I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

804Likes
886Kommentarer
65270Visninger
AA

4. The disadvantage of being honest.

Jeg var stået tidligt op næste dag, hvis jeg da overhovedet var gået ordentlig i seng. Jeg havde haft det forfærdelig hele natten. Stemmerne fløj rundt i mit hoved, værre end de plejede, men det var alt sammen på grund af Jamie. Jeg hadede ham.

Alt i går kørte rundt og rundt om og om igen. Jeg havde været sikker på en fremmede person var efter mig, jeg hørte og kunne mærke det, men det var bare Jamie. Han vidste hvordan jeg havde det, og han havde gjort det med vilje.

Hvis bare jeg ikke havde ladet ham få den fornøjelse. Han havde set mig fuldstændig ude af den, og den eneste grund til han gjorde det, var fordi han ikke brød sig om mig, fordi jeg vidste sandheden om ham.

Han gjorde mig psykisk dårlig, og lige nu var jeg ikke i stand til at se på ham. Jeg blev nødt til at komme væk. Hele natten havde jeg været indespærret med de stemmer, og nu var solen endelig fremme, og jeg havde brug for at komme ud.

"Godmorgen minskat," hørte jeg min far sige, da jeg trådte ud fra mobilehomet. Jeg sendte ham et kort smil og gned mig i øjnene da mine øjne var alt for følsomme.

"Har du sovet godt?" spurgte min mor glad. Jeg mumlede en umenneskelig lyd og satte mig ned, for at trække min fars mobil hen til mig, så jeg kunne se hvad klokken var. Det overraskede mig da jeg så den var lidt i tolv. Så måtte jeg altså have sovet lidt alligevel, selvom det slet ikke føltes sådan.

"Var det en god aften i går?" Min mor stillede et glas foran mig, som jeg hurtigt drak. "Den var okay," løj jeg. Jeg kunne lige så godt opgive at fortælle sandheden, for ville de tro mig? Jamie ville bare slynge ud, at jeg gik en tur og han fulgte efter mig, og at jeg så fik et anfald - og hvem ville de tro?

Det var jo ikke ligefrem fordi jeg havde beviser for det. De drenge jeg var havnet ved, måtte virkelig havde troet jeg var sindssyg. De ville sikkert bakke Jamie fuldstændig op. Jeg måtte også have lydt sindssyg. Jeg kom brasende ind i deres hus, græd som en i helved og var sikker på der var en syg morder udenfor deres hus.

"Aya, jorden kalder," grinede min far og puffede til mig. Jeg kom hurtigt til mig selv, og kiggede hen mod teltet, hvor Alex og Jamie sov i - men ud fra deres stemmer var jeg ret sikker på de var ved at gøre sig klar til at stå op.

Jeg rejste mig derfor hurtigt op, og skyndte mig indenfor. Jeg smækkede døren i, tog et par shorts på og en top. Jeg greb ud efter mit musik og min bog, og tog et par solbriller i hånden. Jeg skulle væk herfra. Jeg havde brug for mere tid alene til at sluge hvad der var sket. Så jeg Jamie nu ville jeg bryde fuldstændig sammen, og jeg ville ikke ødelægge ferien allerede.

"Mor!" råbte jeg højt og fik næsten stres. Jeg åbnede døren og fandt hende i køkkenet. "Jeg smutter ned på stranden," sagde jeg og fik et underligt blik af hende.

"Men skulle vi ikke alle derned i dag?" Hun smed det viskestykke hun havde i hånden og lænede sig op af bordet.

"Jeg vil gerne se campingpladsen an, så det er ikke sikkert jeg tager ned på stranden med det samme. Kan I ikke bare skive hvor i ligger jer?" spurgte jeg og bed mig i læben. Min mor kunne vidst godt se der var et eller andet galt, og det fik hende også til at træde hen imod mig.

"Aya skat, hvad er der galt?" Jeg rystede afvisende på hovedet og sendte hende et smil. Jeg burde være glad for hun bekymrede sig, men hun ville alligevel ikke stole på mig.

"Er det stemmerne igen?" Spurgte hun denne gang lidt uroligt om. Jeg rystede derfor hurtigt på hovedet. "Overhovedet ikke. Jeg har jo sagt de næsten ikke er der mere. Jeg har bare sovet dårligt," jeg gik hen til hende og plantede et kys på hendes kind.

