Unexpected | Louis Tomlinson

"Sometimes I just want to fly away. I just want to spread my wings like a bird, and just disappear in the sky"

22Likes
12Kommentarer
1374Visninger
AA

1. 1.

Luften var fugtig, og regnen silede ned igennem trætoppene. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg var endt her, hvad havde jeg dog lavet? Det eneste jeg kunne huske var min mors fisse fornemme fest, og en mand der var fulgt efter mig, da jeg forsøgte at flygte. Hun havde tvunget mig til at blive selvom at min bedsteveninde holdt en fest hvor hele skolen var inviteret. Mit temperament var ikke til at spøge med, og da hun blev ved med at bede mig og at blive, forsvandt al fornuft bare i mit hovede, og jeg løb. Jeg løb så langt jeg kunne, indtil jeg blev ramt af noget i hovedet.

Og her lå jeg så på den våde efterårs skovbund, smurt ind i mudder og blade. Jeg havde en kraftig hovedpine, det føltes næsten som om jeg havde tømmermænd. Jeg tog hånden op til hovedet og mærkede noget vådt. Jeg prøvede at finde ud af om det var blod eller om det bare var regn, men det var umuligt i dette tusmørke. Hvad var jeg blevet ramt af? En gren måske? Eller var der nogen der bevidst havde slået mig? Jeg havde virkelig ingen anelse, men besluttede mig for at gå hjem. 

Jeg hev mobilen op af lommen og tjekkede klokken. Klokken var allerede blevet 04:47, og min mor var sikkert bekymret. Hun lod aldrig til at holde af mig. Hun virkede altid som om hun bare ville gøre mit liv surt. Hun havde ikke altid været sådan, det begyndte først da min far forlod os. Min far var meget syg i mange år, og i de år hvor han havde det værst, lavede min mor ikke andet end at brokke sig. Hun satte ikke pris på hvor meget han kæmpede for at blive hos os, men da først han havde stillet træskoene, begyndte det at gå op for hende hvor dum hun havde været, og af en eller anden grund gik alle hendes frustrationer ud over mig.

Jeg rejste mig op og prøvede at stå på benene. Hele verden snurrede rundt omkring mig, og det eneste jeg kunne se var tåge. Hvor var manden der forfulgte mig blevet af? Oppe i mit hovede dukkede billedet af ham straks op. Han var iført en lang sort frakke, og en lille beige hat. Han lignede næsten en detektiv. En slem en af slagsen. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere bare ved tanken om ham. Jeg havde aldrig været så bange før.

Der var kun 27% strøm tilbage på min mobil, men jeg forsøgte alligevel at finde vej ved hjælp af lyset fra dens skærm. Jeg havde heldigvis ikke forvildet mig særlig langt ind, og allerede efter at have fulgt en sti i 20 minutter var jeg ude ved en vej. Jeg genkendte straks vejen og alle minderne om hvordan jeg lærte at køre på cykel her, og hvor mange dage af min barndom jeg havde oplevet her dukkede straks op som en tegnefilm i mit hovede. Det var denne vej hvor min farmor og farfar havde boet før i tiden. Jeg sukkede lettet. Jeg var kun 10 minutter væk hjemme fra, og satte straks kursen hjemad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...