I'm not living - I'm just surviving. {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 apr. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Ville du tro på en pige der led af skizofreni, hvis hun fortæller hendes bedsteveninde begik selvmord, fordi hendes kæreste misbrugte hende? Der er ingen beviser, intet der kan vise hun har ret. Det er hendes ord mod hans - Jamie. Ville du tro hende? Tro en pige der hver dag ser og mærker ting, som ikke eksisterer? Aya på 17 år, er fanget i en verden, hvor ingen vil tro hende - ikke engang hendes familie, hvilket tvinger Aya til at se på Jamie, som er ven af Alex - Aya's storebror. Det gør det ikke bedre, når de inviterer ham med på tre ugers ferie i Spanien - hvor det ikke kan andet end at ende galt. Jamie ved, at Aya ved mere end hun burde, og da hans små trusler ikke virker, må han prøve på andre måder, som at bruge Aya's sygdom imod hende - gøre hende sindssyg, men en aften tager tingene en skarp drejning - Aya lander i hænderne på nogle fremmede, som bliver indblandet i nogle ting, som kun kan give dem dårligt omdømme - for de er ikke normale, og i sidste ende, langt fra fremmede.

803Likes
886Kommentarer
64515Visninger
AA

14. The disadvantage of a dead best friend.

Det var ikke altid ens forældre havde en datter der var ude at 'rejse' med et verdensberømt boyband, så min mor var helt oppe at køre, og den sidste time havde vi siddet ved poolen og snakket. Hun ville vide alt ned til sidste detalje, men jeg var ikke god til at beskrive ting, og som den dumme teenager var det bare; "det var fedt, stor oplevelse, ja, wuhu," men min mor lod til at være helt okay med det, og stillede bare det samme spørgsmål igen på en anden måde. Hun håbede sikkert jeg ville fortælle alt - men hvad skulle jeg fortælle?`

Måske om hvordan jeg så en pige bløde helt vildt, selvom hun ikke blødte særlig meget? Og at stemmerne var blevet værre, men at Zayn gjorde mig rolig? Hvor god ville resten af denne ferie så være? Huh? Nope, jeg holdt mig til de små sætninger.

"Så, er dig og Zayn så sammen eller hvad?" hun løftede sine solbriller for at kigge mig dybt i øjnene. Jeg trak langsomt på skulderne, og kiggede ud i poolen hvor Alex og Jamie var. En kold fornemmelse gik igennem mig da jeg kiggede på Jamie. Det var som om stemmerne blev forstærket bare ved synet af ham, som om noget var forkert ved ham - men hvad var rigtig, hvis han havde slået Carly ihjel?

Det var som om jeg slet ikke følte mig hjemme sammen med min familie og Jamie længere. Jeg havde mere lyst til at være sammen med Zayn og drengene, men jeg ville jo ikke tage Zayn fra dem på deres ferie, så jeg måtte vente til i aften og mødes med dem ved stranden. Alex og Jamie skulle også med. De havde fundet et par piger og nogle andre drenge de hang ud med.

Men urg, det var så belastende at føle sådan et savn, især når jeg så dem igår.

Nu måtte tiden bare gerne gå hurtigt.

"AYA!" jeg kiggede hurtigt ud på Alex som sad på skulderen af Jamie.

"Kommer du ikke ud?" Han viftede med hånden, men eftersom jeg slet ikke havde lyst til at være der hvor jeg var lige nu, så rystede jeg på hovedet, sendte ham et smil og fandt min musik frem.

Jeg kunne i det mindste blive brun så.

OoO

Jeg havde sat mit hår op i en høj hestehale, hvor noget hang ned af siderne, og så havde jeg lidt make up på, samt nogle shorts og en trøje.

Vi havde spist aftensmad og det hele, men følelsen af ikke at passe ind kom frem igen. Jeg ville virkelig bare have tiden til at gå hurtigt, så jeg kunne se dem i aften, og føle mig normal igen. Det var som om de var så langt væk lige nu, at deres rolighed ikke kunne dække mig og føre mig fra stemmerne. De var som et skjold for mig, mens min forældre var det modsate.

Jeg vidste de ville gøre alt for at hjælpe mig, men jeg kunne ikke snakke med dem om det.

"Aya, let din røv, vi går nu," råbte Jamie, hvilket fik mig til at rulle med øjnene, og Alex til at sige et eller andet til ham, inden han begyndte at grine. Jeg havde allermest bare lyst til at slå Jamie ned, men jeg ldo være. I stedet tog jeg en dyb indånding, og gik langsomt ud til dem.

