Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1952Visninger
AA

8. CHAPTER 7 'society'

”Gå med dig! Skrid ad helvede til!! Jeg er fuldstændig ligeglad!” Det kunne da ikke være rigtigt? Jeg forstod det ikke. Og pludselig ramte en knytnæve mit ansigt og lidt efter var der en der holdt fast i mit hår og hev mig nedad. Jeg skreg så højt jeg kunne.
”Hold så kæft!!” Jeg skreg igen, og blev ved at skrige.

Louis’ synsvinkel

Jeg åbnede øjnene med et sæt, da jeg kunne høre et skrig. Det kom bagfra mig. Fra Stacey, hun lå oppe på sofaen, og skreg. Jeg rejste mig op, og som ren refleks, tog jeg fat i hendes hånd med den ene hånd, og med den anden hånd tog jeg fat og hendes kæbe, for at få hende til at ligge stille.
”Shhh.. shhhh…” Det hele skete så hurtigt, så jeg nåede ikke at registrere hvad jeg ellers gjorde, men hun vågnede. Hun var helt svedig og så bange ud, og jeg kunne næsten høre hendes hjerte i stilheden.
”Rolig, jeg er her. Der sker ikke noget.” Det virkede som om, hun blev roligere. Hun kiggede mig ind i øjnene, og lagde så mærke til, at jeg lå halvt over hende. Jeg smilede, da hun rødmede. Hun var så sød, så smuk at se på. Jeg var ligeglad med, at jeg lå halvt ind over hende. Hun kiggede på mig med sine smukke mørkeblå øjne. Jeg lænede mig længere ned mod hende, og kyssede hende hurtigt og forsigtigt på mundvigen. Først så hun overrasket ud, og jeg var bange for, at hun måske ville blive sur, eller at det skræmte hende væk, men så kunne jeg se et lille smil, som hun holdt tilbage. så begyndte hendes kinder at rødme, og hun trak dynen op over hovedet. Jeg trak dynen væk fra hendes hoved, og hun smilede stadig, men tog hænderne op foran ansigtet.
”Ikke kig på mig,” sagde hun. Jeg tænkte lidt.
”Hvorfor ikke?” Spurgte jeg og tog en pude foran hovedet. Og som jeg havde tænkt, havde hun fjernet hænderne, for kort efter kunne jeg høre hendes lyse stemme.
”Hvad er det du laver?” Spurgte hun.
”Ikke kig på mig!” Drillede jeg hende. Jeg kunne høre et kort grin komme fra hende, inden hun hev puden væk.
”Jeg kigger på dig.” Sagde hun lavt.
”Mhmm..”
”Var du gået i seng?”
”Nej, eller jo.. jeg sad herinde og var faldet i søvn.”
”Kunne du godt sove sådan?” Hun lød undrende.
”Ja.. Det gik da meget godt!” Grinede jeg, og hun begyndte også at grine kort. Jeg tænkte på, hvad klokken var. Jeg skulle lige til at tjekke det, da Niall kom ind og stod i dørkarmen. Han gned sig i øjnene, og mumlede noget.
”Hvorfor larmer I sådan? Klokken er kun lidt over fem om…” Han kiggede op, og så mig og Stacey, der nu begge sad i sofaen, lige overfor hinanden, med kun kort plads mellem os. Vi grinede bare ad ham, inden han talte igen. ”Hvad er det I laver?” Stacey smilede genert.
”Vi snakker bare.” Svarede jeg.
”Hvorfor er I vågne så tidligt begge to?”
”Louis vækkede mig.. da jeg havde mareridt.” Svarede Stacey, og sagde det sidste lidt lavere.
”Hvad drømte du egentlig?” Spurgte jeg hende, da Niall gik ud i køkkenet.
”Det er lige meget, jeg er vågen nu.” Sagde hun bestemt.
”Må jeg ikke vide det?”
”Nej.
”Hvorfor ikke?” Jeg lavede hvalpeansigt.
”Fordi det er lige meget!” Hun rejste sig op, og gik ud i køkkenet, hvor Niall også var. ”Jeg kan alligevel ikke sove mere.” Sagde hun, inden hun tog en tår vand.

*

*

Staceys synsvinkel
Vi var færdige med at spise, og Louis tog min tallerken. Jeg havde spist en hel portion.

”Skal vi gå?” Spurgte han, da han havde skyllet det af.
”Ja! Jeg skal bare lige skifte til en anden bluse, hvis der altså er en.” Jeg havde bare en stor sweater på.

Jeg gik ind i stuen, og fik fat i min taske. Jeg rodede den igennem, og fandt tre bluser. Andet havde jeg ikke med. To af dem havde jeg brugt, så jeg tog den sidste på. Det var en sort med lange ærmer, lidt blonder oppe ved halsudskæringen. Jeg havde bare almindelige, mørke jeans på, og mit blonde hår hang og gik til midten af ryggen. Jeg tog min trøje på, på vej ud til Louis’ bil. Han åbnede døren, så jeg kunne sætte mig ind. Han satte sig ind, og startede motoren.
”Hvornår kommer de andre?” Jeg undrede mig.
”Hvem?”
”De andre drenge?”
”Nååh.. De skulle ikke med. Det er bare dig og mig.” Han tøvede lidt. ”Det er okay med dig, ikke?” Jeg nikkede.
”Jo, selvfølgelig.” Smilede jeg til ham. Han gengældte smilet.

Han fokuserede på vejen, og dagslyset lyste bilen op, selvom det snart ville begynde at blive mørkt.

”Du sagde, at du plejede at danse?” Spurgte han så pludselig. Jeg kiggede ned, da det var noget jeg ikke havde gjort i lang tid.
”Ja…”
”Hvis ikke du vil snakke om det, så er det i orden.”
”Jo, det har jeg ikke noget imod! Jeg har bare ikke danset i næsten et halvt år.. kun lidt derhjemme.”
”Derhjemme? Har du så selv lavet koreografi og alt muligt?”
”Mhm!” Jeg kunne ikke lade være at smile over hans begejstring over det.
”Så kan du måske lære mig lidt?” Grinte han. Altså jeg vidste jo godt, at han ikke ligefrem dansede som en danser, men jeg ville da ikke kunne lære Louis Tomlinson at danse!
”Jeg kan jo ikke danse, der var eng rund til, jeg blev smidt af holdet!” Sagde jeg med en tone, der prøvede at holde stemningen.
”Det betyder da ikke, at du ikke kan danse! De synes sikkert bare, at du var for god til dem.” Han lød dybt seriøs, men jeg grinede bare ad ham.

 

Lidt efter var vi kommet frem til biografen, og jeg steg ud af bilen.
”Hvad skal vi se?” Spurgte jeg.
”Jeg ved det ikke helt.. men jeg tænkte på noget spændende? Hvad med den nye supermand?!” Jeg elskede sådan nogle film, så det passede mig helt fint.
”Helt fint med mig!”

Vi skulle lige til at gå ind i biografen.
”STACEY?!” Jeg kunne høre en velkendt stemme kalde et stykke væk, og jeg tror ikke det var en, jeg havde lyst til at møde. ”OH MY GOD! Er det ikke Louis Tomlinson?!” Råbte stemmen så, og alle vendte hovederne mod os. Der gik ikke mange sekunder, før en kæmpe flok af mennesker kom hen imod os. Jeg vidste ikke om jeg skulle være glad, fordi opmærksomheden var vendt væk fra mig, eller ked af, at det hele nu måske blev ødelagt.

 

 

 

________________________________________________________________________________________________________

Har haft problemer med nettet, sorryyyyy!!! :((( hop y'all like it :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...