Historien om Svale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Færdig
En dag hører Svale, at nogle mænd vil dræbe hendes lillebror, fordi der næsten ingen mad er tilbage. Svale flygter ud i skoven med sin ham. Vil de begge overleve?

(Dette er mit bidrag til konkurrencen om historisk fiktion, og mit "underemne" er Egtvedpigen.)

5Likes
11Kommentarer
687Visninger

5. 5

På trods af de to kvinders anstrengelser og øjeblikkelige reaktioner, da de så barnet, virkede han ikke videre rask næste morgen. Bag de feberøde kinder var han ligbleg og lignede grangiveligt kridt i farven. Han både hostede fælt og klagede over brystsmerter.

 

Hele dagen sad hans storesøster, Svale, hos ham og søgte at trøste ham og fortælle ham, at det hele nok skulle gå, selvom hun vidste, at når man var et lille barn, som for mindre end en uge siden sidste gang havde svævet mellem liv og død, var der praktisk talt næsten ingen chance for at overleve.

 

Efter hvad der føltes som evigheder, løftede den lille gut tappert hovedet og hviskede hæst:

”Svale, er du der?”

”Ja, Hjort, ja, det er jeg,” hviskede hun tilbage.

”Du ved godt, jeg skal dø ikke? Du siger, jeg vil klare mig, men det vil jeg ikke. Du må ikke græde, men jeg ville bare ikke have, du skulle tro noget, der ikke passede,” hviskede drengen med en stemme, der langsom blev mere og mere stille og fadede ud, før hans hoved faldt tilbage på den ansamling soveskind, der lå under hans hoved for at støtte det. Moderen hviskede blidt tilbage:

”Jeg ved det Hjort, jeg ved det.”

Da lukkedes Hjorts øjne.

Ned af hans mors ansigt strømmede tårerne, da hun indså, at han havde lukket øjnene for sidste gang i sit så korte liv.

 

Længe og bitterlig græd hun, bebrejdende sig selv hans død. Hun havde lavet en overilet beslutning, da hun havde taget sin søn ud i skoven. Ikke bare en hvilken som helst ordinær overilet beslutning, men en beslutning, der havde kostet et uskyldigt barn livet. Hvorfor havde hun ikke holdt bedre øje med ham, da han havde sagt, at han gerne ville ud og gå tur? Når en femårig sagde sådan, skulle man da være mere end almindeligt dum for ikke at tro, han også ville gøre det, hvis han bare fik chancen. Men alligevel var hun gået fra ham, havde stolet på ham. Men han var jo bare et barn.

 

Da hun, efter længe havde grædt, løftede hovedet og så på sin søns nu så livløse ansigt og så, hvordan det bare lignede, han sov, blev det for meget for hende. Hun løb ud af langhusets åbning, og over i skoven, hvor hun af sine lungers fulde kraft skreg sin sorg og desperation ud.- Adskillige dyr blev jaget på flugt af den høje, skrækindjagende lyd-.

 

Efter længere tids skrigeri havde hun det lidt bedre og var faldet lidt til ro, og hun gik langsomt tilbage til landsbyen. Da en ualmindelig, streng lugt ramte hendes næsebor, blev hun igen urolig. Med hjertet oppe i halsen løb hun mod langhuset, hvor liget lå. En stor røgsky af misfarvet røg stod ud af både døren og hullet i taget. Hendes følelse af uro blev forøget adskillige takker, da hun indså, at der var en kvalmende sød lugt af brændt kød massivt til stede. Så tog hun mod og luft til sig og løb ind i huset, ind i et rent inferno af røg og flammer. Med hænderne forsøgte hun at vifte røgen væk, så hun bedre kunne se.

 

Der, lige i flammerens midtpunkt, lå hendes søn. Hans sortsvedne rester af af ansigtet lå stærkt oplyst, alt imens flammerne slikkede ubarmhjertigt op af dem.

 

Svale kunne ikke holde det ud. Det var, som om, der blev helt tomt inde i hende, samtidigt med, at det føltes som om, alverdens smerte samlede sig i hende. Kvalmen steg hende i halsen, og hun kastede op, til der ikke var mere tilbage i hende. Så løb hun ud af huset, ud i den friske luft. Hun smed sig ned på den kolde, hårde jord og bankede hele tiden både sit hoved og sine arme ned i jorden påny. Hun ænsede ikke, de læsioner hun fik, hun ænsede ikke, at hun blødte fra både panden, næsen og munden, og at hendes ene albue efterhånden blev banket af led.

 

Så rejste hun sig op og løb lige så sanseløs, som da hun lå på jorden, gennem det tætte krat ned mod søen. De få steder af hende, der ikke blødte endnu, blev revet til blods, da hun stormede gennem krattet med en hastighed, en olympisk løber ville have været hende misundelig, og da hun snublede og faldt hårdt på ned på maven. Dette pumpede imidlertid alt luften ud af hende, men hun sprang op igen og løb videre.

Hendes lunger begyndte at skrige efter luft, men hun standsede ikke; hun nød faktisk den gennemtrængende smerte.

 

Fremme ved søen overvejede hun et kort øjeblik at springe i vandet, bare lade sig falde ned på bunden, ånde ud, slappe af, langsomt lade sin sjæl forsvinde ud af denne verden, men da hun fik øje på et takstræ tær ved søbredden, besluttede hun, at dets bær skulle være hendes endeligt. Med rystende hånd plukkede hun langsomt tre-fire af de små, højrøde bær og proppede dem ind i munden, tyggede grundigt og sank dem. Hun måtte undertrykke adskillige instinktive opkastbevægelser, før hun kunne gå videre med selvforgiftningen. Da hun havde sunket omkring tyve små, røde giftige bær, begyndte det hele af køre rundt for hende. Hele hendes krop snurrede og hun kastede op, hvorefter hun dejsede om på den kolde jord. Længe efter, alle andre lyde var forstummet for hende, kunne hun høre lyden af høje, skræmte skrig oppe fra landsbyen, hvor de åbenbart forsøgte at slukke det brændende langhus. Men også den lyd fik sin ende, ligesom hendes åndedrag og hjertes banken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...