Du må ikke græde, Regitze.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2013
  • Opdateret: 2 maj 2013
  • Status: Færdig
På kalenderen skriver vi juli 1942. Danmark har nu været besat af Tyskland i 2 år, og det er ikke nemt for nogle. Slet ikke for 15årige Lis, hvis bror har valgt at melde sig ind i DNSAP . Værre bliver det, da hun finder ud af, at hendes far er gået med i modstandsbevægelsen. Den 7årige lillesøster, Regitze forstår ingenting, og slet ikke at hendes fars modstandsarbejde skal holdes hemmeligt for broderen.

18Likes
51Kommentarer
1596Visninger
AA

10. Pakken

 

Jeg vågnede ved at det bankede hårdt på hoveddøren. Jeg hørte mor åbne, og egentlig havde jeg mest af alt lyst til at blive liggende i Regitzes lille seng, men nysgerrigheden hev i mig, så inden længe var jeg ude af sengen, og nede i stuen som duftede langt væk af frisklavet kaffe. En del bedre end den rationskaffe men var blevet vant til.

Min far og mor sad i sofaen og hørte radio. Med et lettelsens suk smilede jeg stort til far, hvorefter jeg løb over og kastede armene om halsen på ham.

”Kan du dufte det?”
Spurgte han, og smilede sit mest lumske smil.

”Ork, jeg er sikker på at det kan duftes helt over til Madsen. Hvem var det der kom før?”

”Posten, med en pakke til Regitze.”

”Til Regitze?”

Jeg lod det ikke skjule at jeg var overrasket.

”Tror du da ikke, at folk gider sende mig pakker, Lis?”

Jeg havde slet ikke bemærket Regitzes tilstedeværelse. Det var en ting hun kunne. Liste sig ind på en, så hjertet hoppede et par gange når man pludselig hørte hendes lille stemme. Hun havde altid gjort det, måske ikke engang bevidst, det var bare noget hun gjorde, og, selvom man hele tiden havde i baghovedet at man skulle være forberedt på det, blev man lige overraske hver gang.

Hun gik spændt over mod pakken der stod på vores køkkenbord. Først studerede hun den nøje med øjnene. Det var sjældent vi fik pakkepost, og især at Regitze fik det, så det var ikke sært at hun var spændt. Jeg må indrømme at jeg misundte hende en smule, lige til at jeg så pakkens indhold.

”Ej, det jo drengelegetøj.”

Sagde hun skuffet, og hev en lille legetøjssoldat op af pakken. Den holdte højre arm op, som man så mange gange havde set nazisterne gøre, når de heilede Hitler. Og som om det ikke var nok, var den uniformeret præcis som de nazistiske soldater var det. Helt magen til de der havde været i købmandsbutikken. Flere soldater lå i pakken, med rød/sorte hagekors sat fast på skuldrene på de ellers brune uniformer. 

Jeg kiggede over på far. Det var lige så hans øjne slog gnister ved synet af legetøjet.

Hvordan kunne man også det? Finde på at lave sådan noget? Lave noget så uskyldigt som legetøj om til nazistiske soldater?

”Er der noget brev med, Regitze?”
”Ja, der ligger noget her.”

”Lad mig læse det.”

Far nærmest rev brevet ud af Regitzes små hænder. Koncentreret læste han det igen og igen inde i sig selv. Pludseligt, og med arrige bevægelser tog han pakken der stadig var fuld af de små legetøjssoldater, kig med hastige skridt over mod kakkelovnen, og, med et sving lå alle de små soldater nu i ilden og smeltede nedover hinanden, og brændet. Langsomt forvandledes de små ansigtstræk, øjne, næse og mund, sig til noget der mere mindede om en stor mangefarvet fuglelort. Snart var også hagekorsene smeltet væk, og inden længe var soldaterne ikke længere soldater, men røg, der sev ud af vores skorsten.

Mor stod nu og læste brevet. Hun så overrasket ud, og det var her at jeg forstod, at afsenderen måtte være Johannes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...