"Og du ved jeg mere er til bøger end vand," jeg holdt bogen op og grinte kort og falsk, men hun hoppede på den og nikkede.

"Jeg sms'er dig," sagde hun og tog fat i viskestykket igen. Jeg nikkede hurtigt og åbnede døren. Det skar igen i øjnene, derfor tog jeg hurtigt solbrillerne på og hoppede ned af de få trapper. Jeg holdt blikket fremad så jeg ikke skulle se hen i retningen af teltet.

"Vi ses, hyg jer," råbte jeg tilbage, mest til min far og mor.

Jeg kendte vejen til stranden, så der gik ikke lang tid før jeg var dernede. Der var proppet med mennesker længere nede af stranden, så det gav mig lidt ro for mig selv. Det var også her alle bådende holdt til, så det ville være lidt ulækker hvis folk badede her.

Jeg fik en cigaret op af lommen og hev min lighter frem. Jeg havde virkelig virkelig savnet denne følelse, og lige nu havde jeg brug for det mere end noget andet.

Jeg tændte den og tog et langt sug. En behagelig rolig følelse bredte sig i kroppen, og i et kort øjeblik fik jeg lyst til at græde, fordi alt var så overvældende, men jeg blev nødt til at være stærk.

Jeg tog et par sug mere, inden jeg valgte at skodde den. Jeg hev en smule ned i mine shorts, så alle mine rødlige ar kom frem. Jeg var ikke stolt af dem, men når stemmerne blev for høje, eller jeg var ved at få et anfald, så var det sådan jeg kom tilbage til mig selv - og det lød sindssygt, men hvis man blev fundet med et barber blad på hånden, så vidste folk man gjorde det - derfor var jeg gået hen til en anden metode.

Jeg holdt lighteren ud for min hofte, og tændte den. En brændende fornemmelse opstod med det samme. Jeg skar en grimasse, men det føles rart. Jeg ville elske at sige Jamie var skylden til det, men det ville være en løgn.

Jeg var skylden til det.

OoO

Sådan fortsatte det de næste to dage. Jeg kunne ikke holde ud at se på Jamie, men jeg blev nødt til det ved aftensmaden, og det var derfor jeg altid smuttede om morgen. For hvis jeg skulle holde ham ud om aftenen, så blev jeg nødt til at komme væk fra ham om dagen.

Jeg vidste godt det ikke kunne fortsætte sådan, for mine forældre var allerede trætte af de kun så mig om aftenen. Heldigt for mig havde Jamie og Alex aftalt at tage på bar i går, så det gav mig tid til at være sammen med mine forældre, og det var sikkert også kun derfor jeg fik lov til at gå tidlig næste morgen.

Jeg vidste de prøvede på at finde ud af, hvad der var i vejen, men de vidste også jeg nogen gange havde brug for at være alene, og det havde også virket. Jeg følte mig mere stabil, og jeg følte jeg kunne overskue mere. Jeg blev vred og irriteret når jeg så på Jamie, men det var bedre end skrøbelig og ked af det. Jeg kunne ikke blive ved med at få trangen til at græde, jeg skulle være stærk, det blev jeg nødt til.

Lige nu sad jeg på stranden med en cigaret i hånden og læste. Klokken var nok omkring halv fire, men solen brændte stadig hårdt ned på mine ben, som efterhånden havde fået halv flot brun farve.

Jeg var halvvejs i min bog og langt nede på min musik playliste, da et eller andet skyggede for solen. Jeg tog den ene høreting ud, og kunne straks høre larmen fra de andre mennesker, og vandet der skyllede op på stranden.

"Har du noget ild?" lød en hæs stemme. Jeg kiggede op ved lyden af stemmen, og fik nærmest et chok, da jeg så hvem der stod foran mig. Det var en af drengene fra den aften. En af dem der havde fulgt mig hjem. Det var ikke Harry, som var den eneste jeg kunne navnet på.

"Øh," var det eneste der forlod min mund. Jeg havde nok allermest lyst til at sige nej, så han forsvandt. Han kunne sikkert ikke genkende mig med solbrillerne på, så hvis jeg bare afviste ville han sikkert gå.

Jeg skulle til at sige nej, da det gik op for mig, at jeg selv sad med en cigaret i hånden. Jeg sukkede indvendigt og tog min lighter frem, for at give ham den.

