Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1578Visninger
AA

15. Vestre fængsel

 

Jeg husker den oktobermorgen tydeligst af alle morgener i mit forholdsvis korte liv.

Det var en regnfuld morgen, som det havde været de sidste mange morgener. Vi sad rundt om køkkenbordet og spiste morgenmad. Snakken gik endnu engang på hvorvidt Regitze skulle have en ny kjole eller ej. Det hele føltes som var vi en ganske almindelig familie. En ganske almindelig familie, som ikke havde illegale aviser liggende, og som ikke gik rundt og smuglede kasser midt om natten.

Det hele føltes helt almindeligt, lige til det bankede på døren. Allerede før døren blev hevet op, vidste jeg hvem det måtte være, hvad det måtte betyde.

Min verden gik i stå da 5 uniformerede, nazistiske soldater stod foran os. Far råbte og skreg og forsøgte at kæmpe imod, men det nyttede ikke noget.

Langt væk kunne jeg høre Regitzes gråd. Jeg kunne høre hende råbe på mig, men jeg var ikke i stand til at reagerer. Jeg var som frosset. Jeg sad bare der på stolen og stirrede ud i luften. Lydene var fjerne, som stemmer der kun levede bagerst i mit hoved.

En af soldaterne tog fat i skulderen på mig, og uden så meget som et ord, rejste jeg mig og fulgte med dem.

Jeg stoppede kort foran vores hus, og lod regnen ramme mine bare arme, mærkede hvordan dråbe efter dråbe fulgte hinanden ned ad min hud.

Turen til Vestre fængsel føltes lang. Ikke at der var særlig langt, men stilheden, og den tyngede stemning har nok også gjort sit i den sag.

Far var langt om længe blevet stille. Og mor?: mor lignede intet mindre end et nervøst vrag, som hun sad der, med armene omkring sig selv.

Regitze sad i et hjørne. Hun grad lydløst. Tårerne væltede ud af hendes rødsprængte øjne, der havde vokset sig meget voksne og alvorlige de sidste par måneder.

”undskyld.”

Viskede hun lavt. Jeg tog fat i hendes hånd.

”Det er min skyld det hele.”

Hun kiggede dybt ind i fars spørgende blik.

”Det hele er min skyld! Undskyld far!”

Klynkede hun.

”Hvad mener du lille skat.”
Hun rystede bare på sit hoved mens hendes underlæbe dirrede.

”I vil alligevel ikke kunne forstå det..”

Og med de ord stoppede bilen. Den højeste af soldaterne førte os ind i fængslet.

Det hele føltes så surrealistisk. Jeg sad der, overfor en tysk officer, sammen med det meste af min familie, men jeg sagde ingenting, jeg gjorde ingen modstand, jeg lod bare min sjæl blotte.

 

Jeg blev ført ind i en celle sammen med min mor. Far skulle et andet sted hen. Sådan gjorde man, delte mænd og kvinder.

”Die Kinder kommt mit uns.”

Sagde soldaten, og greb fat i Regitze arm.

”NEJ!”

Skreg hun.

”Stop! Det gør ondt! Det gør ondt.”

Det skar i mig at se hende blive revet væk på den måde, men jeg holdte gråden inde, jeg ville være stærk, jeg skulle være stærk nu.

”Regitze! Det skal nok gå!”

Sagde jeg, og fik fremtvunget et smil til hende.

”Du må ikke græde, Regitze!”

Jeg kunne ikke længere se hende og soldaten, men jeg blev alligevel ved med at råbe til hende, lige til mor slyngede sine arme om mig, og jeg lod min krop falde i favnen på hende.

Far var for længst forsvundet i den anden retning, og han var nok låst inde nu.

I cellen sad 3 andre kvinder jeg aldrig før havde set. Jeg var også ligeglad. Det eneste jeg kunne tænke på, var hvornår jeg igen fik lov til at se min søster. Om jeg nogensinde fik lov at se min søster. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...