I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

802Likes
886Kommentarer
64306Visninger
AA

11. The disadvantage of feelings.

Der gik to dage siden den aften havde fundet sted, men på de to dage havde jeg nærmest ikke været hjemme. Ikke nok med jeg følte mig som en anden i deres selskab, så kunne de rent faktisk lide mig for de jeg var.

Mine forældre havde ikke særlig meget imod det, hvert fald ikke længere. De kunne vidst tydeligt se på mig, at mit humør var bedre end det havde været de sidste mange måneder, så de lod mig være, og det samme gjorde Jamie. Jeg havde på fornemmelsen at det ikke ville blive ved, men så længe jeg var sammen med drengene, så var det som om alt andet var ligegyldigt.

Nå ja, men flere og flere mennesker kom hen på camping pladsen, blandet andet en masse piger, som var helt bevidst om, at One Direction også holdt til på den camping plads. Det var kommer ud overalt, og fordi de var One Direction, verdens største boyband, havde de åbenbart aldrig hundrede procent fri, for de havde en koncert et par timer herfra, og selv hvis de sagde nej, så blev de nødt til det.

Jeg fik det hele at vide da vi lå på vores sædvanlige sted på stranden. Zayn havde taget mig til side, og fortalt det. Det havde været som at få en sten i maven. Alle negative tanker kom tilbage, og hurtigt blev mit humør deprimeret.

Selvom alt gik godt, så gik det også virkelig skidt. Når jeg var sammen med dem, så var alt perfekt, men jeg skulle hjem og sove, og det var normalt der det gik galt. De sidste to dage, efter Jamie have smidt i hovedet, at jeg bare kunne vente mig, så var det som om stemmerne tog til og advarede mig om hans næste plan.

Det havde været så slemt, at jeg havde taget en af de sovepiller, som jeg rent faktisk slet ikke måtte bruge. Mine forældre troede jeg havde givet dem, dem alle sammen, men det havde jeg ikke. Jeg brugte dem i nødstilfælde, og eftersom alt gik så godt, så ramte det også bare dobbelt så hårdt når jeg var alene.

Og det kunne ikke gå ned af bakken nu. Zayn havde tilbudt mig at tage med, det havde de alle sammen, men nok mest på grund af Zayn. Vi var kommet ufattelig godt ind på hinanden, og han var som min bedsteven med fordele. Jeg havde det så godt omkring ham, og eftersom der ikke var så lang tid tilbage af ferien, så havde han tilbudt mig at tage med.

Alle de deprimerende tanker var forsvundet lige så hurtigt som de var kommet. Det var en kæmpe ting han havde spurgt mig om, men oven i det havde han også sagt han ville bruge så lang tid på mig som muligt, og at høre ham sige det, sige præcis hvad jeg ville have sagt, føltes så godt.

Det kunne rent faktisk også være, at jeg kunne sove ordentlig, bare for en gangs skyld. Jeg havde slet ikke tænkt på konsekvenserne af det hele, men det så heller ikke ud til der var nogen, udover mine forældre. EN ting var at jeg var sammen med et så kendt boyband, og en anden ting var at tage med dem på arbejde. Der var jo sindssyg mange fans, men Zayn havde forsikret mig om, at der mindst var lige så mange vagter til at passe på os.

Det var næsten helt planlagt. Jeg skulle sove i deres tour bus, mens alle de andre sov rundt omkring de andre. Alle fra deres crew kom til Spanien. Det var jo en kæmpe oplevelse for mig. Det var One Direction, og bare hele sådan et team sammen om én ting... Det var jo en kæmpe oplevelse for mig, og det var måske også det der overbeviste mine forældre. Denne gang var det dog min far der var hurtig til at sige ja, og min mor der var bange.

Men som altid havde jeg en perfekt bror, som hurtigt beroligede dem, som om han vidste jeg havde brug for det. Han havde tidligere nævnt jeg var i min 'periode' igen, og ligenu var det ligegyldigt med hvad han mente.

Jeg havde fået lov. Jeg skulle med Zayn på nok den største oplevelse en pige på min alder kunne få. Jeg kunne ikke vente.

