I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

803Likes
886Kommentarer
64506Visninger
AA

16. The disadvantage of everything.

Min krop føltes tung næste morgen da jeg prøvede at vende mig. Det tog alt min energi at ligge mig om på den anden side og kigge ud på Zayn's værelse.

Som altid gled et smil over mine læber, men denne gang kom en smerte frem i mine kinder. Jeg lod langsomt en finger glide hen langs min kind og kunne mærke den var hævet. Jeg tog mit ansigt i hænderne, og pludselig var det som en film kom rullende ind bag mine øjne. Alt fra i går aftes kom tilbage, og denne gang var der ingen undskyldning for at det var alkoholen - for jeg var helt helt ædru.

En rysten gik igennem min krop. Hvor længe skulle jeg blive ved med det her? Hvor længe skulle jeg blive ved med at fortælle mig selv alt var normalt, når jeg tydeligvis var ved at gå fra forstanden?

Der var cirka en uge tilbage. Jeg blev nødt til at holde ud. Jeg kunne ikke give drengene et udtryk af at jeg var sindssyg - medmindre de allerede troede det. Jeg kunne da godt holde sammen på mig selv i en uge, ikke? Jeg skulle bare sætte min facade op. Jeg burde snart være vant til at se de ting, selvom det var helt nyt for mig.

Jeg kunne godt. Bare et smil og så kørte det.

Jeg rejste mig langsomt fra sengen af og gik hen mod spejlet der hang på væggen. Mine kinder var sjovt nok hævet og min mascara sad forfærdelig. Jeg gjorde min finger våd og fjernede det værste og kørte derefter en hånd igennem håret.

Jeg prøvede at sende et smil til mig selv i spejlet, men det blik jeg fik igen var næsten helt dødt, og det fik mig til at sukke højt - dog blev jeg afbrudt af en høj irriteret stemme som kun kunne tilhøre Zayn.

"Hvad laver du her?" Det var første gang jeg havde hørt hans stemme være så irriteret, det var også derfor jeg hurtigt fik åbnet døren og gik ned mod døren.

"De andre er her ikke lige nu, og det burde du heller ikke," hørte jeg Zayn sige igen. Jeg skar en grimasse. Zayn var slet ikke sådan en type der snakkede sådan der medmindre det var nødvendigt.

Jeg listede hen bag væggen og skulle til at gå frem, da en stemme jeg virkelig ikke havde brug for at høre lige nu, lød.

"Jeg bliver nødt til at snakke med dig før det er for sent, Zayn," han lød virkelig alvorlig, og det var en af ulemperne ved Jamie. Han kunne snore folk rundt om sin lillefinger når han brugte den stemme. Så var det som om alt andet var glemt og folk troede han mente det, men det skulle Zayn ikke. Zayn så ved han havde gjort ved mig!

"Hvad er for sent?" sagde Zayn spørgende, hvilket fik mig til at ryste på hovedet. Han skulle ikke hoppe på det! Jamie var sindssyg.

"Zayn, Aya er syg," startede han ud hvilket fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst. Hvad fanden snakkede han om? Han skulle ikke hjernevaske Zayn! Jeg måtte stoppe det.

"Syg?" sagde Zayn undrende, selvom det ikke lød som om det kom bag på ham. Forfanden da.

"Ja, hun får nogen gange de anfald, og normalt plejer jeg at kunne hj..."

"Jeg er ikke syg," sagde jeg hårdt og kom frem fra mit skjulested. De vendte sig begge hurtigt hen mod mig. Jamie's mørke øjne borede sig ind i mine, og denne gang stirrede jeg vredt tilbage.

"Jeg ved ikke hvad fanden du laver her Jamie," jeg kiggede hurtigt hen på Zayn. "Jeg håber virkelig ikke du stoler på ham," min stemme lød virkelig såret, og det fik hurtigt Zayn til at ryste på hovedet og træde et skridt hen imod mig.

"Jeg synes du skal gå Jamie," sagde jeg hårdt. Jamie rystede på hovedet og slog irriteret til døren.

