Unexpected | Louis Tomlinson

"Sometimes I just want to fly away. I just want to spread my wings like a bird, and just disappear in the sky"

22Likes
12Kommentarer
1378Visninger
AA

8. 8.

Louis steg ud af bilen og åbnede døren for mig. Lige i det øjeblik følte jeg mig som en prinsesse. Som om jeg var hans, og vi var ikke engang et par. Hver gang jeg var sammen med ham føltes det som om hele verden stod stille. Det var virkelig underligt, taget i betragtning at jeg ikke engang kendte ham ordentligt. "Tomlinson" sagde han hæst til tjeneren der stod i døren for at tage imod gæster. Tjeneren lavede en gestus hen imod et bord nede i hjørnet. Bordet var dækket op med en hvid dug, og en buket røde roser inde på midten. Det lignede nærmest noget fra en latterlig kærlighedsfilm. Jeg kiggede mig rundt omkring for at spotte toilettet. Det var en dårlig vane jeg havde haft siden jeg var et barn, og kom ud for en ulykke på en restaurant. Jeg så en scene ovre ved siden af toiletterne, hvor et band var ved at gøre klar til at spille. 

Louis trak stolen ud for mig og jeg satte mig ned og sagde tak. Louis smilede et lumsk smil. Han så glad ud i forhold til hvad han plejede. Han plejede altid at se dyster ud, som om han bare ikke havde lyst til at folk skulle vide hvordan han følte. "Hvad vil du have at spise?" spurgte han mig pludselig med et smil på læben. Et rigtigt smil. "Jeg overvejer lidt bøffen.." svarede jeg. Han udbrød med et lille grin. "Det er også den jeg overvejede, skal vi begge tage den?" spurgte han mig. Jeg nikkede og foldede menu kortet sammen. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Hans utroligt markerede kind ben og hans mørkebrune hår. Hans blå øjne der glimtrede i stearinslyset skær. "2 bøffer tak" sagde han til tjeneren. Han vendte sig om mod mig og tog hovedet op til mit øre. "Der er noget ved dig der drager mig.." hviskede han. Jeg vendte mig om og endnu en gang mødtes vores læber. Hans bløde fyldige læber imod mine var den bedste følelse. "Louis.." hviskede jeg og tog min hånd op til hans kind. "Jeg elsker dig" hviskede han. Det gav et sæt i mig og jeg rykkede mig tilbage. Han så på mig nærmest trist. "Jeg ved ikke hvad det er, men jeg elsker også dig. Jeg kender dig ikke engang, og det her er alt for vanvittig, jeg føler bare at vi hører sammen." sagde jeg og kiggede ned i bordpladen. "Jeg tror ikke det var et tilfælde vi mødtes den aften." sagde han. Jeg rystede på hovedet. "Heller ikke mig" ... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...