OoO

"Jeg håber aldrig nogensinde du klager over at være på tour," sagde jeg med næsten hel åben mund. Jeg havde taget to skridt ind af døren til deres tour bus, og aldrig havde jeg set noget sejere. Det var som et lille hus, på hjul, som kunne køre. Det var så fedt. Der var en kæmpe sofa, og tv og alt. Tænk jeg skulle 'bo' her de næste par dage.

"Jeg klager hvert fald ikke lige nu," lød Zayn's stemme bag mig, inden han fik viklet sine arme under mine, og trukket mig ind til sig. Jeg kiggede på ham ud af øjenkrogen, og begyndte så at grine. Det var ikke ligefrem fordi det at han gjorde sådan, var anderledes, for vi kunne ikke holde os fra hinanden, men de sidste to dage havde vi bare været virkelig forsigtige omkring at gøre det, når andre var til stede. Der var så mange piger der kendte dem nu, så hvis de skulle ind på campingpladsen, så var der en bodyguard med.

Det var ret vildt.

"Fortæl mig lige igen hvor lang tid det tager at køre derhen?" Jeg viklede mig ud af hans greb, for at være en smule irriterende. Jeg vidste han hadede det, men det var sjovt alligevel.

"To timer begge veje, du ved godt vi ikke skal sove i bussen, ikke?" Han løftede det ene øjenbryn og kiggede ud af døren, da et par stemmer lød. De havde mødt deres crew, og da jeg kunne se hvor glade de blev for det, så havde jeg ikke lyst til at afbryde, derfor gik jeg hen til bussen.

"Sikke en skam," sagde jeg og sendte ham et smil. Han grinte hæst og lidt efter fløj en Niall Horan ind af døren.

"Er vi klar?!" han var virkelig glad i dag. De måtte vel også have savnet det lidt, de havde jo haft ferie i noget tid nu.

"Hvordan kan du have så meget energi?" spurgte jeg ham om. Klokken var halv tolv om aftenen, og når vi var fremme var den cirka to, og så skulle vi tjekke ind på hotellet, sove og alt muligt.

"Redbull er det eneste rigtige," sagde han og gik hen mod det køleskab der var. Han trak en ud og kiggede skiftevis på Zayn og jeg. Zayn rystede og hurtigt på hovedet, men hvis jeg ikke skulle falde om på stedet, så blev jeg vidst nødt til at tage imod en.

"Det her bliver så hyggeligt Aya!" han puffede til mig, inden han smed sig i sofaen. Stemmerne udenfor blev højere, og lidt efter kom de andre drenge grinende ind i bussen, efterfulgt af buschaufføren. Der gik ikke særlig lang tid, før bussen blev startet.

"Slå dig ned Aya, inden du falder om," sagde Liam og puffede til mig. Jeg sendte ham et 'surt' blik, men gjorde dog som han sagde.

"Er du sikker på du ikke har fortrudt?" Spurgte Harry om i en næsten hviskende stemme, så en rysten gik igennem hele min krop.

"Du har ingen ide om hvad du har sagt ja til," blev han ved, hvilket fik mig til at grine.

"Hvis det er hvad der har gjort dig så underlig, så har jeg nok fortrudt," og med det trak han sig fornærmet væk og kiggede på de andre, som sad og halv grinte.

"Hørte I det?" sagde han fornærmet og lagde armene over kors. Jeg kunne ikke lade være med at grine, inden jeg drak noget mere af min redbull.

OoO

Hvem havde troet at redbull rent faktisk virkede? Det var hvert fald første gang det var sket for mig. Jeg havde hvert fald haft en virkelig god tur herned. Jeg havde spillet et eller andet underligt kortspil med Niall og Harry, og det endte i at Harry skulle vise en masse trylle ting med kortene, og han kunne slet ikke finde ud af det, så det havde vi haft meget sjov med.

Zayn lå derimod nede i den anden ende af sofaen og sov, han var vidst virkelig træt, ikke at jeg ville bebrejde ham. Det havde været nogle lange nætter vi havde haft foran bålet med de andre og alkohol. Det blev sikkert en virkelig hård koncert i morgen.