"Forfanden Zayn, hun er syg. Se på hende. Tænk på strandfesten med Carly og.."

"Hvordan kan du få dig selv til at sige hendes navn?" Råbte jeg højt af vrede. Jeg var så træt af at jeg altid skulle holde min kæft til Jamie fordi mine forældre var omkring, og han kunne ikke lade mig være Det var for meget!

"Du fortjente ikke engang at kende hende! Jeg ved ikke hvad fanden du gjorde men at vise dig her nu og prøve at bilde Zayn noget lort ind, det er fanme ikke okay. Du burde virkel.."

"Aya!" afbrød Jamie mig hurtigt. "Jeg gjorde ingenting ved Carly! Forfanden hvis du gad at lytt.." "- Gjorde ingenting ved Carly? Det er din fucking skyld hun er død, og du ved det! Du tror du kan snyde alle men det kan du ikke! Jeg er ikke som de andre. Det kan godt være Alex og mine forældre, og alle andre tror du er uskyldig, men det er du ikke!" Jeg havde ikke en skid kontrol over min krop og mine følelser, det var derfor tårerne pludselig sprang ud af øjnene på mig, og det fik Zayn til at se halv forskrækket på mig.

Jamie skulle til at åbne munden for at sige noget, men Zayn afbrød med en lav hård stemme; "Jeg tror du skal gå nu Jamie," han sendte ham et hårdt blik, og det fik Jamie til at klappe i. Han kiggede kort på mig, og derefter på Zayn, inden han rystede på hovedet og vendte rundt.

"Du bliver nødt til snart at få øjnene op for det Zayn," halv råbte han til Zayn, inden han forsvandt.

Zayn's synsvinkel:

"Du tror vel ikke på ham?" udbrød Aya hårdt da Jamie var væk. Jeg kiggede efter ham. Jeg var ærligtalt i tvivl om hvad jeg skulle tro, men efter hvad Aya havde fortalt om Jamie, så ville det være rigtig dumt af mig at tro ham.

"Nej, nej selvfølgelig ikke," sagde jeg hurtigt og tog hendes ansigt i mine hænder. Hun virkede virkelig ude af den, og hendes krop var helt stiv. Det havde været nogle hårde dage for hende, og jeg havde virkelig ondt af hende.

"Kom," jeg tog hendes hånd og førte hende ind i stuen. "Sæt dig," beordrede jeg. Hun kiggede kort på mig, inden hun satte sig i sofaen med ryggen til mig. Jeg fjernede forsigtig hendes hår fra ryggen og til den ene side, inden jeg tog ved hendes skuldre.

"Bare slap af," sagde jeg roligt og bevægede mine fingre. Hun var helt anspændt i nakken, hvilket fik hende til at stønne svagt af smerte.

"Slap af," mumlede jeg roligt og bukkede mig ned for at kysse hendes hår. Hun gjorde lidt efter som jeg sagde, og forsigtig tog jeg lidt hårdere fast. Jeg kiggede ud a ´f vinduet som havde udsigt over havet. Stilheden overtog, og det fik mine tanker til at spekulere over Jamie's ord. Jeg burde ikke tro ham, men noget sagde jeg i det mindste burde høre hvad han havde at sige.

Jeg kunne mærke jeg langsomt fik hende løsnet lidt op, hvilket fik mig til at smile. Hun havde selv et lille smil på sine læber, hvilket gav mig lyst til at kysse hende. Jeg havde en trang til hele tiden at være omkring hende og passe på hende. Hun var skrøbelig. I starten havde jeg troet hun var stærk, men med tiden havde jeg lært at jeg tog helt fejl.

Jeg havde fejlbedømt hende - måske som jeg gjorde med Jamie, ikke at han ikke var en idiot, for det var han, men noget blev ved med at sige jeg skulle lytte til ham... For Aya havde fået et slags anfald her på det sidste, men når det var slut så glemte hun det enten, ellers levede hun videre som om intet var sket.