Der var stille et øjeblik, inden han rakte mig lighteren igen og fik sagt tak. Jeg forventede han ville gå, men han blev stående, og det fik mig til at kigge forvirret op på ham - selvom han sikkert ikke kunne se det på grund af mine solbriller.

"Mmh, jeg tænkte nok det var dig," udbrød han så, inden han trådte til siden. Solen ramte mig igen, men denne gang fulgte jeg ham.

"Må jeg sætte mig?" Spurgte han om, og igen havde jeg lyst til at sige nej, men jeg havde allerede givet ham et forfærdelig førstehåndsindtryk af mig, så lidt høflig kunne jeg vel godt være.

Og jeg var langt mere stabil nu, og han var lækker.

"Ja," svarede jeg halv koldt og rykkede mine ting lidt væk. Han satte sig med et bump og rettede på sine sorte badebukser.

Det undrede mig at han ikke var med de andre - og hvorfor var han egentlig her? Og hvordan kunne han genkende mig? Og hvorfor ville han genkende mig?

Spørgsmålene fløj rundt i mit hoved, og det var lige før jeg ikke hørte hvad han spurgte mig om, hvilket jeg ville ønske jeg ikke havde.

"Er du okay?... Jeg mener med ham der, øh.." "- Jamie," afbrød jeg, hvilket kom bag på mig selv.

Han nikkede kort og førte cigaretten op til munden. Jeg kunne ikke lade være med at studere  måden han inhalerede og pustede ud på. Han havde sikkert røget længe.

"Jeg har det fint," løj jeg og slukkede min musik. Han nikkede kort, lidt som om han ikke hoppede på den, men kunne han egentlig ikke også være ligeglad? Jeg forstod ikke helt hvorfor han var her, men jeg var opdraget godt, så det forblev kun tanker.

"Du så ikke ud til at have det fint," mumlede han så, hvilket fik mig til at se forvirret på ham, og glem det med at være opdraget godt, det smuttede.

"Det vedkomme ikke dig," sagde jeg en anelse hårdt og samlede mine ting sammen, for at gå. Jeg havde virkelig ikke lyst til at sidde og snikke snakke med ham lige nu, han virkede allerede irriterende.

Før jeg nåede at rejse mig ordentligt, tog han om mit håndled.

"Det vedkommer da mig, når du kommer hjem til os midt om natten fuldstændig ude af den? Du har siddet her alene de sidste to dage - så lad være med at sig det er fint, når det ikke er." Sagde han irriteret som om han kendte.

Jeg kiggede ned på hans hånd som havde fat om mit håndled, inden jeg kiggede op på ham.

"Stalker du mig eller sådan noget?" Udbrød jeg, selvom det var et helt andet emne. Jeg rystede på hovedet og afbrød mig selv. "Du kender mig ikke, så lad være med at lad som om du gør, og lad være med at lad som om du bekymrer dig," vrissede jeg surt af ham, hvilket fik ham til at ryste på hovedet og slukke sin cigaret.

"Jeg kommer heller ikke til at kende dig med den attitude," sagde han hårdt, hvilket fik mig til at tie stille. "Og kan du bebrejde mig for at være nysgerrig, når du kommer hjem til os midt om natten og er hel.."

"Okay okay, jeg har fattet det! Gider du dæmpe dig? Kan vi tage den et andet sted? Folk glor!" mumlede jeg og trak irriteret min hånd til mig. Det var som om han pludselig kom til sig selv. Han kiggede kort rundt og så hen på mig igen, inden han nikkede og tog nogle solbriller på.

Han så altså godt ud.

Selvom jeg var irriteret over han pludselig kom rendende og troede han kendte mig, så forstod jeg ham godt. Måske skyldte jeg ham en forklaring, okay det gjorde jeg - men folk gloede, og det var netop derfor jeg tog ham med hen på en café tæt på.

Vi fik hurtigt en plads nede i hjørnet, og inden han kunne stille spørgsmål, kom en tjener og tog imod vores bestilling.

"En cola, tak," sagde jeg og lagde mine ting på bordet ude i siden.  Jeg var stadig ikke usikker på navnet, men han bestilte hvert fald en øl, tog sine solbriller af, og lod sine brune øjne studere mig et kort øjeblik.

