Try Again {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Stacey Milligan er 17 år. Hun går i niende klasse. Hendes mor er lige blevet indlagt med kræft, og hendes far er aldrig hjemme. Men hun har det godt alligevel. Lige indtil Jenny starter i klassen, og er imod Stacey lige fra starten af. Det går helt ned ad bakke for Stacey, og hun begynder at cutte og går ikke i skole. Hun spiser heller ikke. Lang tid efter, tager hun i skole igen, men det går helt galt. Stacey stikker af. Hun er svag, og lægger sig foran et øde sommerhus. Hun bliver fundet af drengene fra 1D og de gør alt, for at hjælpe hende gennem sine depressioner, som har medbragt anoreksi. Især Louis, bliver hun tætte venner med. Han bliver meget beskyttende overfor hende. Hun har ikke fortalt meget af sin fortid, og har ikke vist dem sine cutter sår. Hun fortsætter endda med det. Louis' og Stacey's forhold ender i stærk ukontrolleret kærlighed, men hvad vil der ske, når han finder ud af mere af hendes fortid? Når han ser hendes sår? Når verden finder ud af hvad der forgår?

26Likes
30Kommentarer
1981Visninger
AA

2. CHAPTER 1 'beginning'

Ja, jeg gjorde det. Efter at have tænkt så meget over det, tænkt, at det aldrig ville blive mig, så gjorde jeg det. Jeg gjorde det virkelig. I sidste uge, og jeg har gjort det hver aften siden. Jeg fortryder intet. INTET. Jeg startede med at prøve med et stykke papir. Bare for at se, hvor meget der skulle til, før der gik hul. Men jeg fortsatte. Indtil der gik hul. Det var skønt. At se blodet pumpe ud af mit håndled, var virkelig befriende. Eller.. det vil sige, der kom ikke særlig meget, for det var bare et stykke papir. Men allerede dagen efter fandt jeg et stykke skarpt plastic, som var knækket af et eller andet gammelt stykke legetøj. Først et snit med papiret, så med plasticen. Det befriede mig fra alle mine tanker. Om min skole, Jenny, mine forældres skilsmisse. Jeg var lige flyttet hjem til min far, for min mor var blevet indlagt på hospitalet. Hun havde fået konstateret kræft. Hvis ikke der blev gjort noget, havde hun kun et par år tilbage at leve i. Maks. I skolen lod jeg som ingenting, når Jenny kom med alle sine åndsvage hentydninger. Jeg smilede bare, som om de var sjove. Men alligevel, hver dag i frikvarterene, endte jeg med at sidde med tårer i øjnene, alene ved mit skab, som var i den ende af gangen, hvor der aldrig kom skyggen af en lærer (Heldigvis!), på grund af Jennys dumme kommentarer. Helt ærligt, jeg er da lige så tynd som hende… Er jeg ikke? Og nu vil jeg ikke lyde som en selvglad abe, men jeg er da heller ikke den grimmeste i klassen. Vel? Selvom det er det, hun tydeligvis hentyder til..! Jeg var helt og 100 procent tilfreds med mig selv, og havde masser af venner, indtil hun kom i klassen sidste år. Jeg startede et år for sent i skole, så jeg gik kun i niende, selvom jeg allerede var 17. Den ældste. Jenny den næst ældste. På hendes gamle skole var hun den ældste. Det fortalte hun, da hun startede, og virkede ret så stolt af det. Nu vil jeg ikke dømme, men hvis ikke det var for Jenny, så ville jeg helt sikkert ikke have prøvet at cutte i mig selv. Jeg elskede det, fordi det befriede mig på den måde, men det var ikke rigtigt. Der er ingen der burde cutte i sig selv. Det løser jo ingen af problemerne! Hvis ikke det var for Jenny, så ville det ikke gå så skidt i skolen. Jeg er også blevet smidt af mit dansehold på grund af hende! Jeg gik på elitehold, men jeg kunne ikke koncentrere mig, af at tænke på alle hendes ord. Hvis ikke hun havde været der, så ville jeg altså stadig gå på mit dansehold. Jeg ville ikke føle mig tyk eller grim. Jeg ville have mere håb på min mors side. Men det var der ikke plads til. Og min far var aldrig hjemme. Han kom først hjem klokken tre om natten fra arbejde. Og vågnede ikke før jeg var i skole. Jeg burde nu ikke klage. Der er nogle små børn, der ikke engang får mad. Men det gør jeg altså. Jeg har det forfærdeligt!

