Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1984Visninger
AA

9. CHAPTER 8 'cinema'

”OH MY GOD! Er det ikke Louis Tomlinson?!” Råbte stemmen så, og alle vendte hovederne mod os. Der gik ikke mange sekunder, før en kæmpe flok af mennesker kom hen imod os. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad, fordi opmærksomheden var vendt væk fra mig, eller ked af, at det hele nu måske blev ødelagt.

De fleste af dem der kom hen mod os, var teenagepiger, der ville have billede og autograf. Det var helt mærkeligt at tænke på, at hvis det var mig, ville jeg sikkert være begyndt at græde, hvis det havde været så lidt som en uge siden. Jeg havde hurtigt trukket mig væk, inden den kæmpe flok kom, og stod nu ovre i hjørnet og ventede. Da jeg havde stået der en halv time, var jeg begyndt at blive lidt ked af det. Louis var helt optaget af sine fans, og det var selvfølgelig godt. Men han var her jo med mig, og filmen startede om 10 minutter. Jeg ville gå hen, for at købe popcorn til Louis, men jeg vidste ikke, om vi overhovedet ville nå filmen. Han havde ikke kigget efter min én gang, og det sårede mig. Måske var jeg ikke god nok, til at være sammen med ham? Måske var jeg ikke smuk nok? Jeg havde tabt mig lidt, men jeg kunne godt tabe mig mere. Det SKULLE jeg! Jeg skulle til at gå ud igen. Jeg vendte mig om, for at tage min trøje, som lå på et lille bord. Den sad meget løst. Den var sikkert blevet slidt.
”Stacey?!” Åh nej. Først ignorerede jeg stemmen, men så kom der en, og tog fat i min skulder, og vendte mig om. Jacob. Nejnejnejnejnejnejnej..! ”Hej Stacey!”
”Hej..” jeg prøvede at smile lidt. Han var sammen med nogle af sine venner, som jeg aldrig havde set før.
”Hvad laver du her?” Spurgte han, og kløede sig i nakken. Hvad skulle jeg sige? At jeg boede med One Direction i et sommerhus, som ingen vidste hvor var, og jeg var her med Louis Tomlinson? Ih, ja..
”Eh… jeg, ehh.. bor her omkring i en periode..” jeg kiggede kort ned i gulvet. ”Hvad med dig?”
”Jeg er her på lejr med min fodboldklub. Vi skal spille her i byen i morgen eftermiddag. Du kunne måske komme og kigge på?” Jeg kiggede bare på ham. ”Jeg mener… hvis du ikke gider, så er det helt fint, men jeg tænkte bare, at hvis du alligevel ikke havde noget at lave, så”
”Det lyder sjovt.” Afbrød jeg ham. Han så helt overrasket ud, og det var jeg egentlig også.
”Virkelig? Det starter 15.30!”
”Fint! Jeg finder lige ud af, om jeg kan.” Smilede jeg. Det kunne jeg vel lige så godt, når Louis ikke gad mig. Jeg tænkte nok, at det bare var fordi, at de var kendte og alt det der, så de var næsten nødt til det.
”Hvornår kommer du tilbage til skolen?”
”Lidt efter jul, tror jeg… måske lige inden!” Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare.
”Lige inden hvad?” Spurgte en efterhånden velkendt stemme. Jeg smilede lidt, da jeg så, at det var Louis. Jacob og hans venner stod lidt og gloede.
”Hvem er det?” Spurgte Louis mig så, og lagde armen om min skulder.
”Vi ehh.. vi ses måske i morgen?” Spurgte Jacob, inden han gik, og jeg nikkede.
”Hvem var det?!” Spurgte Louis igen, lidt mere bestemt.
”Bare en fra min klasse, han..”

”Hvad ville han? Hvad snakkede han om, med i morgen?” Hva’? Hvad skete der for Louis? Jeg troede, han havde travlt med sine fans…
”Det er lige meget. Skal du nå at have popcorn inden vi går ind? Reklamerne er startet!”
”Nej, sig det til mig! Hvad ville han?!” Jeg tror ikke, han ville have nogle popcorn.
”Han spurgte bare, hvad jeg lavede her, og om jeg ville se hans fodboldkamp i morgen! Hvorfor vil du overhovedet vide det? Jeg troede du havde travlt med dine fans derhenne!” Jeg blev endnu mere såret af at sige mine egne ord ud højt. Men jeg fik ikke tårer i øjnene, det gjorde jeg næsten aldrig.

Der gik lidt, inden han svarede.
”Jeg prøvede at komme igennem fansene hurtigt, så jeg kunne komme over til dig!” Han lød… jeg ved ikke helt… i hvert fald lidt mere rolig.
”Undskyld.” Sagde han så. ”Skal vi ikke komme ind i salen, inden reklamerne ender?” Jeg nikkede, og fulgte med ham.