"Sig mig, har du ikke allerede scoret én? Hvad skal det tøj så til for?" sagde Alex drillende. Jeg sendte ham et smil og puffede til ham, inden jeg lagde min mobil i lommen og gik med dem ned mod stranden.

Solen var ved at gå ned, det var hvert fald halv mørkt, og man kunne se bålet på afstand, og høre musikken helt herhen.

Et smil gled automatisk frem, og fik mig til at gå lidt hurtigere. Jeg kunne slet ikke vente på at slå mig fri og bare nogenlunde være mig selv. Jeg havde virkelig brug for en god aften.

Vi kom hen til bålet, og næsten med det samme fik jeg øje på Niall, men det var nu mest kun fordi der stod en masse piger omkring ham. Hans øjne fandt hurtigt mine, og da han så det var mig, sendte han mig et opgivende smil. Jeg kunne ikke lade være med at grine, det var hans egen skyld.

"Skal du have noget at drikke?" råbte Jamie til mig, og kun fordi jeg virkelig havde brug for alkohol, svarede jeg ham, men ikke på en speciel pæn måde, men det virkede, for lidt efter stod jeg med en vodka drink i hånden.

Jeg kiggede rundt. Mine øjne faldt på et par piger, som jeg næsten ikke kunne få øjnene fra igen, men det var mest fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle kigge på. Deres virkelig falske hår, make up eller deres virkelig billigt tøj, som afslørede alt hud. Det var fint nok med bikini, men det der var bare ulækkert.

"Se, selv jeg kan se det er for meget," sagde Alex og grinte. Jeg kunne ikke lade være med at smile inden jeg rystede på hovedet og kiggede rundt igen.

Jeg fik lidt efter lidt øje på Louis, men han havde også en hvid bluse på som den eneste, så han skinnede nærmest op.

"Hey boys!" lød en pige stemme bagfra. Jeg vendte mig rundt og så Alex lyse op i et smil. Det måtte være nogen af dem de havde mødt før. Jeg følte ikke helt for at stå og snakke med dem, faktisk havde jeg ikke den store lyst til at lære nye mennesker at kende. Jeg var ikke lige den mest udadvendte person, derfor søgte jeg langsomt væk.

"Sover du hjemme i aften?" spurgte Alex om og tog ved mig, inden jeg forsvandt. Jeg vendte mig rundt og kunne se en af pigerne fulgte godt med i vores samtale - sikkert Alex's flirt.

"Øhm det gør jeg ..." Jeg blev afbrudt af et par hænder der blev lagt på min skulder.

"Jeg vil ikke afbryde, men jeg overhørte lige jeres samtale," jeg genkendte straks stemmen, den tilhørte Zayn, og det fik mit hjerte til at slå hårdt mod mit bryst, og mine kinder til at blive røde.

Jeg drejede ansigtet og så Zayn's øjne lyse op. Jeg bed mig i læben hvilket fik ham til at grine.

"Jeg skal nok tage mig af hende," han kyssede mig kort på kinden og kiggede på Alex, som ikke selv kunne lade være med at smile.

"Så det betyder du ikke sover hjemme?" Han løftede det ene øjenbryn. Jeg kiggede hurtigt hen på Zayn for at se om han havde nogle planer, og det havde han vidst, for han hviskede et nej i mit øre og greb ud efter min hånd.

"Det gør jeg åbenbart ikke," grinte jeg og lod Zayn flette vores fingre sammen.

"Jamen okay, pas på hinanden, ikke noget med aftenbadning," sagde han ansvarligt, hvilket fik Zayn til at grine og trække mig væk.

"Jeg.har.savnet.dig," mumlede han mod mit øre og drejede mig rundt. Jeg kunne ikke lade være med t smile som en anden idiot.

"Zayn, folk kigger," sagde jeg da han lænede sig hen mod mig. Han trak bare på skulderne og fastholdt øjenkontakten. Noget sagde mig han var en smule fuld - ikke noget slemt, måske bare lidt beruset, og det var der skam intet galt i.

"Jeg er ligeglad," sagde han og kyssede mig hurtigt to gange på munden, inden han kyssede mig en sidste gang i lang tid.

"Hey, guys!" En eller anden dreng som Zayn åbenbart kendte, kaldte os hen. Jeg tog min drink op til munden og drak en del. Det her skulle blive en god aften.

OoO

Niall's krop kunne holde til mere alkohol end min kunne på et år. Han drak som et sort hul, mens jeg kæmpede mig igennem mine drinks og kæmpede mig vejen hen til  toilettet.