"Først vil jeg gerne vide hvem jeg snakker med," sagde jeg og kunne mærke min facade falde på plads, så jeg ikke begyndte at rødme og alt muligt.

Han kiggede et kort øjeblik forvirret på mig, inden han nikkede og sendte mig et kort smil.

"Zayn."

Jeg nikkede. Det navn havde de brugt, og nu når han sagde det, så kunne jeg godt genkende ham fra den aften af, som Zayn - men til mit forsvar, så var der mørkt og jeg var ude af mig selv.

Jeg kørte en hånd igennem mit hår og sukkede lettet da tjeneren kom hen med det. Jeg var virkelig tørstig. Jeg havde ikke drukket noget hele dagen, hvilket nok var ret dumt.

"Nogen speciel grund til du sidder med solbriller indenfor?" Spurgte han om og tog en tår af sin øl. Jeg trak på skulderne og tog fat i sugerøret, for at køre det frem og tilbage mellem isterningerne.

"Hvad er det du så gerne vil vide, siden du har stalket mig de sidste par dage?" Sagde jeg halv ironisk. Et smil gled over hans ansigt, hvilket afslørede et hvidt flot tandsæt. Han var virkelig flot nu når jeg fik ordentlig tid til at studere ham.

"Vil du ikke sige det tiltrækker en smule opmærksomhed, hvis jeg sad helt isoleret fra alle andre på stranden, med shorts på, en top, musik og en bog i hånden?" Han lænede sig tilbage i stolen, og endnu engang måtte jeg nok give mig, og sige han havde ret.

"Hvad kan jeg sige? Jeg er ikke noget bade menneske," sagde jeg og skjulte ikke et smil. Han nikkede langsomt og rettede på sit hår, inden hans brune øjne igen fandt mine.

"Hvem er Jamie?" udbrød han pludselig, hvilket kom lidt bag på mig. Jeg fik hurtigt en grim smag i munden og sank den klump der var ved at danne sig i halsen.

"Min brors bedsteven," svarede jeg en anelse koldt, hvilket han hurtigt fornemmede. Men det var ikke noget personligt, det var bare mit had til Jamie der voksede.

"Og .. hvad er der imellem jer?" Spurgte han om, hvilket fik mig til at løfte mit øjenbryn. Han troede vel ikke jeg var sammen med Jamie? Urg.

"Åh hold op Aya, der må være et eller andet imellem jer." Okay, han kunne huske mit navn. Sikke et indtryk jeg måtte have gjort.

Okay, vi kunne lige så godt slå fast, at jeg ikke var typen der holdt alt inde i mig selv og havde ondt af mig selv. Jeg kunne godt snakke om tingene. Jeg var en uadvent type, bum.

"Han fik min bedsteveninde til at begå selvmord," sagde jeg uden problemer, hvilket fik Zayn til at skære en grimasse. Det var nok ikke hvad han havde regnet med at høre, men han bad selv om det.

Han var endda lige ved at få sin øl galt i halsen. Det så lidt sjovt ud.

"Hvorfor er han så her?" fik han endelig frem. Jeg lænede mig tilbage i stolen og trak mit ene ben op på sædet.

"Fordi der aldrig var ordentlige beviser for det." Om han troede på mig eller ej, det kunne jeg ikke afgøre, og det var ikke op til mig, men han ville vide hvad der var med Jamie og jeg.

"Carly, min bedsteveninde, efterlod et brev til mig, og hun skrev indirekte han var grunden til det - men ingen ville tro mig, for de kendte hende ikke som jeg gjorde." Forklarede jeg, hvilket langsomt fik ham til at nikke langsomt.

"Og han ved du ved det, derfor er han efter dig." Spurgte han, dog ikke direkte som et spørgsmål, nåk mere for at få sig selv til at forstå.

"Du er klogere end du ser ud til," sagde jeg drillende, hvilket fik ham til at løfte den ene øjenbryn og sende mig et smil.

"Jamen tak."

"Jeg forstår bare ikke, hvorfor dine forældre eller din bror ikke tror dig?" Sagde han og blev seriøs igen. Jeg trak på skulderne og lænede mig en smule frem ad.

"De påstår åbenbart jeg er syg." Han løftede straks det ene øjenbryn. Jeg var fuldstændig klar over, at jeg sikkert var i gang med at skræmme ham fuldstændig væk, men igen, han bad om det.

