Historien om Svale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 23 mar. 2013
  • Status: Færdig
En dag hører Svale, at nogle mænd vil dræbe hendes lillebror, fordi der næsten ingen mad er tilbage. Svale flygter ud i skoven med sin ham. Vil de begge overleve?

(Dette er mit bidrag til konkurrencen om historisk fiktion, og mit "underemne" er Egtvedpigen.)

5Likes
11Kommentarer
704Visninger

1. 1

Svale sad netop i sine egne tanker på den lille forhøjning, hvor hendes soveskind lå, og betragtede sin femårige lillebrors opslugte leg med en pind, som han stak ind og ud i flammerne fra langhusets bål, da en gruppe alvorligt udseende mænd kom ind. De var alle klædt i lange kjortler, og den af mændene, der var den største, brølede til Svale:

”Kan du så se at komme ud herfra, Svale? Dette er ikke for kvindfolk! Ud!”

Forskrækket sprang hun op, greb sin bror i hånden og skyndte sig ud. Lyset udenfor var overvældende, når man kom inde fra de mørke langhuse, som kun var oplyst af bålet i midten og af det lys, der kom gennem den smalle sprække i loftet, som var lavet til, at røgen skulle kunne slippe ud.

 

Svale skuttede sig i den stærke blæst og slog kuskeslag, mens hun gik ud mod skoven, som lå tæt veds, udkant; hun kunne lige så godt samle brænde, der havde alligevel ikke været så meget tilbage.

 

Fordi det blæste så meget, var mange grene blæst ned, så hun fik hurtigt fat i en favnfuld træ, som hun begyndte at bære hjemad. Hun lagde brændet fra sig lidt væk fra huset, for hun måtte jo ikke komme ind, og skulle lige til at gå en gang til i skoven, da hun hørte mændenes højlydte og oprevne stemmer inde fra langhuset. Gad vide, hvad de talte om? Det måtte da være vigtigt, siden hun ikke måtte høre det. Hun var trods alt den forrige høvdingens datter, og hun plejede at være indviet i de fleste ting. Skulle hun gå over og lytte? Hun tog et par skridt hen mod huset. På hælen vendte hun rundt. Nej, der måtte jo være en grund til, at hun ikke måtte høre, hvad de talte om. Det ragede hende sikkert ikke.

 

Efter igen at have været ovre efter brænde og at have læsset af, forekom det hende, at hun hørte en ophedet diskussion, hvori navnet ”Hjort” indgik adskillige gange. Hjort, det var navnet på hendes lillebror. Nu tog nysgerrigheden overhånd. Hvis de talte om hendes lillebror, som hun gennem årene var kommet til at betragte som sin søn, fordi han mere og mere blev hendes ansvar, da deres forældre døde, så ville hun også vide, hvad de sagde om ham.

 

Med et bankende hjerte helt oppe i halsen listede hun sig skridt for skridt tættere på huset. En halv meter fra det stoppede hun og holdt vejret for bedre at kunne høre, hvad er blev sagt. Det var svært at skelne ordene fra hinanden, for væggene på langhuset var tykke, og mændenes tale havde igen dæmpet sig lidt. Få ord som ”sult”, ”krig” ,”udhungre”,”børn” og ”dræbe” slap ud. Først forstod hun ikke, hvad de snakkede om, men da sætningen ”ellers overlever ingen,” nåede hendes ører, dæmrede det for hende. De ville dræbe børnene, så de kunne spare på maden! Dræbe hendes bror, det ville de også, det var hun klar over. Ingen skulle tage ham fra hende! Ingen af denne verden! Den Store Moder kunne give og tage, som hun ville, og det gjorde hun også, men ingen af denne verden skulle krumme et hår på hendes lillebrors hoved! Ingen!

 

Svale spejde ud over omgivelserne og med et blik så skarpt, som når en rovfugl slår ned på sit bytte, spottede hun drengen ovre ved skovkanten. Hun følte en voldsom trang til at både græde, slå nogen og løbe hen til sin ham og omfavne ham på en gang. Men beherske sig måtte hun. Ingen skulle fatte mistanke om, at hun havde hørt noget, ikke før hun var over alle bjerge. Langsomt og kontrolleret gik hun hen mod sin bror. Han løb storsmilende hen mod hende. Hans lyse hår flagrede i vinden, og smilet blottede et tandsæt, som manglede en fortand. For få dage siden havde han tabt sin første tand. Hvor havde de begge været stolte. Åh, den stakkels dreng anede ikke, hvilken trussel, der hang over hovedet på ham!

”Skal vi gå hjem?” spurgte han glad, ”der er noget, jeg skal vise dig.”

Glad tog han fat i hendes skørt og forsøgte med sine spinkle arme at trække hende hjemefter. Hun kaldte ham til sig og satte sig, med tårer i øjnene, på hug, så de kikkede hinanden i øjnene. Overrasket udbrød den lille:

”Svale græder. Svale ska' ikke græde! La' vær', vil du ikke nok?”

”Min dreng, vi skal ikke hjem. Vi kan ikke gå hjem igen,” sagde hun afbrudt af snøft, ”det kan vi ikke.”

Barnet spurgte overrasket:

”Hvorfor siger du det?”

”Det er alt for farligt nu. Jeg kan fortælle dig det, når du bliver ældre, hvad de vil gøre ved dig,” hulkede hun, mens hun forsøgte at tage det roligt, så hun ikke gjorde sin søsken mere bange end nødvendigt.

”Gøre ved mig? Jamen, Svale, jeg har ikke været uartig.” En tåre randt ned af hans kind.

”Nej, der har du i Den Store Moders navn ikke!”

”Hvad er Den Store Moders Navn egentlig?” spurgte den lille purk, og da storesøsteren svarede, at det viste hun ikke, og at det måtte han se, om han kunne finde ud af, og så det ud til, at knægtens bekymringer var forsvundet. Nu koncentrere han sig kun om at finde et godt navn til guden. Det havde altid været en god måde at aflede hans tanker på at give ham noget at andet tænke på .

”Sæt dig der og tænk og rør dig ikke, til jeg kommer tilbage,” instruerede Svale drengebarnet, hvorefter hun gik med afmålte skridt ind mod landsbyen igen. Hun måtte have fat i et par nødvendige ting, før hun kunne stikke af med sin lillebror.

 

Da mændene var kommet ud af huset, kunne hun slippe ind igen. Hendes hjerte bankede, som var det besat, og hun måtte hele tiden minde sig selv om, at hun gerne måtte være inde i huset. Hun kom først til det punkt, hvor hun ikke måtte blive set, når hun skulle ud af huset med sin oppakning igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...