Selv de andre drenge havde bemærket det og var usikre på om hun var syg. Men hvad skulle hun fejle? Jeg var virkelig i tvivl - og hvis hun fejlede noget, hva så? Ville management så lade mig være hos hende? Ikke at de kunne bestemme - det ville jeg ikke lade dem gøre. Jeg havde noget for Aya, noget der ville ødelægge mig fuldstændig hvis hun blev taget fra mig.

Jeg sukkede tungt og kiggede ned på Aya, som nu havde lukket sine øjne. Hun så ud til at nyde det, hvilket var godt. Det fortjente hun.

OoO

Jeg havde snakket med drengene omkring det her, og eftersom de synes jeg i det mindste skulle lytte til Jamie, så havde Niall fået Aya med ud at handle ind til i aften. Jeg var glad for de var kommet så godt ind på hinanden. Det havde Aya brug for, og det gav mig muligheden for at tage hen til Jamie og høre ham ud, for det havde jeg virkelig brug for.

Jeg var så forvirret.

"Zayn!" hørte jeg en skinger stemme sige. Jeg kiggede frem og så lige hen mod Aya's familie som sad og spiste. Hendes mor havde et tomt blik i øjnene og rejste sig næsten op.

"Er Aya okay?" udbrød hun, hvilket fik mig til at smile afslappet til hende. Jeg havde hilst på hende før, så det var ikke helt så akavet, udover de alle sad og kiggede på mig, især Jamie.

"Hun har det helt fint," forsikrede jeg dem om, inden jeg kiggede på Jamie, som hurtigt forstod en hentydning - dog med et forvirret blik i øjnene.

"Undskyld mig," sagde han og lagde sit bestik på bordet, inden han rejste sig op.

"Velbekom," sagde jeg høfligt til dem, hvilket fik Alex til at smile som tak. Jeg kunne nu meget godt lide hendes familie. De var altid så venlige, selvom hendes far var meget stille og altid stirrede underligt på mig.

Jeg rystede kort på hovedet og kiggede hen på Jamie. Jeg orkede ikke at stå og snikke snakke med ham. Jeg brød mig ikke om ham, og nu ville jeg lytte, så skulle han vel bare i gang.

"Fortæl mig hvad du ville før," min stemme var virkelig kølig, men det kunne jeg ikke rigtig ændre på.

Jamie nikkede kort og lænede sig så op af et træ.

"Aya og jeg plejer at være gode venner," sagde han roligt, hvilket næsten gav mig en lyst til at grine. Gode venner? Det ord ville jeg nok ikke lige have brugt om dem - men jeg holdt mund og lyttede.

"Aya lider af skizofreni." Jeg nikkede;" det ved jeg."

"Det er ikke første gang Aya har været inde i en periode som det her, men denne gang er det langt værre, og jeg kan ikke få hende på rette fod igen. Når hun plejer at få de anfald, så er det mig hun kommer til, men denne gang er det helt galt."

Jeg kiggede fuldstændig opgivende på ham. Jeg forstod ingenting.

"Den første aften i så os hernede, husker du?" spurgte han om, hvilket fik mig til at nikke. Det var da Aya løb fra ham fordi han holdt ved hende.

"Jeg ville have bedt ende opføre sig ordentlig overfor hendes familie. Hun har det med af og til at flippe ud på mig. Det ene øjeblik kan hun snakke med mig, det næste kan hun ikke - og jeg plejer at gøre hende rolig, men nu er det dig, og jeg ved ikke hvad der sker, men Aya har glemt alt og tror jeg er ude på alt muligt latterligt lort."

"Hvad med Carly?" sagde jeg hurtigt. Han skulle ikke se hvor forvirret jeg var.

"Det kommer," sagde han roligt.

"Den aften hun kom hen til jer og jeg sagde hun skulle tage sin medicin er fordi hun i perioder ikke har brug for det, men når det starter op igen, så har hun, og det var det ved. Jeg sagde det fordi jeg bekymrer mig, ikke fordi jeg har noget imod hende. Jeg elsker hende."

Det kom som et stik i hjerte at høre ham sige det. Hvis det var rigtigt, havde ham og Aya så noget, som hun havde glemt?

