Historien om Svale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Færdig
En dag hører Svale, at nogle mænd vil dræbe hendes lillebror, fordi der næsten ingen mad er tilbage. Svale flygter ud i skoven med sin ham. Vil de begge overleve?

(Dette er mit bidrag til konkurrencen om historisk fiktion, og mit "underemne" er Egtvedpigen.)

5Likes
11Kommentarer
721Visninger

3. 3

Et hjerteskærende skrig flænsede luften og vækkede Svale, der, som en kanonkugle, fløj ud af teltet for at se, hvad der var på færde.

 

En ulv, som åbenbart også kunne mærke fødeknapheden, gik langsomt tættere og tættere på den lille dreng, som lignede, han var lammet af skræk. Svale tænkte ikke på andet end at komme sin bror til hjælp, men selvom hun løb så hurtigt, hun kunne, hen til ham, nåede hun det ikke, før den havde bidt ham i overarmen. Så slog det igen klik for hende. Det kunne da ikke være rigtigt, at alle ville tage hendes bror fra hende. Hun tog den første og bedste gren, hun kunne finde, og gokkede ulven, som derefter opgav sit bytte og løb væk, én på skallen.

 

Da ulven var løbet ind mellem nogle træer og dermed var uden for synsvidde, besigtigede Svale skaderne på den stortudende dreng. Det så rigtignok ikke godt ud, men hun regnede med, at han ville komme sig.

 

Som dagene skred frem, blev Hjort mere og mere stille, og hans små, ellers så livlige, øjne blev matte og uklare. Han blev pakket ind i alle de skind, de havde med, hvorefter han langsomt døsede hen. Alt imens drengen sov, sad hans storesøster og blev mere og mere bekymret, mens hun bebrejdede sig selv alverdens dårligdomme. Hvorfor var hun dog stukket af? Hvad havde hun regnet med? At hun kunne leve af den lille madpakke, hun havde medbragt?

 

Hvis hun var blevet, havde hun måske med sund fornuft kunnet overbevise mændene om, at ingen skulle dræbes, og at det nok skulle blive bedre, når foråret kom. Så besluttede hun sig. Hun måtte tage hjem til landsbyen igen, der var trods alt en medicinkvinde, som sandsynligvis kunne gøre noget for barnet.

 

Turen tilbage til landsbyen tog længere tid end turen væk fra den, fordi det var betydeligt svære at håndtere en måske sovende, måske bevidstløs dreng, end det var at håndtere en, der kunne gå selv eller højst skulle sidde på ryggen, men selv kunne klamre sig fast.

 

Pigen med oppakning og barn gik med faste skridt ind i landsbyen, lige over til den gamle medicinkvinde, som var ved at lave mad.

 

”Nåh, der er du,” konstaterede hun tørt, mens hendes ene øjenbryn langsomt hævedes. Svale faldt på knæ foran hende:

”Vil du ikke nok hjælpe Hjort, han har feber og er bevidstløs. Jeg beder dig, jeg skulle ikke være gået. Jeg var skrækslagen for, at de ville dræbe ham, og se nu, nu dør han måske alligevel,” klynkede hun desperat, mens hun klyngede sig til medicinkvindens skørt. Den gamle kvindes krogede, benede fingre strøg hende blidt over håret, og hun sagde beroligende:

”Så, så, mit pige, nu må vi se, hvad vi kan gøre.”

 

Hun tog barnet i sine arme og bar ham ind i sin hytte, gav den bekymrede søster besked på at vente udenfor, hvorefter hun strakts begyndte at lave rituelle bevægelser og lyde, hvorpå hun rensede hans sår og gav ham urtethe af flere forskellige slags. Derefter begyndte hun igen på udførelsen af diverse ritualer.

 

Uden for hyttet trippede den bekymrede søster hændervridende omkring, mens hun mumlede bebrejdende ting til sig selv, da medicinkvinden igen kom ud af langhuset, som hun var forsvundet ind i. Træt sagde hun:

”Det var anstrengende, man han skal nok komme sig.”

”Åh, det er jeg glad for. Hvordan kan jeg takke dig?”

”Åh, min pige, tak er ikke nødvendig, men forklar du mig lige en ting; hvorfor stak du af?”

Svale svarede, på randen til tårer:

”Jamen, de vil jo dræbe ham.”

Den gamle kone rynkede spørgende på øjenbrynene, så der fremkom en stor fure i hendes, i forvejen rynkede, pande:

”Hvem vil dræbe hvem?”
”Mændene vil dræbe Hjort.”

”Hvem af mændene?” spurgte den gamle dame, mens furen i hendes pande blev, om muligt, endnu dybere.

”Jamen, Bjørn, Ræv, Los... Og vist også Ulv.”

Til Svales store irritation slog medicinkvinden en høj latter op.

”Hvad griner du af? Det er på ingen måde sjovt,” vrissede hun.

”Jamen, kære barn, du har misforstået det hele.”

”Jeg hørte dem jo,” græd Svale, helt rød i hovedet. Hvorfor ville hun ikke forstå hende, det var jo alvorligt?

”Sniksnak, ingen vil dræbe dit bror. Du har sandsynligvis hørt mændene snakke om, at de ville gøre noget ved situation nabolandsbyen, for hos dem, dér er det nemlig så galt, at de fleste er ved at dø af sult, og at nogle af ungkarlene var begyndt at tale om, at de ville dræbe nogle af børnene. Men det skal du slet ikke tænke på, for mens du, uden grund, rendte rundt i skoven, forærede vi nemlig dem noget af vores mad, så vi kunne undgå at have en massakre i baggården.”

 

Under den lange tale, medicinkvinden lige havde holdt, havde Svale bare stået og lyttet. Først blev hun flov. Meget flov. Hvordan havde hun dog kunnet være så dum? Selvfølgelig ville hendes stamme da ikke dræbe nogen, hvis ikke Den Store Moder krævede det, hvilket hun gjorde hvert forår. Der ofrede man nemlig en nyfødt den første fuldmåne, efter man havde set, den første flok trækfugle vende tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...