*

*

Da vi kom ud af salen, var der sort set kun voksne og ældre mennesker. Derfor blev vi ikke overfaldet på samme måde, som før. Der var dog et par damer, der spurgte om en autograf til deres døtre. Jeg var i et noget bedre humør, end jeg var, da vi gik ind i salen. Det var en rigtig god film. Vi var i midten af november, og det var ved at være ret koldt udenfor. Jeg kunne ikke tro, at da jeg tog af sted hjemmefra, kunne jeg gå ud, kun i vindjakke. Det var jo rigtig kort tid siden.
”Fryser du?” Spurgte Louis, da vi kom ud i kulden. Jeg nikkede, og holdt armene rundt om mig selv. Han fjernede armen fra min skulder, så jeg blev lidt skuffet. Men lidt efter lagde han armen om min igen, med sin jakke under. Hans varme jakke hjalp hurtigt, og så snart vi sad i bilen, havde jeg fået varmen.

Det var mørkt udenfor, og jeg følte, at det var meget sent, selvom klokken kun var omkring ti.
”Vil du med ud til søen? Der er rigtig smukt om aftenen..” Spurgte Louis, of lød næsten nervøs.
”Mhm,” nikkede jeg. ”det lyder da lyggeligt.”

 

Det varede ikke mere end et par minutter, for vi var ved søen.

Det var rigtigt, hvad Louis sagde. Der var rigtig smukt om aftenen, og man kunne se alle stjernerne, der lyste op, og månen var lige over os, da vi satte os midt på græsset. På den anden side af søen, kunne man se nogle få små huse, og en masse træer. Vandet stod helt stille, himlen spejlede sig i det. Der var så stille, at man kunne høre uglerne og de små dyr, der kravlede rundt og var ved at vågne, inde i det lille stykke skov, der var ved siden af os.

”Jeg har taget herud, næsten hver dag, siden vi kom til huset. Det er et godt sted at tænke, og jeg har fået idéer til et par sange, mens jeg har været her.” Louis talte meget lavt, men jeg kunne sagtens høre set, og det lød sødt.
Louis’ synsvinkel

Hun smilede sødt, mens jeg snakkede.
”Da jeg dansede, og lavede mine egne danse, fik jeg altid inspirationen ude i køkkenet.” Hun kom med et lille grin, og jeg kunne heller ikke lade være at grine lidt, af hendes kommentar. ”Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men måske kunne det være fordi, at jeg altid plejede, at bruge meget tid med mi mor og far derude, dengang min mor boede hjemme, og min far ikke arbejdede så meget..” hendes mor? Hun smilede mildt, og rystede på hovedet. Hun var så smuk, og hendes øjne lyste op som stjernerne, hver gang hun snakkede om noget, der gjorde hende glad.
”Se.” Jeg pegede op mod himlen. ”Det er fuldmåne.” Stacey kiggede på en måde, der viste, at hun tænkte på et eller andet. Jeg skulle lige til at spørge, hvad det var, da hun selv begyndte at snakke.
”Jeg har altid tænkt, at når jeg dør, så vil jeg ikke op til stjernerne, som alle mennesker siger, at man kommer. Jeg vil gerne op til månen.”
”Hvorfor det?”
”Fordi.. jeg har altid været bange for, at miste dem, jeg elsker. Og jeg tænkte, at månen var tættere på, så hvis jeg bare kom til månen, ville jeg slet ikke være så langt væk.” Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. Hun vendte hovedet, og kiggede på mig.

”Kan du huske, da man var lille, og man altid sagde til sine forældre ’Se! Månen er allerede oppe!’? Så kunne jeg sidde på månen, som står tidligt op, og kigge ned på alle dem, som jeg holdt af. Så behøver jeg ikke, at savne dem lige så meget.”
”Wow..”
”Hvad er der?”

”Sådan har jeg bare aldrig tænkt på et før. At månen er tættere på, og står tidligere op. Men Stacey..” jeg vidste ikke, om jeg turer at spørge. Jeg måtte springe ud i det. ”Du er ikke, du ved, bange… for at dø? Vel?” Hun kiggede væk et kort sekund, og hendes lille smil forsvandt.

”Du behøver ikke svare, det var bare..” hun kiggede på mig på en måde, så jeg ikke kunne afslutte min sætning. Hendes blik, den måde hun sad på, lyset, der skinnede ned på hende. Hun var så smuk, så perfekt. Hvis hun kiggede op på mig, så…
Staceys synsvinkel

Jeg vidste egentlig ikke, om jeg var bange, for at dø. Jeg troede mere, at jeg var bange for, at jeg skulle få en grund til at dø. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Louis, som sad ved siden af mig, og kiggede på mig. Han var så sød ved mig, og jeg forstod det ikke. Jeg kiggede op på ham, og han kiggede mig i øjnene. Han lænede sig frem, og kiggede kort på mine læber, som for at få lov først. Jeg kiggede også hurtigt på hans læber, og lænede mig frem mod ham. Han lænede sig endnu tættere på mig, og vores læber mødtes. Jeg tog min hånd op til hans nakke, og jeg kunne mærke hans arme om min ryg.

 

 

_____________________________________________________________________________ Det er med vilje, at jeg er begyndt at lave kapitlerne lidt kortere.. Så skal i heller ikke vente så længe på de næste :) GLÆDELIG JUL

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...