Hvorfor skulle Jamie også hele tiden gå efter hende hvis han bare ville irritere hende? Der var noget der ikke hang sammen. Måske var det Aya som havde slået op?

"Aya og jeg har ikke noget sammen Zayn." Jeg havde ikke troet det var så nemt at se, men i stedet for at forsvare mig selv, nikkede jeg bare kort og kunne mærke en beroligende følelse gå igennem mig.

"Jeg har prøvet at få Aya til at forstå hun er inde i en periode igen, men hun vil ikke lytte. For eksempel dengang hvor I så det som om jeg overfaldt hende? Det gjorde jeg ikke. Hun gik fuldstændig amok omkring Carly og hendes død, men sandheden er at jeg gjorde alt for at redde Carly da hun hang der. Jeg elskede hende Zayn. Jeg ville aldrig kunne slå hende ihjel."

Jeg kunne mærke hvordan hans stemme blev lavere og lavere som om han virkelig var såret, og at det her var svært at snakke om. Jeg kiggede derfor væk fra ham.

"Hvad så med det sugemærke hun havde fået af dig?" Jeg huskede nemt hvordan Aya flippede over det røde sår på hendes hals. Det kunne jeg jo ikke glemme.

"Det var myggestik. Hun fik dem første dag hun var her. Ingen sugemærker. Hvorfor skulle jeg gøre det?"

Jeg vidste ikke om det var et spørgsmål han stillede mig, derfor svarede jeg ikke rigtig.

"Hvad med dengang på diskoteket?" sagde jeg for at skifte emne.

"Jeg prøvede at holde hende fra jer. Jeg prøvede at sige på en sød måde at Aya kunne ødelægge jeres ry. Jeg er bange for hun gør et eller andet dumt, jeg prøvede bare at hjælpe.

"Hvorfor bliver Aya ved med at sige du dræbte Carly? Der var noget med et brev.." Jeg kunne huske første gang Aya havde snakket om Carly. Faktisk kunne jeg huske næsten alt nu når vi snakkede om det.

"Carly og Aya var tætte. De fortalte hinanden alt. Carly var ikke helt rask Zayn. Hun så ting som Aya gør, og det har smittet af på Aya. Aya har altid haft tillidsproblemer og altid hændt ud med de større, og hun så nærmest op til Carly. Hvad jeg har fået at vide af lægerne fik Carly Aya til at tro alle andre var sindssyge fordi de netop ikke så ting som de gjorde. Det blev åbenbart for meget for Carly. Jeg ved ikke hvad der fik hende til det. Jeg hjalp hende så meget jeg kunne - som jeg gør med Aya nu. Jeg vil ikke miste Aya som jeg mistede Carly. I det brev... jeg ved ikke hvad hun mente med jeg ikke var som Carly havde troet, men Aya har fordrejet det fuldstændig. Hun ser mig som en trussel nu, og hver gang jeg snakker om Carly, så beskylder hun mig for at have dræbt hende. Jeg kan ikke få hende tilbage til den hun var før."

Han kørte forvirret en hånd igennem håret og sukkede. Jeg kunne fornemme det var hårdt for ham at snakke om. Han lød næsten lige så for virret som mig.

"Aya har sagt virkelig mange ting til mig, og da jeg prøvede at fortælle hvor langt ude det var, så flippede hun fuldstændig ud. Alex bad mig holde mig fra hende, og derfor sagde jeg det ikke var slut, fordi jeg ikke vil give op - men Aya hører det som en trussel. Aya hører hvad stemmerne i hendes hoved siger hun skal høre og derfor.."

"Tror hun du vil hende det værste," afsluttede jeg, for nu gav det hele langsomt mening, selvom det hele stadig var så forvirrende.

"Zayn, hvis du ikke tror på mig er du villig til at snakke med hendes forældre. Jeg har virkelig prøvet at få hende på rette spor men hun lytter ikke, ellers fordrejer hun alle mine ord. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan trænge igennem hendes mur mere, men jeg er bange for hun virkelig er tæt på at bryde sammen. Hendes forestillinger bliver værre, gør de ikke?" spurgte han roligt om. Jeg fik nærmest et flash back omkring den aftenen på stranden, den lille pige, og i går aftes. Det kunne jo ikke bare ske for en ikke syg person.

