Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1909Visninger
AA

7. CHAPTER 6 'help me'

Jeg kunne mærke frygten samle sig som en modbydelig klump i min mave. Jeg prøvede at hive mine hænder til mig, men han holdt fast. Han kiggede mig igen dybt i øjnene, inden han åbnede munden, men jeg klemte øjnene i, og mærkede tårerne ned ad mine kinder. Jeg kunne mærke, at han skubbede alle mine armbånd op.
”Åbn øjnene Stacey,” sagde han en smule hæst. Jeg åbnede øjnene, og mødte Louis’ våde blik, der var fyldt med både vrede, sorg og overraskelse. Det gjorde mig kun mere ked af det, men det kunne han jo ikke gøre for.
”Un..Undskyld…” Var det eneste jeg kunne sige. Mine tårer var som en vandhane, der, selvom den var slukket, dryppede.
”Hvorfor har du gjort det?” Jeg forstod ikke, hvorfor han overhovedet bekymrede sig for det. Han havde ikke kendt mig særlig længe. Og det rørte mig. Ingen havde nogensinde før, sådan rigtigt bekymret sig om mig og hvad jeg gjorde. Derfor var det nu ikke bare tårer, men gråd.
”Shhh.. ikke græde.” Sagde han trøstende og omfavnede min krop. ”Er der noget du ikke har fortalt?” Sagde han så seriøst. Ja. Ja, det var der. Men jeg rystede bare på hovedet.
”Vil du ikke please være sød at stoppe? For min skyld? Det gør mig rigtig ked af det, når du skader dig selv!” Sagde han og flere tårer ko frem i hans øjne.
”Der har aldrig været nogen…” Jeg talte ikke færdigt. Da han rejste hovedet og kiggede på mig, fik hans blik mig nærmest i trance. Jeg kunne ikke se om han var glad, ked af det, vred eller noget andet.
”’Der har aldrig været nogen’ hvad?” Spurgte han.
”Der har aldrig været nogle der bekymrede sig for mig, eller tænkte på hvad jeg laver.”
”Det gør jeg.”
Jeg fik et lille skævt smil frem på læben af hans ord. Jeg kunne høre, at han mente det. Og bare de tre korte ord, gjorde mig helt varm indeni, og gav mig rent faktisk lyst til at vaske alle sårene af, hvis man kunne det.

Jeg trak armbåndene ned igen, og kiggede op på Louis, stadig med det lille smil.
”Lov mig du ikke gør det igen.” Sagde han, og jeg nikkede.
”Hjælp mig Louis..” jeg kiggede ham dybt i øjnene.
”Det skal jeg nok. Det lover jeg dig.”

*

*

Jeg lå i sofaen, og Louis sad nede på gulvet med ryggen op af. Vi havde siddet og snakket i en times tid, og der havde ikke været ét stille øjeblik. Vi havde snakket om alt, fra da vi var små, til hvordan vi plejede at holde jul. Men ikke på nogen alt for personlig måde.. fra min side. Nu var vi stille. Vi var vidst begge ret trætte.
”Vil du ikke med i biografen og se en film i morgen?” Spurgte Louis så, og brød tavsheden. I biografen med ham og drengene? Det ville da være en drøm, der gik i opfyldelse. Men jeg ville ikke være i vejen for dem.
”Det ville være hyggeligt, men..”
”Kom nu!” Sagde han bedende, og så nikkede jeg, da han vendte hovedet op mod mig. ”Fedt! Det bliver så hyggeligt!”
”Du må gerne gå ind nu, hvis du er træt.” Fortalte jeg ham. Han rystede på hovedet.
”Nej, jeg bliver her, til du er faldet i søvn.” Jeg smilede for mig selv, og lukkede øjnene.

*

*

”Gå med dig! Skrid ad helvede til!! Jeg er fuldstændig ligeglad!”

 

 

 

_____________________________________________________________________________________________________

UNDSKYLD DET ER SÅ KORT OG DET ER LÆNGE SIDEN JEG HAR PUBLICERET men kender I det der med skriveblokade? Anyways.. det er vel bedre end ingenting? Og der kommer altid det bedste efter en skriveblokade! :) Har nemlig allerede skrevet noget, der sker i sidste kapitel ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...