Jeg havde siddet med Niall og de andre drenge i noget tid nu, selvom Niall var den jeg snakkede mest med, for han synes åbenbart vi skulle gætte ting om hinanden, og hvis vi gættede forkert, så skulle vi drikke, så alkoholen slog ret hurtigt til, men det var ikke hvor jeg slet ikke kunne gå, for så meget ville jeg ikke drikke.

"Hvad er mit yndlings dyr?" spurgte han mig om, og fordi jeg var virkelig glad og fjantet udbrød jeg det første dyr jeg kom i tanke om, hvilket var en hyæne, og det fik os begge til at grine højt.

"Forkert, bund resten," sagde han og lænede sig bagud. Jeg skulle lige til at gøre det, men dåsen blev revet ud af min hånd, og lidt efter slog Zayn sig ned.

"Tror du ikke du har fået for meget?" grinede han og kiggede på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet og greb ud efter dåsen, men så led som Zayn var, hældte han det ud på sandet, hvilket fik mig til at græde højlydt for sjov.

"Zayn, det er dyrebart!" Brokkede jeg mig, inden jeg greb ud efter en ny. Han grinte bare kort og rystede på hovedet.

"Lad mig være med," sagde Harry, som slog sig ned ved siden af Niall. Niall stillede ham hurtigt et spørgsmål, men min opmærksomhed lå mere på de piger bag Zayn, som virkelig stod og nedstirrede ham, som om det var deres næste bytte.

Jeg sukkede tungt inden jeg drak fra dåsen. Zayn kiggede underligt på mig, inden han vendte sig rundt. Pigerne begyndte straks at smile, og det fik Zayn til at grine, inden han rykkede en smule tættere på mig.

Jeg kunne ikke lade være med at føle en sejr indeni, og selvom jeg prøvede at skjule det, så gik det vidst ikke så godt.

Jeg forstår ikke engang hvorfor han er sammen med dig.

Mit smil falmede hurtigt da jeg med det samme vidste den tanke ikke var min, det var virkelig ikke min.

De er tynde, han fortjener dem. De er ikke syge.

Jeg bed mig i læben. Jeg var heller ikke syg.

Hvad er jeg så?

Jeg rystede på hovedet og skreg indvendigt at de skulle smutte. Hvorfor kom de nu? Jeg var sammen med drengene. De piger kunne ikke være skyld i stemmen kom frem igen. Det skulle virkelig stoppe nu.

Jeg tog en stor slurk mere. Jeg var beruset, så jeg tænkte ikke klart. Jeg tænkte ikke lige over at det måske var alkoholen der var grunden til tingene blev værre, at stemmerne blev værre. Jeg troede det ville hjælpe at blive fuld, men det hjalp langt fra.

Der gik ikke lang tid før stemmerne overtog en del. Jeg rejste mig derfor hurtigt op og påstod jeg skulle på toilet. Zayn var hurtig til at spørge om han skulle gå med, men det ville jeg ikke lade ham gøre, desuden var toilettet ikke langt herfra, og der var mange menneskerne på stranden.

Jeg fik bevæget mig hen til toilettet, og til mit held var det åbent. Jeg smækkede hurtigt døren i og låste den, inden jeg vendte mig mod spejlet.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede virkelig at få ro over mine tanker og få stemmen væk, men det virkede ikke rigtig.

Jeg gav et højt suk fra mig og begravede mit ansigt i hænderne.

Jeg forstod ikke hvorfor de kom nu, og da slet ikke værre end de plejede. Forleden var det den pige, og nu stemmerne mens jeg var sammen med drengene? Det hang virkelig ikke sammen.

Jeg kunne mærke noget koldt mod min skulder, hvilket fik hele min krop til at stivne. En kold fornemmelse bredte sig, og som alle dumme piger gør i gyserfilm, vendte jeg mig langsomt rundt og fandt.... ingenting.

Jeg kiggede på døren og følte mig et øjeblik virkelig dum. Det var helt mørkt udenfor nu, så måske jeg burde gå tilbage til drengene. Hvis jeg blev her for længe ville de sikkert bare undre sig.

Jeg sukkede tungt og grinte kort af mig selv. Jeg overreagerede virkelig på alt lige nu.

Jeg rystede kort på hovedet og drejede det hen mod spejlet. Et skrig fandt ud mellem mine læber og hurtigt trådte jeg et skridt tilbage.

Jeg kunne mærke hvordan min mave trak sig sammen, og hvordan smerten i brystet blev værre og værre, fordi jeg glemt at trække vejret. Der gik ikke lang tid før min krop begyndte at ryste.

Inde i spejlet stod hun. Jeg havde ikke set hende i lang tid nu, men nu stod hun der som om hun aldrig havde været væk.