Hvorfor havde jeg holdt det her for mig selv så længe? Jeg vidste der var noget galt, men jeg var for naiv til at tro på Aya, at ignorere alle tegnene.

Jeg kunne mærke en vrede komme frem. Den var rettet mod mig selv. Hvis jeg fra starten havde tænkt over det og lyttet på Jamie i stedet for Aya, så havde det måske hjulpet hende. Jeg havde aldrig helt set alt det Jamie gjorde ved Aya. Jeg havde kun hørt hvad hun fortalte mig, og det troede jeg på. Jeg drog for hurtige konklusioner, forfanden.

Jeg rystede på hovedet og havde en trang til at græde, hvilket jeg ærligtalt sjældent havde. Jeg sank den klump jeg havde i halsen inden jeg kiggede på Jamie.

"Hvad kan jeg gøre?"

OoO

Aya's synsvinkel:

Det havde været en virkelig hyggelig tur med Niall. Dog var der kommet en del fans, men det var jo en del af deres liv, og det respekterede jeg, for jeg respekterede dem og var håbløst forelsket i Zayn.

Han var nede efter noget til aftensmaden som de ikke havde skrevet til os, så derfor hjalp jeg nu Niall med at starte grillen op udenfor.

"Tror du det er noget godt kylling?" jeg kiggede på pakken og derefter på Niall. "Selvfølgelig er det noget godt kylling. Jeg tager aldrig fejl," sagde han fornærmet, hvilket fik mig til at grine højt og nikke.

Jeg skulle til at gå indenfor, da jeg fik øje på to skikkelser nede på stranden. Jeg kiggede forvirret derhen, hvilket også fik Niall til at kigge derhen. Noget ved hans holdning var forkert - som om det ikke kom som et chok for ham.

Men hvad fanden lavede Zayn med Jamie?

Vreden blussede op i mig, og før jeg kunne stoppe mig selv, hoppede jeg ned af de to trappetrin der var, og var på vej hen imod dem med fuld fart. Hvad end Jamie havde fortalt, så løj han, og det skulle Zayn vide!

"Hvad fanden sker der?" Udbrød jeg højt, hvilket fik Zayn til at tysse på mig. Han så ikke specielt glad ud, hvilket kun kunne betyde Jamie havde fucket et eller andet op.

"Hvad har du fortalt?!" Sagde jeg højt og gik truende hen imod Jamie, som rystede på hovedet. "Hvad har du fortalt ham!" skreg jeg højt og skubbede irriteret til ham. Zayn's blik havde været dømmende, og hvis han nu... hvis han nu så mig som en.. jeg kunne slet ikke bære tanken om at miste ham.

"Aya, rolig nu!" sagde Zayn og greb ud efter mig, men jeg rystede på hovedet.

"Kan du ikke se hvad han prøver på?" Jeg skubbede irriteret Zayn væk. Jeg var så irriteret over han ikke kunne se hvad Jamie gjorde. Han hoppede lige i hans åndssvage fælde!

"Han prøver at ødelægge det hele! Ligesom med Carly," råbte jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg kiggede forvirret rundt. Jeg havde ingen ide om hvor jeg skulle kigge hen. De andre drenge stod over ved huset og fulgte ivrigt med, men det var ligegyldig.

"Aya, shh, hør nu her! Han forklarede mig bare et par ting." Ved de ord blussede alt indeni op. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. Hvad havde han fortalt? En løgn? Jeg ville vide det.

"Og Aya jeg bebrejder dig ikke," sagde han roligt og tog ved mine overarme. Jeg kiggede forvirret på ham. Bebrejder mig ikke for hvad? Hvad fanden snakkede han om?

"Hvis bare jeg havde vidst det noget før.. Hvis jeg bare havde indset du var syg," sagde han og kiggede med skyldfølelse i øjnene, på mig.

