Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1985Visninger
AA

5. CHAPTER 4 'caught'

”Stacey, hvad er det du laver?” Jeg vendte hovedet, og fik øje på Louis henne i dørkarmen.

”Eh, øh… ikke noget, jeg skulle bare have et glas vand.” Sagde jeg og gemte plasticen i min hånd, og tog glasset med vandet i den anden.
”Nååeh, hvad er servietten så til?” Jeg kiggede ned på bordet, stadig med hånden lukket.
”Jeg spildte,” var mit svar. Han kiggede først lidt mistroisk på mig, men så gik han hen til køleskabet.
”Vil du have noget mad?” Spurgte han. Jeg havde spist en hel portion til aftensmaden dagen før, så jeg var ikke rigtig så sulten. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til noget.
”Ellers tak.”

Det varede ikke længe, før Liam også var stået op.
”Godmorgen! Har I sovet godt?” Spurgte han og satte sig ved bordet i køkkenet, hvor Louis og jeg også sad. Jeg nikkede, og lænede mig tilbage i stolen.
”Sov du fint i sofaen?” Spurgte han alligevel.
”Ja, det var helt fint. Den er faktisk rigtig god at sove i!” Jeg prøvede at lave lidt sjov, selvom jeg mente det. Vi sagde ikke noget i et par minutter, men sad bare og koncentrerede os om vores eget. Jeg tænkte på, om jeg på et tidspunkt skulle tage chancen og stikke af, så de ikke fik mig hjem. Eller om jeg måske kunne få dem overtalt til, at der ikke ville ske noget ved, at jeg var der? Jeg rejste mig op. Jeg ville tage tøj på, og gå en tur. Så kunne jeg altid bestemme mig for, om jeg ville gå tilbage på det tidspunkt. Jeg ville måske føle mig for påtrængende, hvis jeg kom tilbage.
”Hvor skal du hen?” Spurgte Louis, da jeg havde retning over mod døren.
”Jeg tager bare lige tøj på.” Sagde jeg, og smuttede ud gennem åbningen.

Jeg tog min taske og gik ud på badeværelset. Jeg havde stadig plasticen i hånden, så jeg lavede snittet, som jeg ikke fik lavet tidligere. Så tog jeg noget toiletpapir, og tørrede blodet væk.

*

*

”Jeg går en tur!” Sagde jeg til de andre, der sad inde i stuen, da jeg stod ude i entréen og tog sko på.
”Skal vi gå med? Vil du låne en trøje eller noget?” Jeg kunne høre, at det var Louis.
”Ellers tak, jeg klarer mig!” Sagde jeg, og prøvede at få det til at lyde muntert. Men egentlig, var jeg ret trist. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Og nu havde jeg lige mødt de mennesker, der havde holdt mig oppe at køre i over et år. Men nu gik jeg. Og hvis jeg kom tilbage, ville de med stor sandsynlighed få mig hjem. Jeg ville bare ikke hjem.

