Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1897Visninger
AA

11. CHAPTER 10 'shopping'

”Hvordan kommer jeg hjem herfra bagefter?” Spurgte hun, og gøs gennem kroppen, da hun åbnede bildøren på klem.

”Jeg kører dig.”
”Men min telefon er hjemme i Oxford, og jeg ved ikke, hvornår det slutter.” Hun kiggede ned på sine hænder.

”Jeg ser kampen med dig.” Forklarede jeg, og stod ud af bilen, samtidig med hende.

”Oh.”

 

Jeg lagde armen rundt om hendes skulder, og vi gik ind i det store stadion. Der var overraskende mange mennesker, for en klubkamp at være. Vi stoppede kort op, da vi var kommet ind, men pludselig var Stacey 2 meter foran mig, og på vej hen mod en fyr med fodboldbluse. Hans stod og vinkede hende over. Jeg kunne godt genkende ham fra biografen, men han så mere sporty ud, og hans brune hår var mere rodet, med nogle totter hængende ned i hans næsten sorte øjne. Han så egentlig godt ud, og det gjorde mig usikker. Tænk, hvis hun bedre kunne lide ham end mig? Jeg gik efter hende, med hen til Jacob. Da jeg stoppede bag hende, kiggede hun først undrende på mig, og smilede så, før hun sagde hej til Jacob.

”I kan sidde henne på bænken dér,” han pegede over mod en lang bænk, foran hegnet ind til tilskuerpladserne. ”det er til gæster.” Kunne han ikke lade være, at være så venlig?

 

Han førte og over til bænken, og vi satte os. Han kiggede først op på det store digitalur på pointtavlen, og så hen på sine venner. Jeg tænkte, han måske endelig ville gå over til sine venner. Men så satte han sig.

 

”Hvor længe har du spillet?” Spurgte jeg. Han et kort sekund på mig, på samme overraskede og lidt chokerede måde, som i biografen dagen før. Han blev hurtigt mere afslappet og smilede, mens han svarede.

”12 år efter nytår!” Sagde han så, og Stacey, som sad mellem os, kiggede bare. ”Er der ikke noget med, at du også spiller noget fodbold?” Spurgte han så, og det overraskede mig.
”Jo, jeg opkøbte Doncaster Rovers, for kort tid siden, for at de ikke skulle gå konkurs. Jeg spiller med til velgørenhedskampe, når jeg har tid.” Forklarede jeg, og han virkede faktisk interesseret. Måske fordi han selv spillede. Folk plejede altid at virke helt ligeglade, når jeg fortalte dem om det, selvom de selv havde spurgt.

*

*

Staceys synsvinkel
Der var kun nogle få minutter til kampen var forbi, og Jacobs hold havde ét mål mere end deres modstandere. Louis fulgte godt med. Han gik jo også ret meget op i fodbold. Jacob kom løbende forbi, og smilede til mig. Jeg mærkede hurtigt Louis’ hånd lægge sig på mit knæ, men da Jacob et øjeblik efter scorede et mål, og kampen sluttede, hoppede jeg op og jublede. Louis sad og klappede, og rejste sig også op, da Jacob kom hen mod os. Han lyste op, og åbnede armene for mig, til et sejrskram. Jeg gik ham i møde, og han krammede mig hurtigt. Så lagde han armen om min skulder på den der venlige måde, og gik med over til Louis, der var lide bagi.
”Hvad syntes du?” Spurgte han glad Louis, han kunne vidst godt lide ham.
”I spiller rigtig godt,” sagde han. ”Tillykke med sejren!” Han smilede og tog om mit håndled, som om vi havde travlt med, at komme væk.
”Vi må hellere gå inden-” begyndte Louis.
”Vent!” Sagde Jacob inden vi gik. ”Du har ikke taget din telefon.. jeg troede næsten ikke, at du kom?” Sagde han, så det lød som et spørgsmål.
”Det er fordi, jeg ikke har min telefon med mig…”
”Kampen er slut, der er snart en masse paparazzier, der finder ud af, at vi er her!” Skyndede Louis.
Jeg sagde et hurtigt farvel, og vi gik ud til bilen.

 

Jeg skulle lige til, at sætte mig ind på forsædet.
”Sæt dig ind på bagsædet!” Sagde Louis. Hvad?
”Undskyld?” Jeg lød lidt fornærmet.
”Ja, undskyld. Men der er en paparazzi lige derovre, og jeg har ikke lyst til, at der kommer en masse rygter.” Oh.. Jeg nikkede, og satte mig på bagsædet i stedet. Man kunne ikke se ind ad ruderne på siden af bilen, så jeg ville ikke blive set af de dumme kameraer.

Louis begyndte at køre ud af parkeringspladsen uden at blive set, men det gik selvfølgelig ikke. Vi var nødt til at køre forbi paparazzien, så selvfølgelig fik han øje på os.. eller Louis i hvert fald. Det lignede, at han kiggede på mig ind gennem ruden, men man kunne kun kigge ud, så det passede ikke.

 

Da vi var kommet et godt stykke væk, tror jeg ikke, der var en vinkel, hvor paparazzien ikke havde fået et billede. Vi var ude på den store vej, hvor jeg vidste, at vi skulle ligeud et godt stykke. Men lige pludselig drejede Louis til højre.

