Historien om Svale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Færdig
En dag hører Svale, at nogle mænd vil dræbe hendes lillebror, fordi der næsten ingen mad er tilbage. Svale flygter ud i skoven med sin ham. Vil de begge overleve?

(Dette er mit bidrag til konkurrencen om historisk fiktion, og mit "underemne" er Egtvedpigen.)

5Likes
11Kommentarer
681Visninger

4. 4

Et par dage gik, hvor Hjort næsten svævede mellem liv og død på grund af infektionen, men snart blev Hjort så frisk, at han begyndte at kede sig på sit sygeleje. Igen og igen bad han medicinkvinden om at få lov til at gå en tur, men hun sagde nej; det var koldt, og han kunne blive forkølet, og det var ikke godt, når han stadig var så svag, som han unægtelig var efter den slemme infektion, han havde måttet slås med.

 

Da Hjort en formiddag var ladt uden opsyn, øjnede han sin chance for at komme en lille tur udenfor. Han rejste sig op på sine, en smule svage ben, hvorefter han stavrede udenfor. Hvor var der dejligt derude! Der var fugle, der sang, solen skinnede, og nogle spredte græsstrå var skud op, siden havde været ude sidst. Vent, hvad var det, der var, ovre ved skovkanten? Det måtte han finde ud af. Mens han med stor entusiasme travede deroverad, var han adskillige gange ved at snuble, både af iver, men også fordi han jo ikke havde gået længe.

 

Vel ovre ved sit bestemmelsessted fik Hjort øje på de fineste lilla blomster. Han havde før set, at hans mor havde brugt blomster til at smykke sig med, så han besluttede at plukke et par til hende. Så fik han øje på nogle gule blomster, som stod lidt langt væk, og efterfølgende nogle hvide, som dog var lidt slatne.

 

I sin ivrige jagt på de fine blomster var Hjort efterhånden kommet ret tæt på den store sø, hvor han ikke måtte være uden andre. Hvad kunne der ske? Han kunne jo bare lade være med at falde i, kunne han ikke?

 

Hjort stod og kikkede ned i det glinsende vand ved vandkanten. De udtalt kolde bølger slog mod hans bare fødder, men det ænsede han ikke, for hvad var det i vandet? En fisk? Nu svømmede ”det” i hvert fald væk. Uden at tænke over det, stormede han ud i vandet efter ”det”. Da han var ude til livet, kunne han ikke se ”det” mere, og han opdagede at vandet var meget koldt, så han skyndte sig tilbage mod bredden.

 

Halvvejs inde snublede han imidlertid og fik hovedet under vandet. Heldigvis var vandet jo ikke så dybt, så han kom hurtigt op igen.

 

Da Hjort var inde ved bredden, forsvandt solen, og det blæste også en del. Kulden gik gennem marv og ben på den lille dreng, som satte i løb så hurtigt, han kunne, hjemefter.

Hjemme blev han mødt af forfærdede blikke. Hans storesøster kom løbende hen mod ham og stak ham prompte en lussing.

 

”Hvad har du lavet, barn?” skreg hun med et brøl af en anden verden, men inden det stakkels, tænderklaprende barn kunne nå at åbne munden i forsvar, havde hun sagt:

”Nåh, det er lige meget, jeg gider ikke engang høre det,” og taget ham under armen ind i det nærmeste langhus, hvor hun, skældende og smældende, placerede ham ved siden af et bål, tog hans våde tøj af og gned ham tør, mens medicinkvinden beordrede ham til at drikke skoldhed, bitter urtethe. Så blev han beordret i ind mellem utallige skind og uldtæpper tæt på bålet, og han fik besked på, at han skulle blive der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...