Jeg havde købt mig en masse nye armbånd. De dækkede ti-femten centimeter op af min arm. Så kunne man ikke se ar og sår fra... Ja.. I ved vel?

 

Nu skulle jeg lave mad. Min livret. Wrap, med masser af oksekød, dressing, lidt salat. Men denne gang havde jeg købt grove wraps. Jenny skulle fanme ikke kalde mig usund eller fed. Selvom jeg begyndte selv at tro på det. Jeg kunne godt tabe mig, og det var det jeg havde tænkt mig. Da jeg havde stegt kødet, skar jeg lidt salat. På med kødet. Nej, af med kødet igen. Det er for usundt! Kun salat. Og kun én enkelt. Ellers kunne jeg normalt godt spise to. Men nej, ikke i dag. Jeg satte mig ved bordet, da jeg havde fyldt min wrap med salat. Også en smule kød, for der er nogle vigtige proteiner eller sådan noget åbenbart. Jeg havde en kniv og en gaffel. Jeg skulle til at skærer i min mad, da min hånd hellere førte kniven over mod mit håndled. Jeg tænkte stop, men følte fortsæt. Jeg fortsatte derfor. Hen over håndledet med kniven. Meget bedre en plasticen. Jeg skrev en seddel til min far om, at der var mad i køleskabet, til når han kom hjem. Det plejede jeg altid. Jeg smed resten af min egen mad ud. Det vil jo så sige, det hele. 

 

Jeg satte mig ind til computeren. Salget af One Direction billetterne begyndte om en halv time. Jeg Havde fået lov at købe to. VIP, hvis jeg nåede det! Hvor heldig har man lige lov at være? Min veninde, som var på to års ferie i Rusland, ville komme hjem i en uge, hvis jeg fik billetterne.

SÅ! Nu gjaldt det! Nu var det bare om at være hurtig med billetterne. Og, en, to, tre, så let som ingenting, havde jeg fået to VIP billetter til One Direction! Så var jeg hurtigt på Skype, for at ringe til min veninde, som for resten hed Tiffany. Hun tog den med det samme, og det første hun nærmest råbte, var: 

"OMG! Du fik billetterne gjorde du ikke? Jeg kan se det på dig! Det er SÅ tydeligt!" Hun kendte mig for godt. Derfor begyndte jeg bare at skrige, som om der var sket det største mirakel i verdenshistorien. Hun havde hurtigt opfattet den, og skreg med. Eller fangirlede, som de fleste nok ville kalde det. Hun vidste bare ikke det var VIP, og derfor skreg jeg endnu højere og lidt længere tid end hende, da jeg kom til at tænke på det. Hun ville blive så glad. Hendes øjne ville komme til at ligne nattehimler, som var fyldt med stjerneskud. Lidt mærkelig beskrivelse, det ved jeg..! Men, jeg ved ikke hvad ellers.

"Tiff, du tror d..." Mere nåede jeg ikke at sige ind mellem mine hvin og jublen, før jeg hørte hendes forældres højlydte skænderi i baggrunden. De råbte en masse, som jeg umuligt kunne høre, og Tiffanys øjne fyldtes med sorg og tårer.

"Jeg må løbe," mumlede Tiffany så, med gråd i stemmen. Så lagde hun på. Hvad fanden skete der? Hendes familie havde altid været helt perfekt, hvor de alle var tætte og gode ved hinanden.

 

___________________________________________________________________________

ville lige publicere det første kapitel efter jeg er begyndt at lave den om! :) Håber der er nogle der gider at læse med ^^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...