Hendes lange hår hang uglet ned af hendes ryg, og hendes øjne var helt hvide, men de var rettet mod mig, og hendes hoved hang. Det var Carly, Carly som i min bedsteveninde.

"Aya," mumlede hun, men det var ikke hendes stemme. Det lød som en helt anden.

Jeg rystede på hovedet. Det var bare noget jeg forestillede mig. Det var alkoholen, det var stemmerne. Det var ikke rigtig. Carly var død, var hun ikke? Jamie fik hende til at tage sit eget liv, ikke?

"Nej jeg.." Jeg rystede på hovedet. Jeg bildte mig selv det her ind!

"Aya," sagde hun igen og trådte et skridt frem mod mig og ud af spejlet. Jeg rystede på hovedet og lukkede øjnene. Når jeg åbnede dem igen, så ville hun være væk. Hun ville ikke være her, for hun var ikke levende.

Jeg tog en dyb indånding og prøvede at få ro over min rystende krop. Hun var ikke levende og når jeg åbnede øjnene, så var alt som før. Jeg havde prøvet det her før. Jeg skulle bare slappe af, det var jo ikke rigtig.

"Ayaaaa," lød stemmen igen, men jeg rystede bare på hovedet. Det var ikke rigtig. Hvor min viljestyrke kom fra, det havde jeg ingen ide om, men den holdt hellere ikke længe, for et par kolde fingre lagde sig om mit håndled og strammede til.

Jeg spærrede øjnene op og kiggede lige ind i Carly's døde hvide øjne. Et gisp forlod min mund, og da hun strammede endnu mere til og trak mig hen mod sig, kom jeg til mig selv.

Jeg kunne ikke forstille mig det her hvis jeg kunne mærke alt. Det havde aldrig været så slemt. Måske... måske var Carly slet ikke død.

"Aya," sagde hun og sendte mig et smil som fik alt indeni til at stivne.

"Nej, du er ikke levende!" prøvede jeg at overbevise mig selv om. Smilet på hendes ansigt forsvandt, og grebet om mit håndled blev værre. Hun forsvandt ikke. Hvorfor forsvandt hun ikke!?

"Aya je..." Jeg afbrød hende med et skrig. Jeg trak hårdt mit håndled til mig og faldt tilbage mod døren, som gik op, hvilket resulterede i at jeg faldt ned på jorden.

Selvom der var folk omkring mig, så blev Carly ved med at være der. Hun trådte endnu et skridt hen imod mig, hvilket fik mig til at skrige og kravle tilbage.

Jeg kom hurtigt på benene og kiggede tilbage mod Carly, som var endnu tættere på end før.

"Lad mig være!" skreg jeg af hende og kiggede rundt, men det eneste jeg kunne se var Carly. Hun var overtalt, fra alle sider.

"Du er ikke levende!" Prøvede jeg igen og skulle til at vende mig om, men et par hænder greb fat om mine overarme, hvilket fik mig til at skrige højt. Hænderne var kølige, præcis ligesom hendes. Måske hvis jeg holdt øjnene lukkede så kunne hun intet gøre.

"Aya?" stemmen var mørkere end Carlys, men det eneste jeg gjorde var at ryste på hovedet.

"Du er ikke levende," hviskede jeg igen.

"Aya, hvad fanden?" personen ruskede i mig, og det fik mig til at skrige højt og slå ud efter personen.

"Aya forfanden, det er mig, Louis!" Mine øjne blev store da han sagde hans navn, og da jeg kiggede op på ham, var det rigtig nok Louis. Jeg kiggede forvirret til siden og bagud, men der var ingen spor af Carly - ingen.

Jeg kunne mærke hvordan min krop begyndte at trække sig sammen igen. Jeg rystede som en eller anden idiot, men det havde været så virkeligt. Hun havde været der.

Louis kiggede undrende på mig, inden han slap sit greb om mig.

"De andre venter," sagde han en smule forvirret og gjorde tegn hen til dem. Jeg nikkede kort og havde en underlig følelse af at en holdt øje med mig. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og sørgede for at gå normalt hen mod Zayn og de andre, men det var noget bag Zayn som var anderledes, som ikke var rigtig.

Det var en pige. Hendes hår var magen til Carlys. Hun stod og dansede rytmisk til musikken. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende, heller ikke da Niall spurgte om jeg var okay.

"Aya?" Zayn's stemme lød, og hurtigt kiggede jeg på ham. Han sendte mig et lille smil. "Er du okay?" Jeg nikkede hurtigt og kiggede hen mod pigen igen, men hun var væk. Jeg kiggede forvirret rundt. Hun kunne ikke bare forsvinde.