Jeg havde min taske over skulderen, og gik ned ad vejen. Jeg kunne huske den lille by, jeg var cyklet igennem dagen før. Jeg ville tage ned og kigge lidt på butikkerne. Måske købe en kop te. Jeg fik øje på en tøjbutik. Jeg kiggede ind ad vinduet, hvor jeg fik øje på en smuk kjole. Jeg var ikke typen til kjoler, men den var så fin. En stropløs kjole, der sad tæt ned til hoften, og så var den løs. Lidt stutskørt-agtigt. Og så var den en meget mørk lilla. Jeg gik ind i butikken og kiggede, og så en masse tøj, jeg godt kunne lide. Jeg var derinde ret længe. Da jeg gik ud igen, var jeg ved at være ret træt. Jeg havde intet ur, så jeg vidste ikke hvad klokken var, men det føltes som om, jeg havde været længe ude. Ikke fordi jeg havde tænkt mig at gå tilbage. Jeg fandt en café, hvor jeg kunne få en kop te. Mens jeg sad og drak den, begyndte det at blive mørkt, men nogle af butikkerne havde stadig åbent. Jeg sad og drak min te, da jeg fik øje på Louis, Liam og Zayn nede for enden af vejen. Jeg skyndte mig at drikke teen og gik, før de nåede at se mig. Jeg gik ind i en gigantisk ’alt muligt’ butik, og så dem gå forbi butiksvinduet. Pyha. Jeg slappede lidt mere af, og gik rundt og kiggede i butikken. Lige da jeg skulle til at dreje om hjørnet og ned af den næste gang, fik jeg øje på dem alle tre. De snakkede med en af dem der arbejdede der. Jeg var gået tilbage rundt om hjørnet, og smugkiggede. Jeg kunne høre noget af det de sagde, og pludselig hørte jeg:
”Er du sikker på du ikke kan have set hende? Hun er meget tynd og ser ret skrøbelig ud..” Det kunne ikke være mig så. ”Og hun har en slidt sort taske og en masse armbånd.” Hørte jeg dem fortsætte. Butiksarbejderen rystede bare på hovedet. Jeg åndede lettet op, og gik lidt rundt og kiggede, hvor de ikke kunne se mig. Jeg holdt dog hele tiden øje med, hvor de var. Pludselig da jeg kiggede efter dem, kunne jeg kun se Liam og Zayn. De stod og kiggede på nogle småting, da Zayn vendte hovedet i min retning. Jeg vendte mig om for at komme væk, men stødte ind i en velduftende fyr, før jeg overhovedet nåede at kigge op, hvor jeg gik.
”Nå, der var du jo!” Sagde han, og jeg kunne høre det var Louis. Jeg kiggede stadig ikke op, men bare ned i gulvet.
”Mhm..” Var det eneste jeg sagde.
”Hvor blev du af? Hvorfor kom du ikke tilbage?” Han tog fat i mine overarme, for at få min opmærksomhed.
”Kig på mig.” Sagde han, og jeg løftede stille hovedet. ”Vi blev rigtig bekymret for dig. Du dukker bare sådan op foran vores hus, og så prøver vi at hjælpe dig.. og så stikker du af? Du kan ikke bare løbe fra problemerne. Jeg er her, og jeg vil hjælpe dig.” Hjælpe mig. Med hvad dog? Med at komme hjem? Ellers tak. Og jeg løber heller ikke fra problemerne, for de er der ikke. De kan jo ikke ligefrem hjælpe mig med at få Jenny til at stoppe. Hvad skulle ellers være et problem?
”I v… vil jo bare få mig hjem..” Fik jeg fremstammet, og Louis trak mig ind i et kram, mens han tog mig med over til de andre.
”Nej vi vil ej. Bare rolig. Hvis du virkelig ikke vil hjem, skal vi nok lade det ligge. Bare lov mig, at du ikke gør det igen.” Jeg hverken sagde eller gjorde noget. ”Please.” Bad han så, og jeg nikkede.
”Se hvem jeg fandt!” Sagde Louis til Liam og Zayn. Jeg kiggede op på dem med et skævt smil.
”Nå, du var altså ikke helt forsvundet!” Lavede Liam sjov med.

*

*

Jeg havde igen fået sofaen at sove i. den var så rar, men alt havde været meget bedre, hvis ikke de havde fundet mig, og jeg ikke havde set dem mere. Så ville de ikke være så opsatte på at ’hjælpe mig’ som de blev ved at sige de ville. Jeg forstod dem ikke.

Jeg lå der i sofaen, med Louis’ bluse igen,  og slappede af inden jeg skulle sove, mens de andre gjorde sig færdige. Jeg tænkte på, om jeg skulle være taknemmelig for, hvad de gjorde, eller om jeg skulle være nervøs for hvad der ville ske. Det hele var lidt forvirrende og overvældende.
”Paaaaas påååå!” Kunne jeg høre Niall advare de andre ude i køkkenet. Lidt efter kunne man høre noget lande i vasken. Hvad det var, det anede jeg ikke. Jeg rejste mig og gik ud på toilettet. Jeg havde hurtigt fundet plasticen frem fra tasken, og taget det med ud.
Louis’ synsvinkel

Jeg stod ude i køkkenet og snakkede lidt med drengene, da der kom en jamren ude fra badeværelset, efterfulgt af et kort skrig.

 

 

__________________________________________________________________________________________

I'm so sorry det er så længe siden jeg har opdateret og kapitlet er så kort! Men jeg har så overdrevet mange tests og afleveringer i skolen for tiden.. :( og så kan jeg ikke finde ud af noget af det! Jeg vil prøve at komme med noget mere i ferien! ^^ natnat alle sammen;

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...