Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1911Visninger
AA

3. CHAPTER 2 'meeting the boys'

Det var nu to måneder siden, jeg havde snakket med Tiffany. Jeg havde ikke en gang skrevet med hende siden. Det gik heller ikke ligefrem særlig meget bedre for mig. Jenny var kun blevet værre, og nu var flere af pigerne i klassen gået groft imod mig. Det var sådan, så jeg ikke havde været i skole i den sidste måned! Men i dag kom min far tidligt hjem, så jeg var nødt til at tage af sted. Det havde jeg også tænkt mig, alligevel. Jeg ville se, om Jenny og de andre kunne se en forskel. Jeg havde nemlig fået af vide af nogle af de ældre damer i kvarteret, som jeg mødte dengang vi havde hund, at jeg har blevet utrolig tynd. Men når jeg kiggede mig i spejlet, var der fyldt med unødvendige buler ud over tøjet, hist og pist. Jeg var jo blevet tykkere? Jeg spiste heller ikke rigtig noget. Ingen morgenmad. Eller frokost. Bare noget aftensmad. Jeg syntes nu det var meget, for jeg blev stopmæt til resten af dagen, når jeg spiste det. Eller det vil sige, Jeg troede jeg var mæt, men egentlig råbte min mave efter mad. Jeg kunne bare ikke få det ned. Og jeg havde heller ikke lyst for den dags skyld.

*

*

Jeg gik ud for at tage min cykel op fra kælderen, så jeg kunne cykle i skole. Jeg satte mig op på cyklen, og satte igang. Jeg skulle op af en bakke efter kun tyve meter. Men hold da op, det var hårdt. Jeg plejede altid at kunne komme op af bakken uden besvær. Det var ikke fordi den var stejl. Eller høj. Jeg kom med besvær over den, ved at gå med cyklen mellem benene.
 Da jeg kunne se skolen, fik jeg mit bedste smil, jeg kunne, frem. De skulle ikke få mistanke om, at jeg gik og tænkte over det de sagde. Puha, det skulle de ikke nej. Det ville bare blive værre.
Jeg gik ind af døren til klassen mindst to minutter efter klokken havde ringet. Det var læsetime, så alle hørte mig selvfølgelig. Først kiggede de bare, som de plejede, når man kom for sent. Altså de andre i klassen. Ikke kun læren. Men så vendte de hovederne igen og kiggede, som om de havde set et spøgelse. Havde de regnet med jeg ville blive væk for evigt eller hvad? Eller havde de troet jeg var død? Ej, det vidste jeg selvfølgelig godt, de ikke gjorde, men altså I skulle se deres ansigter.

"Frk. Milligan. Gider du følge med mig ud på gangen, så vi kan få os en lille snak?" Spurgte min lærer, med et hævet øjenbryn, som kiggede med et alvorligt, men også overrasket blik, på mig. Jeg kunne høre nogle af de andre hviske og fnise lidt. Jeg fulgte bare med læren. Fru. Dunniq. Det var vores klasselærer.

"Hvorfor har du ikke været i skole, og hvad er der sket med dig?!" Hun var sådan en lærer, der altid gerne ville vide, når man havde nogle problemer. Jeg gav hende bare et forvirret blik, for jeg vidste ikke hvad hun mente med 'hvad er der sket med dig' mente hun ikke min mor, hvis det var det hun ville spørge om?

"Ja, du er blevet så tynd! Du er jo næsten kun skind og ben!" Hvad?! Tynd? Jeg HAVDE altså set mig i spejlet. Jeg var da ikke blevet tynd! Jeg kiggede igen forvirret på hende.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg dumt. Hun kom derefter med et bekymret blik der sagde alt. Hun har det ikke godt sagde det. Var jeg virkelig blevet så tynd? Det varede ikke længe før vi havde spisefrikvarter og læren gik.

*

*

Der var en lille pause inden næste lektion. Jeg gik ind i klassen, efter at have arbejdet inde i nabolokalet, selvom jeg vidste, at de andre også var der. En af drengene, Jacob, kom over til mig, med nogle af de andre drenge i hælene. Jeg stirrede mærkeligt på dem. Hvad ville de nu mig?

