Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1578Visninger
AA

4. Vanvid..

 

Mors øjne hvilede bebrejdende på fru Madsen, og så snart Karen og Regitze havde forladt rummet, og sat sig ind i stuen, begyndte mor:

”Hvor har i det fra?”

Hendes stemme var lille og bekymret.

”Hold op med at snage i deres private sager, Ellen.”

Gryntede far, som stod lænet i dørkarmen ind til køkkenet, med hr. Madsen bag sig.

”Det er okay Abel.”

Sagde hr. Madsen, puffede let til far, så han kunne komme ind i køkkenet. Han fandt plads ved bordet ved siden af mor.

 

”Vi regner med at vi kan stole på jer.”
sagde han, mens han trak sin mest alvorlige mine på . Allerede her vidste jeg hvor det førte hen. Jeg var sikker på at mor også vidste det, men alligevel svarede hun:

”Selvfølgelig! Hvad er det dog der er galt?”

”Der er intet der er galt. Men vi skal være sikre på at vi kan stole på jer.”

Jeg ville egentlig helst have forbeholdt mig helt passivt, men nærmest pr. automatik nikkede jeg svagt.

 

”Er du blevet sabotør, Madsen?”

Vi fik alle sammen et chok ved Regitzes stemme.

”Regitze gå ind til Karen, det her vedkommer ikke dig.”

”Havde du da ikke regnet det ud mor?”

”Regitze! Gå så ind til Karen!”

 ”Ja mor.”

Sukkede Regitze og forsvandt igen.

 

”Jeg er ikke sabotør.”

Sagde Madsen, og begyndte igen at forsøge at forklare. Det gik ikke forfærdelig godt, og hurtigt blev far utålmodig

”Hvad prøver du at sige?”

Fru Madsen stillede sig bag ved sin mands stol, og lod hendes arme hvile på hans ryg.

”Han forsøger at fortælle jer, at vi er begyndt at arbejde sammen med nogle englændere. Ja, arbejde er altså hvad vi bryder os om at kalde det herhjemme.”

Uden videre gik hun tilbage til vasken, vred en klud op, og begyndte at tørre bordene af, som om der intet var sket. Jeg spekulerede på hvordan hun kunne. Det var fuldstændig ligesom mor.

”Det er måske bare sådan noget kvinder kan? Lade som ingenting…” Tænkte jeg. ”I så fald må jeg hellere begynde at øve mig.”

Mine tanker blev afbrudt af Hr. Madsen:

”Vi kunne godt bruge nogle flere folk, Abel. Og jeg ved jo hvordan du har det med nazisterne.”

En klump voksede i halsen på mig. Ville Madsen nu have far til at lave modstandsarbejde?

”Ja, du ved vel hvordan jeg har det med nazisterne.”
Svarede far bare, mens han nikkede eftertænksomt.

”Hvad siger du til det Abel?”

”Du er vanvittig Madsen.”

”Er jeg vanvittig? Hvad er mest vanvittigt? De forpulede mordere der render rundt i vores land, eller at vi er nogle der stadig kan finde ud af at bruge den smule fornuft vi er født med?”

”Hids dig nu ikke op.”
Fru Madsen hældte nylavet kaffe op i de små kopper, der, efterhånden, havde stået længe på bordet. Far slurpede som altid kaffen i sig. Nogle gange var jeg faktisk i tvivl om, om han overhovedet vidste hvordan man drak rigtigt af en kop. Han formåede, på uforklareligvis, at drikke kaffe med lukket mund. Og det larmede sådan.

”Shhmp”

Sagde det, hver gang han suede lidt ind i munden. Og nå han så igen satte koppen på bordet, udstødte han altid, et langt og møg irriterende:
” Ahhh..”

Også om igen, først med Shhmp, også: Ahhh. Det var lige til at blive tosset af! Jeg prøvede ihærdigt at slå mine tanker over på noget andet, men det var fuldstændig formålsløst: Når først man var blevet fanget af lyden af fars slurpen, kunne man ligeså godt indstille sig på, ikke at høre andet til han var færdig med sin kaffe. Han var gudskelov altid hurtig om sådan en kop. Han tændte en cigaret, og først da han havde pustet røgen fra det første tunge hvæs ud, kiggede han over på den forventningsfulde hr. Madsen.

”Ja, du ved jo hvordan jeg har det med nazisterne.”

Sagde far bare igen, mens han nikkede, mere ivrigt denne gang.

”Betyder det så at..?”

Hr. Madsens ansigtsudtryk fortalte at han ikke vidste hvad han skulle tro. Han kunne ikke læse far – hvad der egentlig aldrig var nogle der kunne. Man vidste hvornår han var lykkelig, men også kun fordi at det var den eneste følelse han ikke altid undertrykte. Men der sad altså hr. Madsen, uvidende og forvirret. Jeg kunne ikke lade være med at have en smule ondt af ham, selvom jeg egentlig ikke brød mig om ham. Det var tarveligt af far at lade manden sidde så længe i uvished, efter et så seriøst spørgsmål. Endelig. Efter hvad der ligeså godt kunne have været timer, kiggede far ind i Madsens bedende øjne.

”Okay.”

Sagde han, klappede let, og en smule ligegyldigt i hænderne.

”Men Johannes skal ikke have noget at vide om det her!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...