Historien om Svale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Færdig
En dag hører Svale, at nogle mænd vil dræbe hendes lillebror, fordi der næsten ingen mad er tilbage. Svale flygter ud i skoven med sin ham. Vil de begge overleve?

(Dette er mit bidrag til konkurrencen om historisk fiktion, og mit "underemne" er Egtvedpigen.)

5Likes
11Kommentarer
683Visninger

2. 2

Inde i huset var der endnu mørkere end normalt, for bålet gået ud. Mændene havde åbenbart ikke syntes, det var deres opgave at holde bålet i gang, og da de havde sendt kvinderne ud, kunne bålet ikke andet end langsomt at brænde ud.

 

I det tætte mørke famlede Svale sig frem. Først fandt hun nogle soveskind. De kunne kendes ved, at der stadig var hår på, så dem kunne man let mærke sig frem til. Derefter fandt hun et lille telt, som mændene nogle gange brugte til at overnatte i, når de af og til tog på jagt. Udover det fandt hun også et par skåle, hornskeer, knive og et enkelt lerkar.

 

Dernæst famlede hun sig ind en afdeling af huset, hvor der var forrådskammer. Mændene havde godt nok ret i, at der ikke var meget mad derinde, det måtte hun indrømme, men der var da ikke så lidt, at børnene skulle udryddes, for det var da flere gange i hendes liv, som indtil da havde varet atten somre, hvor de i det tidlige forår havde haft mindre, og det var da ikke før kommet til mord på uskyldige børn? Men sådan var det åbenbart denne gang.

 

Hurtigt fejede hun nogle tørrede rødder og lidt korn ned i en et stykke læder, som hun bandt som en bylt. Det ville vel trods alt blive forår på et tidspunkt snart, tænkte hun, og så ville man kunne finde mad i skoven igen. Og hun skulle vel heller ikke være væk særligt længe. Kun indtil madsituationen blev bedre, og det blev den forhåbentligt snart, om ikke andet, når foråret kom.

 

Alt sin oppakning bandt hun sammen til en stor bylt i det største af soveskindene. Med en let bevægelse svang hun det alt sammen op på sin ryg, hvorefter hun begav sig ud af langhuset. Så anspændt, hun knapt nok kunne få vejret, gik hun behersket ned mod skoven, det gjaldt om at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt. Men så gjaldede råbet ud over det relativt åbne landskab:

”Svale, hvor er du på vej hen?”

Hun satte i løb over mod skoven. En mand satte i løb efter hende. Det så ud til, at resten af landsbyboerne mente, at han nok skulle fange hende, så de gik bare videre med deres daglige gøremål.

 

Svale satte farten op, men det gjorde hendes forfølger også. På en aller anden måde lykkedes det Svale at holde manden på afstand, til de var løbet ind i skoven, hvor de ikke kunne ses fra landsbyen.

 

Manden var nu så tæt på, at hun kunne høre hans let forpustede åndedrag. Så slog det klik for hende. Hun stoppede så brat, at en hendes fødder hvirvlede sand og støv op, mens de sled hen af jorden for at standse. Hun tog hele sin oppakning og gik løs på manden, som hun med et særligt velrettet slag i baghovedet fik slået bevidstløs.

 

Så gik det op for hende, hvad hun havde gjort.

”Undskyld,” hviskede hun, men mindede sig selv om, at hvad hun lige havde gjort mod manden var ingenting mod det, han ville gøre mod hendes elskede lillebror.

Hun småløb over til Hjort, som stod med åben mund og havde betragtet det hele.

”Hvorfor slog du manden, Svale?” spurgte han forbløffet.

”Fint, du kan lige så godt få det at vide. Du ved godt, at vi ikke har meget mad længere?”

”Ja, og?”

”Du ved også, at folk dør, hvis du ikke får mad?”

”Jo, naturligvis, jeg er jo ikke to somre gammel mere, vel?.”

”De vil dræbe alle børn, så de voksne kan overleve.”

Først så barnet overrasket ud, så begyndte det langsomt at sive ind, hvad søsteren havde sagt, og hans ansigtsudtryk blev mere og mere fortvivlet, og til sidste udbrød han, med gråd i stemmen:

”Vil de dræbe mig?”

Ja, det vil de, de usle gifttyder, men hvis de nogensinde får fat i dig, så skal jeg sørge for, at de kommer til at fortryde,” hævdede hun med dramatisk stigende stemme for at berolige sin lillebror.

”Er du sikker?” hviskede den lille gut, mens han så ikke just beroliget ud.

Jeg vil i Den Store Moders navn gøre alt, hvad der står i min magt,” sagde hun, mens hun ved sig selv tænkte, at der egentligt ikke var synderligt meget, der stod i hendes magt. Hun greb sin brors hånd, smed bagagen på ryggen, og trak ham med ind i skoven.

 

Efter ikke ret lang tid begyndte han at klage over, at hans ben gjorde ondt, og at han ikke gad at gå længere. Så måtte Svale svinge ham op på ryggen også.

 

Det var meget udmattende at gå med stor oppakning på ryggen, og vinden blev også stærkere og stærkere, så snart blev det næsten umuligt at bevæge sig fremad. Svale besluttede sig for at slå lejr.

 

Det var ikke just nemt at slå et telt op, både på grund af det stærke blæsevejr og også fordi det som regel var mandearbejde at sætte telte op, for kvinderne var ikke rigtigt med på jagterne, hvor teltene blev brugt, og det endte med, at hun måtte placere Hjort inden i det, så det ikke blæste væk, mens hun prøvede at sætte det op.

 

Da det endeligt var lykkes at få teltet op, kravlede Svale udmattet ind til sin lillebror, og de faldt hurtigt i søvn i virvaret af soveskind og redskaber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...