"Hvad er der sket? Er du okay? Jeg vidste ikke det var så groft, de ting Jenny har sagt.."

"Jeg har det fint," afbrød jeg ham med sammenbidte tænder. Der var ikke rigtig nogle af drengene, der havde sagt noget til mig. De havde bare stået i baggrunden, for at se, hvad der skete. Og det var da heller ikke ligefrem nu jeg havde lyst til at snakke om det, når læren lige havde fortalt mig, at jeg skulle tage ned til skolepsykologen eller en anden terapeut og snakke med dem for at få hjælp! Som om..

"Men du er jo så tynd som et skellet?!" Sagde Ozzy så bagved. Jeg ved egentlig ikke om det er hans rigtige navn. Han er bare altid blevet kaldt det. Han siger altid det først han tænker, og det er ikke altid så smart, vel?

"Ozzy!" Sagde en tredje så, mens han puffede til Ozzy med en albue. Jeg kiggede hurtigt rundt på dem alle, hvorefter jeg gik ud på gangen til mit skab. Da jeg åbnede det, fløj en bunke sedler ud i hovedet på mig. Jeg tog den jeg lige havde nået at se lå øverst, og læste det:

 

Hah! Nå, nu har du fået anoreksi eller hvad? Det var da synd. Du har godt af det! Du skal ikke tro du er noget, for der er INGEN der kan lide dig! Og angående din mor? Hun er sikkert glad, hvis hun får det værre. Så skal hun ikke se på dig mere, hvis hun dør!
 -J

 

WTF?!! Hvad mener hun med anoreksi? Det er bare læren der siger det, fordi jeg åbenbart ser lidt tyndere ud end for en måned siden! Og hvorfor skal hun blande min mor ind i det her?!!!! Den møgso, af en kælling. Undskyld mit sprog, men jeg blev virkelig sur og ked af det..! Jeg havde lyst til og gå ind og flå hovedet af hende, men jeg følte mig virkelig svag.

Jeg stod og gloede ind i skabet, da der var en der prikkede mig på skulderen. Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Jeg så sikkert helt forfærdelig ud. Jacob borede sine øjne ind i mine, så jeg ikke kunne rykke mit blik en millimeter. Han så rent faktisk bekymret ud? Han kunne da bare lade som ingenting, så Jenny lod ham værre. Og mig, for den sags skyld. Hver gang jeg snakkede med nogle af de andre fra klassen, sendte hun dræberblikke.

"Hvad er der sket?" Spurgte han. "Du kom ikke til time, og læren gik, så jeg gik ud for at se om du stadig var her," timen var nemlig startet igen efter den lille pause.

"Hv.. hvorfor gjorde du d..dog det?" Fik jeg fremstammet, og prøvet at lyde mindst muligt, som om jeg faktisk græd.

"Fordi jeg synes det er synd for dig. Jeg kan se, du ikke har det godt." Nu kunne jeg se læren nede i den anden ende af gangen, og skubbede derfor forsigtigt Jacob væk, som stod under en halv meter fra mig, så han rigtig kunne ’spærre mig inde' og kigge ned på mig.
"Du skal til time.." Sagde jeg så, og skyndte mig rundt om hjørnet, inden læren så mig. Jeg havde ikke spist noget i dag, så jeg havde lidt kvalme. Jeg havde heller ikke rigtig fået noget søvn, så jeg var også ret træt.

Jeg skulle til at gå rundt om hjørnet og tilbage til mit skab, da jeg så læren stod i døren.

"Jeg skal hente noget kridt. Opfør jer ordentligt imens." Så gik hun ned mod kontoret igen. Jeg gik hen til klassen og kiggede ind ad døren. Håbede på at ingen så mig. Der var ingen der kiggede på mig, så de havde vel ikke set mig.

"HVAD FANDEN ER DET DU LAVER? HVORFOR HAR DU SÅ ONDT AF DET SVIN, DER KALDER DIG SELV FOR STACEY?" Jacob kiggede overrasket på Jenny og rejste sig så op igen efter at have sat sig ned, så han var højere end hende.