"Syg?" spurgte han forvirret om. Jeg nikkede hurtigt. "Jeg fik konstateret en lille form for skizofreni for nogle år siden, og selv hvis lægerne fortæller dem jeg er rask, så tror de mig ikke." Jeg trak på skulderne, som om det hele var ligegyldigt, men skulle jeg sidde og tude, mens jeg fortalte det?

Det var en dum facade, og det vidste jeg udmærket, men jeg kunne ikke gøre andet lige nu. Jeg kendte ham ikke engang.

"Så ikke engang din egen familie vil høre på dig?" Han rystede langsomt på hovedet, hvilket kom bag på mig. Jeg havde regnet med jeg havde skræmt ham væk, eller i det mindste... fået ham til at se mig anderledes, men det eneste han gjorde var nærmest at forstå mig.

"Så Jamie var efter dig, fordi?" Jeg trak på skulderne, jeg var ikke engang selv sikker. "Han vil have mig til at holde kæft omkring Carly, tror jeg."

Zayn så ud til at forstå, men han lignede virkelig en der havde en hjerne som var ved at springe.

"Nå," afbrød jeg hans tankegang. "Fortæl mig om dig. Hvorfor er du her ud af alle steder?" Jeg tog glasset op til munden for at drikke noget mere. Den kolde væske gik direkte igennem min krop og fik et gåsehuden frem.

Han grinte kort, hvilket jeg ikke forstod. Det var ikke ligefrem sjovt.

"Jeg blev tvunget af de andre," sagde han roligt, som om det jeg lige havde fortalt slet ikke havde sat spor i ham.

"Interessant," mumlede jeg og lød ligeglad. Han begyndte at grine igen. "Du ved virkelig ikke hvem jeg er?" Det lød ikke som et typisk spørgsmål for ham, og det undrede mig.

"Du er en dreng jeg stødte på, på en uheldig aften, og selvom jeg sidder og fortæller dig en masse ting som burde skræmme dig væk, så er du her stadig. Har jeg ret?" Jeg løftede det ene øjenbryn og fik ham åbenbart til at grine igen.

"Der skal meget til at skræmme mig," sagde han og borede sine øjne ind i mine .... solbriller. Jeg bed mig i læben et kort øjeblik. Flirtede han med mig? Oh.

"Endnu mere interessant." Hvis jeg fortalte ham om hele mit liv, så ville jeg gerne vædde med ham om, at han blev skræmt en smule, men det holdt jeg vidst bare for mig selv.

"Nå, siger One Direction dig noget?" Spurgte han, hvilket fik mig til at løfte et øjenbryn. "Si g mig, ligner jeg en der har boet under en sten?" Udbrød jeg 'fornærmet'. Zayn bed sig kort i læben for ikke at grine.

"Altså, når du spørger på den måde..." "- Luk," udbrød jeg og grinte kort. "Selvfølgelig kender jeg dem. Hvad er der med dem?" Jeg tog sugerøret op til min mund igen og drak resten.

"Jeg er Zayn, fra One Direction." Mine øjne blev store og selvfølgelig satte der sig noget cola fast i halsen. Jeg tog hurtigt hænderne op foran min mund for at hoste som en anden idiot.

Zayn fra One Direction. Nej, han lignede ham ikke. Nu havde jeg også kun set ham under x factor, men oh my god. Ikke at det betød så meget, og så alligevel. For fanden da.

Tårerne sprang op i mine øjne. Zayn lænede sig en smule frem og slog mig blidt på ryggen. Jeg hostede en sidste gang og tørrede mine tårer væk.

Et par der sad inde på caféen kiggede forvirret herhen.

"Okaaaaaaay," udbrød jeg og grinte svagt. Jeg følte mig pludselig en smule flov over jeg .... oh my god. Det hus... de drenge, det var One Direction - og jeg havde opført mig som en forvirret idiot. Jeg havde råbt og opført mig så latterligt, og nu sad jeg her med Zayn derfra og jeg havde lige plapret løs om mit liv til ham.

Jeg kunne mærke mine kinder blev røde. Det var som om min facade fuldstændig faldt. Jeg følte mig så flov, og jeg havde allermest bare lyst til at løbe.

"Er du okay?" Spurgte han forsigtig om, men prøvede at skjule et smil. Jeg kiggede hurtigt op på ham.