”Hvad skal du?” Spurgte jeg ham undrende.

”Vi skal shoppe.”

”Mangler du tøj?”

”Nej, men det gør du.” Han kiggede hurtigt bagud og smilede.

”Jeg har jo ikke nogle penge med..” Han kørte bare videre. Jeg hadede, at andre skulle betale for mig.

”Vil folk ikke genkende dig?” Spurgte jeg så lidt efter.

”Jeg har både hætte, solbriller og et tørklæde.” Sagde han med et mærkelig tilfredst suk.

 

Vi kom ind i et lille center, og der var, overraskende nok, ikke særligt mange mennesker. Jeg fik øje på Forever 21, og gik derind med det samme.

”Tænk hvis du havde haft den her på i biografen,” sagde Louis og holdt en T-shirt op med Batmans logo. Jeg grinede kort. Folk ville nok have gloet, hvis jeg kom med Batman tøj og skulle se Superman. Han hang den på plads, og gik med mig rundt og kiggede. Jeg fandt en grå sweater med sorte ærmer og en sort tekst foran, der sagde ’Remember To Love’. Den måtte jeg prøve. Jeg prøvede at finde en, der så stor ud, så jeg kunne passe den. Den lå selvfølgelig nederst i bunken.

”Den er da alt for stor!” Sagde Louis, og havde en mindre i hånden.

”Jeg plejer altid at købe den her størrelse.” Forklarede jeg, og hentydede til den, jeg selv havde i hånden. Han tog den ud af min hånd og lagde den tilbage i bunken.

”Alt for stor.”

 

Da vi gik hen til prøverummet, havde jeg også fundet to T-shirts, et par bukser og en kjole, som Louis insisterede på, at jeg skulle prøve. Jeg gik ind og lukkede døren til prøverummet. Louis sad på en lille bænk udenfor.

”Jeg bliver lige her, hvis du får brug for hjælp.” Sagde han, og jeg nikkede.

Jeg startede med at prøve kjolen. Da jeg havde stået i flere minutter, for bare at prøve at nå lynlåsen bagpå, sukkede jeg irriteret.

”Brug for hjælp?” Spurgte Louis.

”Nej, jeg kan godt!” Svarede jeg, men da jeg kom med endnu en irriteret lyd, kunne jeg høre ham grine lige udenfor, og hans fødder kunne ses under døren.

”Okay så.. du må gerne hjælpe.” Jeg kunne høre ham grine kort igen, inden jeg åbnede døren for ham. Han rødmede en smule, da jeg bare stod med åben kjole på, og det samme gjorde jeg. Han lynede den bagpå, og kiggede på mig i spejlet, mens han stod bag mig i det lille prøverum.

”Den skal du have!” Sagde han, og kyssede mig på kinden. ”Af med den, så jeg kan tage den med ud.” Jeg rømmede mig, og kiggede seriøst på ham.

”Du går ud, og så tager jeg den af.” Han kiggede fornærmet på mig, så jeg rakte tunge ad ham, og han gik ud.

 

Jeg prøvede de T-shirts jeg havde fundet, og sweateren bagefter. Det virkede som om, at de sad meget godt. Bukserne fik jeg nemt på, og de sad tæt uden at være stramme. Hvor heldig kunne man være, at det hele sad? Jeg gik i hvert fald ud fra, at kjolen sad godt, når Louis sagde, jeg skulle have den.

 

 Jeg gik ud af prøverummet, og Louis smilede til mig. Som om han tænkte på et eller andet.

”Hvad er der?” Spurgte jeg ham, og hans smil blev endnu mere lumskt end det var før.
”Når vi kommer tilbage, skal du have den kjole på. Jeg kan godt lide den på dig.” Han rejste sig og gik foran og hen til kassen.

”Kunne du passe det hele?” Spurgte han og kiggede på tøjet i min hånd, for at se, om det hele var der, gættede jeg på. Jeg nikkede, og han smilede til mig.

 

Han betalte, da det blev vores tur, og så gik vi ud af butikken i det store center.

”Er der andre steder, du vil hen og kigge?” Jeg tænkte mig om, men jeg ville egentlig hellere tilbage til huset.

”Nej.” Han tog med det samme fat i min hånd og tog mig med ud til bilen. Vi havde været heldig at få en parkeringsplads tæt på indgangen. Da jeg havde smidt poserne ind i bilen, åbnede jeg Louis’ jakke, som jeg havde på, for ikke at få det for varmt.

”Det klæder dig næsten med det store tøj, når du har mit på.” Sagde han og åbnede bildøren for mig.

”Tak hr.” Drillede jeg ham, og han bukkede, inden han satte sig ind på førersædet.

 

Jeg tog mine poser på skødet, for at kigge på tøjet. Men da jeg tog den ene T-shirt op, og så mærket med størrelsen. XS.

”Louis jeg tror vi har fået en forkert T-shirt med..”

”Hvorfor det?” Han kiggede kort på det, jeg havde i hænderne, og fokuserede så på vejen igen.

”Prøv at se størrelsen! Den kan jeg ikke passe.” Jeg fik et chok, da han pludseligt kørte ind til siden og stoppede bilen.

 

 

________________________________________________________________________________________________________________________

Jeg har ikke publiceret i labg tid, undskyld. Men det ville også have været lidt nemmere, hvis internettet havde virket..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...