Så det var det han fortalte? Jeg var ikke syg!

"Jeg er ikke syg Zayn," sagde jeg hårdt og kunne mærke min facade kom frem igen. Zayn rystede på hovedet og tog mit ansigt i sine hænder. Hans brune øjne borede sig ind i mine, og det var næsten for meget. Det så ud som om han havde ondt af mig - men hvorfor? Jeg var ikke syg!

"Jeg går ingen steder Aya, okay? Jeg er her for dig. Jeg lover du kommer igennem d..." "Jeg er ikke syg forfanden! Hvad har du sagt til ham?" Jeg slog hårdt hans hænder væk og henvendte mig til Jamie, som sukkede.

"Aya, fald nu ned." Jeg rystede på hovedet. "Tænk du overhovedet stoler på ham!" skreg jeg højt og trådte et skridt tilbage. "Aya hold nu op," prøvede Jamie, men i stedet for lod jeg et skrig komme ud og gik med vrede skridt ned mod vandet.

Det var for meget det her, det var det! Jeg hadede ham. Jamie gjorde alt for at ødelægge mit liv!

"Aya forfanden, hør nu," hørte jeg Zayn råbe, men jeg kunne ikke høre ham tydeligt nok. Mine vejtrækninger var alt for vilde, og mit bryst gjorde ondt. Det hele arbejdede så forfærdeligt hurtigt indeni og vreden, sorgen og skuffelsen gjorde det ikke bedre.

Jeg havde lyst til at skrige min smerte ud, men i stedet for sortnede det for mine øjne, og det sidste jeg hørte var drengenes forvirrende råb,

OoO

"Aya," Jeg åbnede langsomt mine øjne og kiggede lige ind i Carly's øjne. Jeg gav et forskrækket skrig fra mig og satte mig op.

Hvor var jeg? Hvorfor var Carly her?

"Endelig," hviskede hun og rakte ud efter min hånd. Jeg kunne mærke en varme gå igennem mig. Det her var Carly, min Carly. Ikke min døde Carly fra stranden. Åh gud hvor jeg savnede hende.

"Jeg troede jeg havde mistet dig," hviskede hun og fik tårer i øjnene. Jeg kiggede forvirret på hende. Det var hende der forlod verden, ikke mig. Det var hende der var væk, ikke mig.

"Hvad mener du?" spurgte jeg forvirret.

"Du har været væk så længe - længere end du plejede. Du kom aldrig tilbage til mig," hviskede hun. Jeg kiggede på den tåre der trillede ned af hendes kind. Jeg hadede når hun græd.

Forsigtig fjernede jeg den.

"Jeg har da hele tiden været her?" sagde jeg forvirret, men hun rystede på hovedet. "Stemmerne Aya, de fik dig næsten. Jeg prøvede alt, Jamie prøvede alt.. Jeg var så bange for du skulle ende som mig," denne gang hulkede hun højt. Jeg forstod ingenting.

Ende som hende?

"Jamen Carly, jeg har prøvet at finde ud af hvad Jamie gj..." Carly grinte kort, hvilket fik mig til at tie stille.

"Aya, de har fucket med dig hele tiden. De tanker har ikke været dine. Det har været deres. Alle de... alle de gange Jamie prøvede at snakke til dig omkring mig - forklare hvad der skete, så lukkede du af. De fik dig til at høre hvad de ville have. De fik dig til at tro Jamie dræbte mig - og jeg er ked af jeg forsvandt uden at sige noget. Det blev for meget," hviskede hun. Jeg var stadig fuldstændig forvirret. Jeg forstod ingenting.

"Du forstår ikke Carly. Jeg er lige ved at finde ud af hvad der skete dengang." Hun rystede afvisende på hovedet og gav min hånd et klem.

"Aya, jeg tog mit eget liv. Ikke på grund af dig, eller Jamie - ikke på grund af nogen udover mig selv. Jeg lod stemmerne overtage. Det blev så slemt. Jeg så ting, jeg var aldrig alene og ... Aya, jeg kunne ikke klare det. Jeg blev nødt til at komme væk fra mig selv. Der var noget andet der havde overtaget min krop, og det kunne jeg ikke leve med. Det gjorde mig sindssyg, og nu... nu har det været ved dig.." Hendes stemme knækkede og endnu et hulk kom ud.

