Unexpected | Louis Tomlinson

"Sometimes I just want to fly away. I just want to spread my wings like a bird, and just disappear in the sky"

22Likes
12Kommentarer
1423Visninger
AA

2. 2.

Jeg drejede rundt om det velkendte gade hjørne og kunne se mit hus nede for enden af vejen. Jeg kunne fornemme noget var anderledes, men hvad det var vidste jeg ikke. Der var meget mere stille end der plejede på denne tid af morgenen. Der var mange unge på vej hjem fra fest i vores kvarter, men netop denne nat var alt øde, bortset fra et par blade der raslede i blæsten. Jeg begyndte at føle ubehag og blev ved med at kigge mig over skulderen. Jeg følte at jeg blev forfulgt igen. Jeg kiggede mig rundt omkring efter manden fra tidligere, men han var ikke at se nogen steder. Jeg var bange for at han pludselig skulle stå bag mig. At han pludselig ville røre ved mig, at han pludselig ville bortføre mig, og aldrig bringe mig tilbage. 

Jeg gik og kiggede mig over konstant, og lige netop i det jeg vender hovedet for at kigge forud går jeg ind i en ung mand. Jeg får et chok og skriger. "Rolig nu." siger han med en afdæmpet stemme. "Jeg fik bare et chok" sagde jeg med en rystende stemme. Han var iklædt en grå hætte trøje, et par mørke cowboybukser og et par hvide converse. Han tog hætten af, og rakte mig hånden. "Mit navn er Louis." sagde han og bed sig i læben. Jeg havde aldrig set ham her før. Var han lige flyttet hertil? Eller var han den der rendte rundt efter teenagere midt om natten? Og hvad lavede han dog her? "Sara." sagde jeg og gav ham hånden. Han kiggede ned i jorden og spurgte mig: "Hvad laver du herude midt om natten?". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. "Jeg for vild igår aftes, blev ramt af noget og vågnede op ude i skoven. En mand fulgte efter mig" sagde jeg langt om længe. Hans ansigts udtryk ændrede sig ikke. Det var stadigvæk koldt og kynisk.

"Jeg kan køre dig hjem." sagde han og løftede øjenbrynene hen imod sin motorcykel der stod på den anden side af vejen. Jeg havde så ondt i fødderne at jeg bare valgte at sige ja tak, selvom at det sikkert ville bide mig i bag enden senere hen. Han gik over til motorcyklen og jeg fulgte efter ham. Han rakte mig en hjelm og satte sig op. Jeg kiggede ned mod skoven og fik kuldegysninger. Godt at jeg slap væk. Jeg satte mig op på motorcyklen bag ham og han skulle til at gasse op. "Hold her." sagde han og tog mine arme rundt om maven på ham. Da han begyndte at køre kunne jeg mærke hans mavemuskler spænde. Han var ihvertfald i god form. "Jeg bor lige derovre" sagde jeg og pegede med den ene hånd imens jeg holdt fast om ham med den anden. Han gjorde noget med hovedet som antydede til at være et nik. Solen var begyndt at stå op ude i horisonten. Jeg gabte, og blev mindet om hvor træt jeg egentligt var. 

Han stoppede motorcyklen udeforan mit hus og hjalp mig ned. "Tak." sagde jeg og rakte ham hjelmen. Han tog imod den og foretrak en mine. Jeg gik op imod døren og vendte mig om for at få et sidste glimt af ham. Jeg så at han satte sig op på motorcyklen og kørte afsted. Hvem var denne mystiske Louis? Hvorfor havde jeg aldrig set ham før? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...