Mit blik gled forvirret rundt, og da jeg vendte mig hen mod Niall, forlod et højt gisp mine læber. Hun var der igen. Hendes døde øjne, hendes smil.

Hvad fanden skete der med mig?

Jeg kunne mærke hvordan mit bryst maste sig sammen og gjorde det svært for mig at trække vejret. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

Der var noget helt galt.

"Aya," hendes stemme lød igen og denne gang trådte hun hen imod mig. Hurtigt trådte jeg et skridt tilbage og rystede på hovedet.

"Du er ikke virkelig," hviskede jeg til mig selv - troede jeg.

"Hvad?" hørte jeg Niall sige forvirret, men det eneste jeg kunne se var Carly. Hvis hun blev ved med at være her, så måtte hun være her. Det kunne ikke være noget jeg blev ved med at bilde mig ind.

"Lad mig være!" udbrød jeg.

"Aya, hvem snakker du med?" hørte jeg en fjern stemme spørge om. Jeg kunne mærke vreden bygge sig op. Hun stod lige foran mig forfanden!

"Aya hør på mig," sagde Carly og gik tættere på mig. Jeg rystede på hovedet. "Du er ikke virkelig, lad mig være."

"Det er mig Carly," hviskede hun, hvilke fik mig til at ryste hårdt på hovedet.

"Aya forfanden," råbte en eller anden. "Hvem snakker hun med?"

Jeg trådte endnu et skridt væk fra Carly. Pludselig var der farve i hendes øjne. Jeg kunne kende hende.

"Carly," hviskede jeg spørgende og trådte denne gang hen imod hende.

"Carly? hvem fanden er Carly?"

"Det er mig Carly," hviskede hun igen og rakte ud efter mig. Jeg kunne ikke lade være. Jeg savnede hende så forfærdelig meget. Jeg rakte selv min hånd mod hende, men pludselig blev min hånd slået væk, og jeg blev trukket med.

"Aya. Aya, Aya kig på mig!" beordrede stemmen. Jeg kneb øjnene sammen og åbnede dem igen. Det var som om virkeligheden kom tilbage. Zayn's brune øjne borede sig ind i mine. Hans ansigtsudtryk var helt frvirret.

"Carly!" udbrød jeg og kiggede panisk efter hende.

"Aya forfanden, hvad sker der med dig?" jeg havde ikke tal på hvor mange gange mit navn var blevet sagt i aften, men mange gange.

"Zayn hun var der. Hun var der lige før!" udbrød jeg men Zayn rystede bare forvirret på hovedet.

"Det var hun! Jeg bliver nødt til at finde hende," jeg skulle til at gå, men Zayn trak mig tilbage.

"Hvem fanden er Carly?" Hørte jeg Louis spørge forvirret om. Zayn rystede på hovedet og kiggede intenst på mig.

"Aya, Carly er død." Jeg kunne høre hvordan de andre omkring blev stille. Det føltes som om mit hjerte stoppede et kort øjeblik.

"Død og begravet. Det var ikke Carly du så," sagde han roligt og kærtegnede min kind. Jeg nikkede. Det var hende jeg så. Det var det!

"Men Zayn jeg så hende, det gjorde jeg," hviskede jeg og kunne mærke hvordan tårerne pressede sig på.

"Jeg så hende," hviskede jeg igen og lod tårerne få frit fald.

"Hun er død Aya," hviskede han roligt og trak mig ind til sig. Jeg kunne mærke hvordan de andre drenge kiggede forvirret på os. Jeg kunne selv mærke hvor forvirret Zayn var, og det var dér det langsomt gik op for mig at tingene var anderledes nu.

Jeg havde fået endnu et anfald - endnu et anfald på under en uge. Det var usandsynligt og forkert. Jeg kunne ikke... det kunne ikke blive værre. Jeg var på ferie, jeg havde Zayn, men jeg så hende!

"Kom, lad os gå hjem," hviskede Zayn og tog min hånd. Jeg kunne ikke få min krop til at slappe af. Jeg havde set hende, det havde jeg, men det var i min fantasi. Det var så forkert. 

OoO

Åh, det var vidst ikke så godt. Nu ved drengene noget om Carly, noget om Aya, og Aya så Carly. Er Aya ved at gå helt fra forstanden, eller vil Carly hende noget? Tror I drengenes syn ændrer sig på Aya nu? Og hvad tror I der sker? x

UNDSKYLD STAVEFEJL, HAR EN DÅRLIG STAVE DAG I DAG

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...