"HVORFOR HAR DU SÅ MEGET IMOD HENDE? HVAD HAR HUN GJORT DIG? KAN DU IKKE SE HVAD DU HAR GJORT? HUN HAR TYDELIGVIS FÅET ANOREKSI, OG DET VED HUN IKKE ENGANG SELV, FOR HUN KAN IKKE SELV SE HVOR TYND HUN ER!! OG HENDES FAR ER ALDRIG HJEMME, SÅ HAN HAR SIKKERT HELLER IKKE LAGT MÆRKE TIL NOGET!"  

Hvordan vidste han alt det? Hvordan kan det egentlig være at han ALTID ved hvad der forgår? Nå, det er også lige meget, for nu gled Jennys blik over på mig. Hendes øjne var fulde af had, og det hjalp da ikke, at hun fik øje på mig. Hun gik hen mod mig med et dræberblik, jeg aldrig havde set mage til før.

Jenny’s synsvinkel

Jeg så Stacey, der hurtigt vendte om for at suse væk, men hun havde ikke så mange kræfter, så jeg fik hurtigt indhentet hende. Jeg tog fat i hendes skuldertaske, der hang efter hende, så hun blev nødt til at stoppe. Hun kiggede forskrækket på mig og rev tasken ud af min hånd. To små papirer fløj ned mod gulvet. Jeg tog dem op og kiggede på dem. Stacey stod og kiggede på mig. Det var One Direction billetter. VIP! Hvordan havde hun fået fat i dem? Jeg ville give hende dem, så jeg rakte hånden frem mod hende, men da hun ville tage dem, hev jeg hånden til mig. Hvorfor kunne jeg ikke lade være med at være sådan?! Folk kunne jo ikke lide mig!

”Du kan tro nej, jeg beholder dem!” Fløj det så ud af min mund. Jeg så, overrasket over mig selv, op på hende, hvorefter hun bare løb igen. Jeg så, hun havde tårer i øjnene. Jeg gik tilbage mod klassen, med en mærkelig fornemmelse indeni. Nu kunne jeg jo selv komme til koncert!

*

*

Stacey’s synsvinkel

Da jeg havde pakket nogle ting i en rygsæk, gik jeg ned i stuen, for at skrive en seddel til min far. Men han kom mig i forkøbet. Han havde allerede været hjemme, så der lå en seddel på bordet:

Hej min pige. Jeg er lige nede og købe en masse lækkert til weekenden. Jeg har nemlig fået fri i de næste to uger, så jeg kan være sammen med dig! =) Knus far.

 

Jeg kunne næsten ikke holde ud, at han glædede sig så meget, og så ville jeg bare stikke af? Men jeg ændrede altså ikke mening nu. Det kunne jeg ikke. Og hvad endnu værre var, at min far havde lavet en smiley? Hold da op! Han havde virkelig set frem til at kunne være sammen med mig..

*

*

Efter at have cyklet hen til toget, og kørt med toget til endestationen, og cyklede videre derfra, var jeg kørt gennem centrum, og var nu ved et sommerhusområde. Det var ved at være mørkt og koldt. Jeg frøs utrolig meget. Og jeg var også ret tørstig. En smule sulten. Der var ujævnt mellem de små træer, jeg kørte under, inde i området. *BUMP, BUMP, BANG*. Flot. Det var lige hvad der manglede. Så gik cyklen også lige i stykker. Jeg steg af, for derefter at slæbe den med mig, indtil jeg kunne finde på noget at gøre med den. Jeg gik hen mod et hus, hvor der var helt mørkt inde ad vinduerne. Der var ingen hjemme, det kunne jeg være sikker på. Der var mange buske og højt græs. Det gik op til midt knæ. Jeg besluttede mig for at sætte mig op ad husmuren, nede i det høje græs, mellem buskene og slappe af. Mine øjenlåg var tunge, og jeg kunne næsten ikke få vejret, fordi jeg var så udmattet. Jeg var også utrolig træt. Jeg havde hverken spist eller drukket noget siden i går. Øjnene lukkede, jeg holdt dem åbne, de lukkede, jeg prøvede at åbne dem, men det kunne jeg ikke. Jeg krummede mig sammen for at holde varmen, og faldt i søvn i det høje græs. Pludselig var der en der ruskede i mig.
”Hallo? Hallooo..!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...