Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1599Visninger
AA

3. Rigtig Kakao?

 

Julis varme slog armene om os da vi trådte ud af det lille røde murstens hus. Fuglenes sang spredte sig i hele gaden, og fulgte os gennem byen, forbi alle butiksruderne, der var pyntet med kjoler og sommerjakker, ned forbi søen og igennem lunden, til vi gik på Madsens smalle Markvej. Regitze gik med armene spredte, og lod kornblomsterne strejfe hendes bare overarme.

”Pas nu på du ikke skærer dig. Sådan nogle kan godt være skarpe, lille skat.”

Min mor og far gik bag ved Regitze, hånd i hånd. De så lykkelige ud, som de gik der mellem de høje blomster. Mor med hendes smukke lyse krøller, og den flotte ternede kjole. Far med det mørke hår, der stod i en naturlig kontrast til den meget lyse, næsten hvide hud. Jeg gik bagerst og plukkede nogle af blomsterne. De var til fru. Madsen.

”Jeg mødte faktisk fru. Madsen nede i byen i går.”

Sagde mor med glad stemme, og fortsatte:

”Hun glæder sig sådan til at se hvor store i er blevet.”

”Mor, det er nu kun en måned fra, at hun så os sidst.”

”Jeg vokser altså også meget på en måned Lis.”

Påpegede Regitze.

”Jeg er allerede ved at gå ud af min kjole.”

Hun kiggede nedad af sig selv, mens hun hev ud i den grønne kjole.

”Sludder!”

Svarede far.

”Den er næsten helt ny!”

”Når jeg går ud af denne her kjole, så vil jeg have en hvid en med blomster, ligesom den Birthe har.”

”Birthe?”

Sagde far, spørgende.

”Ja, Birthe fra skolen. Hun har en hvid kjole med blomster på. Sådan en vil jeg ønske mig.”

”Jeg husker da ingen Birthe fra din skole. Gør du det, Ellen?”
Spurgte far, og henvendte sig til mor.

”Jo da, Regitze er det ikke Birthes mor der syr for magasinet?”

”Jo, og hendes far er trykker. Jeg mener de hedder Hjorth.”

”Ja ja, så er det dem. Magda Hjorth, hedder moderen.”

”Det siger mig ikke noget.”

Svarede far. Han skulle lige til at åbne munden, og fortsætte samtalen, men mor afbrød ham.

”Se Regitze, hvem der kommer der!”

Regitze satte i løb så snart hun fik øje på Karen.

”Hej!”

Råbte hun, og lod den lille hånd flagre vildt i et vink til Madsens datter. Der gik ikke lang tid før de to var forsvundet op til huset, og da vi andre endelig nåede frem, stod de to allerede og fniste. Gud ved over hvad.

”Dav Fru Mortensen. Hr. Mortensen”

”Hej lille Karen, går det godt?”

”Jo tak Fru Mortensen, det går rigtig fint.”

”Og hvad med skrivningen? Går det bedre efter at Lis er begyndt at hjælpe dig?”

”Ih ja!”

Sagde hun, i et stemmeleje der var fuld af engagement.

”Hun er smadder god!”

Karen smilede et stort tandløst smil til mig. Hun havde næsten lige tabt to fortænder.

”Ja, jeg gør i hvert fald hvad jeg kan.”

Sagde jeg, mens jeg strøg Karen let over håret.

 

”Abel!”

Hr. Madsens dybe stemme var ikke til at tage fejl af. Han kom til syne på gårdspladsen, iført den sædvanlige hvide skjorte, med mørkegrå seler udover.

”Er i gået hele vejen?”

”Det stykke? Ja da, det er da ikke noget at tage bilen for!”

”Om jeg havde fået Karen til det!”

Hr. Madsen hilste på mor, men hun forsvandt hurtigt ind i bindingsværkshuset til fru Madsen. Jeg fulgte efter. Jeg kunne rigtig godt lide fru Madsen, og jeg havde svært ved at forstå hvorfor hun havde giftet sig med Hr. Madsen. Han var altid så højrøstet, han havde altid jord på hænderne, også havde han den der typiske udspilende mave, som så mange mænd har. Nøj hvor var jeg lykkelig for, at far ikke havde sådan en!

 Fru Madsen gav mig et kram, og tog imod de blomster jeg havde plukket til hende.

”det er ganske vist fra jeres egen mark.”
Sagde jeg, lidt genert da jeg rakte buketten til hende.

”Det skal du da ikke tænke på Lis! Det er tanken der tæller, og jeg synes de er så smukke, jeg får bare aldrig taget mig tiden til at samle nogen selv. Jeg sætter dem lige i noget vand.”
Mor og jeg fulgte hende ud i det lille landkøkken, med de blå paneler. Jeg elskede deres køkken. Det var så smukt og hyggeligt i de blålige farver. 

Vi havde snakket lidt, da fru Madsen pludselig sagde:

”Ved du hvad Lis? Hvis du lige henter Karen og Regitze herind, så har jeg noget i kan få.”
Jeg gjorde som jeg fik besked på.

Ude på marken rendte de to piger. Regitzes lyse hår stak tydeligt op mellem de mange blå kornblomster så det næsten lignede en ensom solsikke der stod der, midt i det hele. Karens brune fletninger var sværere at få øje på, men man kunne nærmest fornemme hende - fornemme at solsikken ikke var helt alene.

”Piger! Kom lige!”

De to små piger stod hurtigt foran mig, og smilede begge stort.

”Hvis i kommer med ind i huset så har Karens mor noget til os.”

De kiggede spændt på hinanden, hvorefter de i kor, nærmest råbte:

”Hvad er det? Hvad er det?!”

”Rolig piger. Jeg ved det ligeså lidt som jer.”

Inde i huset ventede fru Madsen os i den lille entre.

”Kom med her.”

Hun åbnede en lille dør til et rum hverken jeg eller Regitze nogensinde havde været i før, og gik forrest derind. Der var mørkt, og temmelig koldt, men ingen af os sagde noget. Kun Karen brød tavsheden en gang, ved fnisende at sige:

”Nu ved jeg hvad det er!”

”Bliv lige stående her, så henter jeg det.”
Vi gjorde som vi fik besked på og blev stående. Fru Madsen gik over mod et stort skab bygget ind i væggen. Hun rumsterede rundt derinde lidt tid, til hun igen stak hovedet ud af skabet, denne gang med en lille dåse i hånden.

 

”Nu skal i se.”

Sagde hun, da vi igen var tilbage i entreen.

”Er det der kakao? Er det rigtig kakao, fru Madsen?”

Regitzes stemme lød som havde hun set en gammel ven, der havde været forsvundet i flere år.

”Det kan du lige tro det er!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...