Nå, men tiden gik alt for hurtig, og kun med to stop, var vi endelig fremme, eller næsten. Vi var i byen og manglede bare at finde hotellet. Jeg gik derfor fra de andre og ned mod Zayn. Liam havde spurgt om jeg ikke ville vække ham. De havde vidst selv dårlige erfaringer med det, da han åbenbart var en idiot til at vågne.

Jeg kravlede hen til ham, mens de andre fik sko og jakker på.

Jeg kiggede ned på ham. Hans mund var en smule åben, og hans vejtrækninger var dybe. Han lå på ryggen med hovedet til den ene side. Han t-shirt var kravlet en smule op på hans mave, så hans v-line var alt for tydelig, og det fik mig til at smile.

"Zayn?" sagde jeg langsomt og kiggede hen hvor de andre var, men de var alle på vej ud af døren.

"Held og lykke," grinede Louis, inden han smuttede ud. Jeg fnes kort og ruskede en smule i Zayn, men da det ikke virkede, prøvede jeg at sige hans navn højere, men intet skete.

Jeg sad et øjeblik bare og stirrede på ham, indtil jeg kunne høre nogle skrige udenfor. Mine øjne fandt pludselig det stykke hud, som var fuldstændig blottet for mig. Jeg kørte forsigtig en finger langs kanten af hans underbukser, inden jeg lænede mig ned mod ham.

"Zayn?" jeg plantede forsigtig et kys ved siden af hans øre, og kiggede så om han vågnede. Han brummede et eller andet i søvne og drejede hovedet den anden vej, hvilket måtte betyde han snart ville vågne.

Jeg fik min hånd ind under hans t-shirt og kørte den forsigtig op mod hans bryst. Jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben ved hans muskler mod min hånd.

Igen lænede jeg mig ned til ham.

"Zayn?" Jeg kørte forsigtig min hånd op og ned af hans bryst, hvilket fik hans vejrtrækninger til at blive en smule hurtigere. Han var endelig ved at vågne.

Jeg kyssede ham på kinden og kunne endelig se hans øjne glippe en smule. Langsomt vendte han hovedet hen mod mig, og lyste op i et træt smil.

"Godmorgen babe," grinede jeg og rettede en smule på hans hår mens han vågnede. Jeg trak forsigtig min hånd, som var under hans t-shirt, til mig. Han kiggede en smule mere opmærksomt omkring inden han satte sig op.

"Hvad er klokken?" Spurgte han træt om. Jeg kravlede væk fra sofaen og rejste mig op.

"Lidt over to. Vi er her nu." Jeg sendte ham et smil. Det var som om hans træthed smittede af, for pludselig var mine øjne enormt tunge.

"Oh," hørte jeg ham sige, inden han rejste sig op. Jeg lagde min jakke over armen, og tog mine sko på. Døren til bussen stod åben, og udenfor stod et par mennesker og snakkede, og ventede sikkert på os.

"Kommer d..." jeg vendte mig rundt og gik lige ind i Zayn, som trådte et skridt tilbage. Han var virkelig virkelig træt, hvilket næsten var alt for sødt. Jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik ham til at smile træt.

"Jeg hørte nogen skrige før, så jeg ved ikke om der er fans," sagde jeg og lod ham gå ud først. Han kiggede på mig og trådte ud af bussen. Som jeg havde regnet med, begyndte et par piger at skrige, hvilket fik Zayn til at løfte hånden og vinke til dem, inden han kiggede hen på mig.

"Kom," han gjorde tegn til jeg skulle gå med, hvilket fik min mave til at slå knuder, på en god måde. Selvom der var fans, så ville han alligevel have mig med. For at være ærlig havde jeg måske regnet med han ville holde igen og ikke ville ses med mig, så det overraskede mig.

Jeg trådte ned af bussen og gik hen ved siden af Zayn, som igen vinkede til dem, inden vi trådte ind af bagindgangen til hotellet.

"Du ser forvirret ud?" sagde han og kørte en hånd igennem hans hår, så det begyndte at stritte en smule.

Jeg fnes kort og nikkede. "Det er jeg vidst også," sagde jeg så, hvilket fik ham til at kigge på mig, mens vi bevægede os ned af en lang grå gang.

