Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1578Visninger
AA

7. Soldaterne

 

 

Mor ruskede svagt i min krop.

”Lis, er du vågen?”

Jeg nikkede halvt i søvne. Mine øjne var stadig lukkede, og jeg kunne forstå på mor at hun tvivlede på mit udsagn.

”Jeg skal have dig til at rende ned og hente noget sukker. Der ligger mærker på køkkenbordet.”

”Nu?”

Med et sæt var jeg lysvågen.

”Ja, nu.”

Med et dybt suk trak jeg min søvndrukne krop op ad sengen, og begyndte at klæde mig på.

Jeg åbnede vinduet og lod den varme sommervind sive ind. Jeg kiggede ud, og lod solens varme stråler ramme mit ansigt. På fortovet kunne jeg se en masse drenge. De stod samlet i en stor klump foran Poulsens hus. En masse snak lød dernede fra, Poulsens stemme var den der var nemmest at høre, han fortalte stolt om et eller andet, som jeg ikke rigtig kunne opfange hvad var. Min uvished kom ikke til at stå længe på, snart kom Regitze løbende ind på mit værelse.

”Kom og se Lis! Poulsen har fået ny bil! Den er edder smart!”

Hun var helt oppe at køre. Næsten som hun plejede at være dagene op til juleaften.

”Den er helt fra Amerika!”

Sagde hun, mens hun var i færd med at trække mig med hende ned ad trapperne. Et kæmpe smil lyste hele hendes lille ansigt op, og jeg må nok erkende, at jeg selv var rimelig spændt på at skulle se en hel ny bil, men jeg sagde ikke noget – jeg spillede voksen og ligeglad, en ting der var på listen over mine specialer.

”Kom nu Lis!”

”Jaja, jeg skal lige have nogle mærker til sukker. Jeg kommer!”

Regitze ustødte et højlydt ”Ihhh”. Jeg vidste hun udelukkende gjorde det for at stresse mig, så af samme grund lod jeg mig tage ekstra god tid. Bare for lige at stikke lidt til hende.

 

Vi gik et massemylder af mennesker i møde – det var næsten, som havde det været kongens fødselsdag, eller noget endnu større end det. Vi maste os frem, og fandt endelig en plads hvorfra vi kunne se den omtalte bil.

”Hvor er den flot!”

Sagde Regitze højt, og henvendte sig til Poulsen, som stolt kunne fortælle at det var en Graham Hollywood Sedan som var blevet importeret hertil.

Det var rigtigt hvad Regitze havde sagt! Den var virkelig smart! Det var en af de helt nye med fire døre, og som om det ikke var nok med det, var den også blå! Ikke en af de typiske farver som rød, grågrøn og hvid, som man så alle kører rundt i, men blå! Jeg havde kun engang før set en blå bil, men det var så længe siden at jeg dårligt kunne huske hvordan den ellers så ud.

”Må jeg prøve at sidde i den?”

Spurgte en lille dreng, jeg ikke umiddelbart vidste hvem var.

”Nej! For gud skyld da! Kun kigge, jeg har jo dårligt selv prøvet at sidde i den endnu!”

”Undskyld, jeg tænkte bare…”

Gid vi havde haft råd til sådan en bil. Så ville jeg have ladt hele byen prøve at sidde i den, også de små drenge, som jeg vidste aldrig igen ville have mulighed for at komme så tæt på så smart en bil.

”Jeg går ned og henter sukker Regitze.”

”Jeg vil med.”

Svarede hun, og satte i løb efter mig.  

 

Købmandsbutikken lå midt i byen, lige under det lille hotel som var ejet og drevet af samme person. Enkefru Frederiksen. En ældre lidt forskræmt lille dame der havde været enke i flere år end nogle af os kunne tælle til. Hun var meget flink, trods hendes små finurligheder. Man sagde at hun led af noget der hed ”forfølgelsesvanvid”. Engang jeg var gået derind for at købe en sæk kartofler, stod hun i det ene hjørne og sagde at de var der. De var efter hende. Jeg skulle jage dem væk før hun atter kunne bevæge sig, for hvis hun gjorde det mens de var der, ville de bare tage hende. Jeg måtte stå og tale ud i den blå luft for at jage dem væk… Så meget for en sæk kartofler.

Men alligevel havde alle en sær form for respekt for damen. Hun drev trods alt selv to forretninger, og det var ikke ligefrem alle kvinder der ville kunne have klaret det! Men enkefru Frederiksen klarede den, trods hendes ubestemte alder, skadede hofte og sindssyge – for sindssyg det var hun, det var der ingen tvivl om!

”Goddag enkefru Frederiksen.”

Det var altid så rart at åbne døren ind til butikken. Man blev ramt af den velkendte duft af lakrids stænger, alle former for krydderier, og den skønne, sødlige duft af småkager. Den duft jeg havde kendt siden jeg var helt lille.

”Når, i er rigtigt blevet sendt i byen, var piger.”

”Ja, mor bad os hente sukker på det her.”

Jeg rakte hende det nikotin gule rationsmærke.

”Ja, der er til et halvt kilo.”

Hun vendte sig for at tage sukkeret til os, og lod mærket lægge på disken. Pludseligt blev døren flået op, og ind trådte 3 uniformklædte mænd. Alle med hagekors på skulderen. Regitze klæbede sig bange ind til mig.

”Rolig nu.”

Viskede jeg.

”Det skal nok gå.”
Fik jeg fremstammet, mens jeg selv var mere angst end nogensinde før.

En af solgaterne tog et stykke papir op af sin brystlomme og begyndte at læse noget på tysk;

” Ich bin hier, um Ihnen mitzuteilen, dass Ihr Hotel mit sofortiger Mitteilung wird beschlagnahmt werden. Es wird für die Soldaten verwendet werden.”

I det samme vrimlede soldater klædt i ens uniformer ind i købmandsbutikken, og fortsatte op ad trapperne til hotellet. Enkefruen var som forstenet, og stod stadig med sukkeret i hendes svage hænder.

”Hvad sagde han Lis?”
Viskede Regitze til mig. Jeg måtte bevise for hende at heller ikke store søstre forstod alt.

Soldaten lavede en bevægelse med armen, og sagde igen noget på tysk. Jeg forstod at han ville have os til at gå, og, så hurtigt som overhovedet muligt var vi ude af butikken.

”Hvad var det der skete derinde Lis?”

Spurgte Regitze, med gråd i stemmen. Hun var tydeligt chokeret. Jeg var ked af at jeg ikke kunne give hende svar. Jeg forstod ikke meget tysk, og den smule jeg forstod var intet værd.

Angsten voksede igen i mig da jeg hørte soldatens stemme bag os.

”Kinder? Kinder?”

Råbte han efter os. Jeg vendte mig og kiggede efter ham. Til min store overraskelse stod han med vores halve kilo sukker i hånden, klar til at række mig det.

” Ich weiß, das es lange dauert, vorher ihr wieder etwas aufbtreiben kann.“

Jeg forstod igen ikke et ord af hvad han sagde. Men jeg tog imod sukkeret, og sendte ham et taknemmeligt smil. Som vi igen skulle til at gå, prikkede han mig på skulderen. Han stod med et billede i hånden. Et familieportræt, tre drengebørn, ham selv og en kvinde.

”Die sind meine Kinder”

Sagde han, og pegede på børnene på billedet. I det øjeblik forstod jeg, at ikke alle tyskere var her fordi de ville. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...