"Jeg har det fint - fantastisk, perfekt. Jeg... skal vidst til at hjem ad nu," jeg sendte ham et kort smil og begyndte at pakke mine ting sammen.

"Sig ikke du er en eller anden mega hater," sagde Zayn og fulgte alle mine bevægelser. Jeg stoppede mine handlinger og kiggede hen på ham. Forstod han ingenting?

"Jeg er ingen hater," udbrød jeg og tog min bog i hånden. "Hvorfor så så travlt nu?" Han lød rent faktisk en smule såret, men for fanden! Han var verdensberømt og jeg havde lige dummet mig.

"Zayn, du er .... verdensberømt, og jeg har lige plapret ud om alt muligt." Og jeg havde vrisset af ham, og nej. Det her var så ydmygende. Hvad måtte han ikke tænke?

"Hvad ændrer det?" Spurgte han forvirret om og rejste sig op, da jeg gjorde tegn til at gå.

"Hvad ændrer det? Det hele Zayn - hallo, du er verdensberømt," hviskede jeg for ikke at trække opmærksomhed. Han kiggede forvirret på mig. Jeg fik hurtigt snurret rundt og forlod caféen.

Jeg havde siddet og... nej for fanden da. Burde jeg ikke vide hvis One Direction var på samme camping plads som mig!? Det burde sku da være alle steder.

"Aya," råbte han efter mig, men jeg rystede på hovedet og fortsatte. Dog nåede jeg ikke særlig langt, før han greb fat i min arm.

"Zayn jeg skal virkelig hjemad nu," prøvede jeg, men han strammede bare sit greb.

"Hvorfor er det anderledes bare fordi jeg er i et band?"

Han forstod ingenting altså.

"Zayn, jeg har plapret ud om mit sindssyge liv til... dig og du lever et helt andet liv." Jeg kunne ikke engang finde ud af at forklare mig. Ikke underligt han ikke forstod en skid af hvad jeg mente.

"Og jeg skal virkelig hjem nu," prøvede jeg igen. Hans brune øjne borede sig ind i mine. "Zayn," prøvede jeg igen.

"Aya, jeg er stadig ham du sad og snakkede med lige før? Det ændrer da ikke noget fordi jeg er kendt. Hva blev der af hende Aya jeg så for lidt siden?" Han lød fuldstændig forvirret, og jeg forstod ham, det var jeg også.

"Kan du ikke bare... finde en eller anden pige og gå rundt med?" Sagde jeg halv irriteret - mest fordi jeg var irriteret på mig selv, men det skulle åbenbart gå ud over Zayn, og jeg kunne se den ramte.

"Zayn jeg.." prøvede jeg, men han slap mig og sendte mig et kor blik, inden han vendte rundt.

Hvis det ikke var fordi der var folk omkring, så havde jeg nok slået mig selv noget så hårdt. Hvad fanden var det, og hvor kom der fra? Og hvor blev min facade af når jeg havde brug for den?

Hvad bildte jeg mig ind? Hvorfor var jeg så uhøjlig? Men på den anden side, han var verdensberømt og på ferie. Han havde brug for ferie, ikke en pige med problemer. Jeg gjorde ham rent faktisk en tjeneste lige nu. Han burde takke mig.

Og selvom jeg havde det forfærdelig med at have været sådan en nar overfor ham, så var det vidst bedst sådan for os begge.

Jeg var fyldt med problemer og han levede livet. Det skulle vi ikke til at ændre.

Og alligevel var der et eller andet inden i som fortrød, for han forstod mig, og det havde ingen gjort. De havde set ned på mig og skredet fordi jeg var 'syg'. Men han forstod, og han blev - og nu ødelagde jeg chancen for måske at få en ven.

Og hvorfor skulle han gide at have sådan en ven? Igen, jeg gjorde os begge en tjeneste.  

OoO

Så fik I lige en anden side af Aya at se. Både en med facaden og en uden. Haha, oh jeg elsker hende fordi hun er så forvirret og så sårbar, og alligevel stærk, uuuurg.  Nå, hvad synes I? Tror I rent faktisk Zayn var bekymret for hende? Og hvad tror I der sker nu? Da da dam.
Og tusind tak fordi I har liket og fordi I læser, det betyder så meget. xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...