"Hvorfor? På grund af fansene? Det skal du vænne dig til," sagde han og puffede til mig med hoften. Jeg rystede på hovedet af ham og lod ham åbne døren for mig.

"Jeg troede måske bare du var lidt... du ved tilbageholdende med mig?" Mine øjne fandt Zayn's. Hans gjorde et eller andet underligt med munden og gik så et skridt tættere på mig.

"Jeg har ikke lyst til at holde dig skjul for nogen Aya, men hvis du ikke har det godt me.." Jeg afbrød ham hurtigt. "Det har jeg, det er ikke det," sagde jeg hurtigt og fortrød jeg fik det emne op. Det var ikke rigtig noget Zayn og jeg havde haft oppe før, for det hele havde jo bare været sommerferie og sommerflirt.

"Jeg tænkte bare at du måske...Om du har tænkt det her igennem?" Jeg bed mig i læben igen og kiggede væk, og før Zayn kunne svare, lød en anden stemme.

"Så du fik ham op?" Det var Liam, som holdt en nøgle i hånden. Han kiggede skiftevis på os, som om han vidst godt kunne se han havde afbrudt noget. Zayn kiggede hvert fald slet ikke på ham de første sekunder. Hans blik hvilede på mig, og et kort øjeblik var jeg bange for jeg havde såret ham.

"Tak Liam," sagde han så og vendte sig mod Liam og tog nøglen ud af hans hånd.

"Øh, jeg kan også få to værelser til jer hvis det er?" spurgte han uroligt om. "Nej, det er fint," sagde Zayn igen og sendte ham et smil.

"Jamen så godnat." Liam tvang vidst et smil op, men han gjorde det meget godt.

"Zayn jeg.." Han rystede på hovedet og begyndte at gå. Jeg fulgte hurtigt efter ham, og da vi kom ud i lobbyen kunne jeg se en masse fans henne fra døren af, som tog utrolig mange billeder. Hvad fanden lavede de her klokken halv tre om natten?

Jeg sørgede for ikke at kigge. Jeg gik ind i elevatoren med Zayn, og hele vejen op var der stille. Jeg havde åbenbart gjort ham vred, men hvordan skulle jeg vide det? Jeg var selv usikker på hvad vi havde, og jeg ville ikke have Zayn skulle fortryde noget.

Hvis folk begyndte at tro vi var sammen nu, og det så slet ikke holdt, så ville det måske blive smertefuldt for os begge, for ligegyldig hvad der skete her i Spanien, så havde det jo været noget godt, og minder gjorde altid ondt.

Zayn synsvinkel:

Jeg var lige vågnet, og synet jeg var vågnet til kunne ikke have gjort mig gladere, indtil hun åbnede munden og fik det til at lyde som om det her kun var en sommerflirt for mig, som om jeg gjorde det her tit.

Det var som om hun ikke selv var sikker på sine følelser, og det gjorde mig ked af det. Jeg følte virkelig vi havde noget. Hun var den første efter Perrie, ja selv før Perrie som nogensinde havde fået mig til at føle som jeg gjorde.

Jeg elskede at være sammen med hende. Hun var så mysisk, sig selv, så... mig agtigt. Hun mindede om mig på så mange måder, og alligevel langt fra. Jeg havde et eller andet for hende, og jeg havde været sikker på vi ville fortsætte med at have hvad vi havde når den her sommer var over, ja bare som venner, det ville være fint.

Jeg var blevet knyttet til hende så hurtigt, og jeg følte mig så heldig, så at hun pludselig sagde sådan noget gjorde mig frustreret.

Elevatoren åbnede og hurtigt gik jeg ud. Værelse 57 var hvad vi havde fået tildelt. Det var en af de første døre, så hurtigt fik jeg åbnet den og gik ind. Som altid var det mere end hvad vi, eller jeg, behøvede. Og det irriterede mig grænseløst lige nu, det gjorde alt nok, men nogen gange hadede jeg at være kendt.

Ikke misforstå mig, jeg elskede mit job, men sådan nogle ting som at Aya tvivlede på det hele, netop fordi jeg var kendt, var forfærdelig. Normalt ville piger elske at være sammen med en kendt, men Aya var tilbageholdende og anderledes.

