Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1600Visninger
AA

11. Tænk over det....

 

Far sad og stirrede ind i ilden. Brevet fra pakken lå stadig i mors hænder. Regitze sad stille og pillede ved sine negleroder. Jeg sad bare målløs og kiggede ud i rummet. Stilheden bed i alle aspekter af min sjæl. Den eneste lyd der fik lov at trænge ind i huset, var sommerregnens hårde trommen på vinduerne. Lyden optog mig. Ikke at den var særlig spændende, på nogle måde, når nu jeg tænker nærmere over det, var den ensformig og kedende at lytte til. Men på samme tid var der noget beroligende over netop den lyd.

Med et blev stilheden afbrudt af luftsirenen.

”Nu igen!”

Udstødte Regitze. Det var så tragisk-komisk at ingen af os kunne lade være med at grine.

Og sådan havde den gode stemning igen fundet vejen til os, da vi sad i kælderen.

”Jeg er altså ved at være godt kældertræt.”

 Sukkede Regitze.

Far havde fundet spillekortene frem, og vi udnyttede ventetiden med et spil krig. Sådan havde vi efterhånden gjort så tit, når vi sad dernede og ventede på sirenens ophør. Og selvom det var hyggeligt at sidde dernede sammen med mor, far og Regitze og få vendt verdenssituationen et par gange, var det ikke sådan her man ønskede det. Sirenen var blevet fast inventar i vores hverdag, og man havde for længst fundet ud af, at det ikke var det værste, men alligevel bredte der sig altid en sær uro i min krop når den tudede.

 

Heldigvis stoppede sirenen altid forholdsvist hurtigt. Det føltes i hvert fald sådan. I starten, da nazisterne lige var kommet hertil havde hver sirene følt som varede den et uendeligt antal af timer. Men vi havde heldigvis vænnet os hurtigt til den.

Vi sad igen i vores lille stue. Far sad og læste dagens tryk af ”De frie danske” og fnyste indimellem, når der var berettet om noget ”Der da også bare var for dårligt”.

Mor stod i køkkenet og kogte suppe. Duften spredte sig i hele huset, og slyngede sig vej ind i min næse, så jeg blev helt sulten. Det var næsten så min mave rumlede. Mor var fantastisk i et køkken.. hun havde godt nok heller ikke bestilt meget andet end at lave mad og gøre rent det meste af sit liv, så det undrede ingen. Det var altid hende de andre kvinder i byen kom til, hvis de manglede et tip til hvordan de kunne få maden til at holde længere, eller hvordan de skulle sy de gamle gardiner om til smukke kjoler til deres døtre. Og selvom det var de fleste kvinder, der ligesom mor, havde gået hjemme hele livet, og ikke lavet andet end at sy, og gøre ved, så var der mange der tit havde brug for sådan et råd. Hvis hun havde taget penge for det, havde vi sikkert været rige. Sikkert meget rigere end Poulsen, også havde vi haft råd til en amerikaner bil. I blå!

Det bankede på døren, og ind kom Madsen, smeden og Lars. Jeg vidste fra far at de også var med i ”De frie danske.” Lars var kun et år ældre end mig, og vi havde gået i skole sammen, indtil han havde taget realeksamen og skulle ud at arbejde.

”Goddag Lis.”

 Sagde han, og rakte sin hånd frem mod mig.

”Hej Lars.”

Jeg smilede lidt genert til ham. Han havde nu altid været meget sød.

”Du skal måske til at være modstandspige?”
Spurgte han i et drillende tonefald.

”Mig?”

Spurgte jeg overrasket.

”Ja! Det ville da klæde dig!”
Jeg kiggede på far. Var det mon noget de havde snakket om? Drillede han mig bare, eller mente han det rent faktisk?

”Jeg ved ikke rigtig..”
Jeg tog blikket fra far, og videre ned i gulvet.

”Nej, nej. Jeg ved jo heller ikke hvad din far ville sige til den sag.”

Mor kom ind med et fad med kaffekopper på.

”Jeg er også i gang med at koge suppe, så i kan få noget aftensmad inden i skal gå.”

”Tak fru Mortensen.”
Sagde de tre mænd, nærmest i kor, og lød pludselig som en flok små børn.

De drak deres kaffe i stilhed. Indimellem mumlede smeden noget, som ingen forstod, og ingen spurgte nogensinde ind til hvad det egentlig var han forsøgte at sige, for sådan gjorde smeden næsten altid, og hvis man så endelig spurgte svarede han bare ”at det kunne være ligegyldigt”.

Da mor havde serveret suppen kiggede far alvorligt på mig. Jeg følte mig et øjeblik som en fange der stod overfor en ond betjent.

”Mig og din mor har talt sammen.”

Sagde han, holdte så en pause og tog en skefuld suppe i munden.

”Vi er blevet enige om, at vi synes du er gammel nok til at tage med ud nogle aftener, hvis du altså har lyst?”

Jeg var målløs. Sad min far virkelig og spurgte mig om jeg ville være sabotør?

”Du kan jo tænke over det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...