"Aya jeg er så ked af det. Du er så stærk, glem det aldrig. Jeg elsker dig så højt, men please vær stærkere. De må ikke knuse dig som de knuste mig," hviskede hun og tog fat i begge mine hænder for at løfte mig op at stå.

"Carly, hvad skal der ske?" Sagde jeg forvirret, hvilket fik hende til at kramme mig.

"Det er på tide du vågner nu. Åben dine øjne." Hun kyssede mig på kinden inden hun trak sig væk. Hun trådte et par skridt tilbage og slap min hånd.

"Carly!" Udbrød jeg.

Hun sendte mig et smil. "Aya, åben dine øjne."

"Aya..." Hendes stemme blev mere og mere utydeligt.

"Aya...."

Med et sæt satte jeg mig op. Mine øjne blev flået op og en dyb indånding, helt ned i maven, kunne mærkes.

Jeg hev efter vejret og kunne mærke hvordan mine håndflader var fuldstændig svedige.

"Aya!" hørte jeg en stemme udbryde. Jeg kiggede hurtigt til siden, hvor Zayn sad. Hans brune øjne var våde, hvilket fik mig til at se endnu mere forvirret ud.

Hvor var jeg?

"Aya," sagde Zayn for at få mig til at fokusere. Jeg kiggede forvirret efter Carly. Hvorfor var her helt hvidt? Carly kunne ikke være væk igen. Hvor var hun?

"Aya," sagde Zayn igen, og denne gang kiggede jeg hurtigt hen på ham. Hans øjne fangede mine, og da jeg så hvor ked af det han var, bed jeg mig i læben for ikke selv at græde.

Græde fordi det hele var så forvirrende. Græde fordi det var som om jeg var vågnet fra en ond drøm. Græde fordi det hele langsomt var faldet på plads - græde fordi jeg var syg, græde fordi de havde ret. Jeg var syg. Jeg var gået ind i endnu en periode, denne gang var det værre.

Jeg havde været så tæt på at miste mig selv - præcis som Carly. Hun ønskede ikke at jeg skulle ende som hende. Jeg havde levet i en helt anden verden - en verden der var styret af andre end mig. De fik mig til at høre ting, forestille ting... Jeg var syg, men det var ikke det der gjorde ondt - det der gjorde ondt var alle de mennesker jeg havde såret, og hvor svag jeg havde været.

Det her skulle ikke ske.

"Zayn," jeg bed mig hårdere i læben. Selvom han rystede på hovedet var jeg ikke færdig; "Jeg er SÅ ked af det," hviskede jeg og kunne mærke tårerne allerede fik frit løb.

Alt det jeg havde udsat ham for - min familie, og jamie. Åh gud.

"Shh," hviskede Zayn roligt og trak mig ind til sig. Jeg omfavnede ham hurtigt. Efter alt jeg havde udsat ham for, så var han her, hos mig.

"Jeg er så ked af det. Please ikke forlad mig," hviskede jeg, hvilket fik ham til at stramme grebet om mig.

"Jeg forlader dig aldrig Aya. Stol på mig. Du skal nok komme igennem det her, og jeg er ved din side hele vejen, okay? Hører du?" Han trak sig en smule væk og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg nikkede og tørrede mine øjne, inden jeg sendte ham et smil og omfavnede ham igen.

En glæde gik igennem min krop, selvom jeg vidste der var meget der skulle rettes op på nu - men jeg blev nødt til at tage en ting af gangen, og jeg kunne godt klare det. Det skulle jeg. Før Carly's skyld - og for min egen, og for min familie, og for Zayn - for alle.

Jeg var stærkere end det her, og det skulle jeg bevise.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg mod hans bryst, inden jeg lukkede øjnene i og nød at være i hans favn.

 

Undskyld stavefejl. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...