gang kunne jeg ikke selv lade være.

"Ej, men hun er vel ikke det værd, hvis det var derfor hun var sammen med dig. Jeg kan ikke se hvad de mener med berømmelsen har steget dig til hovedet - du virker virkelig nede på jorden, og hvis du ikke selv havde sag det, så ville jeg aldrig have troet du var en popstjerne." Denne gang var jeg mere alvorlig, dog fik det alligevel Zayn til at smile en smule taknemmeligt.

"I starten havde jeg ikke lyst til at være hjemme alene, så jeg tog i byen og endte måske nogen aftener med nogle forskellige piger, men det er også det. Værre er det ikke, men jeg er nu glad for de bekymret sig om mig." Sagde han og kiggede rundt.

Hans arm snittede min, hvilket fik mig til at kigge ned på hans hånd.

"Det er da kun fair. Men hey, hvis det hjælper noget, så er jeg glad for de bekymrede sig." Igen mødte vores øjne. Jeg sendte ham et smil og han gengældte det. Et kort øjeblik føltes tiden som om den var gået i stå, men så åbnede Zayn munden og ødelagde det hele.

"Der er et diskotek lige ude for campingpladsen. Drengene og jeg tager derhen i morgen, og jeg tænkte på om du havde lyst til at tage med?" Vi begyndte langsomt at gå igen. Campingpladsens porte lå lige foran os. Mine forældre var sikkert pisse bekymret lige nu, men jeg havde sendt en sms!

"Jeg får aldrig lov til at tage alene af sted," sukkede jeg, selvom jeg mere end noget andet, havde lyst til at tage med.

"Jeg kan hente dig?" Tilbød han, men jeg rystede på hovedet. "Jamie og Alex skal sikkert med - ikke at jeg tror de har noget imod det men jeg har virkelig ikke lyst til at være sammen med Jamie," sagde jeg og kunne se han hurtigt forstod. Han lignede heller ikke selv en der var glad ved tanken.

"Så følges jeg med jer." Han trykkede koden ind til porten. Jeg kunne mærke en varm følelse gå igennem min krop og til sidst kunne jeg ikke skjule smilet.

"Mener du det?" Spurgte jeg om og stoppede op. Han skulle ikke denne vej overhovedet, og heldigt for mig lå vores mobilehome lige nede for enden.

"Selvfølgelig.  Jeg bryder mig ikke om Jamie," sagde han roligt, hvilket fik mig til at grine, hvorfor vidste jeg ikke, men det gjorde jeg.

"Så er det en aftale. Vi mødes bare her klokken otte?" Han nikkede, hvilket fik mig til at smile stort, inden jeg langsomt vendte rundt.

"Tak for i dag Zayn - sov godt," han sendte mig et smil, inden han fik sagt et 'i lige måde'.

OoO

Så kom kapitlet endelig ud. Hvad synes I hvaaa? :-3 Nu er Aya og Zayn venner, jaaaaa wee mæhæ. Hvad synes I om det Jamie gjorde og det hele, hva? :3 Hvad tror I der sker på der diskotek?? Og undskyld hvis der er stavefejl. Jeg har skrevet på det kapitel i hele to timer mand, haha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...