"Zayn," sagde hun så lavt at jeg næsten ikke hørte hende, men det lød så højt i mit hoved. Hendes stemme lød altid som det første i mine øre, ligegyldig hvem der var omkring mig.

Aya's synsvinkel:

Min stemme knækkede da jeg sagde hans navn. Jeg vidste ikke hvordan han reagerede så hårdt som han gjorde, men det var hvert fald ikke behageligt at se på.

Jeg trådte længere ind i rummet. Det var virkelig luksus. Det var så fedt, og hvis det ikke var fordi jeg var så ked af det lige nu, så ville jeg nok også have flippet ud.

Zayn derimod lignede måske bare mere end der ville væk fra det her rum, og det her skulle være en fantastisk oplevelse. Vi blev nødt til at få talt om det.

"Zayn," jeg sukkede og trådte et par skridt hen mod ham. Han stod med ryggen til og kiggede ud af vinduet.

"Det var ikke for at ødelægge noget. Jeg er bare... du har travlt med dit arbejde, og jeg er mig. Jeg har ingen ide om hvad du føler for mig, jeg ved ikke om det her bare er en sommerflirt eller om det her rent faktisk er noget. Jeg ved ingenting, og jeg vil ikke have du gør noget du fortryder. Det vil være det væ..." Jeg blev hårdt afbrudt af et par læber mod mine, og lidt efter havde Zayn lagt sine hænder om mit ansigt.

Jeg blinkede forvirret med øjnene. Jeg havde ingen ide om hvad han havde gang i, men jeg kyssede med. Hele hans holdning, og hans måde at kysse mig på, virkede så anspændt, så jeg lod ham gøre det. Hvis det var hvad han havde brug for. Måske havde han bare en dårlig dag.

Lidt efter trak han sig fra mig. Hans pande lå mod min. Stilheden overtog rummet, og det eneste jeg kunne høre var nogle fans der sang udenfor, og Zayn's vejrtrækninger. Han havde lukket øjne, og det lignede et kort øjeblik han var i smerte.

"Aya, jeg ved ikke hvad der er imellem os, men jeg ved at jeg om to uger ikke er klar på at smide det hele væk. Ja, jeg skal arbejde meget, men hvis det er ægte, så fungere det. Vi har stadig dage til at finde ud af hvad der sker, men om vi så kun finder frem til at være venner, så er det okay. Jeg ved bare, at jeg ikke vil miste dig. Og vi finder aldrig ud af hvad der er imellem os, hvis vi ikke udforsker der, og at holde dig væk fra pressen, som er mit liv, er ikke måden at gøre det på. Hvis du ikke vil være en del af det, så forstår jeg, men jeg.."

Jeg rystede på hovedet, hvilket automatisk fik ham til at tie stille.

"Jeg vil bare ikke have du gør noget du fortryder Zayn."

"Jeg vil ikke fortryde det Aya. Det er normalt for to personer at have noget med hinanden," mumlede han mod mit ansigt og kærtegnede forsigtig min hånd.

Jeg trykkede mit ansigt ind mod hans hånd og lod et smil poppe frem. Jeg havde længe været forvirret med hensyn til Zayn's følelser og hvor vi stod, men han havde nok ret. Vi kunne og skulle ikke stresse. Vi behøvede ikke at finde ud af noget på en uge. Og med hensyn til Zayn's liv, så havde jeg da tænkt det igennem, men den følelse han gav mig, og den tryghed jeg fandt hos ham var mere værd en et par rygter på twitter.

Jeg kunne godt klare det her, hvis ikke for Zayn og jeg, så for mig selv og min familie, og mit liv. Det her var min chance for at få opbygget et ordentlig liv, for Zayn skubbede mig i den rigtige retning. 

OoO

Uh uh uha! Hvad tror I så der sker? Tror I Aya kan holde presset ud? Tror I de rent faktisk har følelser for hinanden, eller det bare er en sommerflirt? Og hvad tænker I om det med at Aya har fået det værre når hun er alene? Uh uh uh, og hvad tror I Jamie's næste træk er? x Synes jeg fik skrevet et kapitel hurtigere end jeg plejede, men ja! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...